Den gode gamle ‘frie’ nyhedskanal Aljazeera, der i årevis har kolporteret den samme gammeldaws arabiske nationalisme i en sådan grad, at selv Fox News ville skamme sig, kan dog alligevel forbløffe. I dag holdt kanalen mikrofon for en irakisk ekspert, Dr. Hani Ashur, der skulle forklare, hvad grundene er til de voldsomme terrorangreb i Irak, hovesageligt dagens voldsomme bomber mod en politistation, som kostede mindst 47 mennesker livet. Ikke overraskende kommer svaret promte: Det er amerikanernes skyld.
Tag: Irak
Iraqi Pro-Democracy Party
Den nye vildtvoksende demokratiske situation i Irak har født (endnu) et parti, der vil stille op til valget til Nationalforsamlingen i december. Det specielle ved netop dette parti er at to af kandidaterne er Ali og Mohammed Fahdil fra den fremragende irakiske blog Iraq The Model, der drives af tre brødre, alle læger, i Baghdad.
Brødrene fortæller på bloggen om hvordan de kom frem til den svære beslutning, som jo vil fjerne den forholdsvise anonymitet på nettet og sætte dem direkte i terroristernes søgelys, hvor den slags pro-demokratiske synspunkter som bekendt kan koste én livet. Det er en spændende historie, bl.a. fordi det var den enorme interesse der har været for deres blog, som har overbevist dem om, at der ville være en fremtid i politik.
Det er en modig beslutning, men som de skriver er det også en nødvendig beslutning. Det er nu at irakerne skal træde frem og skabe deres fremtid. Om et år kan det være for sent. Det er nu det skal afgøres og det er op til irakerne selv, hvis et fredeligt og velstående Irak skal være fremtiden. De amerikanske våben har skabt muligheden, men fremtiden kommer ikke af sig selv.
Der er meget stærke kræfter i Irak, der vil gøre alt for at vende tilbage til diktaturet, enten det gamle Baath-system eller et nyt fundamentalistisk system. Begge dele er lige frastødende og forfærdelige. Det er derfor utroligt glædeligt, at unge og fornuftige mennesker vælger at gribe muligheden og tage ansvaret for at skabe deres lands fremtid, i stedet for at gemme sig og være bange.
Jeg har gennem et stykke tid fulgt drengene på bloggen (det skriver jeg fordi de ikke er meget ældre end mig selv), og jeg har stor tiltro til at de kan skabe en fornuftig udvikling, hvis ellers de kan få folk til at stemme på dem. Du kan læse om deres program på deres engelske presse-meddelelse (så vidt jeg kan se er de hovedsageligt social-liberale, men med stærke meninger om sikkerhedspolitik), og besøge parties website.
Hvis vi danskere nogensinde har ment noget som helst seriøst med vores støtte til krigen mod Saddam Husseins styre, så er det nu vi skal ud af starthullerne og støtte folk som Ali og Mohammed. Jeg har i hvert fald tænkt mig at donere til deres kampagne. Det synes jeg også du skal gøre.
Najaf og al Sadr
Zeyad fra Healing Iraq har følgende dystre udlægning af begivenhedernes gang:
A 20 something year-old outlaw is free to do whatever he pleases and gets away with it just because he has a black turban on his head and can claim a couple of thousand armed followers. What kind of a farce is this? And what kind of precedent is it going to give others?
Myter om USA’s soldater i Irak
[Update, 13. august 2004. Posten er i dag trykt som debatindlæg i Weekend-Avisen]
Når man ser Michael Moores Fahrenheit 9/11 får man det indtryk at USA’s væbnede styrker i det væsentlige består af fattige sorte, der bruges som kanonføde af det kapitalistiske militær-industrielle kompleks. De lokkes med en karriere i hæren, samtidigt med at ‘systemet’ har sørget for at de ikke har andre muligheder end at dø i en krig som ikke er deres. Som 17-årige hentes de ind, og bliver sprunget i luften i Irak, for at sikre Præsident Bush’s oliekrig. Sådan lyder anklagen. Har den noget på sig?
Hvis det virkelig forholder sig sådan, hvad en meget stor del af den europæiske offentlighed gerne vil tro, så må man jo også have statistik, der kan bevise det. Fx et uforholdsmæssigt stort antal unge sorte i tjeneste i Irak, specielt i forreste række. Vi må med andre ord konkludere, at hvis Moores teori har noget på sig, så må en meget stor del af de dræbte amerikanske soldater i Irak tilhøre denne helt bestemte demografiske gruppe (eller i hvert fald være unge og fattige).
Nu er det således, at der findes en temmelig let tilgængelig statistik over de dræbte amerikanske soldater i Irak, den ligger nemlig på CNN’s hjemmeside, hvor man kan åbne et vindue med statistiske grafer. Opgørelsen rummer ikke de dræbtes økonomiske baggrund, men analyserer dem i forhold til alder og race.
Ud af pt. 932 dræbte amerikanske soldater er 635 hvide, 108 hispanics, 118 er sorte, 22 er asiater, mens 23 falder uden for kategori. Hvordan forholder disse tal sig til USA’s demografiske sammensætning? I følge denne statistik fra den amerikanske folketælling (år 2000), er der i USA 69,1 % hvide, 12,5 % hispanics, 12,5 % sorte og 3,6 % asiater. Hvordan er forholdene for de dræbte? Her er 68,1 % hvide, 11,6 % hispanics, 12,6 % sorte og 2,4 % asiater. Tager vi højde for at USA’s demografiske sammensætning sandsynligvis har ændret sig i de sidste fire år, kan der ikke dokumenteres nogen nævneværdig overdødelighed for hverken hispanics eller sorte. Hvis den amerikanske hær således både rekrutterer langt flere hispanics og sorte end hvide og placerer dem i særligt farlige opgaver, sådan som postulatet lyder, så kan man kun konkludere, at de gør deres beskidte arbejde ekstremt dårligt.
Men er det så ikke meget unge mennesker, der bliver lokket med en karriere i hæren, og altså sprængt i stumper og stykker i Irak? Alle dem som ikke kan få en universitetsgrad, fordi de er for fattige, osv.? Nu siger statistikken som sagt ikke noget om de dræbtes baggrund, men af statistikken kan vi se, at 24 % er under 22 år, mens resten er 22 år eller over. Faktisk er 13,6 % af de dræbte over 35 år gamle. Jeg har desværre ikke kunnet finde nogen troværdig statistik over alderssammensætningen hos de amerikanske styrker i Irak, og selvom det nok ser ud til at der er en overdødelighed blandt unge soldater, skal man også huske at uerfarne soldater typisk også vil leve livet farligere, simpelthen fordi de har svært ved at overskue begivenhederne. At styrkerne i Irak skulle bestå af 17-årige sorte der bruges som kanonføde, kan imidlertid affejes som rent hysteri, hvis ikke en bevidst løgn.
Bemærkning: Der har i den sidste tid verseret historier om at de amerikanske tab i virkeligheden udgør 2.000 eller flere dræbte, fordi statistikken efter sigende ikke medregner ikke-amerikanske statsborgere. Der er således en del ‘green card’-ansøgere blandt de amerikanske soldater, som håber at gøre sig fortjent til et statsborgerskab ved at tjene i de væbnede styrker. Igen, får vi at vide, er disse hovedsageligt hispanics (hvilket jo ikke er så underligt, da folk med latinamerikansk baggrund udgør den stærkest stigende demografiske gruppe i USA), der bruges som kanonføde.
Denne historie er imidlertid også en and, for øvrigt spredt af en ‘russisk sikkerhedsekspert’ , i det green card ansøgere får tildelt statsborgerskab posthumt, hvis de dræbes i kamp, og således figurerer i statistikken som amerikanske statsborgere.
Et eksempel. Migramate Blog rapporterede 25. februar 2004 om Bronx-boeren og green-card-ansøgeren Luis Moreno, der i januar var blevet dræbt i kamp i Irak, og som derfor havde fået tildelt amerikansk statsborgerskab, for øvrigt ved en tårevædet højtidelighed på Rådhuset (så kom ikke og sig at det officielle USA skjuler de døde). Findes han så i statistikken? Naturligvis, han er lige her, Luis A. Moreno, 2/3 nede af siden. QED.
Hvis andre kan fremvise statistikker, der siger noget andet, vil ethvert input naturligvis være velkomment.
Fahrenheit 9/11 – The Sequel
Så fik Fahrenheit 9/11 premiere i Danmark, og naturligvis til næsten entydig hyldest.
Her følger min og Eske Troelstrups anmeldelse fra denne måneds Citadel. Den er lagt op som en diskussion, hvilket jo altid er meget sjovt, især hvis man er uenige.
LH: Så kom den endelig, guldpalmevinderen fra Cannes, der skal vælte Bush af pinden. I Cannes udtalte Quentin Tarantino som juryformand, at prisen blev givet til den bedste film, og at politik ikke havde spillet nogen rolle for vurderingen – men det var åbenbart lodret løgn, for Fahrenheit 9/11 er ren politik. Det er ikke en ’kunstnerisk’ dokumentarfilm, men propaganda.
Hvem skal vi sige “Nej” til?
I de sidste par år er det blevet utroligt populært at sige “Nej til Krig”. Det er jo selvfølgelig en udmærket holdning, for krig er jo noget skidt, det er klart. Hvem kan gå ind for krig, andre end idioter? Krig medfører utrolige lidelser og et ressurcespild uden lige. Kan man i grunden tænke sig noget mere åndssvagt at bruge tid og kræfter på end raketter og bomber? Nej vel, Dødens købmænd fortjener ingen hydelst, og ingen medlidenhed, som Bob Dylan sang i “Masters of War”: “I think you will find/When your death takes its toll/All the money you made/Will never buy back your soul”. Jeg er ikke ironisk her, det er skam noget jeg mener. Ironien kommer først nu…
Hvorfor sige “Nej til Krig” lige i dette øjeblik? Og hvilken krig er det vi skal sige nej til? For der må være en krig som er særligt vigtig, siden det er netop nu vi skal ud af hullerne. Så vidt jeg ved, har der været krig igennem hele menneskehedens historie, fra de første menneskeaber greb en dyrekølle og baskede til. Men det er vel ikke de krige vi skal sige nej til? Hvad er pointen i at sige nej til krige, der for længst er overstået? Bortset fra at beklage og undskylde på artens vegne er der vel ikke så meget at stille op. Blodet er spildt.
.iq
Som nogen måske har lagt mærke til eksisterer top-level domænenavnet .iq (for Irak) ikke. Det var tidligere ejet af den irakiske forretningsmand Bayan Elashi og hans firma InfoCom, der holdt til i Texas, men hvis kontorer blev stormet af amerikanske anti-terror enheder 7. september 2001, og arresteret for støtte til terrorgruppen Hamas. På et eller andet ikke nærmere angivet tidspunkt før marts 2003 blev domænenavnet deaktiveret, og det har ikke siden været i brug. Hr. Elashis sag kører stadig, og da han er den formelle ejer kan man ikke træffe nogle beslutninger på hans vegne.
Nu er jeg jo sådan set en stærk tilhænger af privat ejendomsret, men denne situation virker uholdbar, og derfor vil jeg opfordre til at skrive under på denne skrivelse, der vil give IANA (Internet Assigned Numbers Authority) og andre institutioner bemyndigelse til at tage de nødvendige beslutninger. Irakerne må have ret til at have deres eget lands domænenavn, ligesom vi har .dk – især når man tænker på hvilken rivende udvikling de irakiske bloggere er inde i. Under alle omstændigheder kan du læse den spændende baggrund for sagen, på samme site, The Dialogue Channel.
Tak til Keld Bach
Irak og Harrison Ford
På grund af de nyeste kidnapninger i Irak af seks indiske lastbilchauffører, og med baggrund i frigivelsen af det filipinske gidsel og det saudiske firmas indrømmelser overfor gidseltagningen af en af dets chauffører, mindede en kammerat mig om en scene fra slam-bang-action-filmen Air Force One.
Harrison Ford spiller den amerikanske præsident James Marshall (kan man finde et mere corny navn?), en Bill Clinton-agtig type (filmen er fra 1997), der udtaler sig negativt om terrorisme, og promte bliver han selv og hans familie taget som gidsler. Normalt bøjer den amerikanske præsident sig ikke for terrorister, men den onde Korshunov (Gary Oldman) truer hans egen datter kan han ikke holde det ud, og må give efter for afpresningen. Hvad sker der så? Korshunov beholder alligevel datteren, for nu har Marshall vist han er til at fohandle med: “You’ll compromise…like always.”
Og hvad kan man så lære af det? Ja, læren i disse dage skulle være slående. Den adfærd man belønner, får man mere af. Bøjer man sig for terror, så får man mere terror. Sådan er det. Når der sker en gidsel-tagning er det lose-lose lige meget hvad du gør. Sørg for at gidseltagerne også taber.
Fahrenheit 9/11
Så skal vi vel til det…Jeg har set Michael Moore’s Fahrenheit 9/11, og det er jo sådan set en film, man ikke rigtig kan komme uden om – derfor skal den naturligvis også omtales her. Den mest omtalte dokumentarfilm i år, muligvis filmen der kan vælte George Bush som USA’s præsident, osv., osv.
Lad mig starte med at sige, at jeg mener det er en meget forførende film. Det er både godt og skidt, for mens det naturligvis er en rar fornemmelse at blive forført (hvem vil ikke gerne det?), er det måske ikke ligefrem den bedste fornemmelse, når man ser en politisk dokumentar. Der vil jeg måske hellere have en anden fornemmelse – fx at blive oplyst eller få nogle vigtige emner forklaret – da fornemmelsen af at bliver forført hurtigt kan afløses af fornemmelsen af at blive røvrendt.
Ikke at jeg føler mig røvrendt af Michael Moore. Men det skyldes nu ikke, at han ikke forsøger på det, snarere at jeg nu mener jeg kender ham så godt, at jeg ikke lader mig røvrende af ham. “Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me”, som et gammelt ordsprog lyder (i parentes bemærket et ordsprog som Bush i en af filmens ubetaleligt morsomme og superpinlige klip ikke kan huske: “Fool me once, shame on … … … (tiden går mens Bush forsøger at huske)… … … you. Fool me twice … … … … (tænker endnu mere) … won’t be fooled again!”
Og det er jo sådan set dét, som Fahrenheit 9/11 er bedst til: At få Bush til at se pinlig ud, og den allerbedste metode er jo tydeligvis at lade manden vrøvle for sig selv. Det virker. Jeg har svært ved at se, hvordan nogen amerikaner seriøst ville kunne forlade filmen og stadig mene, at man kan stemme på Bush, når man har set den slags klip, og mange andre fra samme skuffe. Sådan set tror jeg filmen ville nå sit formål endnu bedre, hvis der simpelthen var 2 timer med Bush-klip. Det ville være ubetaleligt morsomt og måske skabe en comedy-kult på linie med Monty Python.
Irakiske blogs II
Har lige brugt en halv times tid på En stjerne fra Mosul, en blog for den 16-årige irakiske pige Najma Abdulla fra Mosul. Det er faktisk rigtig spændende at se den konflikt fra et helt andet perspektiv end man er vant til, og selvom Najma kun er 16 år, er hun både kvik og fornuftig. Der er også en god diskussion på blog’en, med mange inputs fra alle verdenshjørner. Du får naturligvis ikke den store politiske analyse, men derimod et øjebliksbillede fra en del af verden, som vores nyhedsmedier aldrig rigtig kan fortælle én noget om: hvordan almindelige mennesker i Irak tænker og lever.