Ugen der gik, 48-2005

I bedste old school DR-stil vil jeg prøve at kigge lidt på hvad jeg egentlig har brugt tiden på her i ugen, mest på nettet. Det kan nogle gange virke som om, at tiden man bruger på nettet er lidt spildt, fordi man egentlig ikke rigtig kan huske hvad man lavede. Se det som en netdagbog, sådan som weblogs oprindeligt var tænkt.

Mandag var jeg til den sidste forelæsning i CEPOS‘ serie om den danske frihedstradition, hvis en sådan ellers findes. Henrik Gade Jensen fortalte denne gang om Poul Møller, den konservative ideolog, der endte med at sælge ud og stemme for folkepensionen, og som en del af KVR regeringen 1968-71 var med til at indføre vederstyggeligheder som kildeskatten og planlægningslovene – men indtil da kom han med nogle betragtninger om alternativet til velfærdsstaten; betragtninger der er så liberale, at han ville blive skudt ved daggry for at ytre dem i Folketinget i dag… Downloads af de fem foredrag findes her (gå ind på hver enkelt link, i bunden findes en mp3 fil).

Læst Henrik Stangerups Manden der ville være skyldig. Fremragende, inspirerende og meget morsom.

Ladet mig inspirere af forskellige wordpress-temaer. Resultatet kan bl.a. ses i sidebaren til højre med den smarte pull-down arkiv-menu.

Diskuteret udvikling med Raapil. Det endte bl.a. med at min tegnsætning blev så, dårlig, at jeg blev, smittet med Internetsygen: forkerte kommaer og ingen nutids-r’er. Hej, jeg sidder lige og skrive om det jeg har lavet, i ugen.

Set tv-versionen af Bertoluccis 1900. Rædselsfuld film, oppustet, patetisk, 70ernes udgave af 50ernes Biblical Epics, bare med socialisme i stedet for kristendom.

Set Kiss Kiss, Bang Bang. Supersjov søndagsfilm med Val Kilmer i guderollen som Gay Perry (eller er det ‘Gay Paris’?).

Fulgt “Franske tilstande”-debatten her og her hos Punditokraterne. Værd at læse for alle.

Oprettet min egen Radiostation, “Whiteberg Rocks” (på sketch-plan) på opfordring af Torben Sangild. Du kan forhåbentlig (har ikke testet den) lytte til den her.

Set at Lotte Calundann Noer er tilbage på Liberator, 1 år efter den store ‘skandale‘. Læs også ‘dreps’ vanvittige Enhedsliste-indlæg som svar på hendes opsang.

Spurgt om hvem der skrev det med de stegte vagtler, der dog viste sig at være duer.

Skrevet om Aslan, afprøvet mine irakiske holdninger, læst endnu mere om franske tilstande, og skrevet en oversigt over blogs om Bolivia.

Og sidst men ikke mindst, så har jeg jo startet den her uge-fortegnelse! Det virker sjovt indtil videre…

Det er jo i grunden en travl uge, og så har jeg slet ikke fået nævnt alt det arbejde, som jeg også har fået lavet her foran computeren, med en bizar science-fiction roman i støbeskeen. Men jeg er ved at få firkantede øjne og savner en tur til solen og de varme lande… nogen der ligger inde med en billig billet?

Bolivian Bloggin’

Bortset fra en stor artikel i Jyllands-Posten forleden har jeg ikke set ret meget i danske medier om det kommende skæbnevalg i Bolivia 18. december. Situationen lige nu er den, at Bolivia står til at få sin første præsident med indiansk baggrund, nemlig Evo Morales, coca-dyrkernes leder og anfører for det socialistiske MAS-parti.
Læs mere Bolivian Bloggin’

Skrevet med Ec…to

Denne post er skrevet med posteringsprogrammet ecto, der lader mig skrive og redigere offline på computeren, for derefter at kunne sende (og gensende) posten til webloggen, uden at jeg skal logge ud og ind på bloggen. Det virker ret smart, og der ser ud til at fungere godt. Jeg laver sikkert snart nogle flere tests, for at prøve de forskellige funktionaliteter. Hvis der er nogle derude, som kender programmet, må de meget gerne komme med tips!

Tak til Nicolai for tippet.

Annoncering på weblogs

Jeg er begyndt at smide et par Amazon-reklamer ind hist og her for forskellige bøger, spil, film osv. som jeg anbefaler. Hvis du køber en af genstandene gennem mit link får jeg en (lille) provision, som går til at holde sitet kørende og mig til ilden. Jeg skal naturligvis med det samme sige – hvilket burde være klart – at jeg ikke på nogen måde vil lade det jeg skriver påvirke af den mulige indtjening. Der bliver ikke hypet noget her, som ikke fortjener at hypes!

Men egentlig, hvad synes man i blogosfæren om den slags? Erfaringer fra andre sites? Er det generende, utroværdigt, eller tvært imod en god service, når man kan se at Hayeks “Road To Serfdom” kan fås for sølle 9 pund sterling eller deromkring?

Se forsiden, her og her for eksempler.

Den europæiske models fallit

Både økonomisk, socialt og moralsk er optøjerne i Frankrig det seneste eksempel (blandt mange) på velfærdsstatens fallit – hovedsageligt fordi den kun er i stand til at skabe gode forhold for dem som allerede er i arbejde, mens resten må stå med hatten i hånden.

Tre gode artikler, værd at få forstand af:

Johan Norberg i Expressen

David Karsbøl på Liberator

Peter Kurrild-Klitgaard hos Punditokraterne

Kan du holde til at blive far?

Jeg har ikke prøvet det selv endnu, men jeg har set tilpas mange venner med poser under øjnene til at relatere til Madsens forældreskabs-prøve. Meget morsomt – og skræmmende.

Indledende øvelser til forældreskabet

1. Hold generalprøve på en typisk nat:

– Gå rundt i dagligstuen fra klokken 17 til klokken 22 mens du slæber på en våd sæk på 4 til 6 kilo og radioen samtidig står og hyler i en skærende tone (eller konstant spiller Heavy Metal).

– Klokken 22 lægger du sækken fra dig og stiller vækkeuret til at vække dig klokken 24.

– Stå op klokken 24 og gå igen rundt i dagligstuen med den våde sæk indtil klokken 1. Sæt derefter uret til at vække dig klokken 3 morgen. – Da du ikke kan falde i søvn igen står du op og tager en drink kl. 2. Gå i seng igen klokken 2.45.

– Når alarmen ringer er du lige faldet i søvn. Stå op og syng nogle sange i mørket indtil klokken 4. Sæt alarmen til klokken 5 morgen og gå i seng igen.

– Stå op klokken 5 og lav morgenmad.

– Fortsæt med det i ca. 5 år. Se glad ud.

Hvem var Prevn?

I forbindelse med blog-research har jeg gennemlæst det meste af den navnkundige “prevn”s weblog, og nu sidder jeg og undrer mig: Hvem var Prevn?

Det vil sige: jeg ved jo godt, hvem Prevn (muligvis: Preben) Geert Hansen skal forestille at være: en FONA-ekspedient i starten af 20erne, som har problemer med sine medmennesker, ja, sådan set bare med at forstå et ganske simple meddelelser. Prevn har en evne til at fucke alting op, som han rører ved, som dengang hvor han kommer til at lemlæste sin sambo Mikkels kat – King – så den kun kan gå til venstre (juni 2004), eller da han brænder Mikkels læderpung, eller forfølger Karoline og skriver bizarre mails til hende eller efterlader pizzaer i hendes opgang, som han er sikker på hun spiser.

Men hvem skrev historien om Prevns liv? Det er jo ikke fordi jeg har lyst til at mistænke en anden blogger, men som universitetsuddannet har jeg jo lært at tvivle på kilderne (uha!), og jeg kan godt lægge to og to sammen, og se at Prevn ikke er den, han giver sig ud for at være – men alt i alt nok er betydeligt klogere end Fona-ekspedienten Prevn Hansen. Det er jeg nok ikke den første, som har luret, så hvis der er nogen som har gjort tænkearbejdet før mig, så må de gerne sige til!

En ting til: Hvordan ender historien om Prevn? Jeg har læst indtil oktober 2004, men så forsvinder posterne i arkivet, og jeg ved ikke rigtig hvad der så sker. Jeg har hørt tale om “prevns nedtur“, men måske nogen kan forklare nærmere, hvad den bestod i?

Problemet er jo, at Prevns dagbog ikke længere findes på nettet, selvom en stor del af den findes på webarchive.org her og her.

Blogs i TV-Avisen

Jeg er lige blevet interviewet til TV-Avisen om weblogs og deres politiske potentiale i Danmark. Jeg er ‘eksperten’, og Torben Sangild og Keld Bach medvirker som bloggere. Indslaget bliver forhåbentligt sendt i aften kl. 21 (måske allerede kl. 18.30), eller måske i morgen eller i overmorgen, alt efter om der kommer et meteornedslag i Klokkerholm eller lignende. Se det! Det vil du da ikke gå glip af!

[Update kl. 19.45: Indslaget kommer alligevel ikke i aften, da der er sket for meget ude i den store verden. Det kommer i morgen eller i weekenden, om nyhedsguderne vil. Det bliver sandsynligvis i 21-udsendelsen.]