Blogs i TV-Avisen

Jeg er lige blevet interviewet til TV-Avisen om weblogs og deres politiske potentiale i Danmark. Jeg er ‘eksperten’, og Torben Sangild og Keld Bach medvirker som bloggere. Indslaget bliver forhåbentligt sendt i aften kl. 21 (måske allerede kl. 18.30), eller måske i morgen eller i overmorgen, alt efter om der kommer et meteornedslag i Klokkerholm eller lignende. Se det! Det vil du da ikke gå glip af!

[Update kl. 19.45: Indslaget kommer alligevel ikke i aften, da der er sket for meget ude i den store verden. Det kommer i morgen eller i weekenden, om nyhedsguderne vil. Det bliver sandsynligvis i 21-udsendelsen.]

Weblog-foredrag

Onsdag den 5. oktober holdt jeg et foredrag om weblogsDen Journalistiske Efteruddannelse. Det var – når jeg selv skal sige det – en succes, som jeg meget gerne vil gentage. Jeg vil derfor gerne tilbyde foredrag/undervisning om weblogs, til hvem der måtte være interesserede – skoler, AUC’er, osv.

Et to-timers arrangement kunne fx indeholde:

* Weblogs (korte men) interessante historie. Fra blogger.coms spæde begyndelse i 1999 til de 19,6 millioner and counting weblogs, der findes i dag.

* Casestories, der bragte weblogs på dagsordenen. Fra Salam Pax til Rather-gate, med smutveje over potentielle danske ‘blogsager’, som Klovn-gate eller Bjævermose-gate.

* Weblogs fremtid og perspektiver. Weblogs er på vej til at blive en stadigt mere intergreret del af offentligheden. Hvor pressen er borgernes vagthund overfor politikerne, der er webloggerne borgernes vagthunde overfor pressen. Hvilke perspektiver ligger der i denne udvikling, for demokrati, meningsdannelse og magt i et moderne, interaktivt samfund?

* Lige hvad du synes.

Kontakt mig for mere information på lars_hvidberg [hos] yahoo.dk

“Her kommer vi!”

Lokalaviser er altid fyldt med sjov, ikke mindst Frederiksberg Bladet, som jeg modtager efter at være flyttet til det rolige og konservative FRB C – trodede jeg. For Frederiksberg er så smækfyldt med larm, at man endda er begyndt at eksportere den. Det skriver en Tommy Hansen fra Værløse, hvor der ligger en såkaldt ‘skovbørnehave’ med børn fra Frederiksberg, i læserbrevet “Terrorister fra Frederiksberg”. Åbenbart generer støjen fra udflyttebørnene, der hver morgen bliver fragtet ud i busser, ham så meget, at han er ved at gå ud af sit gode skind:

Vi bor 300 meter fra institutionen og børnenes skrigeri trænger helt ind i huset, vi kan hverken være udendørs eller have vinduer åbne. Hvor skal vi flygte hen, hvorfor skal vores tilværelse ødelægges, hvorfor skal vi tvinges fra hus og hjem?

Måske en kende dramatisk, men jeg kan egentlig godt følge ham. Da jeg flyttede fra det hip-hop-og-festlarm-fyldte Vesterbro til Frederiksberg var det ganske vist ikke for at komme væk fra støjen, men havde jeg håbet på det, ville jeg være blevet slemt skuffet. Vi bor klods op og ned af en folkeskole, to børnehaver og to vuggestuer, og hele kvarteret er fra kl. 8 morgen til 16 eftermiddag så smækfyldt med skrig og skrål, at man kun åbner sine vinduer med fare for den mentale sundhed.

Der er en så skrigende og hvinende infernalsk larm i alle de lyse timer, at man må tage høretelefoner på og længes tilbage til de ubehjælsomme saxofonsoloer, der holdt én vågen i sommernatten på Vesterbronx. Nu overdriver jeg måske lidt, men forleden sad jeg lige så stille og passede mig selv en morgen og var ved at gå i gang med dagens arbejde, da der pludselig fra skolen på den anden side lød et taktfast og stadigt højere kor af børnestemmer: “Her kommer vi! Her kommer vi! Her kommer vi! Her kommer vi! HER KOMMER VI!” – ja, det råbte de faktisk! Skræmmende…

Status på “Klubværelset”

Interviewet med mig har nu været sendt og ligger til streaming (evt. downloading hvis man er lidt fiks på tasterne) på Klubværelsets forside.

Jeg synes selv at det gik ganske godt, selvom det er mærkeligt at høre sig selv tale i radioen. Man synes slet ikke at man lyder som sig selv. Men det gør man vel. Vi nåede godt rundt om en del emner, selvom der selvfølgelig var meget mere jeg gerne ville have sagt. Men sådan er det sikkert altid. Fokus var mest på min person og oplevelserne i det kreative miljø, og det er vel også ok – selvom det godt kunne blive lidt ego-fikseret. Men så har man prøvet det med, det var slet ikke så slemt…

En aftentur…

Det skal jo ikke være politik og weblogging det hele (faktisk slet ikke!), så forleden gik vi en fantastisk tur i Landbohøjskolens smukke botaniske have på Bülowsvej. Alt vokser og sprudler lige nu og især hen under aften fyldes luften med de mest fantastiske dufte, fra syrener, snerler og hvad ved jeg (om natur? Absolut ingenting): I skumringen forsvinder farverne og lugtene kommer frem, det er en helt anden og mere magisk sanseoplevelse end den vågne dag. De lyser nætter skal nydes derude hvor det summer, og – jeg sværger – næste morgen hørte jeg en fugl morgenpippe A Love Supreme. Se, det var en succeshistorie fra det virkelige liv.

Lunch Break

For dem der ikke ved det går jeg for tiden på et kursus i manuskriptskrivning. I dag lavede vi en sjov lille øvelse: Vi fik udstykket (tilfældigt): en location, to roller og en titel, som vi så havde 45 minutter til at brygge en historie sammen med. Her er hvad jeg skrev. (Nu jeg ikke rigtig har tid til at opdatere andre ting):

LUNCH BREAK

Et vaskeri i den indre by. Tørretumblerne tumler og maskinerne snurrer, men ellers er der tomt i det snuskede lokale. Udenfor skinner solen. Det er en dejlig og varm dag.

Ind kommer en lille, kinesisk mand i t-shirt og joggingbukser, han sveder voldsomt og ser bekymret ud, og i hænderne bærer han en bylt af sammenrullet, mørkt tøj. På fødderne har han meget fine, sorte sko. Han går hen til en ledig maskine og begynder søgende at studere instrumentbrættet med de mange indstillinger. Han træder et par skridt tilbage, stirrer intenst på en stor planche med vejledninger til de mange vaske- og tumbleprogrammer, og ser i det hele taget meget perpleks ud. Så tager han en dyb indånding, smider bylten i maskinen, trykker nærmest tilfældigt på en knap og smider en mønt i. Maskinen begynder at snurre. Han ånder lettet og sætter sig på en bænk og venter. Han ser på sit ur.

Læs mere Lunch Break

Strøet Frø på nettet

Så er hele samlingen af ‘Strøet Frø’ lagt på nettet. Som du måske ved er det en række små, daglige tekster, som jeg skrev fra august 2002, for at skrive mig varm. Efterhånden har det udviklet sig til den blog, som du ser her i dag. Det er en blandet landhandel af poesi og prosa og snik-snak og alt muligt andet. Værsgo at læse. Jeg vil anbefale at starte fra bunden af, august 2002, da det første efterår nok havde den højeste kvalitet, hvis jeg skal være ærlig 😉

– brug arkivfunktionen i menuen, eller kategorierne.

Romanen afsluttet!

Jeg kundgør hermed, at min roman med arbejdstitlen “Q.E.D.” dags dato er færdiggjort kl. 14.15, og hurtigst muligt vil blive sendt ind til et større københavnsk forlag!

Det er i sandhed en glædens dag, idet jeg har arbejdet imod dette øjeblik on-off i to år. Jeg byder hermed på virtuel champagne!

“Che Guevara Deserved To Die”

“Che Guevara Deserved To Die”. Det står der på en t-shirt jeg har købt i dag. Websitet Liberator fik for et stykke tid siden fremstillet 50-stykker med et fint Che-hoved af den kendte slags og den ovenstående tekst. Grunden til at jeg har købt den? Jeg er rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig træt af at Che Guevara hele tiden skal fremstilles som en stor frihedshelt, der kæmpede for verdens undertrykte, når realiteten er at han var en stalinistisk massemorder.

Det startede egentlig da jeg skulle til Bolivia, for specielt i dét land (hvor Che som bekendt mødte sin skæbne) fremhæves han som en folkehelt. Det gjorde han nu ikke i 1967, hvor han døde, men det er kommet til siden, og de mange backpackere som kommer til landet gør deres for at udbrede kulten, fordi denne befolkningsgruppe jo – om nogen – er stærkt tiltrukket af El Che og hans fantastiske kamp for verdens undertrykte. Jeg blev irriteret, købte John Lee Andersons anerkendte biografi Che Guevara: A Revolutionary Life, som er både velskrevet og spændende, og selvom Anderson ikke helt kan skjule sin sympati for Señor Guevara, må jeg sige at jeg fik en fuldstændig entydig antipati, både for manden Che, hans ideer, og endnu mere: hans handlinger.

Lad gå med, at han gerne ville gøre noget for de fattige og undertrykte i Latinamerika. Guderne skal vide, at der både dengang og i dag er brug for det. Lad endda gå med at han så kommunismen som vejen til lykken; jeg mener han var jo ung, og mange blev forført af de kommunistiske ideer, der unægteligt også kan virke meget dragende og desuden tjener et udmærket formål som reserve-religion, hvis man både er ateist og et usikkert menneske. Det som jeg ikke kan acceptere er hans handlinger, især efter 1956, hvor han begyndte deltagelsen i den cubanske revolution.

Læs mere “Che Guevara Deserved To Die”