Kategori: Ego

Et lille essay om fodbold og markedspriser…

Hvilke mekanismer er bedst til at bestemme prisen på en vare? Er det forskellige udvalgte individers erfaring og intuition (som når politikere forsøger at bestemme, hvad en plejehjemsplads eller en taxatur skal koste), eller er det de mange aktører på markedet, hvis individuelle viden måske er ufuldstændig, men som gennem mekanismen for udbud og efterspørgsel skaber en pris? For nylig fik jeg mulighed for at teste markedets prismekanisme i praksis, og resultatet var både overraskende og tankevækkende.

Lad mig starte med begyndelsen. På min arbejdsplads arrangerede en medarbejder en VM-tipskupon, hvor man kunne sætte 1, x eller 2 for alle 48 kampe i de indledende runder. Prisen for at tippe en række var at lægge 100 kroner i en pulje, som blev fordelt efter princippet 50 % til førstepladsen (evt. førstepladserne), 30 % til andenpladsen og 20 % til tredjepladsen. Selvom jeg godt kan lide en god fodboldkamp, er jeg ikke rigtig oppe på beatet med, hvilke hold der er i god form lige nu, og da der samtidig er mange fodboldfans på arbejdspladsen, regnede jeg ikke med at have en chance. Men det er jo kun VM én gang hver fjerde år, så jeg lod mig overtale og betalte mine 100 kroner.

Nu kunne jeg så gå hjem og bruge lang tid på at læse op på kampformen hos de forskellige hold (nogle af dem fra nationer, som jeg dårligt anede eksisterede) og forsøge at sætte lige den rigtige kupon med det rette mix af favoritsejre og overraskelser, som ethvert VM er fyldt af. Det er jo altid sådan, at favoritterne i det store og hele går videre og klarer sig, men alligevel er der altid nogle overraskelser, der tager verden med storm (fx i år leveret af Ghana, der faktisk i år blev det store afrikanske hold, til forskel fra Elfenbenskysten, som alle regnede med). Kan man gætte overraskelserne er man derfor sikker på succes med en tipskupon. Men det tager tid at læse op på overraskelserne, og det er langt fra sikkert, at man kan gætte dem. Og for mit vedkommende ville det at ‘gætte på overraskelserne’ tage tid og kræfter indenfor et felt, som jeg i forvejen ikke er særlig erfaren indenfor, og der er langt fra nogen garanti for, at jeg ville få et godt resultat alligevel. Selv de forskellige kendis-trænere og ex-fodboldspillere, der optræder i forskellige VM-studier på tv gætter ofte forkert. Research og omtanke ville næppe være en farbar vej for mig. Og dog…

En anden mulighed var simpelthen at bruge intuitionen og krydse af, ud fra tidligere erfaringer med landene, tidligere VM, staldtips og andet man lige havde fanget op i radioen eller på nettet. Det er nok den måde de fleste ville gøre det på, og det havde jeg nok også gjort, hvis jeg ikke for nylig havde læst denne bog: “Din økonomi” af Michael Møller og Niels Christian Nielsen. I bogen lanceres DAKOLOS-teorien, som står for De Andre Kan Også Læse Og Skrive. Kort fortalt går teorien ud på, at man som aktør på markedet (her tales der især om aktiemarkedet) ikke skal forestille sig, at man er klogere end andre aktører på markedet, når det gælder om at gætte på den rimelige pris for – fx – en aktie.

Mange amatørspekulanter forestiller sig netop, at de er bedre end andre til at gennemskue markedet, eller har en særlig indsigt, når det gælder om at værdisætte varer, og de forestiller sig, at netop de kan gennemskue hvilke aktier der er under- eller overvurderede (som jo er nøglen til virkelig at tjene penge på aktiemarkedet, for også her gætter man – ligesom i VM – på overraskelserne). DAKOLOS-teorien punkterer denne myte, for den stipulerer, at man skal huske, at de andre også har de informationer, man selv har – sandsynligvis har en stor del af dem endnu flere informationer og er endnu bedre til at fortolke dem. Det vil sige, at prisen altid allerede er rigtig, og man ikke som menig aktør på markedet er i stand til at gennemskue, om aktien er over- eller undervurderet (bortset fra i helt specielle tilfælde, hvor man har en særlig viden, hvilket man sjældent har). Det er en meget ædruelig – og en smule kedelig – teori, men den er korrekt.

Med DAKOLOS-teorien i baghovedet var jeg klar over, at det i bedste fald ville være rent held, hvis jeg havnede bare lidt over gennemsnittet på VM-tipskuponen. Min viden om fodbold er ret indskrænket (jeg er dog ikke helt uvidende), og de 37 andre deltagende i puljen kunne jo netop også læse og skrive. Det ville kort sagt være spild af tid at deltage i tipperiet, hvis man skulle se rent økonomisk på det. Men var der ikke en vej udenom? Var der ikke en anden form for research og omtanke, som man kunne bruge? På aktiemarkedet har man prisen og kursfluktuationerne til at vejlede sig i forhold til investeringer, men det har man ikke umiddelbart med fodbold. Og dog, for man har jo odds-mekanismen hos bookmakerne, hvor man kan spille på bestemte resultater. Og her ser man jo faktisk i odds-fastsættelsen hvor stor sandsynlighed, de mange forskellige spillere sætter på resultatet af en kamp: 1, x eller 2. Og tilmed er der den fordel, at den enkelte spiller betaler for at spille, hvorfor man kan forvente, at han spiller på et resultat, som han virkelig tror på (i modsætning til fx en demokratisk afstemning, hvor man ikke betaler for at stemme). Oddset er derfor på en måde markedsprisen for det enkelte resultat, eller et udtryk for sandsynligheden for resultatet (jo lavere odds, jo mere sandsynligt), set fra tusindvis af forskellige fodboldentusiasters (og -ignoranters) perspektiv.

Derfor var der i bookmakernes odds faktisk en genvej til at udfylde tipskuponen. Jeg loggede ind på et større bookmakerselskabs hjemmeside og udfyldte fuldstændig konsekvent tipskuponen efter oddsne. Det tog ca. 10 minutter i alt, og således sparede jeg timevis af research. På mange måder virkede det som en åndssvag metode, for en del af resultaterne var meget kontraintuitive. Fx havde jeg ikke en eneste uafgjort på kuponen, simpelthen fordi ingen kampe havde uafgjort som laveste odds. Men der er jo altid uafgjorte kampe ved VM. Var det så ikke fuldstændig vanvittigt at lave en tipskupon uden uafgjorte? Nej, for det er meget svært at gætte præcist hvilke kampe, der ender uafgjort (de fleste kampe har trods alt en vinder), og derfor har uafgjorte kampe høje odds og endte altså ikke på min tipskupon. Umiddelbart så det altså vanvittigt ud, men jeg havde ikke rigtig andre metoder, som kunne gøre det bedre, jvf. DAKOLOS-teorien. Hvis kuponen gav et resultat over gennemsnit ville teorien – og dermed i bredere forstand teorien om markedsprisens korrekthed frem for fx politikeres tiltro til, at de er bedre til at sætte prisen end markedet – have stået distancen.

Og hvordan gik det så? Jeg vandt med en delt førsteplads.

Undertegnede er i dag interviewet i Berlingske Tidende med henblik en kommentar til den danske tegner Jørgen Bitsch‘s bidrag til Irans Holocaust-satire-konkurrence. Som bekendt har jeg skrevet speciale på Filmvidenskab om “Satire og Fortælling” (specialet kan downloades til gennemlæsning i pdf-format her), og brygger på en kronik om emnet, der jo er højaktuelt. Ret beset er jeg nok lidt for sent på den, men det kan jo være Bitsch får gang i den ekstremt forvirrede debat, hvor misforståelserne står i kø for at komme til. Nå, her er artiklen om Bitsch online, og her er det lille interview, i vanlig selvpromoverende stil også lagt ud her:

Satiren er altid uretfærdig

Objektiv, upolitisk satire findes ikke, og derfor vil satiretegninger ofte støde og forarge, mener ekspert.

Af Jesper Eising

Når Jørgen Bitsch i en satiretegning sætter lighedstegn mellem Holocaust og vestlig imperialisme vil det givet vis dele vandene.

»Nogle vil sikkert se det som en god og rammende satire over vestlig dobbeltmoral, mens mange andre vil synes, at det er en latterlig overdrivelse, som slet ikke har styr på årsagssammenhænge. Sådan er satire. Der er ikke noget objektivt standpunkt, hvor du kan sige: ‘det her er god satire, og det her er dårlig’,« forklarer cand.mag og forfatter Lars Hvidberg, der har skrevet en afhandling om satire.

Herhjemme har pressen en lang og stærk tradition for satiretegninger, der blander sig i den offentlige debat. Og ifølge Lars Hvidberg ligger det i satiretegningens natur, at den i nogles øjne er uretfærdig og urimelig.

»Satiren er per definition uretfærdig, fordi den tager fat i en etisk fejl, forstørrer den og gør grin med den. Og sådan skal det også være, for den skal pege på nogle ting, man ikke kan sige seriøst debatterende, fordi der altid er så mange nuancer. Satiren skal kunne forstørre nogle ting, man synes, der skal gøres opmærksom på, men den vil aldrig kunne give hele billedet – det er heller ikke meningen,« siger Lars Hvidberg og understreger, at satiretegninger tit er meget politiske.

»Satiretegningen repræsenterer altid et bestemt synspunkt. En objektiv satiretegning findes ikke, og derfor er kritikken af satiretegninger ofte misforstået,« siger han.