Terrorsagen set med amerikanske øjne

Terrorsagen, hvor to mænd fra Chicago er anholdt for at planlægge terroranslag i Danmark, har ryddet forsiderne på de danske aviser. Det er imidlertid småt med opmærksomhed i USA, hvor andre terror-relaterede emner presser sig på: først og fremmest krigen i Afghanistan og dens udløber i Pakistan.

Der er dog blevet plads til noget omtale af “Mickey Mouse”-projektet (måske fordi der er tale om tegninger, der skal hævnes for?). Her er en fyldig oversigtsartikel fra New York Times, og her er omtale af plottet mod Kurt Westergaard i Chicago Sun-Times – i øvrigt med et fint billede af tegneren (fra Ekstra Bladet), der fremviser “Bomben i Turbanen”-tegningen. Det troede jeg slet ikke, at de turde i amerikanske medier?

Mediernes 25 vigtigste venstreorienterede

Hvem kommer til at sætte dagsordenen i Obamas regeringstid? En interessant liste fra Forbes. Bloggere, klummeskribenter, redaktører – pundits med et godt engelsk ord. Og en enkelt komiker.

Noter:

Amerikansk politik er forvirrende for europæere. Der findes ingen vigtige venstreorienterede partier eller kandidater i europæisk forstand, det vil sige politikere, der driver politik på et socialistisk grundlag, hvor lighed og statsstyring er i hovedsædet. Selv kandidater, der regnes som ret “venstreorienterede” i amerikansk optik – som den nuværende præsident Barack Obama – ville nok befinde sig et sted omkring partiet Venstre i dansk sammenhæng (altså det gamle Venstre, ikke det nye socialdemokratiske parti under formand Fogh).

De mest venstreorienterede kandidater i amerikansk politik findes i yderfløjene af det Demokratiske parti, hvor de står for en slags socialdemokratisk protektionisme/korporativisme/populisme i amerikansk tilsnit. Den mest venstreorienterede kandidat til det nylige præsidentvalg var demokraten Dennis Kucinich, der imidlertid blandt andet har som mærkesag at få mere konkurrence på medicinmarkedet (en udmærket sag, i øvrigt). Tiltroen til markedet og den private ejendomsret er stadig stærk i USA, og udgangspunktet for stort set alle politikere er stadig arven fra The Founding Fathers – dog set gennem egen subjektive fortolkning naturligvis. Mistroen til markedet er nok blevet større, men mistroen til staten lever stadig. Egentligt socialistiske stemmer findes i medierne og især blandt undervisningspersonalet på de store universiteter, men har ingen betydning politisk.

For at gøre det endnu mere forvirrende kaldes de i amerikansk forstand venstreorienterede for “liberals”, det vil sige liberale, fordi de har som projekt at frigøre indvidet fra kollektivets snærende bånd (fx ved at lade homoseksuelle gifte sig, kvinder få abort og sorte få stemmeret). Altså et klassisk socialliberalt projekt, som vi i Danmark kender fra partiet De Radikale. Imidlertid har de “liberale” også sat sig som opgave at frigøre individet fra markedets snævre bånd, og altså så at sige give det nyligt-frigjorte-individ tilbage til kollektivet igen. Instrumentet til begge modsatrettede ideer er statens regulering, men sjældent statens overtagelse af ydelser og opgaver, selvom det er muligt at finanskrisen kommer til at give mere statsstyring. Dynamikken går helt klart i den retning.

Amerikanske venstreorienterede “liberals” kan derfor karakteriseres ved følgende mix iflg. Forbes:

Broadly, a “liberal’ subscribes to some or all of the following: progressive income taxation; universal health care of some kind; opposition to the war in Iraq, and a certain queasiness about the war on terror; an instinctive preference for international diplomacy; the right to gay marriage; a woman’s right to an abortion; environmentalism in some Kyoto Protocol-friendly form; and a rejection of the McCain-Palin ticket.

Det er en bred gruppe, og derfor er folk som Andrew Sullivan og Christopher Hitchens også med på listen, selvom de lige så godt kunne være endt i den “konservative” lejr.

Hvorfor smager ost dårligt på kinesisk mad?

Det fænomenale comedy program The Daily Show med Jon Stewart (der i Danmark sendes med 1 dags forsinkelse på DR2) har haft otte år i solen på George W. Bush’s vagt – hans kontroversielle politik og jævnlige talebøffer (og ikke mindst Dick Cheneys ondeste sider) har været fast inventar i programmet, til stor glæde og moro for seerne. Det er faktisk ikke forkert at sige, at Bush-æraen har været afgørende for Stewarts rejse mod stjernerne blandt amerikansk comedy.

Nu er der en ny mand på posten, og hvad skal man så gøre? Programmet den 20. januar (“Changefest 09: Rebirth of a Nation”) var naturligvis dedikeret til Obamas indsættelse, som der blev gjort tykt grin med – Aretha Franklin havde en åndssvag sløjfe i håret, talerne var for lange og for kedelige osv. Det var lidt sværere at gøre grin med Barack Obama selv, hvis kernevælgere sandsynligvis ret fint svarer til The Daily Shows kernepublikum, men til gengæld ramte satiren mange folks ukritiske forhold til Obama: Han er bare cool, og det er grund nok i sig selv til at elske ham.

Bedst var en lille passage, hvor Obamas tiltrædelsestale blev klippet sammen med forskellige Bush-taler om USAs fremtid og krigen mod terror. Sammenklippet viste hurtigt, at Obama bruger stort set de samme klicheer om håb, fornyelse og fællesskab, som Bush har gjort – og at han også bruger den samme retorik overfor USAs fjender, “We will not excuse for our way of life … and we will defeat you!”

Men hvorfor elsker vælgerne de ord, når de kommer fra Obama, og hader dem, når kommer fra Bush? Som en af programmets “udsendte medarbejdere” sagde: “Hvorfor smager ost lækkert på italiensk mad, og dårligt på kinesisk mad?”

Og han afsluttede med: “Forskellen er, at når Obama taler sådan – så håber jeg, at han ikke rigtig mener det.”

Amerikanske medier

En ongoing liste med amerikanske medier, nyheder og kommentarer. Tilføjelser modtages gerne!

Aviser:

New York Times. Kongen over dem alle, men også en avis i krise. Traditionelt centrum-venstre med gode kommentatorer. Den amerikanske “liberale” højborg.

Wall Street Journal. Journalistik af høj kvalitet og solide, konservative holdninger. Med den glimrende opinionsside Opinionjournal.

Washington Post. Avisen bag de legendariske Watergate-afsløringer, men samtidig også den mest venstreorienterede af de store, amerikanske dagblade.

Los Angeles Times. Vestkystens bud på de amerikanske tilstande.

USA Today. USAs største avis. Har specialiseret sig i korte nyheder og dermed revolutioneret avismarkedet, på godt og ondt.

Chicago Tribune. På vej til at gå bankerot, men stadig en vigtig avis.

Chicago Sun-Times. Med den indflydelsesrige filmkritiker Roger Ebert, der altid – altid – er værd at læse.

Læs mere Amerikanske medier

Offline is the new black

Træt af Facebook? Led ved MySpace? Jeg har hørt flere og flere, der ikke gider deres online netværk og den tid det tager at vedligeholde dem. Man taster og taster, og hvad er takken? Flere og flere ninja-inviationer.

Det nye smarte er at være offline. Sluk for nettet, kys din kæreste, spil et brætspil. Fænomenet kaldes social networking fatigue. Kommer snart til en pauseskærm nær dig…

Anonym københavner taler ud

Hvis det ikke var for de ofte meget hadefulde tåbeligheder i kommentarfeltet, ville Uriasposten i dag være Danmarks bedste blog. Kim Møllers arbejde med indsamling af presseklip fra nær og fjern kan ikke overvurderes – men de sidste dages virkelige scoop har været den “anonyme københavners” hudfletning af Københavns Kommunes (manglende) indsats overfor de mange skræmmende optøjer og afbrændinger i den sidste uge.

Tjeck fx den anonymes gennemgang af Ritt Bjerregaards nye storslåede “task force”, der skal gøre op med den manglende integration af hærværksfolkene. Det er vrængende satire på et højt plan.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg er enig i konklusionen (at det er en kulturkamp vi står overfor), men det er til gengæld helt rigtigt at udstille Københavns Kommunes komplette mangel på resultater på dette område. Og det er ikke fordi, de mangler midler. 70 millioner kroner var øremærket til integration i København i 2007. Beløbet er 90 millioner i år. Og det er i øvrigt langt fra alle indvandrere i København, som har brug for “hjælp” til integrationen – de fleste af dem er sådan set i arbejde eller i skole og har et helt almindeligt liv. Men der er en gruppe, der bare glider længere og længere væk, og de utallige integrationsprojekter har intet hjulpet. Københavns Kommune aner simpelthen bare ikke, hvad de skal stille op, og deres socialarbejder-modeller har spillet fallit. Det ville være sjovt, hvis det ikke var så trist.

Marketing in a Networked Culture

Interessant indslag fra New Media Days 07: Shawn Gold fra Myspace fortæller om Marketing in a Networked Culture. Hvordan markedsfører man til en generation, der har adgang til alt for meget indhold og egentlig kun er interesserede i sig selv? Kodeordene er identifikation og individualitet.

Den morsomme US Navy undersøgelse, Gold henviser til – der omtaler nutidens unge som “narcissistic praise-junkies” og meget andet ondskabsfuldt – fik bl.a. omtale i Wired her. Hele rapporten kan læses fra dette pdf-link. Bemærk, at der kan være problemer med filen i starte, og at præsentationen i øvrigt ikke er så dum og ‘square’, som den er blevet gjort til i den lidt hånlige omtale, fx i Wired.