Tag: Iran

Islam med et menneskeligt ansigt

I løbet af de sidste to uger har jeg skrevet tre nye indlæg på Internet Revolutionen:

Dagens indlæg hedder Islam med et menneskeligt ansigt, og er en beretning om en personlig oplevelse, da jeg besøgte Iran i april 2007. Kommentarerne har heldigvis ikke været så opflammende, som jeg havde frygtet. Det er desværre lidt en pestilens i den danske blogverden med de evige, unuancerede kampe om islams essens og subsidiært (på den ‘anden’ fløj) om onde vestlige kræfters intriger imod uskyldige mellemøstlige lande.

Desuden skrev jeg for nylig indlæggene Revolutionen kommer på Facebook (også om Iran, med billeder) og et indlæg om Fri Debat, der har givet rigtig megen – fri – debat. Det er jo dejligt.

Grunden til, at jeg også lige noterer de ting her, er så kategorien “Artikler” rummer links eller overvejelser til de professionelle artikler, jeg får udgivet.

Vaffelmanden i Det Hvide Hus

Dagens USA I DAG-klumme i Berlingske Tidende handler om den ubeslutsomme Barack Obama, der ikke har gjort det så godt udenrigspolitisk, som man kunne håbe på. Et uddrag fra Vaffelmanden i Det Hvide Hus:

Obamas problem er grundlæggende, at hans politik er vægelsindet, eller som man siger i USA: han er en »waffler«, der træder vande uden at kunne bestemme sig. Vaffelmanden Obama vil hellere være populær end træffe hårde beslutninger, og det gælder både på den hjemlige og den udenrigspolitiske arena.

Den store satsning over for de autoritære regimer var »en udstrakt hånd, hvis I åbner jeres knyttede næve«, som det så poetisk blev formuleret i tiltrædelsestalen for et år siden. Politikken indeholdt blandt andet en servil »genstart« over for Rusland, nedprioritering af menneskerettigheder over for Kina, og en valen og klassisk »vaflende« anerkendelse af det gustne valgresultat i Iran.

Læs mere Vaffelmanden i Det Hvide Hus

Obama må komme ind i kampen om Iran

Den amerikanske administration er godt i gang med at svigte reformbevægelsen i Iran. Der har efterhånden været mange forlydender om nedskæringer på statslige programmer, der skal støtte reformbevægelsen og en demokratisk udvikling i landet. Obama-administrationen ønsker ikke en konfrontation med Irans ledelse og vil hellere have atomvåben-forhandlinger frem for at støtte en demokratisk udvikling. Det er grim real-politik, og nu tager de to demokrati-aktivister Akbar Atri og Mariam Memarsadeghi til genmæle i Wall Street Journal:

Yet courageous and dignified overtures to the U.S. by Green Movement activists have been snubbed by the Obama administration. The administration has avoided discussion about the prospects for liberalization in a country that exports radical Islamist ideology throughout the Middle East and beyond. In regressive realpolitik fashion, it has grown increasingly reticent about the Iranian people’s struggle for human rights, apparently viewing it as irrelevant to U.S security interests. Rather than bolstering the opposition at a time when the Iranian regime is at its weakest, America is pursuing a policy of appeasement.

Jeg er tilbøjelig til at være enig. På kort sigt er en konfrontation måske ikke ønskværdig, men kun en demokratisk udvlikling i Iran kan sikre de amerikanske (og europæiske) interesser på langt sigt – for slet ikke at tale om det iranske folks interesser.

Skyskraber imod diktator

Den forrykte iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad talte i går til FN’s generalforsamling (mens en hel del nationers delegationer – deriblandt Danmark – udvandrede). Der har været store eksil-iranske demonstrationer i New Yorks gader imod diktatoren, og nu ser det ud til, at et heldigt sammentræf giver støtte til demonstrationerne: I anledning af 70-året for Troldmanden fra Oz bliver Empire State Building badet i grønt lys – den iranske oppositions farve. Giv op Ahmedinejad, selv tilfældet er imod dig!

Valget i Iran og sociale medier

Jeg gik desværre glip af det meste af kontroverserne omkring valget i Iran og de efterfølgende demonstrationer og den voldelige undertrykkelse. Egentlig burde jeg have skrevet mere om hele balladen, da jeg ser overlapningen af politik og sociale medier som noget der ligner “mit felt”, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af rejser og manglende internetforbindelse. Jeg har dog fulgt med på diverse twitter-feeds og hotel-fjernsyn og set CNN, BBC og Al-Jazeera i lange baner. Det hele har været meget dramatisk og der er meget at fortælle, når vi kommer ned i kilderne. Men her er i første omgang nogle links, der kan inspirere og samle:

Twitter-søgning på #iranelection
Mashable: Forsøg på tidslinje over brugen af sociale medier
Punktnedslag i brugen af de sociale medier i Iran

Min gode veninde Symas billeder fra “den grønne march”, da det hele endnu så håbefuldt ud i midten af juni.

Flere imponerende billeder fra demonstrationerne. Og her fra en demonstration foran FN hovedkvarteret i Tehran.

Tre sider med billeder fra den store demonstration 18. juni her, her og her. Det var dagen før tingene begyndte at gå rigtig galt, og Syma indledte da også sin beretning med: “I sent off these late last night before light in my heart was dimmed. I am sending you all this so that you know how brave these people were and how hard they tried peacefully. God help us all!” – senere billeder fra weekenden her. Jeg kommer til at tænke på, at jeg ikke har hørt fra Syma siden. Jeg håber, at hun har det godt.

Obama and Iran

What policy will the Obama administration pursue towards Iran? Will they support freedom or will they try negotiations to get a deal on the nuclear issue? Excellent piece by Mariam Memarsadeghi and Akbar Atri, who I am lucky to call my real-life friends, in The Washington Post. Bottom line: Obama has shown what democracy can do. He should use his immense popularity to boost freedom aborad – let’s bring real change to Teheran as well.

Obama’s popularity gives him the power and credibility to press the Iranian regime, not to mention dictatorships in Russia, Zimbabwe, Saudi Arabia, North Korea and elsewhere, to respect human rights and democratize. Yet some in Washington have urged Obama to abandon talk and programs in support of the Iranian people in exchange for piecemeal progress on the nuclear issue. With Tehran continuing to make progress on a weapon, it is tempting to look past the Iranian people’s hopes for freedom and instead focus on the seemingly more imperative issue. But this would be a mistake. In fact, the regime would want nothing different.

(…)

Those in power in Iran are responsible for terrorist attacks throughout the Middle East, not to mention in Buenos Aires, Paris, Vienna and Berlin. They are fundamentally opposed to liberal democracy and its ensuing individual rights. They still imprison the young for having parties and listening to music and stone women to death for extramarital sex. In the name of God, they persecute religious minorities and imprison mullahs who speak of freedom. They still chant “death to America” at the official sermon every Friday and force children to do the same as part of the school curriculum. Drug addiction is common among large swaths of society. The regime’s oil-rich apparatus is rotted by extremes of corruption and unaccountability. Like communist totalitarian regimes of the past, it seeks to maintain a facade of revolutionary idealism for the outside — particularly for the liberation-hungry Arab world — while its people endure the bitter realities of life under an ideological state.

Women’s Day in Iran

Reportage from a country where the women actually have a reason to complain: Iran. Read Syma Sayyahs report.

Since I first thought like a woman many moons ago I have honored this day, which women have celebrated since 8th March 1909 in New York. The one thing I so deeply admired about them is the fact that they did not think of themselves as victims, despite all the odds, together they took some initiatives and took their lives in their own hands, and did they think themselves better than others. Here we also have to change men and women’s attitudes and upbringing. A women’s job is more important since it is women, as mothers, wives, sisters, colleagues and so on have a great influence on how men think about women, thus they must show and prove, individually and collectively, that they do not need a protector and are able to take care of themselves, thus accepting full responsibility for their lives.

Anti-semitism in Iranian blogs

Interesting article by Hamid Tehrani, who also presented at the GlobalVoices Summit.

In recent years, Iranian president and Holocaust denier Mahmoud Ahmadinejad has organized cartoons on the Holocaust in Iran and invited notorious international revisionists to a conference to Tehran, surprising the world. Reading these blogs will help us to explore anti-Semitism in Iran as an old and dynamic “ideology.” Ahmadinejad’s comments and actions are just one visible and official part of it.

Tehran i glimt

På grund af den fatale fodboldkamp fik jeg kun set de sidste 10 minutter af Anja Al-Erhayems besøg i Tehran. Det jeg så, virkede desværre som en lidt amatøragtig og ufokuseret produktion (en lang udgave af Danidas verdensbilledlegat), men det ligger måske også lidt i oplægget til serien – et tværsnit og et kaleidoskopisk billede.

Det var heller ikke meget vi så til min gode ven Amir. Hans historie var ellers langt den mest interessante. Han fortalte til mig, at han havde brugt programmet som en mulighed for at gøre op med Danmark, men det blev alligevel ikke til mere end en historie om, at folk havde kaldt ham “perker” på gaden. Han kunne desværre også en del historier, som var en del værre. Men programmet handlede selvfølgelig om Iran og ikke om Danmark.

Jeg har heldigvis fået optaget programmet, og vil se det, når jeg får tid.

Med slør og høje hæle

DR1 sender onsdag den 22. august andet afsnit i serien Med slør og høje hæle, der denne gang tager os til Tehran. Dansk-irakeren Anja Al-Erhayem skal i seks programmer prøve at vise os sider af Mellemøsten, som vi ikke er vante til at se (dvs. noget der ikke har med terrorisme, religiøst vanvid og kvindeundertrykkelse at gøre).

Selvom  jeg umiddelbart er lidt skeptisk overfor den slags programmer – der nogle gange mest ser ud til at skulle overbevise os om, at “de andre” i virkeligheden er “lige som os”, og at den længe ventede “sekulære revolution” derfor er lige om hjørnet – så jeg vil jeg se det her program med stor interesse. I Tehran i april mødte jeg nemlig en dansk-iraner, der havde hjulpet Anja Al-Erhayem med at lave programmet, skabe forbindelser til folk m.m. Jeg kan et par insider-historier, men jeg tror lige, at jeg skal se udsendelsen først. Under alle omstændigheder bliver det spændende med et gensyn med Tehran.