Kategori: Film og tv

Det danske Congo-eventyr

DR2 sender i aften kl. 22 andet afsnit af “Det danske Congo-eventyr”, hvor Peter Tygesen fortæller om danskeres rolle i tre faser af Congos voldsomme historie – Kong Leopold IIs kolonisering i slutningen af 1800-tallet, opbygningen af Congostaten under General Olsen omkring 1. verdenskrig, og de første danske bistandsprojekter kort efter friheden i 1960.

DR har været sindssygt dårlige til at reklamere for programmet. Hvis man fx går ind og søger på dr.dk, så kommer der nada, ingenting. De skulle skamme sig, for udsendelserne er bestemt værd at se. Det er en sindssygt spændende og interessant historie, der bliver fortalt bidder af her. Tygesen er en god og tilpas sarkastisk vært til at historien lever, trods den lidt stillestående billedside (dog med gode arkivbilleder og en flot sejltur op ad Congo-floden).

Swofford Smofford

Filmversionen af Anthony Swoffords fantastiske Golf-Krigs-selvbiografiske roman Jarhead sutter åbenbart mere end den burde. Det er ærgerligt, for det er en virkelig medrivende og velskrevet bog – men sådan nogle bliver jo ofte halvsløve film. Jeg skal ind og se filmen i aften, og så poster jeg mine two cents senere… I øvrigt er jeg ofte uenig med anmelderne i deres dom, så det kan jo være jeg kan lide filmen.

Dagen efter, mit bud [spoiler alert!]:
Jeg tror desværre, at Jarhead kun vil være en tilfredsstillende oplevelse, hvis man har læst bogen, før man ser filmen. Det skyldes, at en af de centrale pointer i bogen er, at hele marinekorpsets opgejlede krigsliderlighed fuser ud i ørkensandet, fordi det faktisk aldrig lykkes Swofford at få et confirmed kill – faktisk lykkes det ham ikke engang at få affyret sin riffel, så længe krigen varer. Det er en dybt utilfredsstillende oplevelse for Swofford og co., og selvfølgelig en central, satirisk pointe for forfatter-Swofford – men den luften-af-ballonen oplevelse kan være svær at sætte pris på, hvis man som biografgænger efter den første halvdel (der virkelig er sjov og medrivende) håber at NU kommer der bare de helt store kampscener, hvor der bliver nakket en masse iraqi motherfuckers. Det gør der ikke. Der sker faktisk ingenting, og den eneste action Swofford oplever er friendly fire fra en A10 warthog. Pointen er, at marinedrengene tror, at de skal ind og have en rigtig autentisk krigsoplevelse, ligesom i Vietnam-filmene, men i mellemtiden har krigens natur forandret sig, og det hele bliver afgjort af luftvåbenet. (Det er jo så en pointe, der ikke helt holder i forhold til nutidens krig i Irak, men det er jo en anden sag).

Jeg nød faktisk filmen og fandt den både morsom og af og til rørende, selvom den ikke helt kan finde ud af, hvilket ben den skal stå på, sådan rent indlevelsesmæssigt: hvor meget satire, hvor meget seriøsitet. Men jeg vil tro, at ham teenagedrengen, der sad ved siden af mig og gned sine hænder i ekstase over det ventende slagteri, blev ret skuffet. Saving Private Ryan it ain’t.

Efter filmen gik jeg hjem og læste de første par kapitler af Swoffords uforlignelige prosa. Vi er altså helt oppe i Michael Herr klassen (manden der bl.a. skrev monologerne til Apocalypse Now). Anbefales. Først bog, så film.

Modstanderen bestemmer farten

Det er et gammelkendt diktum indenfor manuskriptskrivningskunsten, at din historie kun er så stærk som din modstander. Det vil sige, at du kan have en nok så spændende helt, der vil alle mulige interessante ting, men hvis helten ikke får modstand, så bliver historien kedelig. Så dræber du dramaet.

Darth Vader = stærk modtand = stærk historie
Lille hvid kanin = svag modstand = svag historie (med mindre der er tale om en dræberkanin)

Også udtrykt i ligningen: D = M – Dramaets intensitet svarer til modstanderens styrke.

Derfor undrer det mig virkelig, at George Clooneys Goodnight, and Good Luck har fået så gode anmeldelser. Ja, ja, den har gode skuespillere, flot fotografering, og den vil gerne sige noget vigtigt om ytringsfriheden i Bush’s Amerika. Fint nok, men herregud hvor er den dog bedøvende kedelig, uinteressant og forudsigelig. (den er i øvrigt også selvtilfreds og selvglad) – Hvorfor? Der er ingen modstand.

Her har vi en gruppe blændende intelligente mennesker – smukke, interessante, vittige (og kæderygende), med de rigtige holdninger og hjertet på rette sted, og hvem sætter vi dem så op imod? En lallende idiot som McCarthy. Der er ikke ét sekund, hvor filmen tror bare en lille bitte smule på McCarthys projekt eller lader ham være andet end en tåbe, og man kan kun ryste på hovedet af sådan en modstander. Der er kort sagt intet Join the force, Luke øjeblik. Og så hjælper det altså ikke noget, at man filmer i sort/hvid.

Mere modstand er der så i Narnia-filmen, for McCarthy når ikke den onde Isdronning til kanten af hendes (noget kantede) kjole. Narnia-filmen mangler så til gengæld alt det andet: interessante personer (er Aslan mere end en talende pelsdusk fra Animal Planet?), flot scenografi og vedkommende budskab. Men modstanden du, den er sgu i orden, og derfor bliver man siddende og bider negle.

Min tidligere omtale af Narnia-filmen.

Torden og Stormslag

De sidste par fredag aftener har jeg været hjemmegående af forskellige årsager, og derfor har jeg kunnet følger med i noget, som jeg ellers aldrig plejer at have lejlighed til at se, nemlig DR2s faste satireflade fredag aften, hvor hævdvundne navne som Rockerne, Drengene fra Angora og Banjos Likørstue. Nu prydes sendefladen af den ukuelige blå flodhest Dolph (som jeg faktisk personligt ikke synes er så vanvittigt sjov), og de nye skud på stammen: Dusk & Bomholt og Stormslag.

Jeg er personligt blevet lidt vild med Dusk & Bomholts gammelmandsagtige bibliotekarbriller og træperler og sætter pris på deres snøflen rundt i Danmark og den lille, fine sang Gregory synger til sidst, før han skal lægge sig til at sove. Den minder om Bamsens godnatsang fra en forlængst glemt børneudsendelse med Jesper Klein. Giv det en chance, hvis du har tid.

Stormslag, derimod, har allerede fået lidt af en mediestorm imod sig, med anklager om opfordring til mord og politianmeldelse. Det undrer mig, at man konsekvent omtaler programmet som dokumentar, for jeg vil bide mig selv i armen på, at det vi ser altså er en gang satire af den mest begavede slags, et slags Blair Witch-nummer, der fingerer at være en dokumentar, men altså er fiktion. Jeg ved godt, at Stormslag også har spillet live som band, men alligevel minder projektet så påfaldende meget om Spinal Tap, og det benytter sig i den grad af mockumentarykoder (blandingen af satire og dokumentar, fupdokumentaren) at jeg ikke kan tro på det. Det sidste fingerprej er naturligvis, at medlemmerne af Stormslag er så overdrevent tåbelige at høre på, at jeg, selvom jeg sådan set selv har mødt den slags mennesker i virkeligheden, alligevel ikke kan tro på, at de selv tror på det de siger…

…dette skrev jeg så i formiddags, men har nu i DR-debatten hørt Kenneth Plummer igen og igen hævde, at der altså er tale om et dokumentarprogram. Jeg må derfor bøje mig og erkende, at verden er så meget større og tåbeligere, end man nogensinde kunne have forestillet sig – og at programmet dermed er usædvanligt perfidt i sin satiriske sammenstilling af de medvirkendes selvhøjtidelige fraser med deres ynkelige virkelighed. Alle mine medieantenner siger mig, at dette er satire, men jeg er åbenbart en dårlig smagsdommer og skal have mine universitetspenge tilbage (jeg har en cand. mag. i film- og medievidenskab…), hvis jeg ellers havde betalt for at gå der. Måske er det mig, der burde betale penge tilbage til staten? Eller skal mine forældre have deres skattemønter tilbage? Problemstillingen vil ingen ende tage.

Se i øvrigt her, hvor forsangeren Jim fra Stormslag forsvarer sig overfor jubiis debattører. Bemærk hans karakteristiske lingo, der er så præcist ramt, at man næsten ikke kan tro på det… jeg tror stadig ikke på det…

Stormslags hjemmeside med oversigt over debatten
Anden omtale af stormslag hos Uriasposten, Gaffa, danskefilm

Aslan, Jesus og mig

I dagens Berlingske Tidende kan man læse, at kristne kirker i hele verden opruster til missionsfest i forbindelse med premieren på Disney-live-versionen af C. S. Lewis Narniafortælling Løven, heksen og garderobeskabet. C. S. Lewis var – i øvrigt ligesom Tolkien, hvis Ringenes Herre-filmsucces, Disney her forsøger at lukrere på – stærkt troende kristen (Lewis protestant, Tolkien katolik), og det er tydeligt, at løven Aslan, som spiller en central rolle i Narnia, er en slet skjult allegori over Jesus, komplet med korsfæstelse og genopstandelse. Den indgangsvinkel vil kirkerne nu forsøge at lukrere på, og bruge filmen som et moderne anskuelsesbillede, der kan opfylde kirkernes hedeste drøm: nemlig til at få folk til rent faktisk at møde op i kirken og være med til andet end de 3 b’er: begravelser, bryllupper og barnedåb.
Læs mere Aslan, Jesus og mig

Clement Direkte – i skraldespanden?

Var jeg den eneste som blev irriteret over Clement Direkte i går, DR2s nye store talk show satsning, med Clemten Kjersgaard som en intellektuel Conan O’Brien? Det var første gang jeg så det opreklamerede show, og selvom Clement faktisk fungerede godt som show host, var hans manerer meget frenetiske overfor gæsterne, det virkede ikke som om, de befandt sig godt i hans sofa. Desuden virkede alle de mange ‘provokerende’ spørgsmål til gæsterne sært konsekvensløse, for der blev ikke rigtig fulgt op på det, som gæsterne rent faktisk svarer. Helt galt gik det da rapgruppen Outlandish kom i studiet, både for Clement og for gæsterne – og konfrontationen stillede dem begge i et rigtigt dårligt lys.

Jeg har faktisk fået mine hænder på Outlandish’ nye album, Closer Than Veins, som rent musikalsk virkelig har fået drejet r&b-skruen helt rigtigt, det er et fedt svingende album med groovy hip-hop og en række romantiske boy-band-agtige sange om kærlighed og politik, der bør blive et stort hit både herhjemme og i udlandet (OBS – dette er ikke en anmeldelse). Men hvor må det dog bare være irriterende for de drenge, at de evigt og altid skal konfronteres med det at være ‘fremmed’ i Danmark, og at ethvert interview/anmeldelse absolut skal køre det multikulturelle spor, fordi drengene tilfældligvis har deres rødder i Marokko, Honduras og Pakistan. Kan de for fanden ikke bare få lov til at snakke om pladen?

Ok, jeg ved godt, at de selv gør et stort nummer ud af deres fremmedhed (bare bandets navn), men er der nogen grund til at piske en død hest? Det gjorde Clement desværre, og Outlandish skulle både forholde sig til burkaer, nazister og Jyllandsposten. Hvorfor de skulle være særligt kvalificerede, meldte Clement ikke noget om, men popstjerner plejer selvfølgelig at være orakler om hvad som helst. Men hold da op, hvor er jeg bare træt af, at hver gang man får en mørklødet person i medierne, så skal han absolut have en holdning til Pia K eller integrationspolitikken. Hvornår i alverden får de ‘fremmede’ lov til bare at være mennesker, som er lige så indbyrdes forskellige som danskerne?

Det var slemt nok, at Clement skulle presse drengene ind i den multikulturelle bås, men endnu værre var – desværre – deres svar: Vi fandt i hvert fald ud af, at Outlandish (specielt én af dem), 1) synes, at burkaer er helt ok og ikke spor kvindeundertrykkende, 2) at nazister ikke burde have ret til at holde offentlige møder, angiveligt fordi de ville ‘gasse andre’, 3) at der var for meget porno i det offentlige rum, og at kvinder burde være tækkeligt klædt, fordi de ellers ville ‘gøre noget ved os mænd’ (friste dem, uha!), 4) at Jyllands-Postens tegn-profeten kampagne var at ligne med de hade-breve og mordtrusler, som Outlandish får fra forskellige idioter, og at man generelt bare ikke må tegne profeten, punktum. Historien meldte ikke noget om, hvorfor ikke-muslimer skal overholde muslimernes bud om ikke at tegne profeten (må vi heller ikke spise svinekød?), men Outlandish mente i hvert fald, at det var udtryk for ‘manglende respekt’, og ville være det samme som at tegne Dronning Magrethe i en eller anden fækalie-præget situation. Profeten Muhammed er altså for muslimerne, hvad Dronning Margrethe er for danskerne, kunne vi hermed regne ud.

Ok, nu er jeg måske grov, og jeg ved jo godt at rockkunstnere nærmest per definition er overtroiske tågehoveder, hvis holdninger stort set altid befinder sig på det paranoide overdrev, men jeg synes ærligt talt ikke, at Outlandish’ svar tjente dem til ære, og nu kan jeg egentlig godt forstå, at teksterne på det nye album ikke er trykt på coveret. Måske blev de bare overrumplede af de tåbelige spørgsmål, men det tror jeg desværre ikke – tværtimod tror jeg svarene kom helt fra hjertet, selvom gruppen ikke virkede indbyrdes enige om det hele. Det tjente egentligt heller ikke Clement til ære, at han ikke fulgte op på svarene, og stillede nogle endnu mere ubehagelige (og oplagte) spørgsmål. Måske havde han ikke regnet med de svar? Så skal man lade være med at stille spørgsmålet, hvis man ikke vil forholde sig til svaret. Alt i alt en pinlig og tåkrummende omgang.

Tællepråsen 9: Wolfgang Ohm

Wolfgang Ohm – en filmskaber

Af NEFA

Tællepråsen havde en reporter til årets Berlin Film Festival, for her at udvidde sin horisont med spændende, etniske film fra den tredje verden. Endskønt opmærksomheden var sporet ind på det eksotiske, lykkedes det dog en anderledes nordlig nyopdagelse at vække undertegnedes største opmærksomhed: Festivalens ledelse fejrede med en retrospektiv serie en af byens største sønner: Wolfgang Ohm.

Det er nok de færreste danskere, der kender Wolfgang Ohm, men faktisk var han igennem 20 år, indtil den forfærdelige ulykke, som kostede ham førligheden, en af de mest interessante alternative dokumentarfilminstruktører i Tyskland. Han fødtes 22. Januar 1948 som Wolfgang Mini af middelklasseforældre i en forstad til Berlin. Han voksede op som vred ung mand i det tyske wirtschaftswunder, et produkt af overflodssamfundets forglemmelse af dets nazistiske fortid.

Det var dog ikke politik i bredere forstand, der interesserede den unge Wolfgang, men derimod filmens evner som våben overfor virkeligheden: “Meine Kamera ist mein Hammer” som han udtalte allerede i 1967 ved premieren på den meget tidlige debut: “Deutsche Knödelsuppe ist mit Nazis verpesten” – et rasende angreb på tysk madkultur, som han så som en forlængelse af Hitlers regime. Igennem lange indstillinger betragter vi knödler (boller med kødfyld) liggende på forskellige berlinske restauranter, mens en person (Wolfgangs studiekammerat Jürgen) til tider tramper forbi og fløjter Horst Wessel-lied, en nazistisk kampsang.

De langevarige, statiske kameraindstillinger kombineret med en iscenesat baggrund skulle blive Wolgangs kendemærke i den stil, han har benævnt: LSKMIHK, (“Langwierige, statischen Kameraeinstullungen mit inszenierte Hintergründe kombiniert”). Det var også på denne tid, at Wolfgang sikftede efternavn til det på én gang mystiske og kraftfuld Ohm. Som han selv siger i portrætfilmen “Der Geschichte von Ohm” (1999): “Ich bin keine filmemacher, sondern Dynamit!”. Selvtillid har det aldrig skortet på.

Wolfgangs film blev ikke venligt modtaget i Tyskland. Landets samvittighed var endnu ikke klar til et opgør med tysk madkultur, og i en forskydning af ansvaret til æstetisk anklage kaldte anmelderne endog Ohms filmkunst for “kedelig” og “fortænkt”. Men som en ægte kunstner lod Ohm sig ikke knække, og fortsatte konsekvent sin LSKMIHK uden at give efter for kommercielle interesser.

I 70erne fulgte flere madfilm som “Trattoria” (1970), om indvandrerkulturen, “Eisbein essen Seele auf” (1972), om den tyske forkærlighed for skinkefedt, “Gehen zu Krumme-Lanke nach essen” (1973), “Revolution und Sauerkraut” (1975) og “Wurst in deine Arsch” (1977). Nu var Ohm færdig med maden, og maden var færdig med ham.

Efter en vegeteringsperiode kastede Ohm sig med hidtil uset energi over nye emner: I 80erne lavede han sin store tyske toiletserie, nådesløse bidrag om virkeligheden på de offentlige toiletter i Frankfurt: “Toiletten” (1982), “Ein, zwei, drei…plump” (1984) og “Socialer Verlierer gehts scheissen” (1985), alle i LSKMIHK-stil. Samtidig dokumenterede Ohm bøsse- og kabaretmiljøet i Berlin i “Tanzen oder bumsen?” (1985).

Ohm kom voldsomt til skade i 1986 da han forsøgte at filme et danse og spise-orige i natklubben “Muschin”. Han vågnede fra sit koma i 1991, men kommer næppe nogensinde til at filme igen. Hans søn Hans Peter Ohm har dokumenteret faderens vej mod rekonvalescens og de mærkværdige flatulente bivirkninger medicinen har haft i “Ohm, mein Papa” (1993), der ligesom de ovennævnte film blev vist på Berlin Festivalen. Faderen og sønnen har siden indgået et frugtbart samarbejde om konceptudvikling for et større, berlinsk reklamefilmsselskab.

Jens Christian Grøndahl er GUD

Jeg havde ellers fået nok af hele den her Jørgen Leth-sag, som jeg simpelthen synes er et af de mest svinagtige karaktermord i nyere tid, en offentlig henrettelse, intet mindre, men faldt i går tilfældigvis over Debatten på DR2, hvor Bent Falbert fra Ekstra-Bladet og Elisabeth Møller Jensen fra Kvinfo forsvarede deres smædekampagne overfor filminstruktør Tómas Gislason (der har lavet den fremragende Fra hjertet til hånden om Leth) og en redaktør fra Tidens Kvinder, som jeg desværre ikke fik fat i navnet på, sorry.

Debatten kørte i tomgang, med de sædvanlige anklager om voldtægt og kvindeundertrykkelse fra den ene side, og nypuritanisme og dobbeltmoral fra den anden side. Intet nyt under solen, og et langt, trist og deprimerende gab… dvs. indtil Jens Christian Grøndahl ankom midt i programmet, direkte med fly fra provinsen, og gjorde en entré, som simpelthen bør gå over i tv-historien. Jeg har ikke set noget lignende, siden Michael Strunge mørbankede Lola Baidel i Bazar.

Grøndahl er ikke en forfatter jeg læser, pga. den lettere parfumerede omtale af hans nyeste bøger, men det kan da godt være, at jeg samler et eksemplar af Lucca op efter den svada han leverede. En stor og flot mand er Grøndahl, mindst et hoved højere end de andre deltagere, lidt af en bjørn, og han var hverken forpustet eller forvirret over den lange flyvetur og sene entré, tværtimod kom han fattet og venlig ind, lod damen fra Kvinfo gøre sig færdig, og sagde så stilfærdigt “jeg vil godt lige samle op på den med moral og amoral…” – og så fik den ellers med Fru Møller Jensen som en ‘rejekælling’, der havde godtet sig over Leths prostatasygdom og Falbert som en ‘hyklerisk alfons’, der smækker ‘liderlige Leth’ på forsiden, samtidig med at purunge piger klæder sig af på side 9 og massagepiger breder sig ud over tre sider bag i bladet. Han spurgte hvordan mennesker, der endda har læst litteratur på universitetet, kan være så åndsformørkede og villet småborgerlige at læse en stor kunstners selvbiografi som om det var et stykke petit-journalistik, og hvorfor de ikke fattede, at Leth fortolkede og iscensatte sig selv som ‘koloniherre’, osv.

Møller Jensen forsøgte fortvivlet at forsvare sig, mens Falbert mest lignede Frank Hvam i Klovn, når han bliver skældt ud af sin kæreste – han kiggede bare flov ned i bordet og anede ikke hvad han skulle sige. Fuldstændigt kontant, velformuleret, uden vrede, men med det forstandige menneskes indignation over sagens vanvid, gav Grøndahl dem tørt på, et klaps i numsen og så hjem i seng. Så var den ged barberet. Tak, Grøndahl, for det bedste, mest befriende grin jeg har fået foran dansk tv i lange tider.

UPDATE: Jørgen Leth giver svar på titale i Weekendavisen. Sådan!

En lidt mindre katastrofe

Selvom det måske ikke er på sin plads at fremhæve andre katastrofer, når nu jordskævlet i Pakistan er på vej imod de 40.000 dræbte, så vil jeg alligevel gøre opmærksom på dette: Hele Ardman Animation‘s lager er gået op i røg. Det er dem med de fantastiske Wallace & Gromit-film, og det er et stort tab, at simpelthen intet er tilbage, endda netop på dagen hvor den nyeste film – The Curse of the Were-Rabbit er gået nr. 1 i USA.

Company Spokesman Arthur Sheriff said: “It couldn’t have come on a worse day – we were supposed to be celebrating, but instead our history has disappeared in a couple of hours. Everything has gone, from as far back as Morph and all the way through to Chicken Run, including all the Wallace and Gromit films, Creature Comforts, it’s all there. Everyone is devastated.”

Ak, ak. Heldigvis gik ingen menneskeliv tabt, men mulighederne for en Wallace & Gromit theme park med den originale pingvin-model af Feathers McGraw er væk.