Kategori: Politik og etik

Nå, Debatten i aftes kom ikke til at handle om ytringsfrihed, selvom de startede med Theo van Goghs film. I stedet var Tordenskjolds soldater – Abdul Wahid Pedersen og Mona Sheik – i studiet for at forsvare islam og tale om kvindesyn. Fred med det, og det er jo alt sammen udmærket at de kan få sig en snak med Bertel Haarder og Louise Frevert og forsikre os alle sammen om, at det slet ikke er så slemt, for Mona Sheik mener bestemt at islam handler om underkastelse under én suveræn (Gud), hvilket jo betyder lighed for alle! (Man kunne naturligvis også kalde det slaveri for alle, men sådan skulle det ikke forstås…)

Jeg tunede hurtigt ud og væk og over på noget andet. Men jeg fik lige en tanke:

Fred med det hele, jeg har sådan set ikke noget imod hverken islam eller religion. Religiøse mennesker – i det mindste af den mere traditionsbundne slags – har ofte en stabilitet i deres syn på livet og en ydmyg indstilling til verden, som måske kan få dem til at holde lidt igen på egoismen og hovmodet. Det er fint nok. Sådan er det også for muslimer, og jeg tror såmænd at de er lige som alle andre, og at de ønsker det bedste for sig selv og deres børn.

Men et lille hug skal de alligevel have: Jeg er meget træt af ét bestemt aspekt af hele denne debat om moderat islam og hvor vidt religionen nu også kan indpasses i et moderne samfund med individuelle rettigheder, frihed, ligestilling osv. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at islam og det moderne samfund kan få det fint med hinanden, men jeg er tilgengæld rigtig træt af begrundelserne for at det skulle kunne lykkes, når de kommer fra folk som Mona Sheik.

Lad os tage kvindens stilling som et centralt aspekt, for lad os bare indrømme, at islam har et problem her. Når problemet bringes på bane, så lyder svaret altid: “Nej, det er helt forkert. I islam står der at kvinden er ligestillet med manden, og at kvinden skal respekteres.” – og så tror de at så er den hellige grav velforvaret. Det er den ikke!

Hør nu her: Jeg er fuldstændigt ligeglad med, om der står i Koranen, at kvinden skal respekteres. Det rager mig en papand hvad der står eller ikke står. Kvinden skal respekteres som et ukrænkeligt individ. Punktum! Så er den ikke længere. Uanset hvad der står i Koranen, om så skriften giver hende unindskrænket frihed, eller om hun skal have pisk hver dag, eller gå med papnæse til Ramadan. Fuldstændigt uanset hvad der står i din hellige bog, eller hvad traditionen sådan generelt er, eller hvad du fortolker budskabet til at være, så er kvinden (og manden) et ukrænkeligt individ, der ejer sig selv og sin krop, og har fuldstændigt uindskrænket frihed til at indrette sit liv som det ønsker. Så er den ikke længere.

For problemet er jo, hvis du siger: “Nej, nej, i Koranen står at mænd og kvinder er lige” – så siger du jo også, at hvis nu der havde stået noget andet i Koranen – fx at kvinder er mænds ejendom – så havde du rettet dig efter det. Og det kan jeg ikke acceptere. Så simpelt er det.

Endnu et bud på, hvorfor Kerry tabte. Fra New York Times, 4. november. Det var et spørgsmål om værdier og respekt.

Bill Clinton and Jimmy Carter got elected because they were comfortable with their faith,” said Representative Rahm Emanuel of Illinois, a former Clinton aide. “What happened was that a part of the electorate came open to what Clinton and Carter had to say on everything else – health care, the environment, whatever – because they were very comfortable that Clinton and Carter did not disdain the way these people lived their lives, but respected them.

He added: “We need a nominee and a party that is comfortable with faith and values. And if we have one, then all the hard work we’ve done on Social Security or America’s place in the world or college education can be heard. But people aren’t going to hear what we say until they know that we don’t approach them as Margaret Mead would an anthropological experiment.

Tak til Jens Troldborg.

Allerede i april måned anmeldte Det danske nazistparti fem tidligere modstandsfolk til politiet, efter de i filmen Med ret til at dræbe fortalte om hvordan de under krigen havde været med til at slå andre danskere ihjel i de såkaldte ‘stikkerlikvideringer’. I filmen fortælles der bl.a. om hvordan mange af stikkerlikvideringerne ikke i egentlig forstand handlede om at dræbe danskere, der fungerede som angivere til Gestapo, men at de også handlede om en mere generel krig mellem modstandsfolkene og de tyske håndlangere, fx folk der udførte polititjeneste for tyskerne eller tjente i fx Hipokorpset eller Schalburgkorpset. Det var altså en bred vifte af folk som stikkerlikvideringerne kunne ramme, og desuden forekom der et antal drab som dækkede sig ind under at være stikkerlikvideringer, men som egentlig var kriminelt motiverede. Det er sandsynligvis indrømmelsen af denne ‘gråzone’, der har givet de danske nazister blod på tanden i et håb om at de kan gnide lidt mere salt i såret på modstandsfolkene omkring et emne, som allerede har så mange menneskeskæbner i sit kølvand.

I gårsdagens TV2 nyheder udtalte en af de fem anklagede modstandsfolk, Gunnar Dyrberg, (hvem de fire andre er, oplystes ikke, men det drejer sig givetvis om folk som Herluf Rasmussen og Uffe Horwitz), at han mente sagen var gennemført fjollet, og at det var spild af tid for politiet at gennemgå de sager. Det som man ikke forstår, og det som eftertiden gentagne gange har haft så svært ved at forstå, er at der med likvideringerne var tale om egentlige krigshandlinger, hvor det gjalt en fortsat modstandskamp – der eller ville have været umulig. Stikkeriet var jo ikke opfundet ud af den blå luft. Gentagne gange blev modstandsorganisationer optrevlet, og i hundrevis af mennesker arresteret og sendt i lejre. Alene Ib Birkedal Hansens gruppe mentes at have stået bag 315 arrestationer – stort set alle sammen baseret på stikkeri. Det var, som Dyrberg formulerer det, dem eller os.

Derfor er der netop heller ikke i forhold til de fem, som nazistpartiet nu retter anklage imod, noget at komme efter. En liste blev efter krigen udarbejdet med de likvideringer som modstandsbevægelsen tog ansvaret for, og dem skulle der ikke længere gøres noget ved. Der blev i alt givet 9 oprejsninger i tilfælde hvor der var blevet begået deciderede fejl. I “Med ret til at dræbe”, og i Peter Øvig Knudsens Efter drabet står det dog klart, at der har været flere tilfælde af fejl, og endda egentligt kriminelle tilfælde. Det står klart nu, at det i længden ville have været mere klædeligt med en tilbundsgående undersøgelse efter krigen, men af mange forskellige grunde blev en sådan ikke foretaget. Imidlertid er der ikke derfor noget at hente hos de modstandsfolk, som de danske nazister nu vil slæbe for retten. Deres hæderlighed står hævet over enhver tvivl, og den del af kampen som de deltog i har allerede været dokumenteret indgående. Ja, der blev begået fejl. Ja, der blev slået mennesker ihjel, som måske ikke ville være blevet slået ihjel, hvis sagen var kommet for en domstol. Men der er ikke noget at komme efter hos de fem, skytset rettes imod. Nazisterne skal være velkomne til selv at forsøge at grave mere tvivlsomme sager frem. Og så kan de måske også for en god ordens skyld få den gamle nazist Søren Kam tilbage til Danmark, så han kan retsforfølges for mordet på redaktør Clemmensen? Ret skal være ret, og hvis nazisterne skal til at beklikke hæderlige modstandsfolk, kan de måske starte med de beviselige forbrydere i egne rækker?

ALLE bloggere har skrevet om det amerikanske valg, men du har måske bemærket at det ikke har fået så meget opmærksomhed her hos mig?

Der er sandt nok, jeg har ikke skrevet om det amerikanske valg før nu. Det er naturligvis ikke fordi det ikke har interesseret mig, selvom jeg nok ikke har delt den fornemmelse mange har haft om at dette er den vigtigste begivenhed i mands minde. Men dels har jeg følt, at det ikke er et valg som jeg har den fjerneste indflydelse på (jeg kan jo ikke stemme), og at det ville være arrogant af mig at fortælle amerikanerne hvem de burde stemme på. Dels har jeg også følt en generel modvilje mod at skrive om amerikansk indenrigspolitik, simpelthen fordi USA allerede fylder så meget i medierne, på alle leder og kanter. Det er en generel tendens, at de danske medier mere og mere har overtaget de amerikanske mediers nyhedskriterier: hvis det er interessant i USA, så er det per automatik også interessant i Danmark. Det er derfor en i Danmark totalt ukendt og ligegyldig person som Martha Stewart pludselig har fået masser af spalteplads, fordi hun har været anklaget for svindel. Hvad rager det mig? Jeg kender hende ikke, har ikke mulighed for at se hendes programmer og har heller ikke mulighed for at købe hendes produkter. Det er ligegyldigt.

Samtidigt har de danske medier dækket det amerikanske præsidentvalg, som om det var vores eget. Både DR og TV2 kørte nonstop udsendelser hele natten til onsdag – også selvom de ikke ville kunne bringe andet end usikre prognoser og løse analyser. Jeg sad ikke oppe og så det – og jeg har endnu ikke set Bush’ sejrstale, hvis han har holdt en. Bush er præsident igen, det er alt hvad jeg har behov for at vide, tak.

Men ok, hvis jeg lige skal dele ud af mine egne to småmønter: Når alt kommer til alt var Bush fra min betragtning det (marginalt) rigtige valg. Dels vil han have mest pondus til at gennemføre krigen mod terror (andre mener så at han blot vil forværre den), mens Kerry højest ville kunne stå med hatten i hånden efter alle hans flip-floppende udmeldinger under valgkampen. Dels vil Bush føre en stærkere frihandelspolitik, i modsætning til Kerry, der direkte har lovet protektionistisk beskyttelse af ‘amerikanske jobs’ – hvilket jeg mener vil være til skade for hele verden. Desuden kan man håbe på en forsoning mellem fløjene i amerikansk politik (amerikanerne virker godt tilfredse med at have fået en tydelig afgørelse) – og her vil Bush have større pondus til at gennemføre denne forsoning – og han ville næppe samarbejde hvis han havde tabt.

Omkring de indenrigspolitiske spørgsmål har jeg ikke den store mening. Jeg bor jo i Danmark. Alligevel har jeg nok på fornemmelsen at Bush på det økonomiske område vil føre en mere liberal politik end Kerry (men ikke meget), mens de begge to vil bruge deres magt til at fremføre deres livsstilspolitiske og moralske kæpheste – hvilket jeg under alle omstændigheder er imod. Så pest eller kolera – jeg snupper pesten. Den ved man hvor man har.

Abekongen har for øvrigt en god analyse med den kostelige titel: Sheriffen vinder, Bedemanden taber.

Er over 100,000 irakere blevet dræbt som følge af koalitionens invasion i marts 2003? Det sandsynliggør en ny rapport, der er blevet offentliggjort i The Lancet (sjovt nok umiddelbart før det amerikanske præsidentvalg), og som er baseret på målinger af dødeligheden i Irak før og efter invasionen. Rapporten har allerede fået en del omtale (og er blevet ukritisk godtaget de fleste steder), men siden jeg ikke er statistiker, har jeg egentlig ikke meget at tilføje. Jeg vil dog imidlertid godt henvise til Frank Kaplans artikel på Slate, som jeg lige smider et citat fra:

Gilbert Burnham, one of the co-authors, told the International Herald Tribune (for a story reprinted in today’s New York Times), “We’re quite sure that the estimate of 100,000 is a conservative estimate.” Yet the text of the study reveals this is simply untrue. Burnham should have said, “We’re not quite sure what our estimate means. Assuming our model is accurate, the actual death toll might be 100,000, or it might be somewhere between 92,000 lower and 94,000 higher than that number.”

Kaplans indvendinger er dog også blevet mødt med kritik, fx på bloggen Leninology.

Rapporten diskuteres (naturligvis) også på Liberator, og jeg vil driste mig til for en gangs skyld at citere mig selv. 😉

I et land hvor mediedækningen er så intensiv (ikke mindst fra Al Jazeera og andre arabiske medier, der leder med lup efter hver eneste civile omkostning de kan få fat i) mener jeg personligt, at det er meget mærkeligt at 84.000 (det er over 80 %) af dødsfaldene (der vel at mærke skulle være sket ved spektakulære bombardementer) slet ikke er kommet i medierne. Det må jo sådan set være temmelig langt ud i sandsynligheds-registret, at INGEN skulle have set eller registreret de døde. Det får i hvert fald min bullshit-detektor til at slå alarm med en rigtig, rigtig høj og skinger bippen…

Læs også The Command Post, Rantingsprofs, Chicago Boyz (med gode og langvarige kommentarer), Filtrat, The Obsidian Order, Random Birkel, Useful Fools, Tech Central Station. Chicago Boyz samlede posteringer om artiklen. Davids Medienkritik har en opdatering med en lang kritik.

[Opdatering, 4. november. Efter at have kigget nærmere på tallene opstår der nogle meget mærkelige fænomener. Fx fører de til, at 60.000 irakere skulle være blevet dræbt alene af koalitonens bomber siden invasionen. Det er 111 irakere hver dag! Og det vel at mærke samtidigt med, at kun 1/6 af dem er blevet rapporteret. Det kan umuligt passe, at man ikke skulle have opdaget de 50.000 bombedræbte, som ikke er blevet registreret.

Endnu mærkeligere forholder det sig med Fallujah-tallene, primært for august 2004. Her er antallet af de rapporterede dødsfald alene i det repræsentative udsnit større end det samlede antal raporterede dræbte (på Iraq Body Count) i alt for august (i en by med måske 285.000 indbyggere, altså ca. 1000 gange for stort). Det svarer til at en undersøgelse af fx 1000 danskere viser, at 25 af dem er døde ved faldskærmsudspring i løbet af august måned – samtidigt med at man ved at der kun er død 1 dansker ved faldskærmsudspring i løbet af de sidste 10 år! Det er vist ikke uden grund, at forskerne sorterede Fallujah fra i deres færdige undersøgelse. Men måske burde de have kasseret den hele?]