Kategori: Politik og etik

Jens Rohde finder sin rette hylde i underholdningsafdelingen.

En interessant note: de stadigt mere flydende grænser mellem politik, underholdning og topposter med store pr-forpligtelser.

Ja, overskriften lyder jo unægteligt af en tyk gang betonmarxisme og kapitallogik, men faktisk handler det bare om et slumkvarter i udkanten af Buenos Aires. Nu omtaler man ofte slumkvarterbeboere som de ‘besiddelsesløse’, og når ret skal være ret, har de sjældent heller ikke særligt mange penge at rutte med. Men det er nu alligevel forkert at sige, at slumkvarterbeboere eller andre fattige mennesker i den tredje verden slet ikke ejer noget. Oftest har de bygget deres huse selv (tit på kommunalt ejet jord, som de har slået sig ned på; andre gange på jord, der formelt ejes af andre), tit har de dyrket marker eller startet små manufakturvirksomheder, hvor de producerer eller videresælger forskellige ting, som andre fattige mennesker så forsøger at sælge i storbyerne.

Som den peruvianske økonom Hernando de Soto har påpeget i en række bøger, senest den fremragende og letlæste The Mystery of Capital er Marx-version af sultens proletariske slavehær, der slider i storkapitalisternes fabrikker, blevet afløst af en næsten lige så sulten hær af små entreprenører, der kæmper for overlevelse i (især) Sydamerika og Afrikas storbyer. De har det svært, for kapitalismen fungerer ikke ordentligt de steder. Og nu er vi ifølge et par nye undersøgelser, der omtales i The Economist, blevet en lille smule klogere på, hvordan vi kan få den til at fungere ordentligt. Kapitalismen er stadig the only game in town, når det handler om at skabe rigdom, der kommer flertallet til gode. Men det betyder ikke, at den nødvendigvis fungerer perfekt alle steder. Hvilke institutionelle rammer skal der til?

De Sotos centrale tese er, at de fattige faktisk ejer meget selv og har mange potentialer. De har oftest bygget deres egne huse og efter homesteading-princippet må de også have en ret til den jord, de bebor (især hvis den er offentlig). Mange har både redskaber og værksteder, lagerbygninger m.m. – ganske vist i lille størrelse, men alligevel med muligheder for fx at tage lån, lave investeringer osv. Det sker imidlertid ikke, fordi de værdier de fattige besidder oftest er såkaldt ‘død’ kapital, der ikke indgår i det almindelige kredsløb med skøder, registering, beskyttelse m.m. Kaptalen er ikke ‘levende’ fordi den er uformel og ikke formaliseret ind i de netværk, som gør kapitalen brugbar til investeringer, fx ved at tage lån for at udvide virksomheden ved at bruge huset som sikkerhed. De Soto påpeger, at de fleste virksomheder i vesten startes gennem et lån i huset, men den mulighed har de fattige ikke, ikke fordi de slet ikke ejer noget, men fordi det de ejer, ikke er formaliseret på en måde, så banken kan bruge det som sikkerhed. Det gælder i øvrigt ikke kun for fattige, at det er svært at få et banklån. I Bolivia hørte jeg flere historier om middelklassesfolk, som heller ikke kunne få lån, fx til at forbedre huset. I et tv-show samlede en helt almindelig familie ind, så et familiemedlem kunne komme til Chile for at blive opereret for en alvorlig sygdom. De skulle bruge 15.000 dollars, og det var åbenbart helt umuligt at skaffe, selvom de ikke levede på gaden eller det der ligner. Herhjemme ville et hurtigt lån løse problemet, men den mulighed har mange mennesker i Bolivia simpelthen ikke. En del af grunden er, at formaliseringssystemet for ejendom fungerer enormt dårligt, og er sindssygt bureaukratisk og dyrt.

De Soto har fået meget opmærksomhed for sit arbejde (fx her i et tidligere Economist), og mange lande har iværksat store ‘entitlement’-programmer, hvor ejendomme sættes i system. Det skal i parentes bemærkes, at vi i vesten har været igennem samme proces, der har taget flere hundrede år, fra middelalderen og frem, så det har bestemt ikke været en proces, der har givet sig selv. Men den er en del af grunden til, at kapitalisme fungerer så effektivt i vesten.

Men hvor meget betyder disse projekter så? Forandrer de med et slag de fattiges liv, så de kan skabe velstand til dem selv og deres familie? Eller er der andre faktorer, som spiller ind? En tilfældighed i det førnævnte slumområde i udkanten af Buenos Aires har i følge The Economist gjort, at man indgående har kunnet undersøge, hvor meget ejendomsformaliseringen betyder. Grundet forskellige forhold er slumområdet kun delvist blevet ejendomsformaliseret, således nogle slumbeboere har fået ejendomsret til deres hus og grund, mens andre ikke har fået det. Det giver et glimrende lille kontrolleret eksperiment, hvor man kan iaggtage effekterne af ejendomsformalisering (kan downloades her). Desværre er resultaterne ikke helt så positive, som man kunne håbe.

The results of the experiment are mixed. Secure land rights do encourage the poor to build their nests. But even in a relatively advanced country such as Argentina, title is not enough in itself to animate the dead capital interred in land and property.

The landowning families invested more in their homes, which had noticeably better walls and roofs. They were also more likely to lay concrete pavements. But the titled households enjoyed no better access to bank loans, credit cards or bank accounts, and only 4% of them managed to acquire a mortgage.

Selvom der er sket fremskridt, er det håbede banklån altså endnu ikke inden for rækkevidde. Det skyldes flere ting, skriver forskerne. Bankerne er henholdende med at optage små lån, og de fattige selv er tøvende overfor at skulle sætte huset på spil, når det er det eneste de ejer. Paradoksalt nok kan en del af grunden til bankernes uvillighed til at indgå lån, være regeringernes villighed i første omgang til at give de fattige titel til deres ejendom. Bankerne frygter, muligvis begrundet, at de ikke vil være i stand til at kræve sikkerheden indløst for lånet, hvis afbetalingerne ikke falder som de skal. Det vil ikke se godt ud, hvis man har gennemført et stort projekt og givet en masse mennesker ejendomsret til deres hus, hvis de bagefter bliver smidt ud af bankerne. Politisk kunne det blive en grim sag, men hvis systemet skal fungerer, så skal rettighederne jo fungere begge veje: Låntagernes ret til lånet, og lånernes ret til at få lånet indfriet. I forbindelse med en lignende undersøgelse af et projekt i Peru forlyder det:

The authors show that households with title were more likely to secure a loan from the government-backed Materials Bank, which buys bricks, mortar and other materials for building and improving homes. They also paid lower interest rates on loans from private sources, including commercial banks and microlenders like Mibanco. But their odds of getting a private loan in the first place did not improve. More than a third could not get a loan or would not take one, for fear of losing their property.

Paradoxically, this fear may not be sharp enough, the authors argue. There are, they point out, two sides to collateral: enforcing the bank’s right to repossess an asset is as important as recognising the owner’s right to possess it. But titling programmes, they write, “unavoidably signal to lenders that a government prioritises housing for the poor, and hence is more likely to side with borrowers in enforcing credit contracts.”

Måske kan man også tage med, at banksystemet generelt ikke er gearet til små – eller bare mellemstore – kunder, som mine eksempler fra Bolivia viser. De er generelt store og dovne og der er næppe nok konkurrence på området, ligesom det også kan være problemet herhjemme. Under alle omstændigheder viser undersøgelsen, at ejendomsret i sig selv ikke er hele svaret:

Capitalism is the only system that can lift billions out of poverty. But no recipe can achieve this overnight. History suggests that as well as property rights and a decent legal system, it requires sound economic policies, an educated workforce and political arrangements capable of regulating conflicts and minimising the risk to investment. Then again, if development were easy, everyone would have already developed.

Eller rettere: Så stopper festivalen. Berlingske Tidende kunne i dag fortælle, at den statsstøttede festival Images of the Middle East (som arrangeres af CKU, der hører under Udenrigsministeriet) udgiver en bog med titlen “Broen – litterære billeder fra mellemøsten” – uden israelske forfattere. Udelukkelsen af israelerne kommer fordi de saudi arabiske pengemænd, der har betalt for bogen, angiveligt kun vil støtte forfattere fra islamiske lande. Det udelukker så åbenbart Israel (og vel strengt taget også alle andre ikke-muslimer fra mellemøsten, der kunne ønske at sende litterære billeder til danskerne). Det er jo skrap kost i sig selv, men ikke en overraskende melding fra det saudi arabiske diktatur. Det overraskende er naturligvis, at CKU har valg at få penge på de betingelser.

Her på bloggen er vi stærke tilhængere af privates ret til diskrimination – på deres egen ejendom. Hvis diskoteksejere ønsker at udelukke bestemte befolkningsgrupper fra deres egen ejendom, er de i deres gode ret til at gøre det (og vi er i vores gode ret til at holde os væk fra et racistisk sted), lige så vel som jeg er i min gode ret til at afvise hvem som helst fra min private ejendom. Retten til diskrimination kan imidlertid ikke udstrækkes til staten, der meget strengt skal holde til det retsstatslige princip om lighed for loven (at myndighederne så alligevel blæser højt og flot på forbudet er imidlertid noget andet, fx når man ønsker etniske kvoter for skoler og lignende). Alligevel giver bogen “Broen”s redaktør, Claus V. Pedersen, der er lektor i persisk på Københavns Universitet, denne bovlamme undskyldning for den himmelråbende racistiske diskrimination (“ingen jøder, tak” er jo essensen i budskabet):

Jeg havde helst set, at også Israel var med, men da det var betingelserne for finansieringen, sagde jeg ja til at være med. Det var en kold og kynisk vurdering. Det er sjældent, at man kan få litteratur fra den del af verden udgivet.

Nå, ok. Det er i den gode sags tjeneste. Så er det ok at være lidt kynisk. Det er jo også bare Israel det går ud over, og de er jo alligevel onde. Men vent nu lidt: Lad os forestille os, at en statslig organisation i Danmark vil afholde en festvial om ny amerikansk poesi, men på den betingelse fra den amerikanske oliemillardær, der betaler for bogen, at der ikke optræder digte af sorte, homoseksuelle og katolikker. Ville svaret også være “Jeg havde helst set, at sorte, homoseksuelle og katolikker var med, men da det var betingelserne for finansieringen, sagde jeg ja til at være med. Det var en kold og kynisk vurdering. Det er sjældent, at man kan få litteratur fra den del af verden udgivet.”

Næppe. Og hvis han gjorde var han blevet fyret meget hurtigt. Udgivelsen af bogen “Broen” er en skandale, og CKU burde simpelthen have undladt at udgive den. Endnu mere latterligt bliver det naturligvis, at hovedoverskriften for festivalen er “Dialog”. Måske skulle man starte med at få nogle israelske og arabiske forfattere i dialog, fx i samme bog?

Du har sikkert allerede hørt om Venezuelas socialistiske præsidents bizarre udenrigspolitiske forbindelser. Nu slår den sociale retfærdigheds store rorgænger endnu et slag for friheden i verden ved at trække sin ambassadør fra Israel, angiveligt fordi landet begår “folkemord” i Libanon. Sikke en begavet og nuanceret analyse! Den skal nok hjælpe med at bedre situationen i Mellemøsten. Chavez viser endnu engang hvilken gennemført useriøs og idiotisk præsident han er, men heldigvis er den altid glimrende venezuelanske blogger Daniel klar til at fortælle os, hvordan Venezuela virkelig hænger sammen:

Dear Israeli friend who might happen to read this blog

The title of this post means exactly what it means: it is Chavez that is breaking up with Israel, not Venezuela. The people of Venezuela are much smarter than that. Or ignorant as the case might be. But Venezuelans of good faith, of good name, of good will, do not break relations either with Israel, or Lebanon, or Iran, or Palestine, or Egypt.

See, Venezuelan people of good will know that the Middle East is a very complicated situation, and we know that we have no business involving ourselves in there, except for trying to help in any way we can, without taking sides, in reaching peace one way or the other. Just as Israel has no business meddling in border problems between Venezuela and Colombia over FARC crossing over as they please.

(…)

I can also assure you one thing: Chavez does not know much about the Middle East and its very complicated history. Nor does he care much about you. See, the only thing he wants is to screw the US in any which way he can, even if it means a close association with the Iran regime of fanatic and intolerant Ayatollahs who have no problem in subjecting women to all sorts of second class citizenship, hanging gay teenagers, persecuting Baahist faith, financing any pro Shia terrorist organization and what ever else uncivilized that one can come up with. In fact, it is difficult to imagine a country as opposed to Venezuelan values of freedom and carefree lifestyle as Iran is. That is why it is so objectionable of Chavez not to even notice that the only thing that Ahmedinejad has not yet said is “a good Jew is a dead Jew”. Never in our history we have had a president that openly supported a country whose aim is the elimination of another country.

Ja, det virker mærkeligt, at Chavez kalder israelske angreb for folkemord, mens Irans direkte opfordringer til Holocaust II gør Amadinejad til hans bedste sengekammarat og elskede broder. Dobbeltmoral? Næh, det er politik, når det er værst. Læs resten her.

Der er noget ulogisk ved hele retorikken omkring frihandel. I de sidste mange år år har der igennem WTO kørt en række forhandlinger om frihandelsaftaler mellem verdens stater. Det drejer sig især om mindre told og skat på importerede varer, mindre støtte til lokale producenter og afskaffelse af forskellige former for eksportstøtte. Vi taler i denne forbindelse især meget om den enorme landbrugsstøtte EU og USA giver til landbruget, og mindre om de lige så enorme forhindringer ulande sætter op for import af varer, også fra andre ulande (en reminicens af den forfejlede selvforsyningsstrategi, der dominerede udviklingslandene i afkoloniseringsperioden). Lige nu er situationen, at selvom der i de sidste 10-15 er sket store fremskridt i frihandlen, står Doha-runden i stampe og trues af fuldstændig fiasko, hvilket en artikel i The Economist fortæller om.

Naturligvis er frihandel politisk og økonomisk et omstridt område, og selvom jeg selv hælder utvetydigt til Johan Norbergs optimistiske konklusioner og regner organisationer som attacs holdninger for i bedste fald misinformerede, så er der noget ved selve den måde, vi taler om frihandelsaftaler på, der undrer mig. Man taler tit om ‘indrømmelser’ som den ene eller den anden side skal komme med, for at forhandlingerne kan flytte sig, og selvom der naturligvis er noget om, at i en forhandling skal begge parter rykke sig, så er termen indrømmelse i grunden misvisende. For det er faktisk kun politiske indrømmelser, der er tale om. Økonomisk er der nemlig ikke nogen logik i hindringer for frihandel. Økonomisk vil det ikke skade et land at indføre frihandel, tværtimod. Det er hindringerne for frihandel, som skader.

Lad os tage et aktuelt eksempel. For ikke så længe siden indførte EU kvoter for importen af tøj fremstillet i Kina. En sådan importbegrænsning skader naturligvis det kinesiske erhvervsliv, men hvad man tit overser er, at det skam også skader de europæiske forbrugere. Vi skal nemlig betale mere for vores varer. Vi får ikke i samme grad adgang til de billige kinesiske produkter, men skal betale mere for produkter fremstillet i Europa. Det samme ville være tilfældet, hvis man indførte en ‘straf-told’ på kinesiske produkter, som man tit kalder det. Men det er jo ikke kun kineserne man skader med ‘straf-told’, det er også os selv. Vi skal betale mere for varerne. Man kan diskutere, hvilken side det rammer hårdest, men under alle omstændigheder bliver begge sider ramt. Derfor er det i det mindste rent økonomisk misvisende, at omtale frihandelsaftalerne som en ‘noget-for-noget’ forhandling, hvor man ‘giver sig’ på det ene eller det andet punkt. Tværtimod ville det være en styrkelse for det enkelte lands økonomi fuldstændigt ensidigt at indføre frihandel.

Men hvorfor gør vi så ikke det? Svaret er politisk. Landbrugsstøtten og de tilhørende eksportbegrænsninger skader i voldsom grad de europæiske forbrugere, der skal betale meget mere for deres madvarer, end de ellers skulle. Men lige så snart man ønsker at fjerne landbrugsstøtten, så går de franske landmænd på gaden og brænder bildæk af. De vil have penge af os andre for at sælge os deres landbrugsprodukter, ud over hvad vi er villige til at give for dem. Og det får de, fordi de politisk er magtfulde. Det samme gælder for tøjproducenterne i Sydeuropa, der pressede EU til at indføre importbegrænsninger for billigt kinesisk tøj. De havde naturligvis, ligesom landmændene, den frækhed at påstå, at det generelt var i samfundets interesse, at importen begrænses. Men det er noget vrøvl. Det er muligvis i politikernes interesse, fordi de ellers risikerer at miste stemmer, og det er helt sikkert i producenternes interesse, men det er ikke i den almindelige europæers interesse at have nogen som helst begrænsning for import eller eksport, eller nogen som helst skattefinansieret støtte til noget som helst erhverv. Rent økonomisk straffer man mest sig selv. Skulle vi ikke lige få det på det rene, næste gang vi snakker frihandelsaftaler?

Mr. Law fra Punditokraterne var først med den oplagte kommentar til Familie- og Arbejdslivskommissionens (kunne DDR have fundet et bedre navn?) komplet vanvittige forslag straight out of Stangerups værste feberdrømme: en tidsbank, hvor man opsparer tid på arbejdsmarkedet, som man så kan indløse senere, fx når man får børn.

Men vi har allerede en glimrende institution til at opspare tid, hvis man ønsker at indløse den igen på et senere tidspunkt ved andre menneskers mellemkomst. Denne institution kaldes penge og har fungeret glimrende igennem adskillige årtusinder, helt uden politikeres medvirken – som regelen på trods af politikeres medvirken. Læs her hvorfor.

Mere hos Kritisk Presse.