Problematisk interview her fra Videnskab.dk med Per H. Hansen fra CBS.
Der er selvfølgelig en sandhed i, at et kapitalistisk marked altid vil have en ‘boom-bust’ struktur, men de her sætninger er temmelig vildledende:
»Kigger du tilbage generelt på økonomiens historie tilbage til 1700-tallet, har du haft jævnlige bobler, der bristede – ‘booms and busts’. Først kommer et opsving, så tipper det, og så får man lavkonjunktur. Sådan har det været hele vejen frem til 1930erne, hvor der bliver reguleret kraftigere.«
»Ser du videre frem til 1970erne, så er der faktisk ikke så dramatiske bobler, der brister. Jeg tror, det har at gøre med reguleringen – men så får du dereguleringen, tanken om at staten skal balancere sit budget, og så kommer der i 1990erne alvorlige kriser i Mexico, Rusland, Sydøstasien, Japan, og allerede i 1980erne problemer med ‘service and loan’ i USA, som formentlig har noget med liberalisering at gøre.«
»Så ja, meget tyder på, at hvis de finansielle markeder får frie tøjler, så er der hyppigere forekomst af finansielle kriser.«
Det er måske rigtigt, at der ikke er nogle store “boom-bust” strukturer i den periode, men til gengæld var der da en hel del andre problemer. Hvad med hyperinflationen og stagnationen i halvfjerdserne? Som et dirkete produkt af den ekspansive finanspolitik som artiklen ellers foreskriver som en “kur” imod “boom-bust”. Dette var et kæmpe problem i hele den vestlige verden, lige så ødelæggende som et stort krak.
Og hvad med at fremhæve, at der i Mexico og Rusland og meget af Sydøstasien var en meget stærkt reguleret økonomi, der holdt landende fast i fattigdom, og der derfor ikke var nogen “busts” fordi der heller ikke var noget “boom”? Det er jo klart, at folks entusiasme og spekulation ikke skaber økonomiske problemer på markedet, når de ikke har lov til at agere på markedet overhovedet!
Og hvad med den her:
»I USA skred man først ind i 1933, da Roosevelt blev valgt til præsident og indførte ‘new deal’. I Tyskland var det ulyksaligt nok Hitler, som vendte bøtten ved at føre ekspansiv finanspolitik, bl.a. ved at bygge autobahns osv. Det stimulerede økonomien og fik beskæftigelsen til at stige.«
Dels forsøgte allerede Hoover at løse krisen med meget drastiske indgreb (for eksempel den ekstremt destruktive Smoot-Hawley act, der satte den internationale handel i stå), og dels er det tvivlsomt hvorvidt Roosevelt overhovedet løste krisen. Dels blev arbejdsløsheden ved med at være høj indtil Anden Verdenskrig (og man ‘løste’ problemet ved at tvinge de unge mænd i hæren), og dels viser forskning, at Roosevelts politik forlængede krisen snarere end at løse den. Arbejdsløsheden var stadig på 15 % i 1939.
Det er vel heller ikke uproblematisk, at artiklen ikke nævner centralbankernes rolle i krisen? Milton Friedman fik faktisk nobelprisen i 1976 for at vise, hvordan den ekspansive pengepolitik i 20’erne og en kraftig reduktion i 1928 var afgørende for at skabe krise. Man kunne derfor med lige så stort belæg i litteraturen skrive, at kriser skyldes dårlig pengepolitik og for ivrige seddelpresser.
Jeg er naturligvis godt klar over, at emnet er politisk ladet, men det sidste punkt her er der ret entydig konsensus om blandt økonomer, og burde være nævnt i en videnskabelig artikel om krisen. Det der ikke er konsensus om, er hvordan man bedst kommer ud af krisen.
Update: David Karsbøl har en kronik om samme emne.