Kategori: Politik og etik

1-0 til markedsprisen

Et lille essay om fodbold og markedspriser…

Hvilke mekanismer er bedst til at bestemme prisen på en vare? Er det forskellige udvalgte individers erfaring og intuition (som når politikere forsøger at bestemme, hvad en plejehjemsplads eller en taxatur skal koste), eller er det de mange aktører på markedet, hvis individuelle viden måske er ufuldstændig, men som gennem mekanismen for udbud og efterspørgsel skaber en pris? For nylig fik jeg mulighed for at teste markedets prismekanisme i praksis, og resultatet var både overraskende og tankevækkende.

Lad mig starte med begyndelsen. På min arbejdsplads arrangerede en medarbejder en VM-tipskupon, hvor man kunne sætte 1, x eller 2 for alle 48 kampe i de indledende runder. Prisen for at tippe en række var at lægge 100 kroner i en pulje, som blev fordelt efter princippet 50 % til førstepladsen (evt. førstepladserne), 30 % til andenpladsen og 20 % til tredjepladsen. Selvom jeg godt kan lide en god fodboldkamp, er jeg ikke rigtig oppe på beatet med, hvilke hold der er i god form lige nu, og da der samtidig er mange fodboldfans på arbejdspladsen, regnede jeg ikke med at have en chance. Men det er jo kun VM én gang hver fjerde år, så jeg lod mig overtale og betalte mine 100 kroner.

Nu kunne jeg så gå hjem og bruge lang tid på at læse op på kampformen hos de forskellige hold (nogle af dem fra nationer, som jeg dårligt anede eksisterede) og forsøge at sætte lige den rigtige kupon med det rette mix af favoritsejre og overraskelser, som ethvert VM er fyldt af. Det er jo altid sådan, at favoritterne i det store og hele går videre og klarer sig, men alligevel er der altid nogle overraskelser, der tager verden med storm (fx i år leveret af Ghana, der faktisk i år blev det store afrikanske hold, til forskel fra Elfenbenskysten, som alle regnede med). Kan man gætte overraskelserne er man derfor sikker på succes med en tipskupon. Men det tager tid at læse op på overraskelserne, og det er langt fra sikkert, at man kan gætte dem. Og for mit vedkommende ville det at ‘gætte på overraskelserne’ tage tid og kræfter indenfor et felt, som jeg i forvejen ikke er særlig erfaren indenfor, og der er langt fra nogen garanti for, at jeg ville få et godt resultat alligevel. Selv de forskellige kendis-trænere og ex-fodboldspillere, der optræder i forskellige VM-studier på tv gætter ofte forkert. Research og omtanke ville næppe være en farbar vej for mig. Og dog…

En anden mulighed var simpelthen at bruge intuitionen og krydse af, ud fra tidligere erfaringer med landene, tidligere VM, staldtips og andet man lige havde fanget op i radioen eller på nettet. Det er nok den måde de fleste ville gøre det på, og det havde jeg nok også gjort, hvis jeg ikke for nylig havde læst denne bog: “Din økonomi” af Michael Møller og Niels Christian Nielsen. I bogen lanceres DAKOLOS-teorien, som står for De Andre Kan Også Læse Og Skrive. Kort fortalt går teorien ud på, at man som aktør på markedet (her tales der især om aktiemarkedet) ikke skal forestille sig, at man er klogere end andre aktører på markedet, når det gælder om at gætte på den rimelige pris for – fx – en aktie.

Mange amatørspekulanter forestiller sig netop, at de er bedre end andre til at gennemskue markedet, eller har en særlig indsigt, når det gælder om at værdisætte varer, og de forestiller sig, at netop de kan gennemskue hvilke aktier der er under- eller overvurderede (som jo er nøglen til virkelig at tjene penge på aktiemarkedet, for også her gætter man – ligesom i VM – på overraskelserne). DAKOLOS-teorien punkterer denne myte, for den stipulerer, at man skal huske, at de andre også har de informationer, man selv har – sandsynligvis har en stor del af dem endnu flere informationer og er endnu bedre til at fortolke dem. Det vil sige, at prisen altid allerede er rigtig, og man ikke som menig aktør på markedet er i stand til at gennemskue, om aktien er over- eller undervurderet (bortset fra i helt specielle tilfælde, hvor man har en særlig viden, hvilket man sjældent har). Det er en meget ædruelig – og en smule kedelig – teori, men den er korrekt.

Med DAKOLOS-teorien i baghovedet var jeg klar over, at det i bedste fald ville være rent held, hvis jeg havnede bare lidt over gennemsnittet på VM-tipskuponen. Min viden om fodbold er ret indskrænket (jeg er dog ikke helt uvidende), og de 37 andre deltagende i puljen kunne jo netop også læse og skrive. Det ville kort sagt være spild af tid at deltage i tipperiet, hvis man skulle se rent økonomisk på det. Men var der ikke en vej udenom? Var der ikke en anden form for research og omtanke, som man kunne bruge? På aktiemarkedet har man prisen og kursfluktuationerne til at vejlede sig i forhold til investeringer, men det har man ikke umiddelbart med fodbold. Og dog, for man har jo odds-mekanismen hos bookmakerne, hvor man kan spille på bestemte resultater. Og her ser man jo faktisk i odds-fastsættelsen hvor stor sandsynlighed, de mange forskellige spillere sætter på resultatet af en kamp: 1, x eller 2. Og tilmed er der den fordel, at den enkelte spiller betaler for at spille, hvorfor man kan forvente, at han spiller på et resultat, som han virkelig tror på (i modsætning til fx en demokratisk afstemning, hvor man ikke betaler for at stemme). Oddset er derfor på en måde markedsprisen for det enkelte resultat, eller et udtryk for sandsynligheden for resultatet (jo lavere odds, jo mere sandsynligt), set fra tusindvis af forskellige fodboldentusiasters (og -ignoranters) perspektiv.

Derfor var der i bookmakernes odds faktisk en genvej til at udfylde tipskuponen. Jeg loggede ind på et større bookmakerselskabs hjemmeside og udfyldte fuldstændig konsekvent tipskuponen efter oddsne. Det tog ca. 10 minutter i alt, og således sparede jeg timevis af research. På mange måder virkede det som en åndssvag metode, for en del af resultaterne var meget kontraintuitive. Fx havde jeg ikke en eneste uafgjort på kuponen, simpelthen fordi ingen kampe havde uafgjort som laveste odds. Men der er jo altid uafgjorte kampe ved VM. Var det så ikke fuldstændig vanvittigt at lave en tipskupon uden uafgjorte? Nej, for det er meget svært at gætte præcist hvilke kampe, der ender uafgjort (de fleste kampe har trods alt en vinder), og derfor har uafgjorte kampe høje odds og endte altså ikke på min tipskupon. Umiddelbart så det altså vanvittigt ud, men jeg havde ikke rigtig andre metoder, som kunne gøre det bedre, jvf. DAKOLOS-teorien. Hvis kuponen gav et resultat over gennemsnit ville teorien – og dermed i bredere forstand teorien om markedsprisens korrekthed frem for fx politikeres tiltro til, at de er bedre til at sætte prisen end markedet – have stået distancen.

Og hvordan gik det så? Jeg vandt med en delt førsteplads.

VM og Imperiet

På den altid læseværdige blog Walla Min Fætter har Bielefeldt et langt og meget morsomt indlæg om det globaliserede VM og dets baggrund i det engelske imperiums ‘soft power’ – sport. Et lille uddrag:

På Englands hold var der en del sorte biprodukter af imperiet – Cole, Ferdinand og Lennon. Sorte englændere spiller fodbold, men indiske englændere gør ikke, som filmen Bedre end Beckham afslørede. Da imperiet var allerstørst, måtte englænderne helt til Afrika for at finde arbejdskraft; i dag kommer arbejdskraften af sig selv. Der er tale om en slags fodboldslavehandel på frivillig basis. Fodboldens udvikling er også markedets sejr over staten, selv om spillerne kæmper for statsskabte nationer. Man savner dog firmalogoer på landsholdstrøjerne, som vi kender det fra klubfodbold – undtagen den markedsfjendske klub FC Barcelona.

Og i det hele taget er dette VM fyldt med små og store imperialistiske og globalistiske pudsigheder. Kun ganske få af turneringens 32 hold har aldrig været en europæisk koloni. Tysklands hold består blandt andet af to polakker – Lucas Podolski og Miroslav Klose – som begge er født inden for grænserne af det tidligere Preussen. I Tysklands gruppe finder vi også Ecuador, som hovedsageligt består af efterkommere af afrikanske slaver, der i 1600-tallet blev fragtet til Sydamerika af de spanske koloniherrer. Også Costa Rica er en forhenværende spansk koloni, hvorfor der tales spansk på taktikmødet i omklædningsrummet.

Satire og retfærdighed

Undertegnede er i dag interviewet i Berlingske Tidende med henblik en kommentar til den danske tegner Jørgen Bitsch‘s bidrag til Irans Holocaust-satire-konkurrence. Som bekendt har jeg skrevet speciale på Filmvidenskab om “Satire og Fortælling” (specialet kan downloades til gennemlæsning i pdf-format her), og brygger på en kronik om emnet, der jo er højaktuelt. Ret beset er jeg nok lidt for sent på den, men det kan jo være Bitsch får gang i den ekstremt forvirrede debat, hvor misforståelserne står i kø for at komme til. Nå, her er artiklen om Bitsch online, og her er det lille interview, i vanlig selvpromoverende stil også lagt ud her:

Satiren er altid uretfærdig

Objektiv, upolitisk satire findes ikke, og derfor vil satiretegninger ofte støde og forarge, mener ekspert.

Af Jesper Eising

Når Jørgen Bitsch i en satiretegning sætter lighedstegn mellem Holocaust og vestlig imperialisme vil det givet vis dele vandene.

»Nogle vil sikkert se det som en god og rammende satire over vestlig dobbeltmoral, mens mange andre vil synes, at det er en latterlig overdrivelse, som slet ikke har styr på årsagssammenhænge. Sådan er satire. Der er ikke noget objektivt standpunkt, hvor du kan sige: ‘det her er god satire, og det her er dårlig’,« forklarer cand.mag og forfatter Lars Hvidberg, der har skrevet en afhandling om satire.

Herhjemme har pressen en lang og stærk tradition for satiretegninger, der blander sig i den offentlige debat. Og ifølge Lars Hvidberg ligger det i satiretegningens natur, at den i nogles øjne er uretfærdig og urimelig.

»Satiren er per definition uretfærdig, fordi den tager fat i en etisk fejl, forstørrer den og gør grin med den. Og sådan skal det også være, for den skal pege på nogle ting, man ikke kan sige seriøst debatterende, fordi der altid er så mange nuancer. Satiren skal kunne forstørre nogle ting, man synes, der skal gøres opmærksom på, men den vil aldrig kunne give hele billedet – det er heller ikke meningen,« siger Lars Hvidberg og understreger, at satiretegninger tit er meget politiske.

»Satiretegningen repræsenterer altid et bestemt synspunkt. En objektiv satiretegning findes ikke, og derfor er kritikken af satiretegninger ofte misforstået,« siger han.

Kristendom uden frihed

Godt i forlængelse af vores nye podcast på Djævelens Advokat bringer Jacob Mchangama i dag hos Punditokraterne en længere undersøgelse af den formørkede og ufrie periode i den danske historie, som går under navnet Den lutherske ortodoksi, hvor man i 1600-tallet forsøgte at gennemføre kristendommen ved lov, med tvangsdåb, hekseafbrændinger og andet godt. Et godt modspil til de mange kulturkonservatives hævdelse af en afgrundsdyb kløft mellem frigørende religioner som kristendommen og lovreligioner som islam, der nødvendigvis må ende i totalitær undertrykkelse. Et lille udpluk, der viser at frihed og kristendom ikke nødvendigvis går hånd i hanke.

1600 tallets religiøse ortodoksi, der mere end flirtede med kristendommen som lovreligion, må siges at være en særdeles effektiv historisk tilbagevisning af den krarupske påstand. En påstand som hævder at der ikke kan føres kristen politik, indføres kristne love og at kristendommen i sin natur står i modsætning til fundamentalisme. Denne epoke må endvidere også i bredere forstand siges, at rokke alvorligt ved den danske luthersk-evangeliske version af The Grand Narrative. Protestantismen var ved dens indførsel således ikke venligt stemt overfor “oplysning, erhvervsliv, kvinders ligestilling samt kønslige og religiøse minoriteter”, som Kasper Støvring gør gældende. På mange områder var protestantismen direkte fjendtligt indstillet heroverfor (med Luthers stærke anti-semitisme og modvilje mod homoseksuelle som et andet godt eksempel). Ligeledes må der sættes alvorligt spørgsmålstegn ved påstanden om, at protestantismen har en iboende skepsis overfor autoriteter. For rigtigt nok gjorde man med reformationen op med Pavens ufejlbarlige magt, men samtidig konsoliderede man kongens magt kulminerende med indførslen af enevælden i 1660.

Danske værdier?

Det er nogle ganske interessante undersøgelser, Jylllands-Posten i den seneste tid har fået foretaget af holdninger, værdier og livsstil blandt danske muslimer, for at undersøge hvordan opbakningen egentlig er til de såkaldt “kernedanske værdier” som ytringsfrihed og demokrati, og om der er basis for et fredeligt samliv eller om vi går imod et sammenstød mellem civilisationerne.

Man skal ganske vist tage den slags målinger med et gran salt, men resultaterne giver i hvert fald hverken ammunition til den fløj, som mener at Jyllands-Posten er islamofobiens nynazistiske højborg, eller dem som mener, at samtlige muslimer i landet blot venter på en chance for at indføre sharia. Resultaterne er sikkert kendt af de fleste: muslimer er mere tilbøjelige til at ville bo i blandede områder end danske, kun få muslimer frekventerer de berygtede moskéer og lytter til imamerne (selvom en stor del tager deres religion alvorligt), de er villige til at lade deres børn gifte sig med ikke-muslimer, og går med et solidt flertal ind for Grundloven som fundament for lovgivning i Danmark. Man skal naturligvis ikke romantisere undersøgelsen og man skal have sin metodiske skepsis in mente, men generelt er det tydeligt, at billedet af muslimerne som 5. kolonne jihadister er stærkt overdrevet og fejlagtigt. Der er naturligvis integrationsproblemer – ret store problemer endda – og nogle muslimer er også radikaliserede ud over enhver rimelighed, så de er decideret farlige for samfundet, men generelt er muslimerne i Danmark (naturligvis) helt almindelige, fredelige mennesker, som ønsker at få deres liv til at fungere og skabe sig en fremtid indenfor den gældende lovgivnings rammer.

Hvad der er mindst lige så interessant – og som undersøgelsen af holdningen til ytringsfrihed viser – er, at der ikke er nogen grund til at være specielt hellige på danskernes vegne. Faktisk er det kun lige under halvdelen af danskerne som mener, at ytringsfriheden altid er vigtigere end religiøse hensyn. 42 pct mener at det kommer an på situationen, mens 8,5 pct mener, at religiøse hensyn altid er vigtigere end ytringsfriheden. Selvom det på dette punkt ikke står så slemt til som hos muslimerne (hvor kun 10 pct mener at ytringsfriheden altid står højest), er det ikke lige frem nogen imponerende opbakning til et begreb, som muslimerne ellers ofte får at vide, at de skal bekende sig til eller skride.

Der ligger desværre dybt i rigtig mange danskere en overbevisning om, at Danmark er verdens mest fantastiske, retfærdige, frie, lige, menneskelige og demokratiske samfund, ganske uanset hvilken lovgivning Folketinget gennemfører på de mest forrykte og intime områder, eller hvor voldsomt man i øvrigt er indstillet på at gå på kompromis med grundlovssikrede rettigheder som fx ejendomsretten, bare det gælder om at bygge kommunale golfbaner eller betale overførseslsindkomster til de grupper som råber højest. Så længe det er dansk, så er det per definition godt, retfærdigt og frit – også hvis man beslutter sig for at knægte ytringsfriheden af den ene eller den anden grund. Vi har fx i mange år haft en fjollet blasfemiparagraf, som giver religiøse ideologier en fuldstændigt ubegrundet stærkere beskyttelse overfor hån end politiske ideologier. Man sværger til Grundloven (uden i øvrigt at ane, hvad der står i den), og så går man ellers ind for, at alle love per definition er helt i orden, bare de er vedtaget i Folketinget og ikke kommer fra en gammel bog.

Måske er der grund til en mere tilbundsgående undersøgelse af, hvad danskernes holdning til Grundloven egentlig er – ikke bare hvad de siger den er? Hvad er egentlig deres holdning til demokrati? Hvad kan man tillade sig at vedtaget i fællesskabets navn? Og hvad er individets rettigheder? Vi stiller alle mulige krav til muslimer om, at de skal have holdninger på det her område, som de fleste danskere måske heller ikke er i stand til at leve op til. Det er på tide at feje for egen dør.

Dagens citat

Det er allerede bragt før, men det er bare så passende netop i dag med den store “demo”, som måske også kunne kaldes “Bind Mig, Elsk Mig”:

Jeg mener at kunne huske, at det engang i den fjerne fortid var en ønsketanke på venstrefløjen at befri menneskene fra deres umyndighed. Men hvorfor tilbedelsen af staten i mange lande (…) er blevet en venstreorienteret trosbekendelse, mens trangen til selvbestemmelse er blevet indbegrebet af borgerlig forstokkethed – det har jeg egentlig aldrig helt forstået.

– Hans Magnus Enzensberger (“Åh, Europa”, p. 21)

Hvor vigtig er ejendomsretten?

Da jeg gik i gymnasiet, fremhævede vores i øvrigt udmærkede dansklærer tit og ofte, at de fleste problemer i verden skyldtes den private ejendomsret, som gjorde at ressourcerne ikke blev udnyttet optimalt til almenvellets bedste, men kun til at fremme egoistiske særinteresser. Han mente således, at der kunne skabes en langt bedre verden ved på bedste liste-øsk manér at ophæve den private ejendomsret og i stedet gøre retten til ressourcer kollektiv. Historien har ikke været blid ved netop den idé, og selvom min dansklærer på ingen måde var sovjetbegejstret, virkede han mere end fornærmet over østblokkens sammenbrud. Her var dog ellers alternativet til den private ejendomsrets regimente, og nu var løbet kørt for verden. Nu kunne det kun gå ned af bakke.

Siden da er det dog heldigvis i de fleste dele af verden gået opad, og det skyldes ikke mindst, at stadig flere anerkender den private ejendomsrets betydningen for værdiskabelse. Selv i Kina taler man om at give bønderne privat, individuel ejendomsret til deres jord, og i Sydamerika har bl.a. økonomen Hernando de Soto arbejdet på jordreformer på en privatkapitalistisk basis, frem for på den kollektivisme, der har præget tidligere jordreformer, og som mange steder blot førte til, at bønderne i praksis er blevet underlagt nye herremænd (statsmagtens embedsmænd) i stedet for de gamle feudalbaroner. Selv i de ellers så kapitalisme-fjendtlige udviklingsorganisationer taler man om ting som ejerskab til udviklingsprojekterne som afgørende for deres succes, og minimalkapitalisme som mikrokredit trives og højprofileres.

Men er den private ejendomsret også en menneskeret? Og bør den stå lige så uantastet overfor angreb fra statsmagten som fx ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og trosfriheden – dvs. skal den gives den samme domstolsmæssige beskyttelse, hvor kun helt særlige, ekstraordinære hensyn legitimerer indgreb? Det mente man i den tidligere menneskerrettighedstænkning, men med tiden er den private ejendomsret gået i glemmebogen, utvivlsomt fordi den rent politisk er svær at have at gøre med – for politikerne. Det er nu engang svært at bygge motorveje i Nordjylland eller broer over Storebælt, hvis man ikke må ekspropriere jorden, og det er svært at skabe sociale ingeniørprojekter, hvis man ikke kan inddrive skattemidler dertil.

Men måske er det på tide at få en bedre forståelse for – og beskyttelse af – den private ejendomsrets gavnlige og menneskeretlige betydning, både på tinge, hos domstolene og hos menigmand. Og måske bør der fremskaffes en bedre balance mellem beskyttelsen af individets ejendomrettigheder og almenvellets interesser. Det mener i hvert fald Jacob Mchangama, der har udarbejdet er notat for CEPOS om privat ejendomsret. Meget interessant og læseværdigt.

Blogstorm på Ægypten

På det seneste er 48 ægyptere blevet arresteret af myndighederne for deres kamp for større frihed, heriblandt 6 ægyptiske bloggere. Mest kendt er bloggeren Alaa, der nu er blevet hovedperson i en kampagne for at få bloggerne og de andre fri. De ægyptiske fængsler er med god grund berygtede, og det er meget sandsynligt, at de ægyptiske myndigheder har besluttet sig for at benytte lejligheden til at lukke munden på de efterhånden mange kritiske ægyptiske bloggere, der kræver større frihed og forsøger at pege på en tredje vej i et land, hvor alternativet til militærdiktatur sandsynligvis er et islamisk teokrati. Det er særdeles vigtigt for os her i vesten at støtte frihedens kræfter i Mellemøsten, og i øvrigt udvise respekt for de mennesker, som i sidste ende sætter livet på spil for at udtrykke sig frit.

Weblog-fænomenet breder sig med lysets hast i Mellemøsten, og skaber et alternativ til den ellers meget kontrollerede offentlige sfære. Myndighederne er naturligvis bekymrede, og har flere gange – bl.a. i Iran – forsøgt at slå ned på bloggere og andre, der udtrykker kritiske tanker på nettet. Men selvom den enkelte blogger tilsyneladende er svag, så har netop blogfænomenet skabt et internationalt netværk, som kan bruges for at forsvare friheden. Myndighederne er sensitive overfor pres udefra – det mest kendte eksempel er nok frigivelsen af den iranske blogger Sina Motallebi, men der er flere andre, også ægyptere, der blevet frigivet på grund af pres fra almindelige bloggere og bloglæsere.

Derfor er det vigtigt at DU gør noget, nemlig udtrykker din protest overfor de ægyptiske myndighers undertrykkelse af det frie ord og den frie tanke, og skriver under på denne netprotest. Eller endnu bedre, følger punditokraternes opfordring og sender protesten direkte til den ægyptiske ambassade i Danmark: Ægyptens Ambassade, Kristianiagade 19, 2100 København Ø.

Sandaben har naturligvis mere.

[Update, 11. maj]: Weekendavisen bringer en leder (kræver abonnement).

Gør dem til krigsfanger

Når selv garvede jurister som min kære med-djævel Jacob Mchangama har svært ved at se, hvad Guantanamo-problematikken går ud på fra mit perspektiv (og tilmed mener jeg er blevet forvandlet fra liberal due til neo-con) er det måske på plads med en præcisering.

Udover de åbenlyst kritisable forhold som inhuman behandling, tortur m.m. (som der ikke er så meget andet at sige til, end at de er kritisable og bør stoppes) drejer det egentlige dilemma sig om fangernes juridiske status. Der er mange – åbenbart også Jacob – der mener, at fangerne tilbageholdes, fordi de muligvis har medvirket til terrorisme, og at deres sager derfor bør afklares ved en domstol. Det er imildertid ikke rigtigt. Enkelte af fangerne har muligvis medvirket til planlægning af terroraktioner, men den primære grund til, at de befinder sig på Guantanamo er, at de blev pågrebet under kamphandlingerne i Afghanistan i efteråret 2001. De er som sådan krigsfanger, men da man fra de amerikanske myndigheders side samtidig mente, at der var grund til at interviewe dem nærmere, blev de fløjet til Guantanamo, hvor de havnede i en juridisk gråzone, hvor de ikke har status af krigsfanger, men heller ikke er tiltalt for forbrydelser.

En sådan juridisk lemfældighed er naturligvis uacceptabel, og fangerne har efter min mening krav på at få deres status afklaret. Problemet er blot, hvilken model man skal vælge. Rubriceres de som krigsfanger, må man ikke afhøre dem og de har i øvrigt en lang rækker andre (helt rimelige) rettigheder. Tilbageholdes de af andre grunde (ulovligheder) har de krav på en fair retssag.

Det må som udgangspunkt være klart, at en retssag efter almindelige retsprinicpper vil føre til, at stort set alle fangerne må frigives, idet de ikke nødvendigvis har gjort andet forkert end deltage i våbentræning m.m. Det er under alle omstændigheder helt umuligt at efterforske sagerne nærmere, indkalde vidner m.m. i en grad, så man vil kunne tale om en fair retssag. Skal retssagen derfor være fair, må tvivlen komme fangerne til gode og de må løslades. Men er der nogen ved deres fulde fem, som har lyst til at løslade 600 Al Qaeda krigere? Adskillige, der er blevet løsladt tidligere, er allerede blevet pågrebet igen med våben i hånd. Den danske Guantanamo-fange erklærede kort efter hjemkomsten (og en aftale med amerikanerne), at han var klar til at tage afsted igen (dog til Tjetjenien), og at det eneste der afholdt ham fra det, var at PET holdt øje med ham. Omvendt – hvis man ønsker at stadfæste fængslingerne gennem retssagerne – kan sagerne få præg af skueprocesser og kun forværre indtrykket af vestens dobbeltmoral yderligere.

Derfor må det logiske være, at give fangerne status af krigsfanger. Evt. kan statusen afprøves ved et tribunal (ikke en retssag), hvor omstændighederne ved deres pågribelse gennemgås og hvis det kan sandsynliggøres, at en fange har deltaget i træning i en Al Qaeda lejr (fx fordi han blev pågrebet der), er han krigsfange. Han kan dermed holdes indespærret indtil krigen mod terrors afslutning, en fredsaftale eller anden aftale om fangeudveksling, eller det på anden måde sandsynliggøres, at Osama Bin Ladens netværk ikke længere udgør et problem. MEN han kan som krigsfange ikke underlægges forhør eller umenneskelig behandling, og han har ret til at få besøg af Røde Kors/Halvmåne m.m.

Det kan jo som sådan få karakter af tidsubegrænset opbevaring, men der var jo ingen der sagde, at det skulle være behageligt at være hellig kriger. De må jo i øvrigt have vidst, hvad de gik ind til, nemlig at de placerede sig selv i en særdeles farlig situation, hvor ingen internationale konventioner eller stater garanterede for deres sikkerhed eller rettigheder.