Kategori: Web 2.0

Debat blandt irakiske bloggere

For nylig har der været stor debat i den irakiske blogosfære om en af de meste kendte irakiske blogs, Iraq The Model, der samtidig er en af de mest pro-amerikanske. Bloggen, der drives af brødrene Mohammed og Omar, har været en inspirationskilde for mange og har været en af de mest konsistente irakiske blogs med næsten daglige opdateringer gennem de sidste tre år. Samtidig er bloggen blevet mødt med meget kritik for deres meget USA-venlige holdning, og nu er debatten igen flammet op blandt irakiske bloggere. For nylig publicerede Iraq The Model nemlig et slags svar til den store Lancet-undersøgelse (som jeg har omtalt her), og det har fået mange til at koge over. Svaret, som Omar har skrevet, er sandt for dyden heller ikke det bedste fra brødrenes hånd, men mest en række ad hominem argumenter, der næppe vil holde i retten, eller overbevise nogen, der ikke allerede er overbevist.

Det har fået Iraqi Konfused Kid til at samle op på debatten og de mange holdninger blandt irakiske bloggere til Lancet-rapporten, de fleste af dem kritiske overfor Iraq The Models linje, men måske også lige lovligt autoritetstro overfor ‘matematikken’ bag Lancet-undersøgelsen (som Omar dog heller ikke gav noget gensvar på). Diskussionen er et tegn på en øget selvbevidsthed blandt irakiske bloggere, men desværre også et billede på den desperate situation, mange irakere føler at de står i lige nu. Mest interessant er måske i den forbindelse, at bloggeren Treasure of Baghdad har lavet en opsummering, hvor han spørger en række irakiske bloggere om deres holdning til invasionen og tiden før og nu. Meget interessant læsning med mange fornuftige overvejelser.

Så går det stærkt!

For to timer og fyrre minutter siden lancerede vi interviewet med Johan Norberg på Djævelens Advokat. Samtidig udsendte vi en pressemeddelelse og sendte samtidig emails til en række store internationale blogs og websites, som vi regnede med, kunne være interesserede. Klokken præcis 21.50 dansk tid kom vi på Instapundit.com:

Djævelen pa? Instapundit

For dem der ikke kender iInstapundit er der kort at sige, at bloggen drives af juristen Glenn Reynolds og er en af de mest populære blogs i USA med langt over 100.000 læsere dagligt. Mere infor her. Instapundit kan være lidt af en kingmaker i bloggerkredse, så det var lige præcis den opmærksomhed, vi havde håbet på.

Kort efter var vi også på Johan Norbergs egen side med denne fine tekst:

Djævelen hos Norberg

Og så gik det ellers stærkt! Efter 35 minutter på instapundit og 20 minutter hos Norberg så vores besøgskort sådan her ud:

World map efter 35 minutter pa? instapundit

Sådan!

Mandagsbloggen

For nylig har jeg startet en blog med lidt af hvert sammen med nogle gode venner. Den hedder Mandagsbloggen, fordi vi altid mødes om mandagen og hænger ud til forskellige mere eller mindre nørdede ting. Vores interesser vil afspejle sig i bloggen, og tilgengæld vil jeg så bruge denne her blog lidt mindre, men måske med nogle lidt længere og mere personlige ting.

Jeg har store forventninger til den nye blog – på et meget uforpligtende niveau, hvilket netop gør det rigtig sjovt! Du er velkommen til at læse med…

Den Digitale Hukommelse i Berlingske

Så er turen kommet til Lars Hvidbergs digitale hukommelse – altså den blog du læser nu – i Berlingske Tidendes serie om borgerligt-liberale webloggere. Artiklen kan læses her. Jeg er selv lige kommet hjem fra en længere rejse, og har ikke haft tid til at læse de andre artikler i serien, men jeg skriver nok en kommentar op af dagen. Interviewet blev lavet per skype-telefoni (leve web 2.0!) og per mail med Bent Blüdnikow, mens jeg var i Boston, men jeg synes da egentlig, at det er blevet meget godt. Under alle omstændigheder er det morsomt at se sig selv i avisen (med billede!) og også ganske rart at få noget anerkendelse for det betydelige arbejde jeg trods alt har lagt i bloggen i de sidste par år. Det pirrer naturligvis hovedsageligt forfængeligheden, men giver også lyst til at skrive mere. Det kan være jo også være, at et par nye læsere kigger forbi.

Update:
Her er de to første, indledende artikeler i serien Borgerlige Bloggere: Det er borgerligt at blogge og Ej blot til lyst. Det er jo glimrende, at vi bloggere får så meget opmærksomhed, men jeg tror også, at vi på et tidspunkt skal til at nuancere, hvad det vil sige at være borgerlig. Jeg tror faktisk, at sammenkoblingen mellem primært islamkritiske blogs som Little Green Footballs eller den hjemlige Uriasposten og blogs som min egen nok ikke er helt holdbar, selvom jeg i øvrigt læser de to flittigt. Man er ikke nødvendigvis borgerlig, fordi man er kritisk overfor politisk islam og pro-israelsk, hvilket fx bloggen Harry’s Place beviser ved at følge en George Orwellsk/Christopher Hitchensk tradition, hvor man ganske vist vender sig imod venstrefløjen som den er i dag, men ikke er blevet pro-kapitalister af den grund. Ikke at hverken LGF’s Charles Johnson eller Uriaspostens Kim Møller er socialister eller det der ligner – især Uriasposten har ofte glimrende irettesættelser af DR’s anti-kapitalistiske dagsorden – men deres blogs handler nu en gang mest om islam, som hverken borgerlige, socialister eller dem midt imellem har en entydig holdning til. Det er en større diskussion, og jeg tror den fortjener en fyldigere postering på et andet tidspunkt.

Uriasposten har – som sædvanlig – en fyldig gennemgang med flere links. Der var også tidligere på Uriasposten en lille diskussion om udvalget af blogs til artikelserien.

Borgernes journalistik

Tag'n'coffee (c) Lars Hvidberg, 2006
Mandag i denne uge var jeg til en meget spændende konference på The Berkman Center for Internet and Society, der lige nu laver den absolut mest cutting edge forskning i internettet og dets relation til samfund, lovgiving, politik og meget andet. Konferencen havde titlen Citizen’s Journalism (se detaljeret program på link), og var en underafdeling af den store Wikimania konference, der kørte hele weekenden.

Ordstyrer var den navnkundige Dan Gillmor, hvis bog We The Media fra 2004 forsøgte at beskrive IT-teknologiens betydning for nyhedsjournalistik i fremtiden, hvor brugerskabt indhold og amatørjournalistik sandsynligvis kommer til at få en endnu større betydning (se fx min forrige post om hvordan ihærdige bloggere har afsløret svindel med krigsbilleder). Konferencen var et af de første arrangementer for det nystartede Center for Citizen’s Media, der er affilieret med Berkman, og ligeledes hører under Harvard Law School.

Konferencen var en stor succes med omkring 100 deltagere (mit bud), hvoraf de fleste var eksperter indenfor feltet, forskere, journalister, bloggere (jeg tror at næsten alle til stede havde deres egen blog). Folk var virkelig ihærdige og villige til at diskutere og komme med indskud, men alt foregik i en meget konstruktiv, positiv og optimistisk atmosfære, hvilket er noget jeg sjældent har oplevet på danske universiteter. Der var måske en tendens til, at lidt for mange af deltagerne ikke helt kunne få styr på, om de var akademikere eller demokratiaktivister (et genkommende problem i den amerikanske universitetsverden), og der var måske også lidt for mange ældre typer, af den slags som havde store forhåbninger til public access lokal-tv, som aldrig rigtig blev indfriet, og som nu havde kastet deres kærlighed på internettet som det store nye medium for den demokratiske konsensus-samtale. Om de har ret, vil tiden vise. Under alle omstændigheder er der enorme nye muligheder i IT-teknologien, og jeg tror at folk har ret, når de siger, at vi i disse år oplever en medierevolution, der kun kan sammenlignes med Gutenbergs opfindelse af trykpressen.

Mine billeder fra arrangementet på flickr. Flere her.
Detaljerede noter fra konferencen her.

P.S. På billedet kan du forøvrigt se min nye, utroligt garvede Moleskine-notesbog, der endelig, omsider, efter ti år har løst mit notesbogsproblem. Jeg tør nu sige, at jeg har fundet den perfekte notesbog i Moleskines linjerede 9×14 cm Note Book. Den ligger perfekt i hånden, kan uden problemer ligge slået ud helt plant, uden at folde til den ene eller den anden side; har tynde, men alligevel holdbare sider, en stofsnor til bogmærke og en elastikrem til at holde bogen sammen. Jeg har virkelig dyrket optur over det her, og skrevet som en gal, gal vædder!

Fotosvindel

Der har været meget tale i blogosfæren i den sidste uges tid, om den tilsyneladende omfattende svindel med fotografier fra Libanon, der konsekvent får Israels angreb til at se værre ud end de egentlig er (og de er vel egentlig slemme nok i forvejen). Ansvaret må placeres både på de enkelte fotografer, sådan som Adnan Hajj, men sandelig også på billedredaktørerne i bureauerne og på aviserne, der meget villigt spiller med på Hizbollahs spil. Her er en god gennemgang af de mest grelle sager. Check i særdeleshed de sørgelige gennemgange på EUreferendum af Manden med den grønne hjelm (Green Helmet), der stolt fremviser de samme børnelig igen og igen, både i dag og for ti år siden. Og nu vi er ved det, tjeck også filmen Pallywood fra nyhedsprogrammet 60minutes, der gennemgår hvorledes nyhederne vi ser på tv-skærmen bliver produceret.

Der er desværre mange andre eksempler på forsøg på at styre den offentlige mening gennem opblæsning af massakrer. Det værste eksempel i nyere tid er så vidt jeg ved Jenin-‘massakren’, som alt for mange fuldstændigt ukritisk hoppede på (og som arabiske bloggere stadig bliver ved med at gentage). Jeg boede i Spanien på det tidspunkt, og jeg husker stadig hvordan min sambo sad gråkvalt og så på nyhederne fra Jenin og sagde “there’s been massacres…”. Jeg tænkte “Ja, ja, spis nu lige brød til…” og det var der god grund til. Det er der desværre også denne gang, når Hizbollywood kører showet. Hvor mange af de dræbte er egentligt civile, og hvor mange er Hizbollahfolk? Er det en sagesløs bager, der rammes af en israelsk raket, eller kører han faktisk med våben for Hizbollah? Det er sådan noget, journalisterne burde kunne fortælle os. Men vi kan desværre ikke længere regne med, at de fortæller os sandheden.

Og bare lige for at komme de sædvanlige indvendinger i møde: Nej, jeg tror ikke, at Hizbollah selv iscenesatte angrebet i Qana (selvom tabstallet pludselig gik ned fra 56 til 28), Ja, jeg ved godt at Israel har slået hundredevis af uskyldige ihjel i Libanon, og også gør det i Gaza og på Vestbreden, og jeg ved udmærket godt, at alle gerne vil vinkle nyhederne til deres egen fordel (hvem husker ikke det store kuwaitiske svindelnummer op til den første golfkrig), MEN det er afgørende at vi ikke lader os forføre af suggestive billeder og manipulation, slet ikke i en så vigtig konflikt som kampen mellem Israel og Hizbollah. Der er helt tydeligvis blevet manipuleret groft med mange af de ovenstående billeder, og der ser ud til at eksistere en mere eller mindre fast agenda, hvor forskellige fotografer og redaktører gør deres yderste for at få de israelske angreb til at se så voldsomme ud som muligt (der kan desværre gives mange, mange andre eksempler, hvor fx billedtekster ukritisk gengiver lokale Hizbollah-folks version af begivenhederne, eller endda pynter på de versioner, som de lokale fotografer har givet). I stedet for at rapportere fakta, som de burde, løber medierne med den halve vind, bare der kommer blod på bordet. Det er skammeligt og pinligt og – endnu – et kald til selvransagelse i medieverdenen.

Internettet består af rør … eller noget

Lige nu diskuterer det amerikanske senat regulering af internettet med den såkaldte Net Neutrality act (som jeg rent ud sagt ikke aner, hvad går ud på). Men hør her hvilke vise ord, Senator Stevens (R-Alaska) har at sige om internettet. En udskrift af den gode senators viden om det internet, han skal regulere (oprindelig speak her): (Bemærk: Bonus i bunden!)

There’s one company now you can sign up and you can get a movie delivered to your house daily by delivery service. Okay. And currently it comes to your house, it gets put in the mail box when you get home and you change your order but you pay for that, right.

But this service isn’t going to go through the internet and what you do is you just go to a place on the internet and you order your movie and guess what you can order ten of them delivered to you and the delivery charge is free.

Ten of them streaming across that internet and what happens to your own personal internet? I just the other day got, an internet was sent by my staff at 10 o’clock in the morning on Friday and I just got it yesterday. Why? Because it got tangled up with all these things going on the internet commercially.

So you want to talk about the consumer? Let’s talk about you and me. We use this internet to communicate and we aren’t using it for commercial purposes.

We aren’t earning anything by going on that internet. Now I’m not saying you have to or you want to discrimnate against those people […]

The regulatory approach is wrong. Your approach is regulatory in the sense that it says “No one can charge anyone for massively invading this world of the internet”. No, I’m not finished. I want people to understand my position, I’m not going to take a lot of time. [?]

They want to deliver vast amounts of information over the internet. And again, the internet is not something you just dump something on. It’s not a truck. It’s a series of tubes.

And if you don’t understand those tubes can be filled and if they are filled, when you put your message in, it gets in line and its going to be delayed by anyone that puts into that tube enormous amounts of material, enormous amounts of material.

Now we have a separate Department of Defense internet now, did you know that? Do you know why? Because they have to have theirs delivered immediately. They can’t afford getting delayed by other people.

[…]

Now I think these people are arguing whether they should be able to dump all that stuff on the internet ought to consider if they should develop a system themselves.

Maybe there is a place for a commercial net but it’s not using what consumers use every day. It’s not using the messaging service that is essential to small businesses, to our operation of families.

The whole concept is that we should not go into this until someone shows that there is something that has been done that really is a viloation of net neutraility that hits you and me.

Der forekom muligvis uforståeligheder, vi beklager. Men husk: de regulerer jo til fællesskabets bedste! Se også Jon Stewarts satiriske behandling af hvad der er så uhyggeligt, at det kun kan være sandt.

Bloggeres rettigheder

NGO’en Electronic Frontier Foundation, som kæmper for retten til både ytringsfrihed og privatliv på nettet, har udgivet en god juridisk vejledning for bloggere. Man kan naturligvis ikke bruge rådene til noget i en retssag, men det er en god idé at sætte sig ind i, hvor vi står juridisk, når vi fx skriver strenge ting om navngivne tossehoveder. Fra indledningen:

The difference between you and the reporter at your local newspaper is that in many cases, you may not have the benefit of training or resources to help you determine whether what you’re doing is legal. And on top of that, sometimes knowing the law doesn’t help – in many cases it was written for traditional journalists, and the courts haven’t yet decided how it applies to bloggers.

But here’s the important part: None of this should stop you from blogging. Freedom of speech is the foundation of a functioning democracy, and Internet bullies shouldn’t use the law to stifle legitimate free expression. That’s why EFF created this guide, compiling a number of FAQs designed to help you understand your rights and, if necessary, defend your freedom.

To be clear, this guide isn’t a substitute for, nor does it constitute, legal advice. Only an attorney who knows the details of your particular situation can provide the kind of advice you need if you’re being threatened with a lawsuit. The goal here is to give you a basic roadmap to the legal issues you may confront as a blogger, to let you know you have rights, and to encourage you to blog freely with the knowledge that your legitimate speech is protected.

Det kunne være interessant med en lignende vejledning til danske forhold. Hvilken jurablogger er mand for det?

Neil “web 2.0″ Young

Det kan godt være, at Neil Young ligner indbegrebet af en forsumpet gammel hippie, der kunne gå på mælkeinkøb med The Dude fra the The Big Lebowski. Men faktisk er han mere med på noderne end Djarnis i De Skrigende Halse, for han distribuerer sit nye album Living With War på myspace og direkte fra hans hjemmeside neilyoung.com, der efter sigende er designet af ham selv personligt.

Nu har jeg en vis overfølsomhed overfor kunstnere, der synes de skal markere sig ved at rakke nedpå George Bush (ikke fordi der ikke er grund til at rakke ned, men fordi det virker meget, meget nemt), men gamle Young skal i det mindste have points for ihærdigheden, idet han har lavet en hel plade af protestsange, som man altså kan lytte til på hjemmesiderne. Sangene er af ret varierende kvalitet, hvis du spørger mig, men nyt fra Neil Young er jo aldrig helt skidt. På myspace kan man også se et 10-minutters CNN-interview med Young, hvor han på fornuftig vis argumenterer for sin ret til at ytre sig. Et respektfuldt interview, der i øvrigt fremhæver hans støtte til tropperne i Irak og hans indsigt i den amerikanske frihedstradition.