Kategori: Film og tv

Er der en bedre måde at fejre tilbagekomsten til det civiliserede Vesten, end med en god gammeldaws Hollywood-blockbuster? Roland Emmerichs nyeste gigantopus The Day After Tomorrow, blev set dér hvor den slags hører hjemme, nemlig i Cinemax. En forbavsende tilbageholdt film (emnet og instruktøren taget i betragtning), med en nærmest elegisk tone, der sørgmodigt besynger en civilisations sidste dage til lyden af knasende popcorn. Smukke og imponerende effekter, naturligvis, men det er vel også nærmest det eneste der for alvor fungerer, når man tænker nærmere over historien, der sandt for dyden er mere hullet end ozonlaget. Hvis mennesket skaber den nye istid, hvad var det så lige der skabte den første istid? Hvad blev der af Brian, den unge Sams konkurrent i kapløbet om at vinde den smukke Emmy? Blev han pludselig bøsse og gav op? Hvorfor skal vi høre så meget om professorens kone, der venter på ambulancen med et døende barn, når ambulancen alligevel kommer halvt igennem filmen og vi ikke ser mere til hende? Osv., osv.

Og til det kan man jo bare konkludere: Alt er ved det gamle i det rolige Vesten, filmene er lige så dårlige (eller gode) som de altid har været, men heldigvis er der et større udbud, for i Bolivia var der kun én film som spillede, og som spillede nogen rolle: Mel Gibsons Kristusfilm, som jeg faktisk ikke havde lyst til at se, men alligevel blev tvunget til at se, fordi de spillede den i toget, hvilket de sikkert regnede for en slags oplysende tjeneste de gjorde de rejsende, ligesom OBS i gamle dages monopol-tv. I DK er man heldigvis stadig fri for film i busser og tog. Lad det blive ved det.

[“The Dat After Tomorrow”. USA, 2004. Instruktion: Roland Emmerich. Manuskript: Jeffrey Nachimanoff. Medvirkende: Dennis Quaid, Jake Gyllenhaal, Ian Holm, m.fl.]

Det bedste man kan sige om filmen er vel egentlig, at den gav mig lyst til at læse Homer.

Vellykket, fængslende og ikke mindst ægte engagerende drama om AIDS-sygdommens fremkomst i USA. Det er ikke en sygdomshistorie, men sygdommens historie vi præsenteres for. Handlingen centreres omkring et forskerteam hvor Matthew Modine spiller den svære rolle som den idealistiske Don Francis, manden der tager alle de rigtige beslutninger og gør som vi publikum ville gøre – det er en svær rolle. Han bliver metonym for det der er filmens problem: Heltene er helgener, for ensporerede og kedelige. Oplivende momenter er Charles Martin Smith, der både kan være comic relief og bære en meget svær scene, hvor han pludselig står overfor en patient der ikke ved, at hun har AIDS, selvom hendes læger ved det. Det lyder banalt og politisk korrekt, men ikke desto mindre er det yderst engagerende. AIDS-historien er i sig selv rystende nok, men filmen er ydermere skruet dramaturgisk rigtigt sammen.

Filmen undgår i høj grad de sentimentale løsninger (vi hører f.eks intet om forskernes privatliv) og går i stedet lige i kødet på en voldsom kritik af det amerikanske sundhedsvæsens

behandling af sygdommen, især Reagan får råt for usødet. Alan Alda udmærker sig her i en udvidelse af sin røvhulle rolle fra “Crimes and Misdemeanors”, som lægen Robet Gallo, der søger at tage æren for opdagelsen af Virusen.

Skal man finde kritikpunkter, må det være at så mange ligegyldige film om ligegyldige opdigtede sygdomme (“Outbreak”) har ødelagt formlen og lagt klicheerne for genren: Sygdommens opdagelse som et detektivarbejde, de gode og de onde videnskabsmænd, den ‘nære relation’, der dør af virusen osv. Filmens force ligger dog i, at den transcenderer klicheerne, de preller af på den, fordi man accepterer at den skildrer virkeligheden, som set gennem romanforfatteren Randy Shilts øjne. Og de øjne har set sandt, synes det.

[“And The Band Played On”. Roger Spotswoodie, 1993. 24-07-95, Grand]

En vanvittig, grotesk, ulækker, morsom, genial film, et mystisk, frastødende og fascinerende stykke vulgært dragende lort. Bad Boy Bubby er alt og intet, den har ingen ben at gå på, vil ingen steder hen, men kommer overalt. All you need is love. God stinks.

Bubby (suværent spillet af Nicholas Hope) er blevet holdt indendørs af sin overvægtige moder i 35 år. I den lille snuskede lejlighed er han stadig som et barn, hun vasker ham, slår ham, mader ham, knepper ham. Hun plager ham, han plager Kat. Hun kvæler ham, han kvæler Kat. Senere kvæler han også hende i plastfolie, samt faderen, der er kommet på besøg efter 35 år. You can call me Pop. Bubby begiver sig ud i verden, og vi ser med hans øjne det moderne vanvid og støjhelvede (..Kasper Hauser..). Bubby forstår ingenting, men han kan tage til sig og gentage – kopiere sin omgivelsers udsagn. Han møder kvinder, han møder dyr, han møder et rockband. Han spiser pizza. Endelig møder han Angel (Carmel Johnson), en sygeplejerske på et mongolhjem – her tager man ham til sig, for han er den eneste der forstår de handicappede. Bubby elsker Angels enorme patter. Bubby synger i rockbandet – eller rettere han gentager i rockbandet – hele hans vanvittige og væmmelige fortid kommer frem i verbale klumper, sure opstød råb og skrig – han kaster det hele ud og det vender tilbage som berømmelse – han bliver medium for aggression. Bubby har fundet Angel, han har fundet et ståsted. Han kan nu leve i småborgerlig idyl.

Aldrig klar over hvilket ben den skal give tilskueren at stå på, er ‘Bad Boy Bubby’ en ofte frastødende film, men netop den utroligt væmmelige første tredjedel gør filmens sidste dele så meget mere forløsende. Der leges med grænserne for tilskuerne. Men hele denne fantastiske indviklen i Bubbys verden virker meget dragende, man fastlåses og må se mere, selvom der egentlig ikke er nogen historie, den er vildt fabulerende, nærmest løbsk, helt igennem urtroværdig og dog alligevel så menneskelig. For midt i alt skidtet, det uværdige, findes der stadig en sjæl der er Bubby – han kan give og modtage kærlighed, han giver menneskene det de har brug for. Det er historien om den naive idiot, der beriger sine omgvielser, men meget mere ekstrem og uden romantik og sentimentalitet, helt ud på det barnliges voldsomme overdrev. Rå.

[“Bad Boy Bubby”. Rolf de Heer, 1993. 22/7/1995, Gloria]

Lille komedie om arbejderen Filip (Jerzy Stuhr), der aldrig har ønsket sig andet end det han allerede har, men, da han køber et kamera for at filme sin nyfødte datter, gribes af linsens lokkende liv og glider langsomt væk fra sin familie. Imens opnår han større og større succes som dokumentarkunstner, en aktivitet han dog også må indstille da han i sin søgen efter at vise virkeligheden ‘som den er’, bliver konfronteret med dels det polske system og dels virkelighedens ambivalens. Til sidst retter han kameraet mod sig selv og fortæller den historie vi lige har set.

Kieslowski slog igennem med denne sort-humoristiske allegori over kunstneren i

samfundet, men den er abslout ikke en hyldest til kunstens ubesmittehed overfor et korrupt system, men en mere ambivalent beretning, hvilket redder den fra prætentiøsitet. Filmen er håndholdt det meste af vejen, nærmest halvdokumentarisk og realistisk, og der er ikke mange af de senere Kielslowski stiltræk, selvom den nok kan ses som en forløber for ‘Dekalog’. Skuespillet er godt, omend konens frusterethed ofte virker lidt umotiveret. En komedie med en mørk understrøm om kunsten mærkelige simili-liv der lokker os væk fra det egentlige, da det kan bevare de døde på strimlerne. Duen der fanges i flugt.

[“Amator”. Krzystof Kieslowski, 1979. Set 29.5.1995, Filmmuseet]

Lille tysk komedie om to kvinder omkring de 30 og deres besværlige kærlighedsliv.

Maischa er meget aktiv men kan ikke finde den rigtige. Også hendes drømmeprins viser sig at være en lagenfrø. Hendes tegne-veninde Frenzy er mere introvert, men møder kærligheden, hvor hun ikke venter at finde den. De to veninder snakker meget, og det er deres forhold filmen centrerer på. Det gør den med et skævt smil og et ironisk glimt i øjet, men der mangler en charme og lethed. Det er og bliver en skolefilm, der viser os de sædvanlige klichéer om kærlighed og dating. Det spændende er, at synspunktet nu er de lidt kiksede kvinders, i stedet for de fummelfingrede mænds. Længere er den ikke.

[“Abgeschminkt”. Katja von Garnier, 1992. da. “Hvorfor er mænd så umulige?”. Set 17.5.1995, Huset]