Kategori: Politik og etik

I dag i P1s Orientering kunne man høre eksperter forklare, hvorfor Socialdemokraternes udspil til en velfærdsreform ikke vil tiltrække vælgerne. Tiden er for individualistisk, lyder det. Vælgerne er ikke indstillet på ting som “pligt” og “solidaritet”, og derfor gider de ikke være med til at udbygge den socialdemokratiske velfærdsstat (bemærk: den skal hele tiden udbygges, det er aldrig nok). Vi er blevet for egoistiske og interesserer os kun for vores egne projekter. Det er en sang vi har hørt ofte, og den spiller på den dårlige samvittighed og en belærende trussel om at makke ret. Jeg husker kort tid efter regeringsskiftet i 2001 (hvor jeg ikke selv stemte på den borgerlige regering), at Anne Marie Helger forarget og selvretfærdig gøglede sig igennem et musiknummer, som skulle illustrere den nye tidsånd med Anders Fogh i spidsen: “MIG! MIG! MIG! MIG!” råbte hun, mens hun marcherede rundt (sikkert i en strækmarch, det er jo hendes sædvanlige niveau).

Men hvad nu, hvis det hænger anderledes sammen? Hvad nu hvis et flertal af vælgerne bare har indset, at kollektive løsninger slet ikke er løsninger, men problemer? At velfærdsmodellen har spillet fallit og skaber tabere i stedet for at hjælpe dem. Før 1973, krisen og de massive bistandsprojekter, der fulgte, var stort set ingen mennesker i den arbejdsduelige alder på overførselsindkomst. Der var nemlig ikke nogen overførselsindkomst. Lå de så og døde i rendestenen? Nej. De var i arbejde og klarede sig selv.

I dag er næsten en million uden for arbejdsmarkedet, på trods af at vi befinder os i et økonomisk boom. Det virker ikke troværdigt, at andelen af mennesker som er handicappede eller fra naturens side på anden måde er uarbejdsduelige, skulle være steget fra et par procent i 60’erne til 30 procent i dag. Skal vi virkelig tro på, at andelen af ‘nedslidte’ er så meget større i dag, når folk i 60’erne havde været på arbejdsmarkedet siden 20’erne, hvor det var rigtigt hårdt at gå på arbejde – og alligevel arbejdede til de var 67? Nej, i stedet er folk blevet holdt fast (eller har valgt at lade sig holde fast) af overførselsindkomsterne. Det er ikke krisen, der har skabt arbejdsløsheden, for der er ingen økonomisk krise længere. Det er velfærdsstaten, der har holdt folk fast i taberrollen. Der er masser af jobs, men ingen som kan bestride dem. De er gjort uarbejdsdygtige – ikke af et hårdt liv på arbejdsmarkedet, men af et liv uden for arbejdsmarkedet. Hvad nu hvis man i virkeligheden er solidarisk med de svage, når man siger: “ikke mere”. Skær ned, lad folk klare sig selv. Det kan de sagtens.

Den uudsagte præmis i socialdemokraternes forslag er jo, at udgifterne til velfærd altid vil stige, idet Thorning & Co. vender sig imod skattestoppet. Det er logisk nok: der er ingen grænser for gode projekter, man kan bruge kræfterne på: Endnu mere til børnepasning, endnu mere til aktiveringsprojekter, endnu mere til plejehjemmene. Men måske har vi bare indset, at ‘velfærd’ det er ikke kun, når det offentlige bruger penge. Velfærd er også, når man køber tøj til sine børn – for egne penge. Velfærd er også, når jeg tager mig tid til at besøge min kærestes bedstemor på plejehjemmet. Velfærd er også når jeg køber en sygeforsikring til mig selv – helt privat, uden det offentliges indblanding. Ressourcerne kan nu engang kun bruges én gang. Enten på det, vi selv mener er velfærd, eller på det politikerne mener er velfærd (eller dvs. 60 % af ressourcerne, når det offentlige bruger dem – resten forsvinder i administration).

Velfærd er det ikke mindst, når jeg melder mig ud af fagforeningen og A-kassen, fordi jeg ved, at jeg nok skal klare mig selv, at jeg er sund og rask og ikke har brug for deres offentlige velfærd. Velfærden klarer jeg selv, helt privat, både for mig selv og mine nærmeste, og for de mennesker, jeg har mulighed for at hjælpe andre steder. Det kræver også ressourcer – og de ressourcer staten har taget fra mig, kan jeg ikke selv bruge på velfærd. Gør det mig til egoist at ønske, at jeg har ressourcer til mig selv, til mine nærmeste og til andre jeg ønsker at hjælpe – jordskælvsofre, hjemløse eller uddannelsessøgende i Ghana? Jeg er ikke egoist, ikke materialist og ikke grådig. Jeg er ligeglad med at være rig, køre i en dyr bil eller spise gåseleverpostej. Jeg vil bare gerne have lov til at bestemme selv.

Passer det derfor, når både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti mener, at regeringens udspil til forringelse af efterlønnen er ‘for barskt’? Næh, tværtimod. Det er deres manglende vilje til at skære ned, der er for barsk – for os andre. Det er barskt for os, der skal betale for, at politikere gerne vil give andre menneskers (vores!) penge til udvalgte vælgergrupper, og tilmed være så frække at lade som om det er en ‘gave’. Det er ikke nogen gave, det er en overførsel af penge fra en gruppe af mennesker til en anden, og det er barskt for os, der mister ressourcer, som vi kunne have brugt på velfærd. Det er barskt, og det har været barskt længe. Det skal det åbenbart blive ved med at være, hvis det står til Socialdemokraterne.

Torben Sangild har en virkelig morsom lille historie (ok, et par historier) om absurditeterne hos A-kasse, arbejdsformidling og hvad dertil hører af statslig kontrol og udlicitering. Jeg har også selv gjort mig et par erfaringer på det område, men har ikke set helt så fjollede eksempler.

Min meddjævel Jacob Mchangama har i dag en fin kronik i Berlingske Tidende om reformeringen af FN’s Menneskerettighedsråd. Han slår til lyd for oprettelsen af et selvstændigt organ, der defineres efter objektive kriterier og kun giver plads til stater, der lever op til en række basale frihedsrettigheder og retsstatslige principper. En smagsprøve fra Nyt organ for menneskeret uden om FN

Et andet eksempel på relativiseringen af menneskerettigheder på FN-niveau er, at de 56 islamiske lande i OIC med udgangspunkt i Muhammed-striden fremlagde et forslag om, at det ny Menneskerettighedsråd skulle »forhindre tilfælde af intolerance, diskrimination og opfordringer til had med udgangspunkt i handlinger rettet mod religioner, profeter og trosretninger«. Med andre ord skulle Menneskerettighedsrådet begrænse snarere end beskytte ytringsfriheden. Den slags kompromiser ville ikke være nødvendige i en ny organisation af stater, der alle – om end i varierende grad – bekendte sig til og respekterede en kerne af basale borgerlige og politiske rettigheder. En kerne af rettigheder der udgør det nødvendige fundament for, at det liberale demokrati er funktionsdygtigt og legitimt. Man ville dermed kunne skære den svulstige og til tider nærmest religiøse menneskerettighedsretorik, der dominerer FN, væk og fokusere på rettigheder, der med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols ord er »praktiske og effektive« frem for »teoretiske og illusoriske«.

Efter vi er blevet forsikret af alle fra Thøger til gæstende imamer om at det skam ikke handler om ytringsfrihed, men om tonen, tonen, tonen og respek, respekt, respekt, så tager EU nu konsekvensen og overvejer at indskrænke ytringsfriheden. Men så får tonen det jo selvfølgelig også bedre. Har EU misforstået noget, eller har de bare forstået, hvad sagen egentlig drejer sig om?

Følg fx den fine logik i sætningerne fra gårsdages ‘Dialog-møde’, hvor danskerne fik at vide, hvordan de skal forholde sig i fremtiden, hvis de vil undgå ballade:

Den kuwaitiske lærde Tareq al-Suweidan (fra DR):

I har en sidste chance. Vi er ikke vrede over tegningerne, men vi er meget vrede over den måde, hvorpå jeres regering har håndteret situationen. Jeres statsminister afviste at møde vores 12 ambassadører, og han har afvist at sige undskyld.

Det er jo klar tale. Al-Suweidan har ikke noget problem med tegningerne, men derimod med, at regeringen ikke ville mødes med ambassadørerne. Det vil sige, at næste gang Jyllands-Posten eller andre tegner tegninger af profeten Muhammed, så skal statsministeren bare tage et møde, forklare, at det kan han overhovedet ikke gøre noget ved, og så er den konfilkt overstået. Det lyder jo godt. Det kan vi godt gå ind på. Fat pennen, og kom i gang.

Men hvorfor siger Jørgen Bæk Simonsen så ved samme møde (ifølge Jyllands-Posten):

Efter min mening har alle rettigheder en grænse.

Men har den gode kuwaitiske lærde jo ikke lige informeret os om, at det slet ikke handler om ytringsfrihed? Vi må skam tegne profeten alt det vi vil, hvis bare statsministeren husker at tage et møde. Har Jørgen Bæk Simonsen misforstået noget? Eller har han bare forstået, hvad det virkelig handler om?

Vi får ofte at vide af visse muslimske lærde, at mens Muhammed er hellig for muslimer, så har ‘vi i vesten’ også vores helligheder, fx ytringsfriheden og Holocaust. Nu er det jo noget malplaceret at hævde, at ytringsfriheden skulle være en slags guddom, idet den grunder sig på nogle helt andre argumenter end religiøs tro – først og fremmest i den forstand, at det overhovedet lader sig gøre at argumentere frem og tilbage om ytringsfriheden; den er primært rationelt funderet, hvorimod religion hovedsageligt er begrundet på andre måder. Jeg tror, de fleste ser ytringsfriheden som en praktisk og fordelagtig indretning, der sikrer et frit samfund med fri meningsudveksling, ikke som noget ‘helligt’. Nå, videre…

Ok, med Holocaust er den sværere. David Irving har lige fået tre års fængsel for Holocaust-benægtelse, og hvis det ikke er en krænkelse af ytringsfriheden, så ved jeg ikke hvad det er. Det forhold ser mange muslimer som dobbeltmoral og de spørger “Hvorfor må I gøre grin med vores profet, når vi ikke må gøre grin med jeres Holocaust?” – og det er jo sandt nok i forhold til lande, der har i deres lovgivning, at Holocaust-benægtelse er ulovlig. (At Danmark så ikke har en sådan lov, er en anden sag.) Derfor annoncerede en iransk avis med vanlig takt og fingerspidsfornemmelse da også en Holocaust-tegning-konkurrence, for at se om vi kunne klare det. Så vidt vides er endnu ingen iranske ambassader blevet smadret. Men det kan det være det kommer. Imidlertid er jøderne – åh, de forbandede zionister – kommet redaktør Hamsharhis naragtige idé i forkøbet, ved nemlig selv at tegne de tegninger, der skal tegnes om det emne. Du kan se dem på boomka.org

Så stik piben ind, mester redaktør. Det er stadig dig og dine venner, der har hyklerhatten på. Eller som en kommentator på boomka.org skriver:

I think it’s great that you guys are doing this. This shows the world yet another way that Jews are different from the Muzzies; we can make fun of ourselves.

We also don’t send our children to blow themselves up in pizza shops, but that’s another subject entirely.

Du er vild med 8. marts? Du synes der skal gøre mere for kvinderne? Hvorfor prøver du ikke med frihed og markedskræfter?

Hvis man var blandt de få heldige, der drak 20 cl Long Island Ice Teas til dette her arrangement, så kunne man gå hjem som den lykkelige ejer af Vera og Benefica, forfattet af vor egen kære statsminister Anders Fogh Rasmussen i 1996. Nej, titlen har ikke noget at gøre med en portugisisk fodboldklub, men er derimod noget så sjældent, som en filosofisk dialog i den (fup)-sokratiske tradition (fup, fordi der aldrig er tale om nogen reel dialog), om økonomiske sandheder og usandheder. Den ene part, Benefica (Nytten), repræsenterer politikeren, der gerne vil gøre det så godt, så godt for alle, fx ved at foretage offentlige investeringer i det ene og det andet, mens Vera (Sandheden) er den tørre irettesætter, der fortæller politikeren hvad han kan, og især hvad han ikke kan (dvs. stort set ikke andet end at holde valutaen stabil og befolkningen sikker).

Inspirationen kommer dels fra den franske økonom Frederic Bastiat, hvis Det Man Ser Og Det Man Ikke Ser er en af klassikerne i den liberale økonomiske tradition, der efterhånden er blevet benævnt Den Østrigske Skole, og dels fra (‘østrigske’) Henry Hazlitts “Economics In One Lesson” (der plejede at være online, men nu kan jeg ikke finde den). Begge er læseværdige klassikere, og Foghs version er en letfattelig introduktion til nogle økonomiske problemstillinger, der er værd at holde sig for øje, når folkene inde på Borgen gerne vil gøre det så godt, så godt for os.

Og så kan man jo trække lidt på smilebåndet over, at manden, der skrev “Vera og Benefica” og “Fra socialstat til Minimalstat” i dag er varetager No. 1 for den danske Maksimalstat. Eller fælde en tåre, alt efter temperament.

Ikke den egyptiske sandabe.