Kategori: Politik og etik

Den stille tsunami

Det er alvorlige tider for verdensøkonomien med en stor kreditkrise og voldsomt stigende fødevarepriser. Selv vores lille pizzaria på hjørnet har måtte sætte priserne op på alt. Bacon var steget 50 % i det sidste halve år, og for nogle varegrupper var stigningen endnu værre. Det er jo ikke så slemt for os, for vi kan sagtens betale, men for de fattige i lande med stor import af madvarer, som Bangladesh og Vestafrika, er stigningen intet mindre end katastrofal.

Stigningen skyldes mange forskellige faktorer, bl.a. det store økonomiske opsving i Kina, der har drevet priserne på kød op. Men en af grundene er skævvridningen af det internationale marked på grund af den voldsomme regulering af landbrug og fødevarer på nationalt plan. EUs landbrugsstøtte er blot én af synderne i et langt register over kortsigtede løsninger, protektionisme, forkælelse af særgrupper og andre mere eller mindre vanvittige planøkonomiske tiltag. En af de vigtigste grunde til stigningen på korn har været forskellige regeringers (først og fremmest USAs) meget rundhåndede støtte til produktion af biobrændsel, der øger efterspørgslen kraftigt. Ingen gode intentioner uden negative bivirkninger, kunne man sige – det er jo næsten som en lektie fra de gamle græske tragedier.

The Economist rammer hovedet på sømmet i denne uges vigtige leder:

In general, governments ought to liberalise markets, not intervene in them further. Food is riddled with state intervention at every turn, from subsidies to millers for cheap bread to bribes for farmers to leave land fallow. The upshot of such quotas, subsidies and controls is to dump all the imbalances that in another business might be smoothed out through small adjustments onto the one unregulated part of the food chain: the international market.

For decades, this produced low world prices and disincentives to poor farmers. Now, the opposite is happening. As a result of yet another government distortion—this time subsidies to biofuels in the rich world—prices have gone through the roof. Governments have further exaggerated the problem by imposing export quotas and trade restrictions, raising prices again. In the past, the main argument for liberalising farming was that it would raise food prices and boost returns to farmers. Now that prices have massively overshot, the argument stands for the opposite reason: liberalisation would reduce prices, while leaving farmers with a decent living.

En have der ikke dufter af kapitalisme

Det er muligt, der er mig, der er idiot, men det her forstår jeg simpelthen ikke: Aktivister grundlægger en have, der er fri for kapitalisme. Er det noget med, at penge ikke lugter, men at haver gør? Og har man ikke tænkt sig at bruge penge i et ikke-kapitalistisk samfund, men kun skovle og spader? Aktivisten Daniel udtaler:

Haven her er signal om, at man kan skabe værdi, der ikke kan måles i kapital.

Hvordan i alverden skal det forstås? Man kan ikke købe grunden? Men det er vel kommunens grund – og kommunen kan man vel købe den af? Af artiklen fremgår det også, at både naboer og politi synes om haven, så en eller anden form for værdi genererer aktivisternes arbejde vel. Hvorfor skulle det ikke kunne måles i kapital?

Sådan set ER haven jo allerede kapital, idet den er skabt gennem arbejde af aktivisterne. Det kan godt være, at de ikke vil sælge deres arbejde for penge – men vil de ikke gerne bytte haven for et nyt klubhus, fx? Og så er vi jo allerede dybt inde i vareøkonomien og den grusomme markedsøkonomi, hvor man tilægger forskellige ting forskellig værdi. Av, av, av. Den bedste metode til at undgå kapitalismens fristelser er jo som bekendt ikke at røre en finger.

Man kan jo i øvrigt undre sig lidt over aktivistens udsagn, idet vi i Danmark har en offentlig sektor, der hvert år forbruger halvdelen af landets værdier. Den offentlige sektor fungerer som bekendt heller ikke på kapitalistiske princippier, men den er nok for kedelig og almindelig og af og til nyttig til at aktivister gider bruge tid på den. Det kunne være i grunden være sjovt, hvis de tog arbejde som Sosu hjælpere for at vise, at man kan skabe værdi på et ikke-kapitalistisk grundlag. Det ville også være mere nyttigt for os andre.

Folk er dumme – lad staten bestemme

Et bevis på, hvorfor man aldrig skal spørge kunstnere om deres holdning til samfundet. Klip fra Informations interview med den svenske filminstruktør Roy Andersson. Det er deprimerende på to forskellige måder, både enfoldigt og nedladende. Ikke så underligt, at manden laver så negative film.

Privatiseringerne har blandt andet medført, at man allerede som ung må begynde at tænke på sin pension. Folk bliver stressede af det. Man bliver stresset af at skulle finde ud af, hvilket telefonabonnement der er bedst, og hvilket el-selskab man skal vælge for at få strøm? Før i tiden fandtes der kun ét el-selskab, et teleselskab, ét pensionssystem, og man havde tid til at lave meget andet. Nu har man kun tid til det her, og alle føler sig hele snydt hele tiden. Folk er fortabte, og det betyder, at man er et let bytte for alle mulige idiotiske underholdningsprogrammer. Man er så forvirret, at man kun kan slappe af, når man ser X Factor eller dansekonkurrencer.

Uha, skal man tænke på sin pension mens man er ung? Fri os for den slags – lad staten bestemme (vi må jo bare håbe, at den husker at spare op for os). Bliver folk forvirrede af konkurrencen mellem teleselskaberne? Fri os for den slags – lad staten bestemme. Så har man også masser af tid til at lave andre ting, mens man venter flere måneder på sin nye telefon (vi er nemlig nogle der godt kan huske dengang det tog laang tid at få et telefonnummer). Og lad staten så lige lukke for alle de der dumme underholdningsprogrammer, mens vi er i gang. Folk kan jo slet ikke finde ud af, hvad der er godt for dem. De skal da se Roy Anderssons film! Og når staten vælger alle andre ting for dem, så får de også tid til det. Genialt!

Thumbs up til Arzrouni

Først inviterede Dansk Kvindesamfund Christopher Arzrouni til at fortælle, hvorfor han tager stilling imod sexkøb. Men da de så hans begrundelser, ville de alligevel ikke vide af ham. Det var ellers nogle gode begrundelser, og heldigvis har 180grader fået fat i dem:

Dansk Kvindesamfund: Fuldfør denne sætning: Jeg har taget stilling og støtter et forbud mod sexkøb, fordi …

Christopher Arzrouni: “… jeg synes det er forkert, at kvinder kan bestemme over deres egen krop. Kvinder skal ikke kunne bestemme, hvem de går i seng med, og de skal ikke kunne kræve noget af deres sexpartner. Kvinder skal afstå fra at dyrke sex før ægteskabet, udenfor ægteskabet og i klædeskabet.”

Dansk Kvindesamfund: Hvorfor er det vigtigt, at mænd tager stilling?

Christopher Arzrouni: “Det er vigtigt, at du viser, at du er et godt menneske, der støtter magthavernes og smagsdommernes ret til at bestemme over andre mennesker. I princippet kunne magthaverne og smagsdommerne være ligeglade med, hvad du mener, bare du stemmer på dem og lytter til dem. Men nej, du skal også give dem din sjæl, dit inderste, din intimsfære.”

Dansk Kvindesamfund: Hvorfor er det nødvendigt at forbyde køb af sex ved lov?

Christopher Arzrouni: “Hvis ikke Folketinget lovgiver om sagen, kan folk jo bare gøre som de vil, og det ville jo være en katastrofe.”

Dansk Kvindesamfund: Hvad er den vigtigste grund til et forbud?

Christopher Arzrouni: “Det er ganske enkelt. Seksualitet er for farlig til at overlade til folk selv. I de muslimske lande skal kvinder gå med slør. I de vestlige lande skal kvinders og mænds seksualitet reguleres. Al magt til sexpolitiet!”

Dagens glædelige provokation. Hold op, hvor vi trænger til det!

Tørklæde-fis

Er det bare mig, eller er tolerance-tærsklen rykket i de seneste par dage? DF’s Søren Espersen vil forhindre Asmaa Abdol-Hamid i at gå på talerstolen iført tørklæde. Hvorfor i alverden dog det? Har vi ikke religionsfrihed i landet? Hvis hun kan blive valgt til Folketinget iført tørklæde, så kan hun vel også tale i tinget iført tørklæde?

Jeg er helt med på at give Hizb-Ut-Tahrir fingeren og udvise nul tolerance overfor ballademagere med muslimsk baggrund. Man måtte i øvrigt meget gerne udvise den samme slags nul-tolerance overfor de kernedanske ballademagere fra Ungdomshuset. Jeg har heller ingen respekt for Asmaa Abdol-Hamid og hendes vanvittige synspunkter. De er nøjagtigt lige så vanvittige som resten af Enhedslistens synspunkter. Men Espersens træk virker ærligt talt bare dumt og indskrænket.

Update: Econstudentlog har for øvrigt et godt indlæg om for og imod tørklædeforbud.

Borgerlighed og islamkritik

180grader har her en meget relevant leder om Villy Søvndal og det borgerlige projekt.

Pointen er kort, at nu hvor Villy Søvndal (måske) omsider har taget bladet fra munden og prikket hul på venstrefløjens del af islamkritikken, kan de borgerlige endelig få fred til at kaste sig over andre ting. Islamkritikken har i lange tider været det, der gjorde Dansk Folkeparti borgerligt, mens partiets øvrige politik især hører til på venstrefløjen, især en mere populistisk venstrefløj, som den Villy Søvndal på sin egen charmerende måde er begyndt at udstikke rammerne for (5.000 kroner mere i løn om måneden til alle vi godt kan lide!). Mit bud er, at der i fremtiden vil tegne sig flere og flere alliancer henover “midten” i dansk politik.

Fra et borgerligt (dvs. frihedsoritenteret), standpunkt er der naturligvis rigtig meget at kritisere i islam. Det er på mange måder en problematisk religion med en problematisk historie, men det adskiller den ikke væsentligt fra andre verdensreligioner. Dens største problem er den flydende overgang mellem religion og politik, der på én gang gør lande som Iran og Saudi Arabien så problematiske at opholde sig i, og som samtidig gør de totalitære strukturer så svære at ændre fordi de udspringer af dybt forankrede kulturelle strømninger. Der er nogle kampe, der skal kæmpes her, især internt blandt muslimer, og der er masser af kritik at komme med fra borgerlig side.

Men der er også en hel del af den danske islamkritik som, når man kradser i overfladen, udspringer af almindelig fremmedangst og til tider decideret racisme. Det kan man muligvis godt forstå grundet den tåbelige integrationspolitik, der er blevet ført i Danmark i mange år, som har medført så enorme problemer med dele af Danmarks muslimske mindretal. Islam og den nordiske velfærdsmodel har vist sig at være et rigtigt dårligt mix (selvom integrationen altså sagtens kan lade sig gøre andre steder). Det har skabt en modreaktion, der på mange måder er urimelig og helt ude i hampen, hvor en muslim per definition er et problem og en skabsfundamentalist – eller i hvert fald en idiot, der burde skrubbe tilbage til den anatolske højslette. Det er ikke rimeligt overfor de flertal af danske muslimer, som bare passer sig selv og deres arbejde og dermed bidrager positivt til det danske samfund.

Set fra et borgerligt synspunkt er det altså helt ok at være muslim. Man kan sagtens være muslim privat og alligevel gå ind for de borgerlige frihedsrettigheder. Borgerligheden inkluderer også friheden til at dyrke sin gud, som man ønsker, om det så er med tørklæde eller burka. Personligt er det ikke noget for mig, men jeg skal ikke dømme om, hvad der er et godt liv for andre. Og de har naturligvis heller ikke ret til at dømme mig. Det er såmænd bare god borgerlig fornuft.

Villy taler ud

Der bliver talt meget ud for tiden, men det er også interessante tider, vi lever i.

Her er kloge ord fra Villy Søvndal, der i højere og højere grad gør op med venstrefløjens blødsødenhed overfor islamisk fundamentalisme:

Det siges undertiden at medlemmerne af Hizb-ut-Tahrir er dem blandt indvandrerne, der klarer sig bedst når det gælder uddannelse og job. Jeg ved det ikke – jeg er ikke sociolog. Men jeg kan konstatere, at de er rigtig dårligt kørende på alle andre områder. Og det er vel tragedien i det hele: At mennesker der er vokset op i frihed og har fået muligheder, som deres forældres hjemlande aldrig ville have kunnet give dem, alligevel ender som religiøse fantaster med et had, til det samfund de bor i.   

Sandt nok. Men hvor er det dog interessant, hvor meget et udsagn afhænger af, hvem der siger det. Hvad nu, hvis en politiker fra Dansk Folkeparti havde sagt følgende:

Hvis de er så fladpandede at de virkelig ønsker Kalifatet og Sharia indført, så er de simpelthen kommet til det forkerte land.   

“Skrub hjem hvor I kommer fra”. Er det ikke stort set det, Villy Søvndal siger? Bare med andre ord? Og et andet – mere venligt og socialt – ansigt end Pia-Musen?

Og Villy slipper ikke bare afsted med det. Folk elsker ham for det og de rosende kommentarer vælter ind. Venstrefløjen har ventet længe på, at en politiker rent faktisk sagde det, de fleste mennesker i grunden tænker og føler. Er venstrefløjens egen indre svinehund – som de ville kalde det – på vej ud for at glamme? Og tør de virkelig stå ved den?

Anonym københavner taler ud

Hvis det ikke var for de ofte meget hadefulde tåbeligheder i kommentarfeltet, ville Uriasposten i dag være Danmarks bedste blog. Kim Møllers arbejde med indsamling af presseklip fra nær og fjern kan ikke overvurderes – men de sidste dages virkelige scoop har været den “anonyme københavners” hudfletning af Københavns Kommunes (manglende) indsats overfor de mange skræmmende optøjer og afbrændinger i den sidste uge.

Tjeck fx den anonymes gennemgang af Ritt Bjerregaards nye storslåede “task force”, der skal gøre op med den manglende integration af hærværksfolkene. Det er vrængende satire på et højt plan.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg er enig i konklusionen (at det er en kulturkamp vi står overfor), men det er til gengæld helt rigtigt at udstille Københavns Kommunes komplette mangel på resultater på dette område. Og det er ikke fordi, de mangler midler. 70 millioner kroner var øremærket til integration i København i 2007. Beløbet er 90 millioner i år. Og det er i øvrigt langt fra alle indvandrere i København, som har brug for “hjælp” til integrationen – de fleste af dem er sådan set i arbejde eller i skole og har et helt almindeligt liv. Men der er en gruppe, der bare glider længere og længere væk, og de utallige integrationsprojekter har intet hjulpet. Københavns Kommune aner simpelthen bare ikke, hvad de skal stille op, og deres socialarbejder-modeller har spillet fallit. Det ville være sjovt, hvis det ikke var så trist.