Tag: Barack Obama

Obama skulle lytte til Henry Hazlitt

Præsident Obamas økonomiske politik bliver stadig mere ambitiøs og ekspansiv. I dag lanceredes to nye initiativer, der sætter endnu flere af skatteydernes penge på spil: 75 millarder dollars til dårlige huslån og 200 millarder mere til de halv-offentlige institutioner, der udlover huslånene, Fannie Mae og Freddie Mac. Som man måske vil huske, markedere sammenbruddet i Fannie Mae og Freddie Mac i september 2008 starten på den finansielle krise.

Obamas politik er at fortsætte den risikable politik, der forårsagede krisen. Alt for mange huskøbere fik alt for billige lån – blandt andet gennem Fannie Mae og Freddie Mac – som rigtig mange af dem ikke ville have en chance for at betale tilbage. Det førte til en boble i huspriserne, da mange flere købere kom på markedet takket være den lave rente, og uansvarlige banker solgte de dårlige lån videre i forskellige sammenhænge, så låneboblen pustede sig op og eksploderede. Ikke alle problemer i finanskrisen er statens skyld, men en stor del skyldes statens indblanding i lånemarkedet.

Løsningen ville være at lade markedet gøre arbejdet, acceptere de tvangsauktioner, der nu må komme, og dermed få huspriserne ned. Men Obama vælger i stedet at investere skatteydernes penge i at holde huspriserne høje.

Da jeg her til morgen læste disse linjer af Henry Hazlitt – der er skrevet i 1946 – kunne jeg ikke lade være med at smile. Der er intet nyt under solen og politikerne bliver ved med at gentage de samme fejl. Fra Economics In One Lesson:

Government-guaranteed home mortgages, especially when a negligible down payment or no down payment whatever is required, inevitably mean more bad loans than otherwise. They force the general taxpayer to subsidize the bad risks and to defray the losses. They encourage people to “buy” houses that they cannot really afford. They tend eventually to bring about an oversupply of houses as compared with other things. They temporarily overstimulate building, raise the cost of building for everybody (including the buyers of the homes with the guaranteed mortgages), and may mislead the building industry into an eventually costly overexpansion. In brief in the long run they do not increase overall national production but encourage malinvestment.

USA I DAG: “Stimulanser”

Min “USA I DAG” klumme er vist ikke kommet online, så i stedet tillader jeg mig at optrykke den her i sin fulde længde. Citatet fra pressemødet, der omtales i klummen, kan læses på originalsprog i forrige postering. Tyler Cowen citatet kan høres i “This American Life” afsnittet The New Boss.

Stimulanser

Af Lars Hvidberg

Det store emne i USA er og bliver økonomien. Hvor dårligt den har det, og hvad der skal til for at redde den? Er det højere forbrug eller sparsommelighed? Præsident Obama kalder på stimulanser, men taler han i virkeligheden til offentlighedens indre sukker-narkoman?

Obama har netop turneret landet i et forsøg på at sælge sin hjælpepakke (kendt som ’the stimulus’) til befolkningen. Den er nemlig skeptisk. Præsident Bush fumlede en hjælpepakke til bankerne igennem i efteråret, og den er vildt upopulær. Bankerne fik en masse penge, men det fik dem ikke til at låne ud til forbrugerne. I stedet købte de flere privatfly og gav sig selv store bonuser. Men det var jo Bush-regeringens hjælpepakke, forsikrer Obama. Den her er meget bedre.

Muligvis. I hvert fald er Obama en god sælger. Hans pressemøde i sidste uge viste igen, at præsidentens talegaver er helt usædvanlige. Hjemme i sofaen var vi hundrede procent med på Team Obama. Alt hvad præsidenten sagde, lød bare rigtigt. En brugt Trabant årgang 1973, siger du? Hvor skriver jeg under?

Obama er rolig, dialogvillig og gavmild – og alligevel skarp og sammenhængende. Hans styrke er, at han aldrig bliver skinger, men altid er befriende åben – han hører, hvad du siger, selvom han ikke er enig. Det behøver han nu heller ikke at være. Demokraterne har flertal i begge huse, og de stemmer derefter.

Den gode stemning på pressemødet blev kun brudt, da NBC-journalisten Chuck Todd spurgte: ”Hr. Præsident. Du siger, at hjælpepakken vil give borgerne penge på lommen igen. Men var det ikke overforbrug og manglende opsparing, der førte til krisen i første omgang?”

Obama lod sig ikke vælte omkuld af en enkelt lyseslukker. Og han gav ham delvist ret. Vi kan ikke blive ved med at leve over evne, sagde Obama, og på et tidspunkt skal der spares op, og de galopperende velfærdsudgifter skal ses efter i sømmene. Men ikke lige nu. Nu skal vi bruge endnu flere penge! Hjemme i sofaen var den logik lidt svær at forstå. Men præsidenten tror selv på pakken, og han er villig til at sætte sin værdighed på spil. Det er plain talking, og det skal han have tak for.

Som økonomen Tyler Cowen udtalte: Det her er det nærmeste vi kommer på et kontrolleret eksperiment i økonomisk forstand. Hvis hjælpepakken virker, så har Obama ret – og det har også gamle John Meynard Keynes, der hævdede, at staten kan stimulere økonomien ved at bruge penge og lade seddelpressen køre. Hvis pakken ikke virker, så har Keynes’ kritikere (som liberale Milton Friedman) ret – og USA er blevet 800 milliarder dollars fattigere.

Vi får se. Pakken er vedtaget, og selvom der stadig skal files nogle knaster, så kører toget. Det er en dejlig fornemmelse. Det kildrer lidt i maven, som når man tager en tur på en rusten kælk ned af Dødemandsbakken. Opsparing virker så trist og kedeligt. Forbrug er meget sjovere – og halvdelen af hjælpepakken går til skattelettelser. Så er der igen til en frappuccino på Starbucks og sukkersøde Oreos i stedet for billige erstatningskiks. Afholdenhed er for mormoner og nej-sigere. Om 100 år er vi alligevel alle sammen døde, sagde Keynes. Men han havde nu heller ikke nogen børn.

Obamas hjælpepakke

På Barack Obamas første pressemøde siden sin indsættelse forklarede han den økonomiske logik bag den store hjælpepakke (‘the stimulus’):

Now, you are making a legitimate point, Chuck, about the fact that our savings rate has declined and this economy has been driven by consumer spending for a very long time — and that’s not going to be sustainable. You know, if all we’re doing is spending and we’re not making things, then over time other countries are going to get tired of lending us money and eventually the party is going to be over. Well, in fact, the party now is over.

And so the sequence of how we’re approaching this is as follows: Our immediate job is to stop the downward spiral, and that means putting money into consumers’ pockets, it means loosening up credit, it means putting forward investments that not only employ people immediately but also lay the groundwork for long-term economic growth. And that, by the way, is important even if you’re a fiscal conservative, because the biggest problem we’re going to have with our federal budget is if we continue a situation in which there are no tax revenues because economic growth is plummeting at the same time as we’ve got more demands for unemployment insurance, we’ve got more demands for people who’ve lost their health care, more demand for food stamps. That will put enormous strains on the federal budget as well as the state budget.

So the most important thing we can do for our budget crisis right now is to make sure that the economy doesn’t continue to tank. And that’s why passing the economic recovery plan is the right thing to do, even though I recognize that it’s expensive. Look, I would love not to have to spend money right now. This notion that somehow I came in here just ginned up to spend $800 billion, that wasn’t — that wasn’t how I envisioned my presidency beginning. But we have to adapt to existing circumstances.

Now, what we are going to also have to do is to make sure that as soon as the economy stabilizes, investment begins again; we’re no longer contracting but we’re growing; that our mid-term and long-term budget is dealt with. And I think the same is true for individual consumers. Right now they’re just trying to figure out, how do I make sure that if I lose my job, I’m still going to be able to make my mortgage payments. Or they’re worried about how am I going to pay next month’s bills. So they’re not engaging in a lot of long-term financial planning.

Once the economy stabilizes and people are less fearful, then I do think that we’re going to have to start thinking about how do we operate more prudently, because there’s no such thing as a free lunch. So if you want to get — if you want to buy a house, then putting zero down and buying a house that is probably not affordable for you in case something goes wrong, that’s something that has to be reconsidered.

En konservativ udgave af John Maynard Keynes? Vi bruger penge nu, og sparer senere? Vi skal bare lige over den her hurdle? Lyder tankerne forførende? Tjeck Tyler Cowens indvendinger, og husk på det Milton Friedmans ord: “Nothing is so permanent as a temporary government program.”

Opdatering: Her er Reason Onlines kommentarer: The Final Instult.

Søvndal hvisker i Obamas øre

Det her virker ikke helt gennemtænkt:

President Obama announced on Wednesday a salary cap of $500,000 for top executives at companies that receive the largest amounts of bailout money, calling the step an expression not only of fairness but of “basic common sense.”

Når topcheferne (og en lang række underchefer) i virksomheder som CitiGroup, Bank of America og Chrysler allerede tjener flere milloner dollars om året, er det svært at forestille sig, at en så voldsom nedgang i løn vil kunne tiltrække de nødvendige kapaciteter. Man skal huske, at de dygtigste topchefer er en ret begrænset gruppe af mennesker, der har en lang række tilbud at vælge imellem. Hvorfor skulle de vælge en uriaspost i et problemramt selskab, hvis de tjener måske 4-8 gange mindre, end de ville gøre i en velfungerende virksomhed?

For at tage et analogt eksempel: Jeg synes nogle gange, at de københavnske skraldemænd er nogle primadonnaer, som ikke gør deres arbejde ordentlig, brokker sig, når skraldespandene ikke er ideelt tilgængelige, og strejker for et godt ord. Men jeg er ikke så dum, at jeg forestiller mig, at en lønnedgang for skraldemænd vil få dem til at gøre arbejdet bedre. De vil bare holde op med at hente skraldet.

Omvendt forstår man selvfølgelig godt forargelsen, når virksomheder, der holdes oppe af skatteydernes penge, giver rekordbonuser til topchefer eller indkøber nye, smarte jetfly til ledelsen. Men det er måske et tegn på, at virksomhederne ikke har helt så meget brug for pengene, som de bilder os ind?

USA i dag: Den farlige protektionisme

Denne tirsdag er det ikke mig, der har skrevet “USA i dag” klummen i Berlingske Tidende, men derimod Stephen Brugger fra Det Amerikanske Handelskammer i Danmark. Jeg er ganske enig i klummen:

Desværre er det svært at tro på forandring med de protektionistiske udsagn, der er kommet fra Obama-administrationen. Præsident Obama har sat spørgsmålstegn ved, om udenlandske investeringer i amerikanske virksomheder er en fordel for den amerikanske økonomi, og han har promoveret en potentiel »Buy American«-klausul i den for nylig gennemførte hjælpepakke. Pludselig ser den forandring, vi har ventet på med spænding, ud til at være den slags forandring, vi sagtens kan undvære.

Nu vi taler om race

Sort er det nye sort, og alle vil have en Obama. Republikanerne vælger afroamerikanske Michael S. Steele som leder.

The move also represents a repudiation of President George W. Bush’s years as party leader. Mr. Steele, perceived by many Republicans as more moderate, was sometimes critical of Mr. Bush’s handling of key issues, such as the Iraq war and Hurricane Katrina.

Steele er fra Maryland og kendt som moderat republikaner. Samtidig har republikanerne i Repræsentanternes Hus alle valgt ikke at stemme for Obamas redningsplan for økonomien, tilsyneladende for at protestere imod de enorme udgifter. Det er lidt sent for republikanerne at finde spare-bukserne frem, efter Bush-årerenes groteske spending-spree, men bedre sent end aldrig.

Republikanerne har brug for at genopfinde sig selv. En mere socialt tolerant profil, der til gengæld holder igen på skatterne, kan være måden, det skal gøres på. Steele lover i hvert fald “something completely different.”

Obama keeping it cool

Se komikeren Fred Armisen som Barack Obama i denne cool og morsomme video fra Saturday Night Live. (Bemærk der er et par åndssvage reklamer i starten).

Stemmen og manererne er rigtig godt ramt. Men er videoen latterliggørende? Det synes jeg egentlig ikke, snarere let drillende. Det er da bedre at være cool jazz-man end cowboy.

Hvilken karikatur vil i fremtiden passe bedst på Obama? Og hvorfor er det vigtigt. Se her.

Obama er til grin

Jeg har en ny USA I DAG klumme for Berlingske Tidende. Jo, jo, denne gang er det en af de grove:

Men fra den lokale Starbucks er det egentlig nemt nok at se, hvad der er latterligt ved Obama. Måske er det mit kyniske, europæiske perspektiv. Måske er det bare pessimisten, der taler. Men ærligt talt, come on … den mand er bare for meget. Obama er en påtrængende skolemester, der beder dig om at lave dine lektier og holde dig fra stoffer. Han er typen, der siger »Tænk nu på de små børn i Afrika« – og mener det.

Update: Artiklen omtales nu på Uriasposten og Polemiken.

Hvorfor smager ost dårligt på kinesisk mad?

Det fænomenale comedy program The Daily Show med Jon Stewart (der i Danmark sendes med 1 dags forsinkelse på DR2) har haft otte år i solen på George W. Bush’s vagt – hans kontroversielle politik og jævnlige talebøffer (og ikke mindst Dick Cheneys ondeste sider) har været fast inventar i programmet, til stor glæde og moro for seerne. Det er faktisk ikke forkert at sige, at Bush-æraen har været afgørende for Stewarts rejse mod stjernerne blandt amerikansk comedy.

Nu er der en ny mand på posten, og hvad skal man så gøre? Programmet den 20. januar (“Changefest 09: Rebirth of a Nation”) var naturligvis dedikeret til Obamas indsættelse, som der blev gjort tykt grin med – Aretha Franklin havde en åndssvag sløjfe i håret, talerne var for lange og for kedelige osv. Det var lidt sværere at gøre grin med Barack Obama selv, hvis kernevælgere sandsynligvis ret fint svarer til The Daily Shows kernepublikum, men til gengæld ramte satiren mange folks ukritiske forhold til Obama: Han er bare cool, og det er grund nok i sig selv til at elske ham.

Bedst var en lille passage, hvor Obamas tiltrædelsestale blev klippet sammen med forskellige Bush-taler om USAs fremtid og krigen mod terror. Sammenklippet viste hurtigt, at Obama bruger stort set de samme klicheer om håb, fornyelse og fællesskab, som Bush har gjort – og at han også bruger den samme retorik overfor USAs fjender, “We will not excuse for our way of life … and we will defeat you!”

Men hvorfor elsker vælgerne de ord, når de kommer fra Obama, og hader dem, når kommer fra Bush? Som en af programmets “udsendte medarbejdere” sagde: “Hvorfor smager ost lækkert på italiensk mad, og dårligt på kinesisk mad?”

Og han afsluttede med: “Forskellen er, at når Obama taler sådan – så håber jeg, at han ikke rigtig mener det.”

Hvem snublede?

De fleste lagde mærke til, at Barack Obama og højesteretsdommer John Roberts ikke helt kunne finde fælles fodslag, da Obama skulle aflægge præsidenteden på Lincolns gamle bibel. Men hvis skyld var det? Det republikansk-orienterede Fox News har én version, det Obama-støttende MSNBC har en anden – se overskrifterne her. Find selv fejlen på dette klip. Det er svært at afgøre – de er ikke enige om, hvor lang den første sætning skal være. Manglende øvelse?

Tak til Nikolaj Gammeltoft for tippet på Facebook.