Jeg tager til Vesterhavet i den næste uges tid for at arbejde. I det hele taget har jeg besluttet mig for at tage et halvt år ud af kalenderen for at få skrevet en roman færdig. Så hvor meget jeg får skrevet på bloggen er uvist – selvom der nok bliver plads til et par overspringshandlinger og en bogomtale eller to.
Kategori: Ego
Why did Apple stop making the PG4 12″
Am I the only one wondering why Apple discontinued the 12″ Powerbook? I bought mine in the summer of 2005 and I have no plans of replacing it. It is simply the most elegant, handy and still powerful computer I’ve ever had my hands on. I’m constantly getting applauds and jealous remarks.
The MacBook Air could be a contender. But I’m not really satisfied with the hardware specs. The PG412″ is handy, and yet usable as a stand-alone all purpose mac.
Shortlisted for Schmap
One of my pictures have been chosen for possible inclusion in the road map Schmap. It’s quite a funny picture from Historiska Museet in Stockholm, which I took on my great trip there to interview Johan Norberg. Notice that the director for Historiska Museet has commented on the picture 😉
Translation from Swedish: “The staff talks too strangely and too much!”
How to get rid of the Second Act
This weekend I attended an amazing two-day seminar with screenwriter, novellist and teacher Linda Aronson at the Danish Film School. In her book Screenwriting Updated, Aronson covers ‘unconventional’ storytelling, which means storytelling that does not strictly follow the Hollywood model of a single protagonist climing the “three act mountain” of rising suspense in a journey of personal redemption.
In stead, Aronson focuces on films with multiple protagonists (Traffic), group stories (The Big Chill) and stories constructed around flashbacks (Shine). These film obviously work as suspenseful experiences and engages the audience on an emotional level, but the question we should ask as screenwriters is “how”? Aronsons analysis (which I won’t redo here) answers at least some of the questions and her insight into why you don’t necessarily need to have one (1) protagonist or why a character can be both a protagonist and an antagonist at different points in the film was, at least to me, revolutionary. In fact it gave me some whole new ideas for the novel I’m working on at the moment.
To conclude, Aronson announced the Death of the Second Act. For writers this is actually a lot bigger than it sounds, because the Second Act is one of many dreadeds road to development hell. It’s fairly easy to come up with a compelling idea for a story, and it’s fairly easy to device a dramatic endning. The problem is getting those two together in a believable and compelling way. Trough her analysis, Aronson shows that movies like 21 Grams and The Hours simply do not have second acts in the traditional sense of the concept.
Of course, for the audience, these movies do still have openings, middles and ends, and do take the audience on an emotional journey, but if you analyze the stories they do not have the usual three-act structure. The exposition-heavy first act of 21 Grams fills up more than half of the movie, while The Hours is really three first acts of three different stories made into one movie. This shouldn’t work, and yet it does. I think that Aronson’s analysis goes a long way in explaining how. And the funny thing is: she shows how this ‘unconventional’ kind of narrative structure actually goes all the back to Homer. Nothing new under the sun – and yet the concept is so difficult to grasp.
Gamle nørder
Jeg troede, at jeg var en af de ældre spillere i World of Warcraft – min kæreste driller mig i hvert fald tit med at jeg “leger med teenagere” – men her er info om en bedstefar på 80, der spiller wow. Og han er ikke en hjælpeløs n00b. Læs også kommentarerne med rigtig mange sjove eksempler på ældre spillere.
Jeg tror nu i øvrigt ikke, at jeg rent faktisk spiller med ret mange teenagere. De fleste i min guild er et godt stykke oppe i tyverne, så vidt jeg ved. I det hele taget er der ikke meget hold i klicheen om, at det kun er bebumsede teenagedrenge, der spiller computer. Det kan man bl.a. læse om i demografiske undersøgelser.
Min egen mor var for øvrigt også hard-core adventure-gamer i en del år og kendte alle Kings Quest spillene forfra og bagfra. Desværre er kvaliteten af adventure games blevet værre de seneste år, så hun spiller ikke så meget mere. Men det har altid imponeret mine venner, at hun var gamer.
Kunstnere i fareklasse E
I morges var jeg til møde i min bank omkring pensionsplaner og anden langtidsplanlægning. Det var jo i sig selv temmelig uhyggeligt, men det virkelig skræmmende kom, da jeg skulle indplaceres i en fareklasse. I en typisk pensionsordning er der også gerne en forsikring for tabt arbejdsfortjeneste, og her er det afgørende, hvor farligt et arbejde man har. Jo farligere arbejde, jo dyrere forsikring.
Bankrådgiveren kiggede lidt på mig, og vi kunne hurtigt blive enige om, at jeg ikke har noget særligt farligt arbejde. Jeg er jo sådan en pæn, nybarberet dreng med hvid skjorte og kvindehænder som en pianist eller voksdukke (evt. Richard Clayderman på Mdm. Tussauds), og når man sidder foran computeren hele dagen bliver man jo ikke ramt af teglsten eller moslet ned af en damptromle. Jeg skulle ret sikkert i klasse A, den billigste. Dér hvor man højest bliver ramt af en museskade eller dårlig ryg for siddestillingen, men næppe falder af en boreplatform eller spises af en haj.
Men computersystemet, der skulle foretage udregningen, har brug for en præcis stillingsangivelse, og nu blev det svært. Jeg er jo både oversætter, tekstforfatter, manuskriptforfatter, selvstændig erhvervsdrivende og “rigtig” forfatter, altså kunstner. Vi fandt noget der hed “kontor, marketing”, der lød rigtigt og svarede til Fareklasse A. Men alligevel var det jo ikke helt rigtigt. Så vi søgte videre og kom forbi “forfatter, kunstner” … hvilket giver fareklasse … E.
E … mand. Det er helt vildt. Farligere end jord- og betonarbejder, farligere end lejesoldat. På linje med stiknarkoman, alfons og trafikminister. Sådan er kunstneren altså, det er hans profil: Fordrukken, storrygende, selvplagende. Ti skridt tættere på vanviddet, dvs. den psykiske arbejdsskade. Et dårligt liv, der er dyrt at forsikre.
Vi endte med “kontor, marketing”. Jeg er da et A-menneske i den billige ende.
Vestkysten kalder
Jeg kommer til at være væk fra bloggen i halvanden uges tid. I mellemtiden må I meget gerne melde tilbage på, om I kan se bloggen ordentligt – og med hvilken browser!
Afsløret
Det er sandt. Jeg er slet ikke mig, men min velbetalte dobbeltgænger:
indbyggerne i “det blå segment” er begyndt at ansætte folk til at vikariere for dem online.
Velkommen til Det digitale arkiv
Denne blog bliver ikke længere opdateret, men fortsætter sporadisk på engelsk og dansk på Whiteberg’s Digital Memory. Grunden kan du læse om her.
Nanowrimo
Skrive en roman på en måned? Det kan man da ikke! Jo, det kan man faktisk godt, hvis man deltager i Nanowrimo – National Novel Writing Month, hvor hundredevis af glade forfattere fra hele verden konkurrerer om at skrive en roman i løbet af november (også på dansk, hvis det er). Der er ikke nogen præmie, andet end stoltheden over at bryde skrivekrampen og det at være med i et stærkt community. Forum-delen ser meget inspirerende ud med masser af gode råd og hektisk æstetisk aktivitet. Jeg har selv meldt mig ind, men ved ikke om jeg rent faktisk får tid til at skrive. På den anden side kunne det være en god måde at teste en fjollet idé…