Gælder også ytringsfriheden. De binder os på hånd og mund og alt det der.
Et spørgsmål: Forfatterne skriver, at “ytringsfrihedsfundamentalist” nu er blevet et skældsord fra ledende europæiske intellektuelle. Ved en googling kunne jeg imidlertid kun finde ordet brugt i en positiv betydning. Er der eksempler derude på negativ brug?
Jeg skrev først dette som en kommentar til denne side, der omtalte en artikel af Poul Høi på Berlingske Tidende, Frygten på Fairfield Street. Nu skriver jeg selv for Berlingske og har normalt stor respekt for Poul Høi, men jeg er bange for at hans had til det republikanske parti endnu engang har stillet sig i vejen for hans objektivtet.
Det er en meget skuffende og uhæderlig artikel fra Poul Høis hånd. Han fortæller ikke, at Glenn Beck primært er kendt som komiker og kendt for at være vanvittig og outretret – alle andre på Fox News kalder overbærende hans show for en “galeanstalt”. Han siger også selv de mærkeligste ting, afbryder sig selv med et “og jeg er jo i øvrigt vanvittig” og lignende halløj. Det er rigtigt, at han beskylder “Kammerat Obama” for at være kommunist, men han gør det med røde faner og sovjetisk musik, altså med et glimt i øjet. Naturligvis er der også en ægte overbevisning i hans frygt for Obamas politik (han karakteriserer – noget overraskende – sig selv som libertarianer), og der ryger helt sikkert en finke af panden af og til, men siden hvornår er det blevet forbudt? Og er det meget værre, end da hele intelligensiaen konstant advarede om Bush’ truende fascisme? Hvorfor var det ikke opfordring til vold dengang? Der var jo rigeligt af bevæbnede venstreradikale i gaderne til at smadre diverse topmøder og lignende.
Høis anden store “had-spreder” Alex Jones er desuden 9/11-benægter og var en lige så stor og paranoid kritiker af Bush-administrationen, men det fortæller Høi heller ikke. Det er således svært at tro, at Jones “vejrer morgenluft” eller at han først nu er blevet vækket til handling af Obama – men sådan beskriver artiklen det. Alex Jones anklagede således – ligesom store dele af venstrefløjen – også George W. Bush for at være leder for en gigantisk politistat, der ville slavebinde amerikanerne. Men dengang var det selvfølgelig bare ytringsfrihed – nu er det opfordring til vold.
Høi beskriver også amerikanernes hamstring af våben som en “oprustning til krig” fordi Obama vil komme og tage dem alle sammen. Hamstringen har imidlertid en noget mere prosaisk bagrund, nemlig at der er begrundet mistanke om, at Obamas regering vil indskrænke friheden til at have våben. Desuden fører økonomiske depressioner normalt til mere kriminalitet, og det ønsker folk også at beskytte sig imod. Det skal da ikke udelukkes, at der sidder en eller anden White Pride-gruppe et eller andet sted i en udørk og bereder sig til krig – men det gjorde de jo også under Bush og Clinton.
Den sammenkædning som Høi (og Obamas støtter, den Eric Boehlert Høi citerer er fx blogger for Huffington Post, der er et af de førende Obama-organer) forsøger mellem kritikere af hans politik og rabiate psykopater, er præcist lige så uærlig og dum, som da Bush regeringen forsøgte at gøre alle kritikere af Irak-krigen til upatriotiske terror-elskere. Det pinlige er naturligvis, at Høi er hoppet med på vognen, men det kan jo ikke overraske. Han har således fremstillet et partsindlæg i den politiske kamp i USA som den objektive sandhed.
Opdatering: Jeg har gjort lidt mere research. I artiklen skriver Høi, at Glenn Beck spreder rygter om, at forbundsregeringen er ved at opbygge koncentrationslejre – men i dette klip siger Glenn Beck direkte at rygtet om kz-lejre er en idiotisk løgn og han bruger 7 minutter på at ‘debunke’ det detaljeret. Klippet blev omtalt på Huffington Post, så man må næsten tro, at Høi også har læst om det. Hans udlægning af fakta er direkte løgnagtig.
Andre fact-checks: Se for eksempel hvor Eric Erickson citatet kommer fra – en debat om vaskepulver.
Mens vi i Danmark af en eller anden grund tror, at den hellige grav er vel forvaret og at “ingen” i vesten kunne drømme om at knægte ytringsfriheden, er det internationale, vestlige samfund allerede godt igang. Fra Washington Post, “The Free World Bars Free Speech”: (kræver registrering, men det er gratis)
Ever since 2006, when Muslims worldwide rioted over newspaper cartoons picturing the prophet Muhammad, Western countries, too, have been prosecuting more individuals for criticizing religion. The “Free World,” it appears, may be losing faith in free speech.
Among the new blasphemers is legendary French actress Brigitte Bardot, who was convicted last June of “inciting religious hatred” for a letter she wrote in 2006 to then-Interior Minister Nicolas Sarkozy, saying that Muslims were ruining France. It was her fourth criminal citation for expressing intolerant views of Muslims and homosexuals. Other Western countries, including Canada and Britain, are also cracking down on religious critics.
Emblematic of the assault is the effort to pass an international ban on religious defamation supported by United Nations General Assembly President Miguel d’Escoto Brockmann. Brockmann is a suspended Roman Catholic priest who served as Nicaragua’s foreign minister in the 1980s under the Sandinista regime, the socialist government that had a penchant for crushing civil liberties before it was tossed out of power in 1990. Since then, Brockmann has literally embraced such free-speech-loving figures as Iranian President Mahmoud Ahmadinejad, whom he wrapped in a bear hug at the U.N. last year.
(…)
While it hasn’t gone so far as to support the U.N. resolution, the West is prosecuting “religious hatred” cases under anti-discrimination and hate-crime laws. British citizens can be arrested and prosecuted under the 2006 Racial and Religious Hatred Act, which makes it a crime to “abuse” religion. In 2008, a 15-year-old boy was arrested for holding up a sign reading “Scientology is not a religion, it is a dangerous cult” outside the organization’s London headquarters. Earlier this year, the British police issued a public warning that insulting Scientology would now be treated as a crime.
No question, the subjects of such prosecutions are often anti-religious — especially anti-Muslim — and intolerant. Consider far-right Austrian legislator Susanne Winter. She recently denounced Mohammad as a pedophile for his marriage to 6-year-old Aisha, which was consummated when she was 9. Winter also suggested that Muslim men should commit bestiality rather than have sex with children. Under an Austrian law criminalizing “degradation of religious doctrines,” the 51-year-old politician was sentenced in January to a fine of 24,000 euros ($31,000) and a three-month suspended prison term.
Der er – desværre – mange flere eksempler i debatindlægget.
Jeg har meldt mig i debatten om Muhammed-tegningerne med en kommentar i Berlingske Tidende. Here we go again, er man lige ved at sige, men jeg tror, at jeg har en lidt anden vikel at byde på. Jeg har studeret satire i forbindelse med mit universitetsspeciale, og konklusionen er, at “Satire” og “ansvarlighed” bare ikke hører sammen i samme sætning.
Debatten er afgørende, fordi der på begge fløje af debatten er ved at indfinde sig et mærkeligt kompromis om, at man kan finde ind til en »samfundsgavnlig« og »opbyggelig« satire, hvis spilleregler man skal overholde. Mange forsvarere af Jyllands-Posten hævder nu, at krænkelserne af muslimernes følelser var et uheldigt biprodukt af et oprindeligt godt formål, nemlig at gøre opmærksom på selvcensur. De krænkede muslimer (og deres ikke-muslimske talsmænd) forsøger at opstille krav om den »gode tone«, mens de skinhelligt bekender sig til ytringsfriheden. Det eneste man efterhånden er uenige om, er hvorvidt karikaturerne befinder sig inden for eller uden for den »tilladelige« satire.
Det er en farlig retorisk balancegang, der på den ene side er hyklerisk snik-snak, og på den anden side er et snedigt forsøg på at intimidere den offentlige debat.
Problemet er, at forestillingen om, at man kan afgrænse den »gode« satire fra den »onde« satire, er det rene nonsens.
Kommentaren blev skrevet temmelig hurtigt tirsdag nat, så der er sikkert ting, jeg ville skrive anderledes i dag, men grundbudskabet kan jeg bestemt stå inde for. I øvrigt rimer den sidste sætning, og det er da meget sjovt.
Opdatering: Jeg ser nu, at Berlingske tidende har oprettet en debat-side om satire i forbindelse med artiklen. Jeg kan se, at opbakningen til at begrænse ytringsfriheden for at beskytte folks følelser, lever i bedste velgående, samt at klicheen om den “gode” satire overfor den “onde” latterliggørelse også kører der ud af. Kan være jeg skal skrive et indlæg om, hvordan den modsætning ikke holder æstetisk eller historisk. Beklager den nævenyttige irettesætter i mig 🙂
Jeg har i dag (burde være 1. april, men det er gået lidt hurtigt) en kronik i Berlingske Tidende om internetfrihed. Et udpluk:
Resultatet af undersøgelsen er lige så øjenåbnende, som det er deprimerende. Konklusionen er, at samtidig med at nettet er blevet vores vigtigste kanal til det politiske liv, så regulerer mange stater nettet, som det passer dem. De teknologiske overvågningsmetoder er sofistikerede og omfattende – ikke kun i »slyngelstater«, men også i retssamfundet Storbritannien, der klarer sig alarmerende dårligt i undersøgelsen. I Storbritannien er krænkelserne af brugernes rettigheder så omfattende og alvorlige, at vores EU-partner på dette punkt scorer dårligere end stater som Sydafrika, Kenya, Brasilien og Georgien.
Der er redigeret en smule i kronikken, men det har – som altid – kun hjulpet med at få pointerne til at stå klarere. Når Freedom House kommer online med undersøgelsen, vil jeg også linke til de relevante steder her på bloggen. Undersøgelsen lanceres i morgen (1. april) ved en stor bloggerkonference i Berlin.
Opdatering:
Her er link til Freedom Houses rapport. Her er en diskussionsside, Berlingske har oprettet.
Gyldne øjeblikke fra 180grader:
Om Kurt Westergaard er et politisk fjols, skal vi ikke kunne sige, for vi ved ikke, hvad udtrykket dækker over, og vi har heller ikke Niels Krause-Kjærs omfattende erfaring som telefonpasser i Det Konservative Folkepartis pressetjeneste at trække på. Men én ting bør være hævet over enhver tvivl: Niels Krause-Kjær er en intellektuel nulbon, der ikke forstår vigtigheden af, at den islamistiske trusselskultur besvares med netop den form for trods, som Kurt Westergaard så fornemt lægger for dagen.
P.S. – der er stadig plads i gruppen.
Det her er en realitet i Europa 2008. Tegn en tegning, nogle ikke bryder sig om, og du bliver arresteret midt om natten og sidder 30 timer i fængsel.
Mere om den pseudonyme tegner Gregorius Nekschot. Hans tegninger kan beses her. De er superprovokerende – præcis ligesom gode satiretegninger skal være.
Og i samme åndedrag: Teenager i retten for at kalde Scientology for kult.
Hvem sagde, at ytringsfriheden ikke er truet?
Vi har et eksempel på dette her fra dagens Politiken: Egypten gav mulighed for ‘forsoning’:
»Vi forventer ikke, at noget land vil tage strafferetslige eller disciplinære skridt mod en avis(…)«, skrev den egyptiske udenrigsminister i brevet til alle FN’s medlemslande og fortsatte:
»Alligevel havde vi (…) forventet en officiel dansk erklæring, der ville understrege behovet for og endda forpligtelsen til at respektere alle religioner og afstå fra at krænke deres tilhængere, for at forhindre en eskalering, der kunne få alvorlige og vidtrækkende konsekvenser«.
Det viser jo igen, at man ikke har forstået, hvordan ytringsfriheden fungerer, og man derfor ikke kan mødes på halvvejen. Man vil ikke have retslige indgreb, men ‘eklæringer’ fra regeringerne om at man i fremtiden vil ‘afstå’ fra provokationer. Men en sådan erklæring er i et vestligt land fuldstændigt meningsløs, hvis den ikke følges op af lovgivning på området.
Eller sagt på en anden måde: Forestiller man sig virkelig fra egyptisk side, at en sådan erklæring ville ændre noget som helst på, hvad dansk presse bringer af karikaturer? Næppe, men den ville derimod være første skridt på vejen imod en indskærpning af lovgivningen. Og her må man igen spørge: til gengæld for hvad?
Ja, til gengæld for hvad, det kommer her:
Ahmed Aboul Gheit siger også, at han flere gange telefonisk advarede udenrigsminister Per Stig Møller (K) kort tid efter Foghs afvisning af ambassadørmødet:
»Jeg sagde, at vi nærmede os noget, der var meget farligt. Sagen havde et indhold, der kunne få alvorlige konsekvenser«.
Fra samme artikel: Jeppe Kofod springer i med begge ben:
»Jeg synes, at brevet taler for sig selv. Det står sort på hvidt, at Egypten ikke ønsker retlig indgriben, men respekt for menneskers religion. Jeg spekulerer på, om der er flere breve og andre ting, der er relevante«, siger Socialdemokraternes udenrigspolitiske ordfører, Jeppe Kofod.
Respekt for andres religion, men uden indgreb. Hvad forestiller manden sig egentlig helt præcist?
For nogle minutter siden hørte jeg et interview med Uffe Østergaard i P1s Oritentering om den tyrkiske regerings håb om at kunne agerer mediator i konflikten mellem Danmark/Vesten og den muslimske verden om de der tegninger I ved nok. Konflikten står jo som bekendt om grænserne for ytringsfrihed, og speakeren forberedte allerede før interviewet bedrevidende lytteren på, at – som det jo sig hør og bør i et kompromis – begge parter måtte være beredte på at give sig.
Det lyder jo rigtigt, at man må give sig, hvis man altså vil indgå et kompromis. So far so good. Det mærkelige kom imidlertid, da Østergaard i slutningen af interviewet konkluderede, at for Vestens vedkommende måtte kompromiset bestå i, at man indrømmede, at ytringsfriheden ikke indeholder retten til at håne og latterliggøre. Det underlige var her, at han aldrig stipulerede, hvad den muslimske verdens bidrag til kompromiset skulle være. Hvis man i Vesten indrømmer, at ytringsfriheden ikke indeholder retten til at håne, så er man vel netop gået ind på de muslimske betingelser? Så er der jo ikke tale om noget kompromis, men derimod bare tale om en indrømmelse. Det kan man jo naturligvis også godt, men så skal man lade være med at pynte det med kompromisets fine blomster.
For det er jo godt nok et mærkeligt kompromis, hr. Østergaard vil have os til at gå ind på – vi indskrænker ytringsfriheden, til gengæld for… hvad? At vores ambassader ikke bliver brændt af? At der ikke udsendes mordtrusler mod bladtegnere? At danskere overalt i den muslimske verden ikke længere er potentielle ofre for gidseltagninger? Hvad er det vi får til gengæld for at indskrænke vores ytringsfrihed? Denne her deal stipulerer jo netop, hvad konflikten handler om: frihed overfor trusler om vold. Ret ind, eller du får bank. Er det også et ‘kompromis’, når jeg lover skolegårdens bølle, at jeg ikke vil nærme mig hans skygge til gengæld for ikke at blive spyttet i hovedet?
Hvad Uffe Østergaard åbenbart slet ikke vil indse er, at der ikke kan være tale om noget kompromis når det drejer sig om ytringsfrihed i den her forstand. Grunden er, at ytringsfrihedens grænser defineres ved domstolene, og de kan ikke bruge halvbagte hensigtserklæringer til noget. Enten må man tegne en karikaturtegning af profeten Muhammed, eller også må man ikke. Der kan ikke være tale om at man godt må tegne lidt, men alligevel ikke rigtig må. “Kun til skægget, tak”. Det er enten eller. Derfor er al den snak om et kompromis og Den Store Dialog også misforstået: Naturligvis kan man sætte sig sammen og klarlægge sine synspunkter på en fornuftig og ikke-voldelig måde. Men tanken om, at man kan mødes på halvvejen holder ikke. I denne sag er det enten-eller.