Hvem skulle have troet, at der gemte sig en helt anden film inde i Stanley Kubricks gyser “The Shining”? Men det gør der altså, en hyggelig historie om en frustreret forfatter og en ensom dreng, der har brug for en far. Se traileren til Shining…
…og når du er færdig med at grine, så læs lige baggrundshistorien.
Tak til PBT
Efterskrift
Af Simon Sortendal
Forleden fandt man følgende notat sammenkrøllet i en papirkurv på det københavnske filmselskab Zentropa. Det var tilsyneladende skrevet i 1998 ved et frokostmøde mellem Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen, men havde forputtet sig i et arkivskab, der nu blev smidt ud med badevandet. Tanken var at skabe en europæisk fortælling om temaer, der vedkommer os alle. Manus skulle forfattes af Trier/Vørsel og instruktionen foregå i samarbejde mellem Trier og unavngiven østeuropæisk instruktør. Notatet var krøllet sammen allerede dengang, og med rødt var der hurigt skrevet ‘skrinlagt’.
…En serie på 14 film under hovedtitlen ‘Alfabetet’ (det græske), som på underfundig vis sammenkæder menneskers navne med deres forbogstavers astrologiske betydning, når de oversættes til det græske alfabet. Amerikanske sororities.
a – “Alfa” er for algebra. A er fisk og tvilling, vand og luft, romantik og fornuft. Den alkoholiske algebra-lektor Averröes lærer Amors duftende pil at kende, da han møder den aromatiske Anna. En kronraget hest (Adam) forekommer i en scene.
b – “Beta” er for bigami. B er tvilling og tyr. Den brunstige Bruno bedækker tvillingeparret Brigitte (begge spillet af Irene Jacob), men må betakke sig for børnene. Han foretager et eksistensielt valg.
c – “Gamma”. C er for citrusfrugt. Jupiters egenskaber som hersker. Ceasaro er chauvinistisk højesteretsdommer, men får moralske kvababbelser da han skal dømme et barnebarn for fumlegængeri. Ascendanten er forøvrigt Pluto.
d – “Delta”. D er for dominans. Vædderen og stenbukken. Dominique (Marianne Sägebrecht) danser dekolleteret i konkurrence om guldkalv, mens regnen vælter ned. Desværre detroniseres damen. Musik af Zbigniew Preisner.
e – “Epsilon”. E er for eufori. Løven og Jomfruen. Elisabeth (Zbigniew Zamakowsky) elsker Eric (Josephine Augustin), men ved et elegant flystyrt mister hun ham og skifter farve fra rød til blå.
i – “Iota”. I er for intelligens. Skorpionen. Ionesco er bagsideforfatter og skal på 1½ time forfatte en sådan til et studieblad. Han mangler intelligens og forsøger istedet noget plat. Det koster ham dyrt.
k – “Kappa”. K er for kapok, kærlighed og kogevask. Vægten og Plutos egenskaber. En lille dreng køber plydsbamse og katalyserer dermed et opgør blandt forældrene. Deres kærlighed til barnet kommer på en prøve, da moderen uforvarende kommer bamse i storvasken.
l – “Lambda”. L er for liberalisme. Skytten. Lazlo er politiker, men hans laissez-faire verdensbillede bliver labilt, da han løber ind i Laila, som er bistandsklient. Kærligheden kender ingen grænser, kun forhindringer.
m – “My”. M er for mikroorganisme. Vandmanden og Stenbukken. Martinus er mikrobiolog, men indser, at livet ikke kan reduceres til 14 gener da han tager en tur til det polske naturreservat Mielki, hvor den kendte verden går i opløsning. Den makedonske matrone Malka Mytz spiller geden Mephisto.
n – “Ny”. N er for nat. Tyren og skorpionen. Nomeo og Nulie er to elskende, som ikke kan få hinanden, da deres familier bærer på nag. Heldigvis kan en verdensklog musiker (Nulle i Preisner-arrangement) vise familierne, hvordan kærlighedens kraft kan forene modsætninger.
o – “Omikron”. O er for Oma. Det er bare en reklame.
p – “Pi”. P er for pingvin. Pingviner der danser
r – “Rho”. R er for redundans. Alle stjernetegn. Roberto er en filmkunstner som strider med menneskehedens store temaer. Han starter som en realist under et diktatur, men opnår efter en opblødning i systemet at blive internationalt kendt og beundret. Stadig plages han dog af de samme bekymringer og fornemmelser, og synes aldrig, at han udtrykker det han vil. “Alt er kompromis” siger han og trækker sig fra instruktørstolen. Tilbage for ham er der kun at glæde sig, når hans film alligevel rører en tilskuers hjerte. Han dør for tidligt.
Licensed to Vodka – er James Bond et plagiat?
Af NEFA
Da “Life” magazine den 17. marts 1961 satte Ian Flemings spion-roman “From Russia With Love” på niende-pladsen på listen over Kennedys yndlingsbøger, vidste de næppe, at bogen ikke er en original creation fra den mand, verden kender som skaberen af agentfiguren James Bond. Derimod har Ian Fleming hentet kraftig inspiration i den finske forfatter Kulli Kääsiikolmen (1901-1968) og hans fem romaner om den finske agent og krigshelt Jahvii Bongoleinens oplevelser i årene omkring den 2. verdenskrig. Ligeledes har de verdenskendte Bond-film, produceret af Albert R. Broccoli og Harry Saltzman med skiftende instruktører, hentet meget af deres eventyrlige materiale fra den finske auteur Teuvo Tapiovaaras Bongoleinen-film, der imidlertid ikke opnåede international berømmelse pga sprogbarriererne.
Teuvo Tapiovaara (1911-1977) var en mester i mise-én-scéne og desuden en dygtig action-instruktør, som med en personlig stil skabte store (finske) publikumssucesser ud af Kääsiikolmens middelmådige romaner og et lille budget. Den første film i rækken af fem Bongoleinen film, som havde den finske playboy og curlingmester Sanni Könnerii (f. 1920) i den altoverskyggende hoverolle, var Pröffessorii Yiati (“Professor Ja”, 1948). I dette noget intermistiske spiondrama lykkes det for Bongoleinen, der filmen igennem optræder i smoking og pelshue, at optrævle en russisk/kommunistisk sammensværgelse, og dermed sikre Finland mod den store nabo.
Takket være blandingen af fædrelandskærlighed, voldsomme snestorme og hårdkogte knivdueller blev Pröffessorii Yiati et stort hit i hjemlandet, omend kirken og kritikere på konservative dagblade protesterede imod Bongoleinens seksuelle frimodighed, idet han forfører hele tre kvindelige russiske agenter – et træk som er blevet direkte genbrugt i de engelske Bond-film. Det erotiske frisprog kombineret med en trendskabende scene, hvor Bongoleinen bagvendt på slalomski beskyder russiske agenter i en hundeslæde, har ført til den folkelige finske vending for Bongoleinen-filmene: “Uuskii et lloollobridijja”, som direkte oversat betyder “ski og patter”.
Tapiovaaras egentlige mesterværk kom med den anden Bongoleinen-film Klü Iionis (“Sølvtå”, 1950), hvori Könnerii med charme og sprudlende vid spiller en bedre Bongoleinen end nogen Sean Connery. Historien er ganske simpel, omend både grusom og pikant: En smuk russisk sangerinde, Ample Curves (sex-killingen Ursula Nalescje) besøger Finland, men viser sig i virkeligheden at være russisk agent, som via en forbindelse med en alkoholiseret græsk millionær skal forføre Bongoleinen og med en psykisk/medicinsk metode hypnotisere ham til at dræbe Finlands præsident. Plottet forhindres og Bongoleinen forfølger Ample til en dasja nær sortehavet, hvor han efter et blodigt opgør med sikkerhedsvagter, hajer og en kæmpemand med et bronzegebis endeligt får ram på bagmanden dr. Gabold (Telly Savales i en tidlig rolle). Herefter forenes han med Ample Curves, og de bliver gift.
Filmen er en tour-de-force i low-budget action, og viser hvordan et B-budget med stil kan gøres til en A-film, omend de væltende papmachekulisser undertiden afslører den pauvre herkomst. I Klü Iionis grundlægges de kendte “gadgets” som Bongoleinen (og senere Bond) bliver så kendt for, da en for publikummet først ubetydelig tændstiksæske, viser sig at rumme en mini-datamaskine, som kan udregne værdien af pi med 22 decimaler, og dermed redde Bongoleinen fra en bombe.
Tapiovaara viser sig som ægte auteur ved at lægge steder med absolut stilhed og intethed ind i filmen, især i en scene hvor Bongoleinen med en håndlanger søger tilflugt i en forladt hytte fra en russisk snestorm, og her tilbringer 20-minutter real-time uden at veksle et ord, hvor kameraet blot panorerer mellem deres mutte ansigter. Denne meget nordiske og eksistensielt sublime stil gjorde Tapiovaaras film til kunst, men denne tavshedens ironiske æstetik er senere gået tabt i Bond-filmene, omend den er bevaret i finsk tv-teater. Efter Klü Iionis kom endnu to Bongoleinen-film: Orko Nyrki 03 Taataävaari (“Agent 03 i skudlinjen”, 1952) og Uugdajjakii Suomi (“På farlig mission”, 1955) som begge blev store hits, uden dog at nyfortolke genren. Desværre døde Könnerrii ved en motorcykel-ulykke i 1956, og dette umuliggjorde i lang tid en fortsættelse af serien, da man ikke kunne finde en passende erstatning.
Da de engelske Bond-film ankom i 60’erne forsøgte både Kääsiikolmen og Tapiovaara at lægge sag an, men tabte den i en afgørelse ved den internationale domstol i Haag 1966. Efter en lang tids druk og nedtur forsøgte Tapiovaara sig med en sidste film i 1974, Sulanata Vodki Bjorta (“Fygt er en by i Rusland”, der på engelsk blev lanceret som “Licensed to Vodka”), som på trods af voldsom promotion blev er stort flop. Tiden var løbet fra Bongoleinen.
Ansvarlighed søges!
Af NEFA
I årevis er biograferne blevet oversvømmet af svinske og voldelige film. Mennesker stikkes med syle, kvinder kastes ud fra høje tårne, og børn overværer deres forældres samlejer. Findes der ikke længere anstændighed i verden? Tilsyneladende nej, det er snart som Tyskland i 30’erne. Det er klart, at det ikke kan blive ved sådan. Vi må forlange klare retningslinjer og gode rollemodeller af vore film. Det er på tide at mennesker, dyr, planter, sten, plæneklippere og bamsedukker lærer at leve i samdrægtighed og harmoni. Tællepråsen melder rent ud, og stiller krav!
Vi bringer hermed en liste over film som burde laves snarest. Tilhængere af de voldelige actionfilm og den slags ragelse vil nok rynke på næsen, men bid mærke i det spidsfindige psykologiske drama, der er indstøbt i vore film – antydningens kunst kan sige mere end tusind eksplosioner.
Gå med i lunden – Jurassic Park 4. En videnskabsmand genoplever den hyggelige andeøgle (drøvtygger), en halvgammel dronte, og 6 trilobitter (uddødt bløddyr). Han tager dem med i Zoologisk Have og kigger lidt på reptilerne. De får sig en is i Tivoli, og klimakset kommer, da en af trilobitterne spiser noget af andeøglens chokoladekrymmel. Herefter beslutter de sig for i samdrægtighed at genoplive samtlige uddøde dyrearter.
Lev godt. En række miljøaktivister stopper et møde i Den Internationale Monetære fond, og truer med at råbe udenomsparlamentariske udtryk efter pengepugerne, hvis de ikke straks giver alle den vestlige verdens penge til det fattige Afrika og regnskoven. Først er kapitalisterne modvillige, men da den kvikke parkeringsvagt John (Bruce Willis) mægler, bliver alle glade.
Pusser. Det er hårdt på gaden, når man har travlt med at dikke alle barnevognsbørn under hagen. Realistisk drama fra de hårde miljøer på Vesterbro, hvor altruisten Frank spreder glæde blandt de enlige narkomødre. Sideplot hvor Frank hjælper frimærkesamleren Milo med at finde et forsvundet 10-øres-mærke i Sct. Jørgens sø.
9 ½ måned. To unge mennesker tager til Afrika som Danida-arbejdere i 9½ måned. Når de er færdige med dagens dont, tilbringer de aftenerne med at højtlæse digte af Benny Andersen, smide klidbrød på hinandens bare maver, og færdiggøre deres respektive specialer i biokemi og persisk.
Otte. Landbetjenten Frederik (Brad Pitt) og den erfarne postmester Joachim (Morgan Freeman) bliver udsat for sjove løjer i landsbyen Styrt-om i Sønderjylland. Den lokale skarnsknægt Nils spiller op til narrestreger, da han igennem otte dage placerer obskøne modelervoksfigurer på det lokale asylcenter. Men alt ender i fred, fordragelighed og somalisk fællesdans, da Frederik og Joachim hjælper Nils med hans blækregning.
Det var Tællepråsens bud på fremtidens film. Der er vist noget at tage fat på i de danske filmmiljøer!
Filmversionen af Marvel-tegneserien De Fantastiske Fire fik premiere i fredags. Her er min anmeldelse fra Citadel. Den fik 3 ud af 6.
FANTASTIC FOUR
Marvel-universets flagskib ”De Fantastiske Fire” tager springet til det store lærred med en frisk og sjov filmatisering, der desværre mangler at grave ned under det øverste popcorns-lag.
Tim Story har godt fat i humoren i den oprindelige serie, hvis firkløver udgøres af et spraglet forskerteam, der udsættes for kosmisk stråling og forvandles til Mr. Fantastic, der kan strække sig som en elastik, The Invisible Girl, The Human Torch og den monsterlignende The Thing. De skal kæmpe mod den diabolske Dr. Doom, der ikke overraskende vil bruge sine kosmiske kræfter til ondskab. Det er en spejderdrenge-udgave af X-Men, men i modsætning til den gumpetunge mutantfilm, svæver Fantastic Four i de lettere luftlag, hvor det bare er fantastisk at have superkræfter. Begejstringen smitter langt hen af vejen, men der mangler vægt i karaktererne, hvis eneste alvorlige problem er, at The Thing er fanget i sit monsterjeg, hvilket han er godt utilfreds med – til stor morskab for os andre.
Var Fantastic Four kommet for 10 år siden ville den være entydigt vellykket, men efter film som Spiderman 2 har vist, at man både kan have følelser, begejstring og humor til overflod i samme superhelt, så er resultatet noget under niveau – selvom en usynlig Jessica Alba i synligt undertøj naturligvis er grund nok i sig selv til at gå i biografen.
(“Fantastic Four”. Instruktion: Tim Story. Manus: Michael France, Mark Frost. Medv. Jessica Alba, Ioan Gruffud, Chris Evans, Michael Chiklis.)
De britiske anmeldere kalder Thomas Vinterberg og Lars von Triers Dear Wendy ved det rette navn: Et makværk, som aldrig skulle være lavet. De hæfter sig især ved manuskriptet, som rigtignok er filmens achilleshæl – men det er nu ikke det eneste der er galt, efter min mening. Det afsluttende shoot-out, der vistnok skal ligne noget fra en Peckinpah-film er simpelthen pinligt dårligt og minder snarere om en lavbudget tv-serie fra 70’erne. En kæmpe skuffelse, for at sige det mildt, selvom der naturligvis er et par gode detaljer – primært dandy-romantikken i filmens midte, der er opløftende og sjov. Resten er bras af ‘Goddaw Do’-skuffen.
De danske anmeldelser har været blandede, og mine kammeraters reaktioner var også vidt forskellige, men jeg synes i grunden, at Romeros fjerde (og sidste?) film i zombie-serien var ret vellykket. Ok, den har et ulogisk plot, nogle lidt fjollede karakterer og en slap slutning, men zombiescenerne er fede og stemningen virkelig godt ramt – et sted mellem det uhyggeligt dystopiske og tyggegummiagtigt overdrevne. Dennis Hopper er rigtig fed som Kaufman, den griske leder af en menneskelig ø midt i zombie-havet, og faktisk ser vi alt for lidt til ham – jeg ville næsten hellere se en film om ham end om de lidt fjollede heltetyper, der skal gøre det af med de levende døde.
Hele serien er – som Romeros andre film – desværre præget af en ret træls civilisationskritik, som man har hørt så mange gange før, at det er ved at blive decideret latterligt – og det er tydeligt, at dens struktur efterhånden er så indarbejdet i populærkulturen, at man slet ikke behøver at argumentere nærmere for den: det er bare naturligt, at det er sådan verden hænger sammen. Det er selvfølgelig noget med det slemme forbrugersamfund og den grimme storkapitalisme (“Kaufman”=”købmand”, get it?), der gør os alle til zombier, eller noget i den stil. Denne gang er globaliseringsdiskursen rigtig igang på særligt åndssvag vis, med hentydninger til terrorisme, jihad og den onde, racistiske hvide mand, der ikke vil lukke ‘fejlfarverne’ ind i sit paradis. Vi ser, at Kaufman sender sine drenge ud i zombieverdenen for at hente forsyninger (ligesom når Shell er i Afrika, get it?), så de kan bringe dem tilbage til storbyen, hvor han kan sælge dem med fed fortjeneste (ligesom Nike, get it?) – ja, storbyen er endda delt op i en underklasse af … ja, de laver så ikke rigtig noget, men de skal nok forestille en arbejderklasse … og en overklasse, der uvist af hvilken grund har penge til at leve inde i et slags Fields-agtigt storcenter, som Kaufman bestyrer.
Problemet med hele denne model, der skal forestille forholdet mellem ‘de rige’ og ‘de fattige’ i den globale verden, er, at der ikke er nogen som arbejder. Værdierne kommer – som globaliseringskritikerne også ofte synes at forestille sig – dumpende ind af vinduet hos den vestlige verden i fuldt færdig form. Men hvordan kan det så egentlig være, at nogle af dem er rige og nogle af dem er fattige, når ingen af dem laver noget? Vi ser børsmægleragtige typer gå rundt, og en masse andre ‘jakkesæt’, men hvilken storkapital er det egentlig de arbejder for, når verden er brudt sammen og der kun er zombier tilbage? Kaufman holder ‘arbejderne’ hen med brød og skuespil, men hvad er det egentlig for værdier de skaber til ham, når alt hentes ind fra zombieverdenen? Hvorfor har han brug for dem, og hvori består udbytningen? Modellen virker ikke helt gennemtænkt – og fungerede betydeligt bedre i Dawn of the Dead – og det skæmmer filmen, der ellers byder på nogle prægtige zombiescener og god spænding. Men den sidste prik over i’et i ‘zombie’ bliver det næppe.
Denne film fik premiere forleden, og vanen tro smider jeg lige min anmeldese fra Citadel på nettet.
UNIVERSETS SIDSTE DAGE
Universets sidste dage er noget så eksotisk som et thailandsk-japansk drama, hvor der for at gøre forvirringen total, tales gebrokkent engelsk. Resultatet er heldigvis ikke så rodet, som det lyder, men har i stedet en særegen dragende stemning og makaber humor.
Kenji er en japaner i eksil i Thailand, og hans indestængte bogorme-sjæl har så desperat brug for en pige, at det skriger til himlen. Hun dukker op i form af hippie-rodehovedet Noi, der lige så desperat har brug for en mand, som kan få lidt orden på hendes kaotiske liv. De to umuliusser er hinandens bedre halvdele, som det skal være i sand kærlighed – men de er lang tid om at opdage det, for nogen charmetrolde er de ikke ligefrem. Det er ikke en historie, der opfinder den dybe tallerken, men når suppen koges på thailandsk citrongræs, og vi får en gang japanske wasabi-gangstere oveni, bliver den til gengæld fyldt med en fin og forfriskende smagsoplevelse.
De smukke billeder er skabt af den australske mesterfotograf Christopher Doyle, der er alle steder, hvor det rør sig i asiatisk kunstfilm. Hans billeder er der god brug for, for plottet bevæger sig i eksplosive spring med lidt for lange pauser imellem. Det er en finte, som nogle gange virker sjov og overraskende, men andre gange bare forceret, og instruktør Ratanaruang virker ikke helt sikker på, hvad han skal fortælle, og hvad han skal udelade. Men helheden fungerer fint, og under alle omstændigheder er der godbidder nok til at tilfredsstille appetitten.
(“Universets sidste dage”. Instruktion: Pen-Ek Ratanaruang. Medv. Tadanobu Asano, Sinitta Boonyasak.)
Det ser ud til, at der omsider er nyt Monty Python-materiale på vej! Det bliver vist godt nok kun til 5 best off-udsendelser, men med nyt sammenkædnings-materiale (Monty Python blev jo netop berømte på deres revolutionerende brug af sammenkædninger). Det er jo godt nyt, og lad os håbe at vi også får mulighed for at se det nye materiale i DK. Så venter vi bare på en dansk opsætning af Spamalot.
Jeg skal huske at reklamere for dokumentarfilmen Min families forbandelse, som har tv-premiere på DR2 kl. 22.50 på søndag d. 17. Den er skabt af Mike Lippert og Svante Lindeburg, der også stod bag den meget morsomme Min onkels porsche, som deltog i Danidas Verdensbilled-legat 2003. Mike har ghanesiske rødder og han rejser tilbage til landet for at udforske den forbandelse, som – muligvis – holder hans far fra at rejse tilbage. Det bliver et voldsomt møde med en helt fremmed kultur, dens forbandelser og velsignelser. Værd at se – indeholder bl.a. en ret fantastisk djævleuddrivelsesscene fra en ghaniske vækkelseskirke.