All Music Guide ændrer sig

Mit favorit-musik site igennem fem år, www.allmusic.com, har netop ændret design, så man nu skal være medlem for at få det fulde udbytte. Det koster ikke noget, og det er vel ok. Hvad værre er: Sitet virker nu kun fuldt ud i Internet Explorer, hvilket bl.a. vil sige, at de links jeg har her på sitet til allmusic ikke virker, hvis du bruger Firefox eller lignende (som jeg selv gør). Temmelig besværligt. Der gør også rygter om at sitets indhold skulle være blevet dårligere, men det har jeg ikke set noget til endnu. Flere nyheder følger…

[update, 15. juli: allmusic skulle nu virke med Mozilla]

[update, 19. juli: Lortet virker ikke]

[udpate, 20. juli: For at omgå den ikke-fungerende søgefunktion kan man bruge Google, skriv “allmusic + bandnavn”, og det skulle kunne lade sig gøre med nogle navne.]

[update, 24. juli: Adrian Holovaty har lavet et plug-in til Firefox, som skulle løse nogle af problemerne. Jeg har dog stadig problemer med søgefunktionerne. På waxy.org svarer en ansat på allmusic igen på kritikken.

Tak til Classy’s Kitchen.

Gode nyheder fra Irak

Bare lige en hurtig reklame: webloggeren Arthur Chrenkoff har nu sin 5. omgang af ‘gode nyheder fra Irak’. Og jo, det er skam gode nyheder, der er ikke nogen ironi her. Så stil fluks din browser herhen og læs om alle de nyheder som ikke finder vej til danske medier, givetvis fordi de ikke er så gode til at fortælle den populære historie om, at amerikanerne er nogle idioter, der ikke kan sætte en pind i en lort uden at ødelægge begge dele, og at araberne på grund af deres kultur ikke kan finde ud af demokrati – altså ikke før store dejlige, menneskelige EU med alle de fantastiske eurpæiske værdier og med FN i nakken sponsorerer dem og leder dem vejen til den nordiske model, naturligvis. Men irakerne kan godt selv, og det er jo det som det handler om. Nej, de kommer ikke til at udvikle et socialdemokratisk milimeterdemokrati – og godt for det – men de får et styre som er betydeligt bedre end det forrige og med tiden velstand og fremgang. Men det er først og fremmest op til dem selv, ikke os. Våbnene har banet vejen, nu må de selv tage fat i resten.

Læs også det altid interessante Institute for War and Peace Reporting, der bringer reportager fra verdens brændpunkter, skrevet af – gys – lokale folk, og ikke midaldrende skæggede mænd, der bruger den meste tid foran tv-kameraer i nabolandes beskyttede hovedstæder og får deres nyheder fra andre tv-kanaler. Ok, fair skal være fair, Ole Sippel har omtider taget sig sammen til at rykke teltpælene fra Amman til Bagdad. Gad vide om han også snart tager sig sammen til at komme ud af sit hotelværelse?

Ytringsfrihed 2

I Iran har der i længere tid været et mylder af bloggere og webloggere og webhoveder, som desperat har forsøgt frit at sprede information, selvom de er blevet modarbejdet af landets regering. Efter befrielsen af nabolandet Irak er det irakiske weblog-udbud nærmest eksploderet, og det kan kun sætte endnu mere gang i frihedstendenserne i det iranske samfund. Selvfølgelig skal ethvert menneske have ret til at have sin egen weblog og skrive lige præcist hvad det har lyst til, fra indsigtsfulde sociale kommentarer til det mest formørkede sludder. Det er der ikke nogen regering som skal bestemme over, slet ikke det iranske præstestyre.

Støt iranske bloggere imod regeringens censur ved at underskrive denne støtteerklæring. Mere info her.

Danger Mouse

Så er det i dag – og KUN i dag – at du kan downloade DJ DangerMouse’s plade “The Grey Album” fra internettet. Jo, det er i princippet ulovligt, men der er muligvis i en god sags tjeneste.

DJ DangerMouse’s “The Grey Album” er en remix-plade i den forstand, at det er Jay-Z’s raps fra “The Black Album” mixet sammen med brokker og beats fra Beatles’ “The Beatles” album (også kendt som “The White Album”, deraf den grå titel). Jeg har allerede hørt et par numre (jo, jeg downloader også), og det virker utroligt sejt. Problemet er bare, at DangerMouse’s projekt har fået pladeselskabet EMI, der styrer Beatles’ copyright, op af stolene med trusler om sagsanlæg (Jay-Z har derimod selv udgivet en akapella-version af “The Black Album”, specifikt med henblik på remix’es, helt i hip-hop kulturens ånd).

Formelt set er DangerMouse’s brug af Beatles vel også copyright-krænkende, men spørgsmålet er hvor stærkt copyrightloven bør være. Bør en så konsekvent kunstnerisk brug af musik-samplinger, som DangerMouse’s projekt er udtryk for, ikke være tilladt? Jeg er selv usikker på spørgsmålet, men jeg mener, at man godt kan stille spørgsmålstegn ved størrelsen af forskellige selskabers ret til at eje og forvalte kunstnerisk materiale, i øvrigt uafhængigt af kunstnernes ønsker. Der jo ikke tale om et plagiat, “The Grey Album” er tydeligvis et kunstnerisk værk i egen ret.

I protest mod pladeselskabernes forsøg på at monopolisere retten til lyd, har mange forskellige ildsjæle sat båndvidde til rådighed til at downloade “The Grey Album”, men altså kun i dag, på den Grå Tirsdag. Lyt og læs på www.greytuesday.org og http://www.downhillbattle.org/

Bjørn Stærk

Vi fortsætter snart med de irakiske blogs. Der er brug for vidnesbyrd fra 1. parket.

Men lad mig lige gøre reklame for en weblog der i de sidste dage har slået mig med forbavselse og beundring: The People’s Blog. Den er alt hvad Tællepråsen kunne og burde være blevet til, hvis jeg eller havde kunnet nosse mig sammen. Bjørn Stærk, jeg bøjer mig i støvet.

Irakiske blogs

Hvad sker der i Irak? Er der nogen som ved det? Når vi sidder heroppe i lille Danmark og varmer os i stuen med varm kakao, så kan det hele jo se forfærdeligt ud. Hvad er det med de der bomber? Og hvorfor kan amerikanerne ikke bare pisse af og lade irakerne i fred? En masse hvide mænd med mikrofoner forsøger at fortælle os hvad der foregår – mens de selv står i Amman, Jordan, og klemmer et telefoninterview ind imellem frokosten og eftermiddagskaffen på Hilton. Men hvad med irakerne selv, hvad mener de? For er det ikke dem, som det handler om? I hvert fald for dem af os (som undertegnede), der stillede spørgsmålet: “Er du for eller imod det irakiske folk?” (og tilmed råbte det kl. 4 om morgenen på Märkbar. Jeg ville oprindeligt have råbt det til Torben Steno, som jeg forestillede mig var imod krigen, uden dog at vide det, men han var der ikke og så blev det bare sådan i al almindelighed og ud i luften).

For det var jo det, som det burde have handlet om: “Er du for eller imod det irakiske folk?” (min ven JE ville endda have det skrevet på en t-shirt, som han ville spankulere rundt med, men han var bange for at få bank af en fredstilhænger).

Men der er ingen som spørger irakerne. Det nærmeste vi kommer et egentligt forsøg på at komme i dialog med det folk, som alle tager til indtægt for deres holdninger (jeg går ind for krigen for folkets skyld, www.antiimperialista.com går ind for modstanden for folkets skyld), er Claus Beck-Nielsens fremragende artikler i Weekend-Avisen. Det var et modigt forsøg på at få demokratiet til Irak, men i sidste ende handlede det mest om ham selv. Som alt jo gør, når man skriver.

Derfor er det på tide at gå til hesten for at høre svarene fra dens mund. Heldigvis er det sådan – endnu et mirakel fra internettets tidsalder – at mange irakere faktisk skriver weblogs. Dem vil jeg begynde at reklamere for her. Den første jeg vil lave reklame for – og som jeg har læst mange fine ting på – er skrevet af Zeyad, som er tandlæge i Bagdad. Den hedder Healing Iraq. God fornøjelse.

P.S. – Hvad laver Saddam i sin celle? Se svaret her.

Debat på nettet [opdateret]

En del af min tid går med at besøge forskellige debatforummer på nettet, og jeg må sige at det på rekordtid har ændret min holdning til de såkaldte højre- og venstrefløje (en inddeling som jeg jo mener er meningsløs, men bruger i mangel af bedre).

De to sites jeg for tiden bruger mest tid på er Liberator og Modkraft. Liberator er et libertariansk site, det vil i realiteten sige anarkisme (ingen stat) kombineret med kapitalisme (frit marked). Hvis du tror at det er noget med Anders Fogh, så tro om igen: det er meget længere ude på ‘fløjen’. Modkraft er centrum for den såkaldte yderste venstrefløj, dvs. kommunister, socialistiske anarkister, autonome m.fl. – Det var en artikel på Modkraft som startede hele misæren, der førte til Tove Fergo’s spindoktor Henrik Gade Jenens afgang. Du kan stadig finde artiklen på sitet og følge hele debatten i forummet. Brug søgefunktionen.

Begge sites har ofte opdaterede artikler om politiske forhold, heriblandt kommentarer til verserende nyhedshistorier, hvor man på begge sites sætter en ære i at være i modstrid til de gældende mainstream-holdninger. Modkraft er i tilgift site for forskellige organisationers pressemeddelelser, alt fra Enhedslisten til Iranske kvinders rettigheder, hvilket faktisk kan være spændende læsning.

Begge sites virkelige scoop er dog debatforummerne. På Liberator er der kun ét forum, hvor der i sagens natur er fuldstændig fri adgang (ingen censur, man kan dog havne i fraklipsrummet hvis man fremturer med spam). Niveauet her er usædvanligt højt. Folk er velargumenterede og lydhøre – men har sandelig også deres meningers mod, og bølgerne kan gå højt. Det er meget forfriskende. Modkrafts forskellige fora (opdelt efter emner, de fleste modererede, angiveligt for at undgå nynazistiske kommentarer) må jeg desværre sige er en skuffelse. Folk er generelt ikke indstillede på at diskutere, hvis man ikke allerede er enig med dem, og siger man dem imod bliver man ofte bedt om at skride ad helvede til over på Dansk Folkepartis debatforum. Ikke just charmerende. Tjeck dog alligevel forummet, for der kører mange interessante interne debatter, bl.a. om de nylige ‘kollektiv-trafik’-aktioner (dvs. Gratisternes hærværk overfor S-togs-stationers billetautomater). Begge sites er værd at bruge et par timer på – hvem ved, måske støder du på et indlæg fra undertegnede?

[update, 24. juli 2004: Modkrafts åbne debatforum er nu lukket. Så vidt vides var det hårdt plaget af såkaldte ‘nazier’ der forplumrede debatten. Det mener jeg er meget ærgerligt, for er der nogen som har brug for ideologisk modspil, og debat af deres grundsyn, så må det være gutterne på Modkraft. Liberator lever stadig i bedste velgående, selvom der også her er mange useriøse ‘trolls’.]

Liberator.dk - Frihedskampen begynder her!