Kategori: Politik og etik

Irakiske blogs II

Har lige brugt en halv times tid på En stjerne fra Mosul, en blog for den 16-årige irakiske pige Najma Abdulla fra Mosul. Det er faktisk rigtig spændende at se den konflikt fra et helt andet perspektiv end man er vant til, og selvom Najma kun er 16 år, er hun både kvik og fornuftig. Der er også en god diskussion på blog’en, med mange inputs fra alle verdenshjørner. Du får naturligvis ikke den store politiske analyse, men derimod et øjebliksbillede fra en del af verden, som vores nyhedsmedier aldrig rigtig kan fortælle én noget om: hvordan almindelige mennesker i Irak tænker og lever.

Samuelskolen

Daniel Beattie har på Liberator en fin artikel om Ulla Tørnæs’ beslutning om at fratage Samuelskolen (du ved, den kristne skole, der ikke underviser i evolutionsteori) sit statsbidrag på 2 millioner kroner, og dermed effektivt lukke skolen. Jeg er helt enig med ham i, at staten ikke skal bestemme hvilken uddannelse forældre ønsker for deres børn – slet ikke når undervisningen i Folkeskolen sker som åbenlys indoktrinering i at være ‘god samfundssborger’, dvs. en borger der vil tjene statens interesser, lade være med at brokke sig, betale sin skat og være tilfreds med at sætte et kryds hver fjerde år.

En forudsigelig fiasko

For et par uger siden læste jeg i Weekend-Avisen et indlæg af freds- og konfliktforskeren Jan Øberg, som slog mig ved at være så usædvanligt belastet af intetsigende floskler og appel til laveste fællesnævner, at det ville få selv en George Bushs demagogi om godhed og ondskab til at fremstå som benhårde fakta. Det undrede mig, for jeg kunne ærligt talt ikke se hvor en ellers seriøs forsker ville hen med den slags tautologiske snik-snak om fred og interkulturel forståelse, når han forsøgte at argumentere for at Irak-krigen er en ‘forudsigelig fiasko’.

Nu forstår jeg imidlertid hvor manden ville hen, for det viser sig at Jan Øberg har skrevet en ny bog om Irak-krigen, og det var naturligvis den han ville reklamere for. Bogen blev i dag anmeldt i P1 Morgen, og selv med P1s redaktionelle linje kunne anmelderen Jens Lohmann ikke overbevise mig om, at Øbergs bog har ret meget mere indhold avisindlægget. Bare titlen ‘En Forudsigelig Fiasko’ inviterer jo til at blive modsagt, fx af historien som sådan og af den konkrete udvikling i Irak. (Men lur mig, hvis nu ikke Øberg får ret, så skal han nok sige, at når det nu ‘alligevel’ gik godt, så var det ikke takket være, men ‘på trods af’ koalitionen).

Floskler om fredelig sameksistens og konfliktforståelse klinger i denne sammenhæng endnu mere hult end de plejer at gøre. Som om konflikten med Saddam Hussein og resten af de arabiske diktatorer (og resten af diktatorerne verden over) har noget som helst at gøre med en ‘kulturel konflikt’, hvor problemet er at danskerne ikke ‘ved nok om Irak’ og irakerne ikke ‘ved nok om os’. Men man ser det da for sig, hvis den gode konfliktforsker havde skulle løse ‘konflikten’ med ‘Irak’: Jan Øberg på fredsmission til Bagdad, i Rumsfelds og Chiracs fodspor, og et stort knus til Saddam og et ‘Du er sgu god nok!’. ‘Det er jo bare fordi vi ikke forstår ham, at han virker som sådan et dårligt menneske, og hans styre virker så skidt’. Nu kan vi heldigvis skrive ‘virkede’, men det er ikke på grund af Jan Øberg. Han fortæller os, at verden burde være perfekt og mennesker rare ved hinanden. Men han fortæller os intet om – andet end noget hul snak om FN -, hvad vi skal stille op i en verden som ikke er perfekt, hvor mennesker ikke er rare og hvor diktatorer regerer den halve menneskehed.

Men måske tager jeg fejl. Måske har Øberg skrevet en udmærket bog, og jeg skal gerne lade ham tvivlen komme til gode, og forsøge at læse bogen, når den kommer på biblioteket. Indtil videre vil jeg dog føle mig berettiget til, grundet hvad jeg har hørt og læst, at betragte bogen som: en forudsigelig fiasko.

Terrorisme

Det er endnu uvist om den filipinske regering har givet efter for et krav fra terrorister, der truer med at halshugge en kidnappet filipinsk arbejder, om at trække deres tropper ud af Irak (50 mand på humanitære opgaver). Udmeldingen fra den filipinske regering er tvetydig, og man vil både have det til at lyde som om man efterkommer terroristernes krav, samtidigt med man stadig er USA’s allierede.

Det ser dog imidlertid ud som om, Filipinerne ikke har indset pointen, netop at det ikke handler om troskab eller ej overfor USA, men om hvorvidt man skal give efter for terrorisme. Det skal man ikke. Det kan kun føre én vej, og det er til mere terrorisme. Både Spanien, Honduras og Den dominikanske republik har allerede trukket deres tropper, enten som følge af direkte terrorhandlinger eller af generel frygt for angreb. Imidlertid kan en eftergivenhed overfor fx kravet til den filipinske regering kun føre til én ting: Flere kidnapninger og trusler om halshugning. Næste gang kan det være en dansk forretningsmand, der sidder svinebundet med krumsablen over hovedet, mens voldsliderlige islamo-fascister sidder klar ved download-knappen på deres computere verden over, klar til at følge endnu en blodig video hvor en vantro får sin fortjente straf. For er det ikke sådan de sælger det? Kollektiv afstraffelse, forklædt som legitim krigsførsel.

Da Israel i 70’erne var plaget af en mængde flykapringer, der fx skulle fremkalde frigivelse af palæstinensiske fanger o.l., havde de kun ét svar: ‘Vi forhandler ikke med terrorister’. I stedet satte de bevæbnede vagter på flyene og bøjede sig aldrig. Flykapringerne stoppede, for selvom de havde tjent som propaganda for Arafats sag, førte de ikke konkrete fremskridt med sig. Sådan bør holdningen også være hos regeringer som i dag bliver truet med halshugning af deres statsborgere eller et generelt løfte om mere terror (som Al Qaedas nylige ophævelse af ‘våbenhvilen’): Vi giver ikke efter. Vi forhandler ikke med terrorister.

Gode nyheder fra Irak

Bare lige en hurtig reklame: webloggeren Arthur Chrenkoff har nu sin 5. omgang af ‘gode nyheder fra Irak’. Og jo, det er skam gode nyheder, der er ikke nogen ironi her. Så stil fluks din browser herhen og læs om alle de nyheder som ikke finder vej til danske medier, givetvis fordi de ikke er så gode til at fortælle den populære historie om, at amerikanerne er nogle idioter, der ikke kan sætte en pind i en lort uden at ødelægge begge dele, og at araberne på grund af deres kultur ikke kan finde ud af demokrati – altså ikke før store dejlige, menneskelige EU med alle de fantastiske eurpæiske værdier og med FN i nakken sponsorerer dem og leder dem vejen til den nordiske model, naturligvis. Men irakerne kan godt selv, og det er jo det som det handler om. Nej, de kommer ikke til at udvikle et socialdemokratisk milimeterdemokrati – og godt for det – men de får et styre som er betydeligt bedre end det forrige og med tiden velstand og fremgang. Men det er først og fremmest op til dem selv, ikke os. Våbnene har banet vejen, nu må de selv tage fat i resten.

Læs også det altid interessante Institute for War and Peace Reporting, der bringer reportager fra verdens brændpunkter, skrevet af – gys – lokale folk, og ikke midaldrende skæggede mænd, der bruger den meste tid foran tv-kameraer i nabolandes beskyttede hovedstæder og får deres nyheder fra andre tv-kanaler. Ok, fair skal være fair, Ole Sippel har omtider taget sig sammen til at rykke teltpælene fra Amman til Bagdad. Gad vide om han også snart tager sig sammen til at komme ud af sit hotelværelse?

Ytringsfrihed 2

I Iran har der i længere tid været et mylder af bloggere og webloggere og webhoveder, som desperat har forsøgt frit at sprede information, selvom de er blevet modarbejdet af landets regering. Efter befrielsen af nabolandet Irak er det irakiske weblog-udbud nærmest eksploderet, og det kan kun sætte endnu mere gang i frihedstendenserne i det iranske samfund. Selvfølgelig skal ethvert menneske have ret til at have sin egen weblog og skrive lige præcist hvad det har lyst til, fra indsigtsfulde sociale kommentarer til det mest formørkede sludder. Det er der ikke nogen regering som skal bestemme over, slet ikke det iranske præstestyre.

Støt iranske bloggere imod regeringens censur ved at underskrive denne støtteerklæring. Mere info her.

Fredsmuren?

Mr. Andersson har en udmærket – omend noget ilter – diskussion af den otte meter høje mur, som Folkekirkens Nødhjælp fik opstillet på årets Roskilde Festival, og som vakte så meget kontrovers, fordi den blev set som ensidig propaganda for et palæstinensisk synspunkt på den israelske mur/hegn omkring Israel, givetvis fordi murens påskrift var: “Make Peace, Not Walls”, hvilket jo sådan set kan oversættes til: ‘Der kunne være fred, hvis ikke israelerne byggede deres mur.’ Om det er rigtigt eller ej er en kompliceret diskussion, men der er vist ingen tvivl om, at det er et særledes politisk ladet budskab, og dét fra en organisation som har i deres ‘Nødhjælpens ti bud’ at “Hjælpen skal ikke bruges til at fremme politiske eller religiøse interesser”.

Lyt også til Thomas Ravn-Pedersen fra Folkekirkens Nødhjælp i Poul Friis fra i morges, for at få den anden del af diskussionen. Men kan det virkelig passe at en offentligt støttet hjælpeorganisation må indtage klart politiske positioner, hvis bare den omdøber dem til ‘holdninger’ eller taler om hvordan ‘tingene forholder sig’?

My two cents: Muren er en katastrofe for de palæstinensere, der er fanget af den, så de hverken kan komme frem eller tilbage, og det må og skal der findes en løsning på. Men det må ikke forhindre os i at tage med i diskussionen: 1) Hvorfor muren blev opført (for at beskytte civile israelere imod selvmordsbombere), 2) At den rent faktisk virker (antallet af dræbte civile er styrtdykket siden muren blev opført). Israelerne burde nok have tænkt strategisk og skulle have opført muren på fredslutningslinjen (den grønne linje) fra 1967 i stedet for på områder hvor muren inddæmmer palæstinensiske bebyggelser, men det er en anden sag. Jeg vil imidlertid ikke gå med til at tale om, at muren skulle bygges på ‘grænsen’ mellem Israel og Palæstina, som Thomas Ravn-Pedersen taler om. Der er nemlig slet ikke nogen grænse, idet der endnu ikke er sluttet formelt fred mellem Israel og araberne, og området derfor stadig er formelt set besat, indtil parterne tager sig sammen til at finde en permanent løsning.

Hans egen medicin

Der er noget utroligt lækkert ved at en gruppe irakere nu stiller sig op på Al Arabiya og truer med at dræbe den jordanske terrorist Abu Musaw Zarqawi, der mistænkes for at stå bag dusinvis af terroraktioner i Irak – bestemt ikke kun vendt imod befrielsesstyrkerne, men også almindelige, civile irakere. Zarqawis gruppe, der bl.a. stod bag halshugningen af Nicholas Berg, har gjort sig selv kendte ved at insende videobånd til arabiske kanaler (også Al Arabiya), hvor de gemt bag masker har truet med bomber og halshugning og alskens ulykker over koalitionen og de irakere, der måtte støtte den eller bare stå i vejen for gruppens selvretfærdige harme. De har strålet af glæde og sadisme ved erklæringerne, og det er kun passende, at de får igen med samme mønt. Held og lykke med at finde Zarqawi. Må jeg foreslå et hurtigt sving med krumsabelen omkring halsregionen?

Og vi skal vel sige det: ‘Hvad nu hvis det er et PR-stunt opfundet af amerikanerne?’ Tja, det får vi jo at se, men er der mindre grund til at tvivle på mange irakeres had til Zarqawi og hans ligesindede, end der er til at tvivle på hans egne ideer om at kæmpe for irakernes sag?

Læs dog også det irakiske site Iraq The Model for et mere negativt billede af den slags selvtægt.

Læs i øvrigt en interessant profil på Zarqawi i The New York Times (kræver medlemsskab, men det er gratis)