Kategori: Politik og etik

Den nuværende pædagogstrejke og hele virakken omkring den illustrerer det centrale problem i regeringens Skattestopspolitik – nemlig at så længe det danske samfund er defineret som et Lommepengesamfund, vil de offentlige udgifter blive ved med at stige, uanset hvordan man forsøger at holde igen. Hvorfor? Fordi staten med Lommepengesamfundet simpelthen har taget patent på de vigtige ting i livet, og i takt med at vi bliver rigere, vil vi også ønske at bruge flere penge på vigtige ting: børnehaver, skoler, sundhed og ældrepleje. Så længe regeringen derfor undviger at tage et opgør med Lommepengesamfundets grundlæggende værdier, vil de aldrig kunne vinde kampen om flere offentlige udgifter, for her vil Socialdemokraterne altid kunne overbyde dem – bl.a. fordi Lommepengesamfundet er deres ideologiske kæphest og patentopfindelse.

Hvis man skal tage de mege velvillige briller på og forestille sig, at der er bare en lille bitte smule liberalisme tilbage i regeringen og Anders Fogh Rasmussen, så er den storstilede strategi med Skattestoppet at bremse væksten i de offentlige udgifter, og lige så stille flytte den samfundsmæssige vægt fra det offentlige til det private. Det er den underliggende tanke bag statsministerens store Kulturkamp, og som retorisk finte har Skattestoppet indtil videre fungeret godt. Men om det har virket godt i praksis er en helt anden sag, og som pædagogstrejkerne og opbakningen til dem viser, er der god grund til skepsis.

Problemet er, at i Lommepengesamfundet, som det er defineret og opbygget af Socialdemokratiet gennem årtier, er borgernes private midler kun til tant og fjas. Den almindelige borger kan ikke engang finde ud af at spare op til påskeferien, hvis man ser på hvordan systemet er indrettet, og hvordan skulle han så kunne finde ud af at langtidsplanlægge sin pension, forsikre sig mod sygdom eller tage vare på børnenes uddannelse? Jeg husker, at jeg for et stykke tid siden hørte en radioudsendelse med Mogens Lykketoft, hvor tanken om, at borgerne i forbindelse med skattelettelser skulle bruge midlerne til fx sundhedsforsikringer, kun blev mødt med latter og hovedrysten. Nej, borgernes private midler er kun til gaver og gøgl, slik og kager, fladskærmstv og store biler. Staten, derimod, tager sig af det vigtige: vores børns pasning og uddannelse, vores sundhed og vores alderdom.

Men hvilken betydning får Lommepengesamfundet så, når der sker to ting i samfundet samtidig: 1) På den ene side oplever vi voldsom vækst i samfundets rigdom. Vi er rigere end nogensinde før og der er enorme overskud på betalingsbalancen. 2) På den anden side skifter samfundet via Skattestoppet fra offentligt til privat (selvom det er en meget langsom overgang, der måske mere har retorisk end reel betydning). Det får desværre den betydning, at folk ikke har nogen oplevelse af, at velstandsstigningen bliver brugt til vigtige ting: nemlig til børnepasning, skoler, uddannelse osv.

Det er jo en helt reel indvending, og jeg er overbevist om, at hvis børnehaver og skoler var private ville de aldrig nogensinde opleve alvorlige finansieringsproblemer, simpelthen fordi folk prioriterer deres børn enormt højt. Men i Lommepengesamfundet prioriterer politikerne vores midler for os, og derfor ser det nu ud til for den almindelige borger, at vigtige områder forsømmes, selvom vi bliver rigere og rigere. Det er en meget svær retorisk og politisk klemme regeringen har sat sig i her, og det er tvivlsomt, om de i længden kan holde den gående. Konsekvensen må på det lange sigt blive, at enten bliver regeringen helt og fuldt Socialdemokratisk, eller også får vi en Socialdemoratisk regering. Var det meningen med Anders Foghs store langsigtede kulturkamp?

Mens vi har brugt sommeren på at bekymre os om Libanon og andre småting udspiller den helt store katastrofe sig stadig langt fra mediernes opmærksomhed, nemlig i Darfur hvor noget lignende et folkemord har foregået i løbet af de sidste tre år. Det er jo ikke så rart, og der er ikke ret meget vi kan gøre ved det, så længe vi ikke har tænkt os at sætte militært ind og støtte den ene af parterne. Og det har vi næppe. Vi er næppe villige til at betale omkostningerne i menneskeliv og penge, og det vil få helt uoverskuelige konsekvenser. Så når man alligevel ikke kan gøre noget, så kan man jo lige så godt kigge væk. Hvis man derimod har lyst til at kigge lidt nærmere på, hvad der foregår og hvad man kan gøre ved det, er det en god idé at kigge forbi Andreas Kiabys The Oslo Blog, som har en hel del om udviklingen i Darfur.

Hvis man – som jeg – har gået og været lidt forvirret over, hvad der egentlig er substansen i den verserende pave-sag, hvor fornærmede muslimer verden over kræver en undskyldning for citeringen af en gammel islam-kritisk tekst, så er det værd at kaste et blik på Frederik Stjernfelts analyse i dagens Weekendavis (kræver abonnement). Et citat:

EMNET for pavens tale er således slet ikke islam. Det er en omhyggeligt argumenteret teologisk diskussion, der udfordrer bestemte positioner både inden for kristendommen og islam. Som udenforstående agnostiker kan man nok tøve ganske meget med at følge pavens anbefalede formæling mellem fornuft og tro – men til gengæld forekommer pavens insisteren på en analogi mellem gud og menneske som en mindre skadelig teologi end temmelig mange andre (og jo også som en version af kristendommen, der implicit må tage afstand fra den tros mange egne forbrydelser i tidernes løb). I det hele taget er pavens tale en sofistikeret teologisk diskussion på akademisk niveau – og var jo også som sådan fremført på det universitet, som han i talen priser for at opretholde fornuftens standarder.

Men i den internationale affære er det ikke teologi, der er på dagsordenen. De ophidsede muslimer argumenterer ikke imod paven og siger, at han har misforstået islam, eller at han går fejl af gudens budskab på disse og hine punkter – reaktioner, der ville være fuldt forståelige og måske endda på sin plads. De kræver reelt bare, at han lukker kæften og undskylder, at han overhovedet åbnede den i første omgang.

(…)

Jeg tror ikke på den guddom, paven hævder at repræsentere. Alligevel finder jeg, at almindeligt oplyste, vestlige, demokratiske standarder i denne sag må tage pavens parti. Han er i sin fulde ret til at kritisere islam, nøjagtig lige så meget som forskellige imamer, ulemaer, hodjaer, ayatollaher og så videre har ret til at rase over kristendommen, Vesten, oplysningen eller hvad de nu ellers føler sig pikeret over. Og ligesom vestlige universiteter er i deres fulde ret til at huse diskussioner af hvilke som helst doktriner og kritiske synspunkter, de måtte finde relevante.

I karikatursagen var Vesten forvirret og sen til at finde sine egne principper. I den voksende række af anti-oplysningslærestreger må sagen denne gang være klar: skænderier, uenigheder og argumenter, gerne! Undskyldninger, desværre nej – vi beklager.

Godt så!

Er det bare mig, eller har tidsskriftet The Economist lavet en markant Anders Fogh siden chefredaktør Bill Emmott trådte af 1. april og blev afløst af John Micklethwait? Den nye redaktionelle linje synes markant mere villig til at opfordre regeringer til at løse problemer med indgreb, kontrol og udligning. For et par uger siden kørte man en stor artikelserie om Den Globale Opvarmning, og opfordrede verdens stater til at løse problemet ved “tax and spend”-politik.

I denne uge er der en stor og meget interessant survey over verdensøkonomien og globaliseringen. Det går som helhed glimrende, konkluderer The Economist, men alligevel dukker der nogle lidt mærkværdige slutninger op. I en artikel fokuseres der på, at reallønnen for den ikke-aktie-ejende almindelige arbejder (både industri, service og viden) i USA er faldet siden 2000 på grund af lønpres fra økonomier som Indien og Kina, der nu kan konkurrere på en lang række områder til langt lavere lønninger. Aktieejere har tjent mange penge, og folk i manuelt arbejde, som ikke så let kan flyttes til andre lande (taxichauffører og rengøringspersonale), holder også stand, men den almindelige arbejder har ikke fået mere i pengepungen, på trods af at produktiviteten er steget.

Det er jo slet ikke overraskende givet konkurrencen på lønninger, men det undrer mig at The Economist ikke fokuserer på, at vi kan få agørende mere for de samme penge i dag end vi kunne bare i 2000. Computere falder fx hele tiden i pris, fødevarer falder i pris, forbrugsgoder er i det hele taget faldet så voldsomt i pris, at vi kan få langt, langt mere for de samme penge i dag end for 10 år siden. Takket være globaliseringen og den globale arbejdsdeling. Men det fokuserer The Economist mærkværdigvis slet ikke på. I stedet hævder man, at regeringer skal gøre mere for at udligne forskellene mellem rig og fattig gennem skattesystemet, oprette statslige sundhedssystemer, så sundhedsforsikringen ikke er bundet til at man er i arbejde (hvad med i stedet at gå over til helt individuelle forsikringer, ville det ikke være en langt bedre idé?), og investere mere i uddannelse, uddannelse, uddannelse. Det er jo til at blive helt Tony Blairsk af, og det er muligt at det er fornuftige råd rent politisk – for at holde protektionisterne nede – men giver det også mening rent økonomisk? Og er det en linje, som et blad med The Economist’s traditioner burde følge?

Der er et eller andet helt forrygende idiotisk morsomt ved Venezuelas præsident Hugo Chavez. I dag har han offentligt i FN kaldt George Bush for Djævelen.

“The devil came here yesterday,” Chavez said, referring to Bush, who addressed the world body during its annual meeting Tuesday. “And it smells of sulfur still today.”

Bagefter fremviste han beviset på, hvorfor Bush er Satan, nemlig en bog af Noam Chomsky:

Chavez held up a book by Noam Chomsky on imperialism and said it encapsulated his arguments: “The American empire is doing all it can to consolidate its hegemonistic system of domination, and we cannot allow him to do that. We cannot allow world dictatorship to be consolidated.”

Senere erklærede han så, at nu skal Venezuela også have bomben, eller rettere, kun til fredelige formål, ligesom Iran (som Chavez jo er allieret med, ja, han har sågar fået en fin medalje):

The day after Iranian President Mahmoud Ahmadinejad defiantly expressed to the General Assembly his country’s determination to pursue nuclear technology, Chavez told reporters he, too, would like to explore nuclear energy.

All countries should dispose of their nuclear bombs, he said, but he would like to tap the technology for energy purposes because Venezuela’s oil reserves are nonrenewable and finite. He ended the news conference by saying, “I have a meeting with the axis of evil somewhere around here, so I have to go.”

Den går lige i Sheriffen på alle de venstreoritenterede globaliseringskritikere. Chavez, Chomsky og Ahmejinedad, together at last. Det ville være vanvittigt morsomt, hvis det ikke var så sindssygt tragisk. Især hvis man er fra Venezuela.

Update, 22. september: Det bliver sjovere endnu: Chavez plug for Chomsky’s book boosts sales. Hvis man som forfatter kan få Chavez’ anbefaling, så er man på den gyldne gren!

I morges på vej til arbejde hørte jeg Poul Friis på P1 interviewe Jørgen Hoppe, formand for fagforeningen HK Handel. De skulle drøfte det mærkværdige paradoks, at selvom der i øjeblikket er 30.000 ubesatte stillinger i bl.a. detailhandlen var der alligevel 135.000 personer som var ledige i mere end tre måneder sidste år indenfor de fagområder, hvor der mangler arbejdskraft. Manglen er endda så stor, at banksektoren nu er begyndt at ansætte folk med uddannelser fra detailhandlen, fordi de ikke kan få fat i kvalificerede folk. Selvom der altså er en masse arbejdsløse med en passende uddannelse.

Hoppe og Friis var begge enige om at råbe ‘markedsfejl‘ efter det ubehagelige paradoks. Grunden til at arbejdspladserne ikke bliver besat, er simpelthen, at de ikke er attraktive nok. De ligger på dårlige tidspunkter eller er til minimumsløn. Derfor burde arbejdsgiverne give bedre løn og arbejdsforhold for at tiltrække folk, mente Hoppe. Han råbte endda på at ‘markedskræfterne’ skulle komme i funktion. Og han ville muligvis have ret på et frit arbejdsmarked med fuld beskæftigelse, men han overser et par ting. For det første er der ikke fuld beskæftigelse i Danmark, og arbejdsgiverne kan dårligt forvente andet end, at et job på overenskomstmæssige minimumskrav skulle være rigeligt til at lokke folk, som slet ikke har noget arbejde. For det andet kan man i øvrigt ikke automatisk regne med, at lønnen bare skal op. Måske forventer arbejdsgiverne ikke, at de kan få mere ud af den ansatte end de 90 kroner i timen eller deromkring. De arbejdsløse er muligvis unge folk helt uden joberfaring, og de er næppe mere værd (hvilket jo er en af grundene til, at minimumslønninger skaber ungdomsarbejdsløshed). Så måske burde Hoppe hellere kalde på nogle flere markedskræfter i den anden ende af ligningen: nemlig ved at se på, at overførselsindkomster for mange mennesker tydeligvis er for attraktive i forhold til at arbejde.

Det var så Hoppe og Friis’ vinkel, men det mest banebrydende – som så ofte før i P1 – var i grunden alt det, som ikke blev sagt, og de grundlæggende antagelser, som lå bag. Det mest utrolige var jo i grunden, at Hoppe simpelthen direkte indrømmede, at de arbejdsløse bare ikke gad de jobs, som blev tilbudt. Tidligere plejede vi jo ellers at høre, at der slet ikke var nogen jobs, men nu er der jobs nok. Nu er jobsne bare ikke gode nok til de arbejdsløse. De fortjener bedre, mener Hoppe. Det gør de muligvis også. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Til gengæld må jeg altså konstatere, at en fagforeningsboss for åben mikrofon klart indrømmer, at hans arbejdsløse medlemmer ikke er i arbejde, fordi de simpelthen ikke har lyst til at tage det arbejde, som bliver udbudt – selvom det er indenfor deres faggruppe. De vil gerne have mere i løn og bedre arbejdstider. Ja, det vil vi jo alle sammen, men det er altså ikke det, som er – eller måske rettere burde være – meningen med overførselsindkomster: Her hjælper man folk, der ikke kan forsørge sig selv. Ikke folk, der ikke gider forsørge sig selv.

Det allermest mærkelige var jo i grunden, at Friis slet ikke bed mærke i Hoppes bagvedliggende og ubehagelige præmis, at hans medlemmer har ret til at få skatteborgernes penge indtil de finder et job, som behager dem. Friis mener måske også, at man har ret til et ‘godt’ arbejde, det skal jeg ikke kunne sige, men sit fra min vinkel er det tænderskærende vanvittigt. Jeg har ikke problemer med at give midler til handicappede eller sindslidende eller i ekstreme tilfælde til ellers raske folk, der er ved at dø af sult. Men at blive tvunget til gennem staten at støtte en flok arbejdsløse, som ikke gider tage det faglærte arbejde, de bliver præsenteret for, og som de er velkvalificerede til, det er simpelthen at være til grin for sine egne penge. Men sådan er det vel i grunden at være dansk statsborger. Skammeligt.

Det går rigtig godt for PET i øjeblikket. Nu er en hemmlig plan glemt på Buddinge Station. Forleden lå en kemisk analyse fra Beredskabsstyrelsen og flød på gaden. Kompetencen er åbenbart i frit fald hos de myndigheder, som skal passe på vores sikkerhed. Det kan jo selvfølgelig skyldes, at de endnu ikke har beføjelser nok til at sikre os alle sammen, og derfor udfører uovervejede handlinger i frustration – men grunden er desværre nok, at de er elendige til arbejdet. Her kommer så det svære: er det et argument for at give dem flere penge, så de kan hyre nogle mere kompetente folk – eller er der nogen grund til at tro, at flere penge og flere beføjelser løser problemerne, der åbenlyst må være helt basale i organisationernes struktur, og det derfor snarere gælder om at nedlægge og straffe dem? Skal man belønne inkompetence?

Er det i øvrigt et tilfælde, at der kommer to skandaler så kort efter hinanden? Arbejder nogle inde i organisationerne bevidst for at ødelægge deres image? Det gør jo ikke sagen bedre, tværtimod.

Update: US har skrevet en længere post inspireret af problematikken. Læseværdigt.

Partiet Liberalisterne har lanceret deres nye hjemmeside, og den er blevet ganske flot. Den grønne farve står godt til liberalismens orange farve, og der er også kommet et par mere mundrette slogans med i købet. Desværre kæmper partiet stadig en kamp for rent faktisk at få lov til at kalde sig Liberalisterne, hvilket Venstre, Danmarks ikke-Liberale parti modsætter sig – muligvis fordi de gerne vil reservere navnet til kampagner, hvor de skal vise, hvad de ikke er. En politisk skandale fra det virkelige liv.

Partiet Liberalisterne holder ekstraordinær generalforsamling 1. oktober. Hvis du har lyst til at melde dig ind, kan du læse det fornuftige principprogram her.

Update: Jeg ser nu i Politiken, at navnesagen er meldt til politiet.

P.S. Hvis du ønsker at protestere imod navnesagen, kan du skrive under her.

Og nu vi taler om offentligt byggeri, så er et af de vildeste eksempler, jeg har oplevet, den enorme Big Dig konstruktion i Boston, Massachusetts. Tanken i sig selv er fin nok: Genskabe vitaliteten i Boston centrum ved at grave en stor, grim og larmende omfartsvej (se billede) ned, så den i stedet for at køre midt igennem byen kører under den. Bykernens harmoni genskabes og der oprettes nye grønne områder.

Projektet har stået på i næsten 20 år, og er næsten gennemført nu, og resultatet er på sin vis imponerende: Et stort netværk af tunneler, der fjerner den kvælende trafik fra bymidten og gør Boston til en meget menneskelig by at gå og bevæge sig i. Men prisen har været enorm: Budgetoverskridelser, evige udsættelser til en samlet pris på op imod 15 millarder dollars – det er to en halv storebæltsbro. Og hvordan står det så til med kvaliteten? Tja, kort før jeg ankom til Boston styrtede en del af Big Dig sammen og dræbte en bilkørende husmor. De skændes vist stadig om ansvaret, og her kommer det største problem med offentligt byggeri frem til overfladen: Der er jo ikke rigtig nogen, som har ansvaret.

Danmarks Radio var allerede advaret om et enormt budgetskred på byggeriet i Ørestaden. Det er en klassisk historie om offentligt byggeri: Man projicerer et budget, der er sat urealistisk lavt, så politikerne (og skatteyderne) har lyst til at finansiere det. Herefter overskrides budgetrammen rutinemæssigt, og politikerne må skride til med nye skatteyderbetalte finansieringer. Hvis et privat firma havde lavet DR’s nummer kunne det være gået fallit. Resultatet her bliver sandsynligvis bare, at staten må punge ud til endnu flere penge til DR. For vi kan jo ikke svigte public service tv, vel?