Historien bag Festen

Claus Christensen har i Ekko skrevet en spændende opsummerende artikel om den virkelige historie bag Thomas Vinterbergs Festen, der tilsyneladende var hentet fra virkeligheden selv, filtreret gennem Koplevs Krydsfelt. Eller var den? En historie om sandhed og løgn, film og journalistik. Eller som Per Højholt sagde det i Enhjørningens Kvababbelser (citeret fra hukommelsen):

Kunstens problem er ikke at den skal være sand. Kunstens problem er at den skal være løgn. Men den skal være løgn på en måde så den fremstår som den skinbarlige sandhed.

What Would Jerry Bruckheimer Do?

“South Park”-seriens skabere Matt Stone og Trey Parker lægger i disse dage de sidste hænder på en satirisk action-dukke-film, der får titlen Team America: World Police, der vil gøre grin med alt og alle i den verserende pro-anti-terror-krig-debat, eller hvad man nu skal kalde slagsmålet. Hvis man husker den groteske satire i South Park: Bigger, Longer & Uncut, er man sikkert ikke engang nået halvvejen til hvor plat/vidunderligt det bliver når et amerikansk dukketeam (ala “Thunderbirds”) tager kampen op mod verdens tyranner, ledt af Kim Jong Il. “If you watch the first 40 minutes of the movie, you’d think Michael Moore wrote it and Rob Reiner directed it. If you watch the last 40 minutes you’d think we were the biggest right-wingers in the world,” siger Trey Parker til The New York Times (det kræver registrering at læse artiklen, men det er gratis).

Filmen er efter sigende lavet efter WWJBD-princippet, (der står for “What Would Jerry Bruckheimer Do?”), og da jeg både var fan af drengenes South Park-film (med nogle fantastiske sange!) og samtidigt synes at begge sider i den verserende debat trænger til nogle ordentlige drag over nakken, så glæder jeg mig meget. Det bliver sikkert helt ustyrligt åndssvagt, men hvem vil ikke gerne se Kim Jong Il fodre Hans Blix til hajerne, eller Sean Penn kæmpe imod “Team America”?

Er de bare plathoveder, eller betyder deres satire faktisk noget? Michael Cust fra lewrockwell.com kaster lys over South Park-skabernes politiske ståsted.

“Team America”s hjemmeside.

Myter om USA’s soldater i Irak

[Update, 13. august 2004. Posten er i dag trykt som debatindlæg i Weekend-Avisen]

Når man ser Michael Moores Fahrenheit 9/11 får man det indtryk at USA’s væbnede styrker i det væsentlige består af fattige sorte, der bruges som kanonføde af det kapitalistiske militær-industrielle kompleks. De lokkes med en karriere i hæren, samtidigt med at ‘systemet’ har sørget for at de ikke har andre muligheder end at dø i en krig som ikke er deres. Som 17-årige hentes de ind, og bliver sprunget i luften i Irak, for at sikre Præsident Bush’s oliekrig. Sådan lyder anklagen. Har den noget på sig?

Hvis det virkelig forholder sig sådan, hvad en meget stor del af den europæiske offentlighed gerne vil tro, så må man jo også have statistik, der kan bevise det. Fx et uforholdsmæssigt stort antal unge sorte i tjeneste i Irak, specielt i forreste række. Vi må med andre ord konkludere, at hvis Moores teori har noget på sig, så må en meget stor del af de dræbte amerikanske soldater i Irak tilhøre denne helt bestemte demografiske gruppe (eller i hvert fald være unge og fattige).

Nu er det således, at der findes en temmelig let tilgængelig statistik over de dræbte amerikanske soldater i Irak, den ligger nemlig på CNN’s hjemmeside, hvor man kan åbne et vindue med statistiske grafer. Opgørelsen rummer ikke de dræbtes økonomiske baggrund, men analyserer dem i forhold til alder og race.

Ud af pt. 932 dræbte amerikanske soldater er 635 hvide, 108 hispanics, 118 er sorte, 22 er asiater, mens 23 falder uden for kategori. Hvordan forholder disse tal sig til USA’s demografiske sammensætning? I følge denne statistik fra den amerikanske folketælling (år 2000), er der i USA 69,1 % hvide, 12,5 % hispanics, 12,5 % sorte og 3,6 % asiater. Hvordan er forholdene for de dræbte? Her er 68,1 % hvide, 11,6 % hispanics, 12,6 % sorte og 2,4 % asiater. Tager vi højde for at USA’s demografiske sammensætning sandsynligvis har ændret sig i de sidste fire år, kan der ikke dokumenteres nogen nævneværdig overdødelighed for hverken hispanics eller sorte. Hvis den amerikanske hær således både rekrutterer langt flere hispanics og sorte end hvide og placerer dem i særligt farlige opgaver, sådan som postulatet lyder, så kan man kun konkludere, at de gør deres beskidte arbejde ekstremt dårligt.

Men er det så ikke meget unge mennesker, der bliver lokket med en karriere i hæren, og altså sprængt i stumper og stykker i Irak? Alle dem som ikke kan få en universitetsgrad, fordi de er for fattige, osv.? Nu siger statistikken som sagt ikke noget om de dræbtes baggrund, men af statistikken kan vi se, at 24 % er under 22 år, mens resten er 22 år eller over. Faktisk er 13,6 % af de dræbte over 35 år gamle. Jeg har desværre ikke kunnet finde nogen troværdig statistik over alderssammensætningen hos de amerikanske styrker i Irak, og selvom det nok ser ud til at der er en overdødelighed blandt unge soldater, skal man også huske at uerfarne soldater typisk også vil leve livet farligere, simpelthen fordi de har svært ved at overskue begivenhederne. At styrkerne i Irak skulle bestå af 17-årige sorte der bruges som kanonføde, kan imidlertid affejes som rent hysteri, hvis ikke en bevidst løgn.

Bemærkning: Der har i den sidste tid verseret historier om at de amerikanske tab i virkeligheden udgør 2.000 eller flere dræbte, fordi statistikken efter sigende ikke medregner ikke-amerikanske statsborgere. Der er således en del ‘green card’-ansøgere blandt de amerikanske soldater, som håber at gøre sig fortjent til et statsborgerskab ved at tjene i de væbnede styrker. Igen, får vi at vide, er disse hovedsageligt hispanics (hvilket jo ikke er så underligt, da folk med latinamerikansk baggrund udgør den stærkest stigende demografiske gruppe i USA), der bruges som kanonføde.

Denne historie er imidlertid også en and, for øvrigt spredt af en ‘russisk sikkerhedsekspert’ , i det green card ansøgere får tildelt statsborgerskab posthumt, hvis de dræbes i kamp, og således figurerer i statistikken som amerikanske statsborgere.

Et eksempel. Migramate Blog rapporterede 25. februar 2004 om Bronx-boeren og green-card-ansøgeren Luis Moreno, der i januar var blevet dræbt i kamp i Irak, og som derfor havde fået tildelt amerikansk statsborgerskab, for øvrigt ved en tårevædet højtidelighed på Rådhuset (så kom ikke og sig at det officielle USA skjuler de døde). Findes han så i statistikken? Naturligvis, han er lige her, Luis A. Moreno, 2/3 nede af siden. QED.

Hvis andre kan fremvise statistikker, der siger noget andet, vil ethvert input naturligvis være velkomment.

Fahrenheit 9/11 – The Sequel

Så fik Fahrenheit 9/11 premiere i Danmark, og naturligvis til næsten entydig hyldest.

Her følger min og Eske Troelstrups anmeldelse fra denne måneds Citadel. Den er lagt op som en diskussion, hvilket jo altid er meget sjovt, især hvis man er uenige.

LH: Så kom den endelig, guldpalmevinderen fra Cannes, der skal vælte Bush af pinden. I Cannes udtalte Quentin Tarantino som juryformand, at prisen blev givet til den bedste film, og at politik ikke havde spillet nogen rolle for vurderingen – men det var åbenbart lodret løgn, for Fahrenheit 9/11 er ren politik. Det er ikke en ’kunstnerisk’ dokumentarfilm, men propaganda.

Læs mere Fahrenheit 9/11 – The Sequel

Dawn of the Dead & Day of the Dead

Siden George A. Romero brød igennem med zombie-filmen Night of the Living Dead fra 1968, der satte nye grænser for grusomhed på lærredet, har undergrundsinstruktøren optaget to efterfølgere, som jeg nu har fået set på DVD. Den første af dem, “Dawn of the Dead”, har netop nu et remake i biograferne, og jeg tænkte at jeg lige ville se orinalen først.

Dawn of the Dead skal forestille at foregå få dage efter ‘De levende dødes nat’, ja måske endda ved daggry dagen efter. Vi følger fire personer der stikker af fra zombierne i en stjålen helikopter og havner på taget af et stort shopping mall. Her renser de ud i de lokale zombier (der er kommet tilbage til mall’en, fordi det ‘var et sted som betød meget for dem i levende live’), og barrikaderer stedet, hvor de så forskanser sig i månedsvis, da dets supermarkeder er stopfyldte med mad. Idyllen brydes først da en gruppe Hells Angels lignende typer vil bryde ind i mall’en og tage fra ‘dem som ikke vil dele’.

Læs mere Dawn of the Dead & Day of the Dead

Irak og Harrison Ford

På grund af de nyeste kidnapninger i Irak af seks indiske lastbilchauffører, og med baggrund i frigivelsen af det filipinske gidsel og det saudiske firmas indrømmelser overfor gidseltagningen af en af dets chauffører, mindede en kammerat mig om en scene fra slam-bang-action-filmen Air Force One.

Harrison Ford spiller den amerikanske præsident James Marshall (kan man finde et mere corny navn?), en Bill Clinton-agtig type (filmen er fra 1997), der udtaler sig negativt om terrorisme, og promte bliver han selv og hans familie taget som gidsler. Normalt bøjer den amerikanske præsident sig ikke for terrorister, men den onde Korshunov (Gary Oldman) truer hans egen datter kan han ikke holde det ud, og må give efter for afpresningen. Hvad sker der så? Korshunov beholder alligevel datteren, for nu har Marshall vist han er til at fohandle med: “You’ll compromise…like always.”

Og hvad kan man så lære af det? Ja, læren i disse dage skulle være slående. Den adfærd man belønner, får man mere af. Bøjer man sig for terror, så får man mere terror. Sådan er det. Når der sker en gidsel-tagning er det lose-lose lige meget hvad du gør. Sørg for at gidseltagerne også taber.

Fahrenheit 9/11

Så skal vi vel til det…Jeg har set Michael Moore’s Fahrenheit 9/11, og det er jo sådan set en film, man ikke rigtig kan komme uden om – derfor skal den naturligvis også omtales her. Den mest omtalte dokumentarfilm i år, muligvis filmen der kan vælte George Bush som USA’s præsident, osv., osv.

Lad mig starte med at sige, at jeg mener det er en meget forførende film. Det er både godt og skidt, for mens det naturligvis er en rar fornemmelse at blive forført (hvem vil ikke gerne det?), er det måske ikke ligefrem den bedste fornemmelse, når man ser en politisk dokumentar. Der vil jeg måske hellere have en anden fornemmelse – fx at blive oplyst eller få nogle vigtige emner forklaret – da fornemmelsen af at bliver forført hurtigt kan afløses af fornemmelsen af at blive røvrendt.

Ikke at jeg føler mig røvrendt af Michael Moore. Men det skyldes nu ikke, at han ikke forsøger på det, snarere at jeg nu mener jeg kender ham så godt, at jeg ikke lader mig røvrende af ham. “Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me”, som et gammelt ordsprog lyder (i parentes bemærket et ordsprog som Bush i en af filmens ubetaleligt morsomme og superpinlige klip ikke kan huske: “Fool me once, shame on … … … (tiden går mens Bush forsøger at huske)… … … you. Fool me twice … … … … (tænker endnu mere) … won’t be fooled again!”

Og det er jo sådan set dét, som Fahrenheit 9/11 er bedst til: At få Bush til at se pinlig ud, og den allerbedste metode er jo tydeligvis at lade manden vrøvle for sig selv. Det virker. Jeg har svært ved at se, hvordan nogen amerikaner seriøst ville kunne forlade filmen og stadig mene, at man kan stemme på Bush, når man har set den slags klip, og mange andre fra samme skuffe. Sådan set tror jeg filmen ville nå sit formål endnu bedre, hvis der simpelthen var 2 timer med Bush-klip. Det ville være ubetaleligt morsomt og måske skabe en comedy-kult på linie med Monty Python.

Læs mere Fahrenheit 9/11

Super Size Me

En af de få glæder ved at arbejde i et lavbetalt job, som at være filmanmelder for Citadel, er at man kan få lov til at komme med til forpremierer på de smarte film, før alle andre. Og lur mig om ikke netop Morgan Spurlocks Super Size Me bliver sæsonens trendy dokumentarfilm i DK – der er endda en god titelsang alle kan synge med på. Michael Moore, eat your heart out.

Du har sikkert hørt rygtet, men her kommer det alligevel: Det simple koncept, som får Super Size Me til at fungere, er instruktørens groteske mission med kun at leve af McDonalds-mad i 30 dage, morgen, middag og aften. Hvis ekspedienten spørger om han skal have ‘Super Size’ skal han svare ‘oh yes!’. Det er det bedste øjeblik i filmen, da Spurlock glad for første gang siger “I think I’m gonna have to go Super Size!”

Snart kølnes hans begejstring over madorgiet. Alle ved jo godt, at fast food er vildt usundt, men ingen havde vist forestillet sig – heller ikke de læger Spurlock løbende konsulterer igennem filmen – at det var SÅ usundt. Vor helt er simpelthen i livsfare efter 30 dage med dobbelt kalorieindtag, fed mad og sukkervand: 11 kilo mere omkring livet, varige skader på leveren, kolesteroltal på 230+, blodtryk over hvad politiet tillader, varige depressioner og hovedpiner, kun afbrudt af korte stunder af glæde, når han får sit fix: McJunk. Det er Spurlocks fantastiske komiske talent, der på en gang er både giftigt og afvæbnende, som bærer os igennem her. Det er oplysende, provokerende og hylemorsomt.

Læs mere Super Size Me

Toy Story

Da det danske sommervejr endnu engang ikke viste sig fra sin bedste side, gik vi til Blockbuster og lånte en gammel kending, Toy Story, som det faktisk er længe siden jeg har set.

Toy Story revolutionerede filmindustrien da den i 1995 fik premiere som den første fuldt computeranimerede spillefilm. Teknisk set var det en imponerende bedrift, der kun kan ses som et gennembrud på linje med Disney’s Snehvide fra 1937. Selvom computeranimation op til 95 havde spillet en rolle både i tegnefilm (mest kendt er nok balsalsscenen fra Skønheden og udyret), og i spillefilm som Jurassic Park, så var Disneys satsning på John Lasseters hold af animatorer og computernørder et modigt gamble, som både gav økonomisk bonus og kunstnerisk genlyd.

Når man ser filmen igen i dag, er det overraskende hvor langt computerfilmen er kommet på så få år. Det er ikke engang 9 år siden Toy Story fik premiere og alligevel virker grafikken som noget, der blev lavet før Snehvide, så simple og enkle er tegningerne og animationen. Ser man Find Nemo er det klart hvor voldsom udviklingen i computernes ydekraft har været på så få år. Men alligevel er Toy Story en magisk og glædelig film. Hvorfor?

Grunden er naturligvis, at dét som i virkeligheden fik Toy Story til at fungere, slet ikke var effekterne og computergrafikken, hvor flot og vellykket den så i øvrigt er. Det magiske i Toy Story er historien. Historien og karakterne, som er så utroligt skarpt skåret, så velgennemtænkte og gennemarbejdede, at de fremstår med den indlysende og legende lethed, som et kun et kunstprodukt kan gøre, når man virkelig har brugt tid og kræfter på det. Et karakterdrama af de helt store. Simpelthen en H. C. Andersen værdig.

[“Toy Story”. USA, 2004. Instruktion: John Lasseter. Manuskript: John Lasseter, Joel Cohen, Peter Docter, Joe Ranft, Alec Sokolow, Andrew Stanton, Joss Whedon. Stemmer: Tom Hanks, Tim Allen, m.fl.]

Michael Moore

Er du også Micahel Moore fan? Det var jeg i hvert fald efter Roger & Me. Begejstringen kølnedes dog betydeligt med Bowling For Columbine, som jeg dels fandt alt for partisk og dels fandt decideret uetisk, fx i interviewmetoden overfor gamle senile Charlton Heston. Hvor meget rent mel i posen har Michael Moore egentlig selv, og hvor meget af indholdet i hans nye Farenheit 9/11 skal vi tage for gode varer? Hvor meget er vinklet, for at sige det mildt, temmelig skarpt? Husk: Bare fordi dine modstandere har en anstrengt forhold til sandheden, behøver du ikke selv have det.

Læs Peter Kurrild-Klitgaards indsigtsfulde kronik om Moore i Berlingske Tidende, og nu du er i gang kan du også høre ham debattere med Informations anmelder Christian Mongaard Christensen i P1’s Mennesker og Medier. Mongaard forsøger at argumentere for at filmen skal vurderes på egne kunstneriske præmisser, men holder den argumentation, når filmen tydeligvis selv har en først og fremmest politisk (frem for kunstnerisk) agenda? Næppe. Jeg har ikke set filmen, men glæder mig da stadig meget til at se den.

For en fornuftig og salglig kritik af Moore på Spinsanity:

Stupid White Men

Bowling For Columbine

Dude Where’s My Country – komplet liste over fejl

Prøv også:

www.bowlingfortruth.com

www.mooreexposed.com

www.moorelies.com

www.moorewatch.com

– mindst lige så politiske som Moore. Så er du advaret.