Banderne kræver nu beskyttelsespenge

Det her er simpelthen tænderskærende vanvittigt:

Bandekrigen har taget endnu en ubehagelig drejning. En stribe
forretninger rundt om i København er blevet afkrævet beskyttelsespenge
af indvandrerbander.

Således Helene fra Nørrebro, som i dag træder frem og fortæller,
hvordan drengene fra Blågårds Plads på Nørrebro ringede på døren mandag
21. september med beskeden om, at hun har sin forretning i deres
distrikt og derfor må betale.

“Helene” gik heldigvis til politiet, men til gengæld har hun så fået smadret alle vinduerne i sin forretning. Man tager sig virkelig til hovedet: Hvad er det dog, der sker med København? Med Nørrebro? Det er lovløst land, og der skal skrides ind aldeles omgående – hårdt og nådesløst. De ansvarlige skal i fængsel for lud og koldt vand, gerne i årevis.

Da vi flyttede til Washington D.C. hørte vi jo så meget om den slemme kriminalitet og alle våbnene i USA. Til dato – 10 måneder efter – har vi intet negativt overhovedet oplevet. Til gengæld er København i den mellemliggende tid blevet omdannet til en udvidet skydebane for diverse bøller og bander.

Eneste eksempel var, at der en overgang var et par indbrud på S Street, hvor vi boede i en måneds tid. Det fik til gengæld en kriminalbetjent til at ringe dørklokker, advare os alle og forhøre sig om hvorvidt vi havde oberseveret mistænkelig aktivitet i nabolaget. Jeg talte selv med ham – en garvet, civilklædt sort fyr med briller og sixpence og et “badge” omkring halsen. Vi skulle endelig ringe, hvis der var noget. Jeg tror rent faktisk, at de også ville komme, hvis der blev ringet.

En god ven bor i et kæmpe hus i Arlington, Virginia i et meget rigt kvarter. Det er den slags kvarterer, der i Danmark bliver hærget ustandseligt af indbrud af narkomaner, østbander og andet godtfolk. Efter dansk logik burde min vens kvarter også jævnligt blive ramt af indbrud. Det gør det bare ikke, for politiet patruljerer konstant og griber omgående ind, hvis der sker noget.

Det virker som om, at det danske politi overhovedet intet svar har på den alarmerende uvikling, der har ramt København i de sidste par år. Det er måske heller ikke så mærkeligt, når man ser på, hvordan de københavnske politikere opfører sig overfor uromagere: Smadrer venstrefløjsekstremister det halve Nørrebro, så får de et fint nyt hus, de kan lalle rundt i og ødelægge. Forviser bøller i Tingbjerg den lokale præst, fordi han er homoseksuel, så stiller Mikkel Warming op og lover dem klubhuse og underholdning. Utroligt. Det værste er imidlertid, at københavnerne bliver ved med at stemme på de talentløse narrehatte – de får jo selv, hvad de beder om.

P. S. – jeg er godt klar over, at der også findes slemme kvarterer i D.C. Også kvarterer, der er meget værre end hvad Nørrebro kan byde på. Imidlertid er forskellen, at man i USA ikke lader bøllerne brede sig, som de vil, men griber ind i tide.

5 tanker om “Banderne kræver nu beskyttelsespenge”

  1. Jeg havde lidt den samme oplevelse da jeg var i New York. Jeg havde jo set alle de film hvor folk blev overfaldet i subwayen osv, men da det kom til stykket og vi tog ud til Harlem med Subway, følte jeg mig egentlig mere tryg her, end jeg ville gøre en fredag aften med toget til Hundige.

    Der er ingen tvivl om at USA slår meget hårdere ned på kriminalitet end DK gør, og der kan vi nok ikke være uenige om at USA er mere på rette spor end DK, men når det så er sagt, tror jeg det er svært at konkludere noget ud fra at man har boet 10 måneder i et ‘pænt’ kvarter (jeg kender ikke området du bor i men går ikke ud fra det er ghetto-agtigt:) ). Det svarer vel lidt til en udvekslingsstuderende der bosætter sig i Rødovre i 10 måneder og så slet ikke kan forstå den snak der er om vold på Nørrebro, fordi vedkommende ikke har set noget.
    Hvis du bosatte dig 10 måneder i downtown Philadelphia eller et tilsvarende kvarter/ghetto hvor den laveste socialklasse var overrepræsenteret, ville man nok bedre kunne sammenligne og konkludere hvor slemt det stod til i en sammenligning mellem Nørrebro og USA. Og der er jeg ikke sikker på det ville falde ud til USA’s fordel. Endnu…
    Desuden har USA jo også mange flere års erfaring med hård kriminalitet, så dette spiller sandsynligvis ind når politiet derovre har en mere professionel tilgang til tingene. Det må også være en fordel at have et stort land at rekrutere folk fra, så man på den måde nemmere kan oprette deciderede ‘rejsehold’ der kan målrette deres fokus mere specifikt mod for eks bandkrimninalitet.

  2. Jeg er enig i din kommentar og citerer lige mig selv igen:

    P. S. – jeg er godt klar over, at der også findes slemme kvarterer i D.C. Også kvarterer, der er meget værre end hvad Nørrebro kan byde på. Imidlertid er forskellen, at man i USA ikke lader bøllerne brede sig, som de vil, men griber ind i tide.

  3. Der findes helt sikkert vanvittige områder i DC. Et eksempel er Anacostia i det sydøstlige DC (hvor Marvin Gaye vist er fra). Jeg talte med en sort lokal pige, som aldrig havde været der, fordi hun “ikke ville slås ihjel.” Man kan sige, at disse områder til en vis grad er ude af myndighedernes kontrol.

    Forskellen er imidlertid, at bøllerne fra Anacostia aldrig kunne drømme om at tage ind til Georgetown for at more sig en lørdag aften eller pande folk ned. Det ville de ikke overleve.

    USA har simpelthen meget mere politi (2 eller 3 gange mere end Danmark), og meget mere politi på gaden. Det er der også ubehagelige sider ved, og det er ikke alle dele af det amerikanske retsvæsen, der er efterlignelsesværdigt. Men jeg har ikke den generelle fornemmelse af utryghed, som jeg nok ville have i toget til Hundige, eller såmænd bare på Strøget en lørdag aften.

    Man kan måske sige, at kriminaliteten i USA er langt mere “lokalt” baseret, end den er i Danmark. Vi er jo vante til at have et samfund stort set uden kriminalitet (sammenlignet med USA) og skal nok til at omstille os på de nye tider. Er dele af Nørrebro tabt? Ja, muligvis. Lad os gøre en indsats for, at bøllerne ikke breder sig til Frederiksberg og Østebro også.

  4. Jeg ved heller ikke, hvor sikker jeg ville føle mig om natten i Rødovre, men det er så en anden sag. Var det ikke nede ved stationen, at du blev slået ned engang for at ønske god påske til en forbipasserende? 🙂

  5. Hehe ja, måske Rødovre heller ikke mere er hvad de var i de gode gamle dage, hvor man kun blev overfaldet når man råbte ‘God Påske’ til folket 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *