Hvem kommer til at sætte dagsordenen i Obamas regeringstid? En interessant liste fra Forbes. Bloggere, klummeskribenter, redaktører – pundits med et godt engelsk ord. Og en enkelt komiker.
Noter:
Amerikansk politik er forvirrende for europæere. Der findes ingen vigtige venstreorienterede partier eller kandidater i europæisk forstand, det vil sige politikere, der driver politik på et socialistisk grundlag, hvor lighed og statsstyring er i hovedsædet. Selv kandidater, der regnes som ret “venstreorienterede” i amerikansk optik – som den nuværende præsident Barack Obama – ville nok befinde sig et sted omkring partiet Venstre i dansk sammenhæng (altså det gamle Venstre, ikke det nye socialdemokratiske parti under formand Fogh).
De mest venstreorienterede kandidater i amerikansk politik findes i yderfløjene af det Demokratiske parti, hvor de står for en slags socialdemokratisk protektionisme/korporativisme/populisme i amerikansk tilsnit. Den mest venstreorienterede kandidat til det nylige præsidentvalg var demokraten Dennis Kucinich, der imidlertid blandt andet har som mærkesag at få mere konkurrence på medicinmarkedet (en udmærket sag, i øvrigt). Tiltroen til markedet og den private ejendomsret er stadig stærk i USA, og udgangspunktet for stort set alle politikere er stadig arven fra The Founding Fathers – dog set gennem egen subjektive fortolkning naturligvis. Mistroen til markedet er nok blevet større, men mistroen til staten lever stadig. Egentligt socialistiske stemmer findes i medierne og især blandt undervisningspersonalet på de store universiteter, men har ingen betydning politisk.
For at gøre det endnu mere forvirrende kaldes de i amerikansk forstand venstreorienterede for “liberals”, det vil sige liberale, fordi de har som projekt at frigøre indvidet fra kollektivets snærende bånd (fx ved at lade homoseksuelle gifte sig, kvinder få abort og sorte få stemmeret). Altså et klassisk socialliberalt projekt, som vi i Danmark kender fra partiet De Radikale. Imidlertid har de “liberale” også sat sig som opgave at frigøre individet fra markedets snævre bånd, og altså så at sige give det nyligt-frigjorte-individ tilbage til kollektivet igen. Instrumentet til begge modsatrettede ideer er statens regulering, men sjældent statens overtagelse af ydelser og opgaver, selvom det er muligt at finanskrisen kommer til at give mere statsstyring. Dynamikken går helt klart i den retning.
Amerikanske venstreorienterede “liberals” kan derfor karakteriseres ved følgende mix iflg. Forbes:
Broadly, a “liberal’ subscribes to some or all of the following: progressive income taxation; universal health care of some kind; opposition to the war in Iraq, and a certain queasiness about the war on terror; an instinctive preference for international diplomacy; the right to gay marriage; a woman’s right to an abortion; environmentalism in some Kyoto Protocol-friendly form; and a rejection of the McCain-Palin ticket.
Det er en bred gruppe, og derfor er folk som Andrew Sullivan og Christopher Hitchens også med på listen, selvom de lige så godt kunne være endt i den “konservative” lejr.