Søndag aften genså jeg Dennis Hoppers klassiker Easy Rider, der for over 40 år siden revolutionerede Hollywood. Filmen var et af de første eksempler på en billigt produceret “uafhængig” film (det vil sige produceret udenfor de store selskaber) og dens enorme indtjening fik de store producenter til at kaste håndklædet i ringen: De anede ikke længere, hvad publikum ville have. Men det vidste Dennis Hopper og kompagni, der tjente millioner på “Easy Rider’s” appel til hippiegenerationens tørst efter spejlbilleder, sansninger og film, der kan dvæle og gøre noget andet end bare at fortælle ramasjang. (Hvis man vil have hele historien, anbefales Peter Biskinds fremragende Easy Riders, Raging Bulls
Filmen har en meget simpel struktur: Det er rejsen – filmen opfandt også road movie genren – både som fysisk og som mental vandring, og rejsen som et tidsportræt: To unge mænd, Captain America (Peter Fonda) og Billy (Dennis Hopper) drager fra Californien til New Orleans, hvor de skal sælge noget kokain og more sig. De er på vej til deres “big score”, der vil gøre dem rige, men på rejsen møder de både kollektivistiske, udflippende hippier, en gal advokat (Jack Nicholson i hans første glansrolle) og hippie-hadende rednecks. Turen maner til eftertanke, der formuleres ret klarsynet af Captain America i den ellers sparsomme dialog: “We blew it”. Selvom de fik pengene, fandt de ikke det, de virkelig søgte: Friheden.
Ved gensyn er det forbavsende, hvor præcist filmen kan fortælle historien (eller en af historierne) om 60’ernes kulturrevolution, hvor hippiernes modkultur blev mainstream. Det starter godt med fællesskab, kollektivt jordbrug og masser af joints, men efterhånden bliver følelserne mere ubehagelige: Hovedpersonerne møder meget modstand fra de reaktionære rednecks, der vil klippe deres hår og tæve dem for at give deres piger frække tanker, og til sidst bliver det rigtig voldeligt og ondt. Én streng i historien er således, at hippiernes frihedsoprør mislykkedes, fordi “samfundet” slog for stærkt igen, eller som Jack Nicholsons karakter formulerer det: “De taler meget om personlig frihed, men når de ser et rigtigt frit individ, så bliver de vrede, bange og voldelige.”
Men som en understrøm bag den lidt platte “systemets fascister vil slå os ihjel” historie ligger også en mere tragisk fortælling om den uhåndgribelige frihed, Captain America og Billy søger: De kan ikke holde sig selv fast noget sted, og de penge, de endelig finder, gør dem ikke lykkelige. Inden da har de været på et grimt syretrip, der på en kirkegård i New Orleans har afsløret deres indre dæmoner og had, angsten for døden, utilstrækkelighed og vanvid. Der, hvor de tror, at de finder befrielse og spirituel indsigt, der findes kun galskab og skræk. Der er ikke rigtig nogen vej tilbage herfra, og ligesom 60’erne endte i vold og drab ved rockfestivalen Altamont (Woodstocks modstykke), ender Easy Rider også med mord.
I grunden har jeg rigtig meget sympati for hippedrømmen om frihed, om at leve i nuet og være som et barn i hvert eneste øjeblik (de lykkeligste øjeblikke i filmen er netop sådan nogle lalleglade oplevelser) – eller som Peter Fonda siger anerkendende til en bonde: “You do your own thing in your own time” – og jeg elsker drømmen om rejsen, om den åbne landevej, hvor man kan søge friheden – men alt for sjældent finder den. “Easy Rider” byder på nogle helt fantastiske billeder og giver virkelig en lyst til at rejse i det sydvestlige USA, blandt de fantastiske klipper i Momument Valley. Hippiernes første fase har jeg stor respekt for, og “Easy Rider” står og vibrerer lige der, hvor hippiebevægelsen begynder at blive politisk og falder over i sit totalitære modstykke. Den politiske mobilisering ligger i logisk forlængelse af Captain Americas fiasko: For det er jo “The Man”, “Systemet” og “Markedet”, der ikke vil have, at vi er frie. Eller er det? Svaret på det spørgsmål er – også – en af de spændende ting ved “Easy Rider”.
