Tag: Irak

For et par uger siden læste jeg i Weekend-Avisen et indlæg af freds- og konfliktforskeren Jan Øberg, som slog mig ved at være så usædvanligt belastet af intetsigende floskler og appel til laveste fællesnævner, at det ville få selv en George Bushs demagogi om godhed og ondskab til at fremstå som benhårde fakta. Det undrede mig, for jeg kunne ærligt talt ikke se hvor en ellers seriøs forsker ville hen med den slags tautologiske snik-snak om fred og interkulturel forståelse, når han forsøgte at argumentere for at Irak-krigen er en ‘forudsigelig fiasko’.

Nu forstår jeg imidlertid hvor manden ville hen, for det viser sig at Jan Øberg har skrevet en ny bog om Irak-krigen, og det var naturligvis den han ville reklamere for. Bogen blev i dag anmeldt i P1 Morgen, og selv med P1s redaktionelle linje kunne anmelderen Jens Lohmann ikke overbevise mig om, at Øbergs bog har ret meget mere indhold avisindlægget. Bare titlen ‘En Forudsigelig Fiasko’ inviterer jo til at blive modsagt, fx af historien som sådan og af den konkrete udvikling i Irak. (Men lur mig, hvis nu ikke Øberg får ret, så skal han nok sige, at når det nu ‘alligevel’ gik godt, så var det ikke takket være, men ‘på trods af’ koalitionen).

Floskler om fredelig sameksistens og konfliktforståelse klinger i denne sammenhæng endnu mere hult end de plejer at gøre. Som om konflikten med Saddam Hussein og resten af de arabiske diktatorer (og resten af diktatorerne verden over) har noget som helst at gøre med en ‘kulturel konflikt’, hvor problemet er at danskerne ikke ‘ved nok om Irak’ og irakerne ikke ‘ved nok om os’. Men man ser det da for sig, hvis den gode konfliktforsker havde skulle løse ‘konflikten’ med ‘Irak’: Jan Øberg på fredsmission til Bagdad, i Rumsfelds og Chiracs fodspor, og et stort knus til Saddam og et ‘Du er sgu god nok!’. ‘Det er jo bare fordi vi ikke forstår ham, at han virker som sådan et dårligt menneske, og hans styre virker så skidt’. Nu kan vi heldigvis skrive ‘virkede’, men det er ikke på grund af Jan Øberg. Han fortæller os, at verden burde være perfekt og mennesker rare ved hinanden. Men han fortæller os intet om – andet end noget hul snak om FN -, hvad vi skal stille op i en verden som ikke er perfekt, hvor mennesker ikke er rare og hvor diktatorer regerer den halve menneskehed.

Men måske tager jeg fejl. Måske har Øberg skrevet en udmærket bog, og jeg skal gerne lade ham tvivlen komme til gode, og forsøge at læse bogen, når den kommer på biblioteket. Indtil videre vil jeg dog føle mig berettiget til, grundet hvad jeg har hørt og læst, at betragte bogen som: en forudsigelig fiasko.

Det er endnu uvist om den filipinske regering har givet efter for et krav fra terrorister, der truer med at halshugge en kidnappet filipinsk arbejder, om at trække deres tropper ud af Irak (50 mand på humanitære opgaver). Udmeldingen fra den filipinske regering er tvetydig, og man vil både have det til at lyde som om man efterkommer terroristernes krav, samtidigt med man stadig er USA’s allierede.

Det ser dog imidlertid ud som om, Filipinerne ikke har indset pointen, netop at det ikke handler om troskab eller ej overfor USA, men om hvorvidt man skal give efter for terrorisme. Det skal man ikke. Det kan kun føre én vej, og det er til mere terrorisme. Både Spanien, Honduras og Den dominikanske republik har allerede trukket deres tropper, enten som følge af direkte terrorhandlinger eller af generel frygt for angreb. Imidlertid kan en eftergivenhed overfor fx kravet til den filipinske regering kun føre til én ting: Flere kidnapninger og trusler om halshugning. Næste gang kan det være en dansk forretningsmand, der sidder svinebundet med krumsablen over hovedet, mens voldsliderlige islamo-fascister sidder klar ved download-knappen på deres computere verden over, klar til at følge endnu en blodig video hvor en vantro får sin fortjente straf. For er det ikke sådan de sælger det? Kollektiv afstraffelse, forklædt som legitim krigsførsel.

Da Israel i 70’erne var plaget af en mængde flykapringer, der fx skulle fremkalde frigivelse af palæstinensiske fanger o.l., havde de kun ét svar: ‘Vi forhandler ikke med terrorister’. I stedet satte de bevæbnede vagter på flyene og bøjede sig aldrig. Flykapringerne stoppede, for selvom de havde tjent som propaganda for Arafats sag, førte de ikke konkrete fremskridt med sig. Sådan bør holdningen også være hos regeringer som i dag bliver truet med halshugning af deres statsborgere eller et generelt løfte om mere terror (som Al Qaedas nylige ophævelse af ‘våbenhvilen’): Vi giver ikke efter. Vi forhandler ikke med terrorister.

Der er noget utroligt lækkert ved at en gruppe irakere nu stiller sig op på Al Arabiya og truer med at dræbe den jordanske terrorist Abu Musaw Zarqawi, der mistænkes for at stå bag dusinvis af terroraktioner i Irak – bestemt ikke kun vendt imod befrielsesstyrkerne, men også almindelige, civile irakere. Zarqawis gruppe, der bl.a. stod bag halshugningen af Nicholas Berg, har gjort sig selv kendte ved at insende videobånd til arabiske kanaler (også Al Arabiya), hvor de gemt bag masker har truet med bomber og halshugning og alskens ulykker over koalitionen og de irakere, der måtte støtte den eller bare stå i vejen for gruppens selvretfærdige harme. De har strålet af glæde og sadisme ved erklæringerne, og det er kun passende, at de får igen med samme mønt. Held og lykke med at finde Zarqawi. Må jeg foreslå et hurtigt sving med krumsabelen omkring halsregionen?

Og vi skal vel sige det: ‘Hvad nu hvis det er et PR-stunt opfundet af amerikanerne?’ Tja, det får vi jo at se, men er der mindre grund til at tvivle på mange irakeres had til Zarqawi og hans ligesindede, end der er til at tvivle på hans egne ideer om at kæmpe for irakernes sag?

Læs dog også det irakiske site Iraq The Model for et mere negativt billede af den slags selvtægt.

Læs i øvrigt en interessant profil på Zarqawi i The New York Times (kræver medlemsskab, men det er gratis)