Kategori: Økonomi

Obama Motors

Min USA-klumme i Berlingske Tidende går tirsdag handlede om den amerikanske regerings overtagelse af bilproducenten General Motors. Klummen er ikke online, så jeg tillader mig at lægge den op her i fuld længde, sådan som jeg har indsendt den til redaktionen.

Obama Motors

Af Lars Hvidberg

Den konkurs-truede bilproducent General Motors er tilbage på rekordtid efter en pinefuld betalingsstandsning. Det er godt for firmaet – og dårligt for den amerikanske skatteborger, der skal betale regningen for præsident Barack Obamas fikse idé om en ”grøn økonomi”.

General Motors er en af de ”tre store”, kriseramte bilproducenter i Detroit. Ford klarer sig stadig, mens Chrysler har måttet rive hårdt i nødbremsen. General Motors har kun klaret skærene gennem massiv hjælp fra Washington og den føderale regering ejer nu 60 % af firmaet. GM har hurtigt fået tilnavnet Government Motors eller Obama Motors, for GM er simpelthen blevet nationaliseret ad bagdøren.

Egentlig er overtagelsen i strid med forfatningen. Allerede de penge, George W. Bush gav til GM, kom fra den såkaldte TARP-fond, der var beregnet til finansielle virksomheder. Det besluttede Bush sig for at blæse højt og flot på, og han gav i december GM et milliardlån for at holde ulvene fra døren, på trods af at den juridiske forklaring var mere end søgt. Obama har udvidet støtteordningen og har tilmed bedt staten om at stå inde for alle GMs bilgarantier, igen i strid med forfatningens ord om, at kun Kongressen kan godkende nye udgifter. Obama gør åbenbart kun op med de af Bush’ forfatningsbrud, som han politisk er imod. Resten er fine nok.

For Obama er General Motors et alt for godt tilbud. Han har sat sin politiske kapital ind på at vise, at den ”grønne økonomi” kan svare sig, og General Motors skal være forsøgskanin. Fabrikken skal til at masseproducere energibesparende biler, og Obama vil gennem skatter og reguleringer sikre, at de er profitable. Eller sagt på en anden måde: skatteyderne kommer til at betale højere benzinafgifter for at gøre deres eget bilfirma rentabelt. Det svarer til, at jeg får overskud på min pensionsopsparing ved at betale med min kassekredit: ”Ih hvor har jeg sparet meget op!”

Officielt er begrundelsen for overtagelsen af GM, at man vil ”redde den amerikanske bilindustri” og ”beskytte amerikanske jobs”. Begge argumenter er tynde. Den statslige beskyttelse bærer en del af ansvaret for, at bilindustrien står i stampe. Mange danskere tror, at amerikanerne kører i store, benzinslugende pickup-trucks, fordi de er lige glade med miljøet. En del af grunden er imidlertid, at staten i 70’erne af ”miljøgrunde” indførte strikse bestemmelser for benzinforbrug i udenlandske personbiler – men friholdte små lastbiler og fritidskøretøjer for at beskytte den hjemlige industri. Det gav en kæmpe konkurrencefordel til Detroit og ændrede afgørende forbrugsmønstret imod store, forurenende biler. Fordelen blev senere til en sovepude.

Desuden er der masser af bilindustri i USA, bare ikke i Detroit. Udenlandske bilmærker som Honda Accord og den populære Toyota Camry bliver produceret på profitable fabrikker i Indiana, Mississippi og Kentucky af vellønnede, amerikanske arbejdere. Alene Toyota beskæftiger 40.000. Disse gode, amerikanske jobs vil Obama nu udsætte for konkurrence fra GMs middelmådige biler og statens bundløse pengepung.

Arbejderne på Toyotas og Fords fabrikker skal med andre ord betale skat for at gøre sig selv arbejdsløse. Obama hævder at være den almindelige arbejders beskytter, men han har glemt almindelig fairness.

Den amerikanske drøms fremtid

Altid morsomme Mark Steyn om, hvad der sker, når reel vækst bliver afløst af bureaukrater, der administrerer andre bureaukrater, der skal administrere “stimuleringer”:

The bad news is our children will not enjoy the American Dream. The good news is they’ll be able to apply for an American Dream Readiness Assistance Coordination Grantwriter Program. May the Funds be with you!

Historisk selverkendelse

Apropos.

We used to think that you could spend your way out of a recession and increase employment by cutting taxes and boosting government spending. I tell you in all candour that that option no longer exists, and in so far as it ever did exist, it only worked on each occasion since the war by injecting a bigger dose of inflation into the economy, followed by a higher level of unemployment as the next step.

Det var den daværende, britiske premiereminister James Callaghan i en tale til Labour kongressen i 1976, citeret af BBC.

“Kan man konkludere, at et meget liberalt marked altid skaber økonomisk krise?”

Problematisk interview her fra Videnskab.dk med Per H. Hansen fra CBS.

Der er selvfølgelig en sandhed i, at et kapitalistisk marked altid vil have en ‘boom-bust’ struktur, men de her sætninger er temmelig vildledende:

»Kigger du tilbage generelt på økonomiens historie tilbage til 1700-tallet, har du haft jævnlige bobler, der bristede – ‘booms and busts’. Først kommer et opsving, så tipper det, og så får man lavkonjunktur. Sådan har det været hele vejen frem til 1930erne, hvor der bliver reguleret kraftigere.«

»Ser du videre frem til 1970erne, så er der faktisk ikke så dramatiske bobler, der brister. Jeg tror, det har at gøre med reguleringen – men så får du dereguleringen, tanken om at staten skal balancere sit budget, og så kommer der i 1990erne alvorlige kriser i Mexico, Rusland, Sydøstasien, Japan, og allerede i 1980erne problemer med ‘service and loan’ i USA, som formentlig har noget med liberalisering at gøre.«

»Så ja, meget tyder på, at hvis de finansielle markeder får frie tøjler, så er der hyppigere forekomst af finansielle kriser.«

Det er måske rigtigt, at der ikke er nogle store “boom-bust” strukturer i den periode, men til gengæld var der da en hel del andre problemer. Hvad med hyperinflationen og stagnationen i halvfjerdserne? Som et dirkete produkt af den ekspansive finanspolitik som artiklen ellers foreskriver som en “kur” imod “boom-bust”. Dette var et kæmpe problem i hele den vestlige verden, lige så ødelæggende som et stort krak.

Og hvad med at fremhæve, at der i Mexico og Rusland og meget af Sydøstasien var en meget stærkt reguleret økonomi, der holdt landende fast i fattigdom, og der derfor ikke var nogen “busts” fordi der heller ikke var noget “boom”? Det er jo klart, at folks entusiasme og spekulation ikke skaber økonomiske problemer på markedet, når de ikke har lov til at agere på markedet overhovedet!

Og hvad med den her:

»I USA skred man først ind i 1933, da Roosevelt blev valgt til præsident og indførte ‘new deal’. I Tyskland var det ulyksaligt nok Hitler, som vendte bøtten ved at føre ekspansiv finanspolitik, bl.a. ved at bygge autobahns osv. Det stimulerede økonomien og fik beskæftigelsen til at stige.«

Dels forsøgte allerede Hoover at løse krisen med meget drastiske indgreb (for eksempel den ekstremt destruktive Smoot-Hawley act, der satte den internationale handel i stå), og dels er det tvivlsomt hvorvidt Roosevelt overhovedet løste krisen. Dels blev arbejdsløsheden ved med at være høj indtil Anden Verdenskrig (og man ‘løste’ problemet ved at tvinge de unge mænd i hæren), og dels viser forskning, at Roosevelts politik forlængede krisen snarere end at løse den. Arbejdsløsheden var stadig på 15 % i 1939.

Det er vel heller ikke uproblematisk, at artiklen ikke nævner centralbankernes rolle i krisen? Milton Friedman fik faktisk nobelprisen i 1976 for at vise, hvordan den ekspansive pengepolitik i 20’erne og en kraftig reduktion i 1928 var afgørende for at skabe krise. Man kunne derfor med lige så stort belæg i litteraturen skrive, at kriser skyldes dårlig pengepolitik og for ivrige seddelpresser.

Jeg er naturligvis godt klar over, at emnet er politisk ladet, men det sidste punkt her er der ret entydig konsensus om blandt økonomer, og burde være nævnt i en videnskabelig artikel om krisen. Det der ikke er konsensus om, er hvordan man bedst kommer ud af krisen.

Update: David Karsbøl har en kronik om samme emne.

Money for Main Street

Der er markeder i alt; også der, hvor markederne sættes ud af kraft og erstattes af politik. Nu har en amerikansk medievirksomhed igangsat et nyhedsbrev, hvor man for kun 229 dollars om året kan orientere sig om de mange nye støttemuligheder, der sprøjter ud fra Washington D.C. i øjeblikket. Støtten kan naturligvis i sig selv gå til et godt formål, men David Boaz har en pointe, når han skriver:

This isn’t the only company making such offers. Lobbyists, consultants, newsletter publishers, and others will be making money this year guiding their clients to the pot of gold at the end of the stimulus. But in economic terms, all this effort is deadweight loss. Instead of devoting time and talent and resources to the production of real economic value, these people are being lured into the parasite economy, jockeying for money extracted from productive workers and businesses and redistributed by a Washington bureaucracy and the lobbyists that revolve around it.

Mere om Tea Parties

I danske medier er de blevet fremstillet som en samling forrykte tosser, men der er betydeligt mere at sige om deltagerne til de mange “tea parties“, der samlede skatte-skeptiske amerikanere den 15. april. En “broget flok” er nok en mere rigtig betegnelse, og måske et massefænomen med op imod 700.000 deltagere. Her fra Reason:

Judging from the left’s hysterical reaction, something really big must have happened. But the only way to really understand the left’s misinformed and paranoid attacks is to realize that the protests represent tangible proof that basic libertarian values continue to resonate with the American electorate. That, apparently, is a difficult thing for some to accept.

I attended the tea party in Atlanta along with 15,000 other activists, and was struck by the makeup of the crowd. This was not a typical conservative Republican rally, with local GOP activists, Ron Paul enthusiasts, and single-issue obsessives. (Those folks always show up—and they did in Atlanta.) The difference was the new people: Young hipsters, families, angry moms, and retirees alike left their normal routines and work obligations to show up in protest of government policies that they passionately believe will ruin what is unique about America.

Te-festerne tager naturligvis deres navn fra det berømte Boston Tea Party, der startede koloniernes oprør mod briterne i 1773.

Forbrugeritis

Jeg har en lettere “skønlitterær” økonomisk kommentar i Berlingske Tidende i dag. Den var sjov at skrive – forhåbentligt også at læse – men har muligvis været lidt for kryptisk. Jeg forstår i hvert fald ikke kommentarerne til artiklen (men på den anden side er kommentarerne på Berlingske ofte uforståelige). Et udpluk fra kommentaren:

Når man er angrebet af Forbrugeritis er forbrug ikke længere kun en glædelig mulighed – det er direkte en borgerpligt. Uden forbrug falder samfundet fra hinanden og alle bliver arbejdsløse. En krone sparet er en krone spildt! Det er længe siden, Joakim von And regerede i USA. Han er savnet. Han forstod, at det ikke er forbrug, der driver økonomien – men at forbrug er en belønning for produktion. Jeg kan ikke kunstigt forbedre nogens købekraft ved at give dem flere penge. Jeg flytter bare købekraften fra én borger til en anden.

Inspirationen til kommentaren kommer blandt andet fra Henry Hazlitt og selvfølgelig gamle Bastiat.

Risikoen ved Geithners plan

Gode overvejelser her fra Jerry Taylor:

What President Obama is selling is the idea that government must be the final arbiter regarding how much risk-taking is appropriate in this allegedly free market economy. It is unclear, however, whether anybody short of God is in the position to intelligently make that call for every single actor in the market. It is also unclear whether a market characterized by less volatility — and thus, less variation in profit and loss — creates more wealth over the long-run than an economy characterized by the boom and bust cycles allegedly driven by this unpoliced risk-taking. After all, economies that have been centrally regulated on this front historically have not performed very well — especially in comparison to those that haven’t. Finally, it is unlikely that vote-maximizing politicians — the parties that will have the final say on these regulations — have the right incentives to optimally dictate market risk even if such a thing could be theoretically done.

Lead, dammit!

The Economist’s assesment of Barack Obama’s first two months in office. Kudos for good efforts on the global scale, but domestic policy is stumbling:

There are two main reasons for this. The first is Mr Obama’s failure to grapple as fast and as single-mindedly with the economy as he should have done. His stimulus package, though huge, was subcontracted to Congress, which did a mediocre job: too much of the money will arrive too late to be of help in the current crisis. His budget, though in some ways more honest than his predecessor’s, is wildly optimistic. And he has taken too long to produce his plan for dealing with the trillions of dollars of toxic assets which fester on banks’ balance-sheets.

The failure to staff the Treasury is a shocking illustration of administrative drift. There are 23 slots at the department that need confirmation by the Senate, and only two have been filled. This is not the Senate’s fault. Mr Obama has made a series of bad picks of people who have chosen or been forced to withdraw; and it was only this week that he announced his candidates for two of the department’s four most senior posts. Filling such jobs is always a tortuous business in America, but Mr Obama has made it harder by insisting on a level of scrutiny far beyond anything previously attempted. Getting the Treasury team in place ought to have been his first priority.

(…)

If Mr Obama cannot work with the Republicans, he needs to be certain that he controls his own party. Unfortunately, he seems unable to. Put bluntly, the Democrats are messing him around. They are pushing pro-trade-union legislation (notably a measure to get rid of secret ballots) even though he doesn’t want them to do so; they have been roughing up the bankers even though it makes his task of fixing the economy much harder; they have stuffed his stimulus package and his appropriations bill with pork, even though this damages him and his party in the eyes of the electorate. Worst of all, he is letting them get away with it.