Det kan godt være, at de vrider hænderne inde på Christiansborg og Asiatisk Plads for at finde en grimasse, der kan passe, og at vi i de næste år må finde os i at være på psykopaternes dødsliste (lige under Israel), men egentlig synes jeg der er kommet et par ganske positive udslag af hele Muhammed-kontroversen – og et par ret negative. Lad os lige kigge på dem:
1) De gode først: Der er kommet hul på bylden. Flere kommentatorer har påpeget, at denne konfrontation med nødvendighed ville opstå før eller siden, og havde det ikke været Muhammed-tegningerne, havde det været noget andet. Det handler om sammenstødet mellem to uforenlige holdninger til religion. Den ene er moderne og individbaseret og siger, at religion i et samfund med mange verdensopfattelser nødvendigvis må være en privat sag, og at man derfor ikke i offentligheden kan være beskyttet imod kritik eller latterliggørelse, selvom man naturligvis kan gøre sit for at opfordre til respekt, og i øvrigt kan gøre hvad man vil på egne præmisser og ejendom. Den anden er traditionalistisk-religiøs (og desværre muligvis postmoderne, hvilket vi vender tilbage til) og handler om, at nogle dogmer ikke er til diskussion, og det vigtigste er at sikre, at de heller ikke bliver diskuteret, kritiseret eller latterliggjort. En sådan holdning må nødvendigvis før eller siden konflikte med den moderne holdning, fordi der vil blive bragt udsagn til torvs, som den traditionalistiske holdning ikke kan acceptere. Bemærk, at der findes muslimer på begge sider af splittelsen, ligesom der findes kristne og ateister på begge sider.
Splittelsen har i øvrigt rod i oplysningstidens kamp for det frie ord, der bunder i den antagelse, at vi ikke selv kan vide, at vi har ret, og vi derfor har brug for at blive konfronteret med modsatte holdninger, hvis vi skal finde en form for sandhed, fx om det gode liv eller det gode samfund. Det handler ikke om, at alt kritikløst skal latterliggøres, men om at ingen dogmer, hverken religiøse, politiske eller kulturelle, i sig selv igennem følelsesbetonede besværgelser kan kvalficere til sandhed. Der må argumenter på bordet, kort og godt. Denne debat har kørt i den vestlige verden i godt 300 år, og nu er den også kommet til Mellemøsten. Det er kun godt og nødvendigt, selvom udfaldet ikke er givet. Det er derfor det er vigtigt at stå fast nu.
2) Det muslimske samfund i Danmark er omsider trådt i karakter som en ligeværdig partner i den offentlige debat. Imamerne er endelig begyndt at tage bladet fra munden og sige hvad de mener: nemlig at frihed ikke er forenelig med deres religiøse dogmer, og friheden derfor bør ofres i integrationens navn – ellers bliver der ballade. Det vidste vi jo egentlig godt i forvejen, at nogle af dem mente, men det er godt, at de endelig siger det on the record, selvom der i nogle tilfælde har skullet afsløres et par dobbeltspil. Abu Laban er en slyngel, men det er godt, at han er blevet klædt af til skindet i al offentlighed som den hadefulde dobbeltspiller og diktaturtilhænger, han er. Hjemlige og udenlandske imamers reaktioner viser med al tydelighed, at tegningerne i Jyllands-Posten bestemt ikke var ubegrundede: Der er faktisk mennesker rundt omkring i verden, som vil slå dig ihjel for at tegne profeten Muhammed. Det er et problem, men det er ikke nødvendigvis et problem for muslimer som sådan.
For hvad der er mindst lige så positivt er, at mange danske muslimer er begyndt at sige fra. Her tænker jeg naturligvis først og fremmest på Naser Khaders netværk “Demokratiske muslimer”, men egentlig også på de mange muslimer, som har håndteret situationen fredeligt uden at kræve bål og brand og love og indgreb for at beskytte deres følelser. Ganske vist har en del følt sig krænkede over tegningerne, ikke mindst fordi de kom fra Jyllands-Postens hånd, der sandt for dyden ikke har holdt fingrene imellem og været flittig til at bringe overgeneraliseringer og dæmoniseringer til torvs. Men man har valgt at lufte sin uenighed på demokratisk vis, fx gennem demonstrationer, læserbreve m.m. Så længe utilfredsheden ikke bliver fulgt op af krav om ny lovgivning og særlig respekt for muslimer, så er der ingen grund til at være alarmeret over at muslimer indtræder – moderne – i den demoratiske debat og siger, hvad de mener, fx anmoder om respekt for deres religion eller for at påpege, at tegningernes generaliseringer (for dem at se) er uretfærdige. Dybest set kan man sige, at så længe man har denne reaktion, så kan man i grunden springe op og falde ned på tegningerne, få det overstået og komme videre.
Det store spørgsmål er så: hvor mange er der i den første gruppe, og hvor mange er der i den anden? Det er jo helt uvist, men selvom nationer og grupperinger som Iran, Syrien, Saudi Arabien, Taleban, Hamas, Hizbollah og kohorter dominerer billedet i mange dele af verden, så er mit bud at langt den overvejende del af muslimerne i Danmark tilhører den sidste gruppe. Det er netop nu – mere end nogensinde – tiden til ikke at generalisere og til at lytte nøje efter, hvad folk rent faktisk siger, og ikke hvad man tror de siger. Muslimer er ikke en homogen gruppe, de har aldrig været det, og de bliver det heller aldrig, nogle af dem er troende, nogle af dem ikke, nogle tror på én måde og nogle tror på en anden. Lyt nu til hvad de siger – og støt i øvrigt dem af dem, vi kan leve sammen med. Fronterne bliver trukket stadigt skarpere op, også i den muslimske verden. Det er vigtigt at vi får så mange som muligt med på vores side.
3) Og her er det faktisk, at den største skuffelse i sagen er kommet for mig, nemlig i de hysteriske generaliseringer fra folk der har travlt med at sige “undskyld” og som vil beskytte religion imod angreb ved at give den særstatus, ved at klæde den i “respekt” og “forståelse”. Det gælder – desværre – især dem der burde være de første til at forsvare retten til at krænke, nemlig intelligentsiaen, men det skyldes nok, at den i løbet af 70’erne forvandlede sig fra at være den kritiske offentligheds højborg til at være et snævertsynet kleresi for de rigtige meninger. Jeg ved godt, at vi har en blasfemiparagraf og en racismeparagraf her i landet, men i praksis er begge en krænkelse af ytringsfriheden, og i stedet for at gå den forkerte vej, som en mand som Jakob Erle og kræve indgreb imod blasfemi, burde man gå den anden vej og kræve paragraffen afskaffet, da den er helt uforenelig med et frit samfund. Der er ingen som helst grund til, at religion skulle have en særstatus blandt menneskelige ytringer og livsopfattelser, og religion må kunne kritiseres på samme måde som politik – fordi religion dybest set for de fleste mennesker er politik, fordi religion handler om værdier. Denne holdning, der ønsker at beskytte religion fra kritik, er faktisk særlig farlig, fordi den kommer fra mennesker, der i modsætning til Taleban og Hizbollah virkelig har magt over os: nemlig fra dele af de danske politikere, fra meningsdannere fra dele af EU, men også fra Storbritiannien og USA, hvor man har en lang tradition for fredning af religionskritik i multikulturalismens navn.
At man forestiller sig, at religion på en eller anden måde kan have en særstatus og man samtidigt kan bevare et frit samfund, forudsætter faktisk et helt igennem privat (og moderne) syn på religion, der vender det blinde øje til de åbenlyse konflikter der ligger i, at alle religioner vil kræve respekt for lige netop deres tabuer og særlige forestillinger. De må nødvendigvis konflikte, så længe en religion kræver at have nogen som helst relevans for samfundslivet, og det gør religioner jo: de vejleder om det rigtige liv. Man håber måske på at dæmpe gemytterne ved at lovgive om forbud imod kritik af religion, sådan som Tony Blair gerne ville, men i længden udsætter man kun konflikten. Religion bliver udsat for kritik, fordi religion ligesom alle andre livsopfattelser, har brug for at blive kritiseret. Den dag alle religioner har som deres første forudsætning “Du har ikke ret til at påtvinge andre dine religiøse forestillinger” kan religionen måske fredes. Men ikke før.
Det er her undskyld-folkenes svigt er så enormt. De ser ikke, at den frihed vi har opnået i den vestelige verden er opstået på trods af og i konflikt med religiøse og traditionelle værdier, altså med kristendommen. Dette opgør ville de religiøse skam meget gerne have haft sig frabedt, og hvis kritikerne havde insisteret på ikke at “krænke” nogen, så var vi aldrig kommet nogen vegne. Folk kan blive krænkede over hvad som helst. Det fritager dem ikke fra kritik – tværtimod. Og hvad der i virkeligheden er endnu mere skuffende, er undskyld-folkets ærligt talt nedladende og racistiske holdning til muslimer, som man behandler som små børn, man skal tale efter munden og give lørdagsslik for at få fred. Man spiller fuldstændig ukritisk med på en narrehat som Labans påstande om at man nu har krænket en femtedel af menneskeheden, og er i dødelig konflikt med “muslimerne” som alle som én er “meget vrede og kede af det”. Det da generalisering der vil noget, og den hvide mands byrde er så her at forstå de små negres sære vaner, og ikke sparke til totempælen i landsbyen, når man kommer for at sælge dem glasperler. I stedet burde man vise muslimerne virkelig respekt ved at turde kritisere det i Islam, som skal kritiseres – og det er altså stadig ganske meget. Ikke mindst en fremtrædende tendens til at kræve død og ødelæggelse over alle, man ikke bryder sig om.
Vi har at gøre med to faktorer her: snævertsynet hos den internationaliserede del af danskerne, der nu ærger sig over, at de ikke får skulderklap overalt i verden, når de kommer fra søde lille Danmark. Man vil gerne se sig selv som elsket af alle, og det kan man jo ikke når Jyllands-Posten gør i nælderne. Det skal stoppes, så vi igen kan komme ud med hjælp og godhed til den nødlidende og tilbagestående verden, der har så hårdt brug for sunde, danske, respektfulde og tolerante værdier – eller sælge dem en masse ost. Det er naturligvis synd for dem, men egentlig burde de jo rette vreden imod de fjolser, der insisterer på at gøre Jyllands-Posten til Danmark. Vi har at gøre med en udvidet version af Stockholmsyndromet, hvor man insisterer på, at fejlen ikke ligger hos dem, der vil slå dig ihjel, hvis de ikke får deres vilje, men sikkert hos en selv, fordi man sendte dem et skævt blik. Her må man stå fast og sige “rend og hop”, og ikke blotte halsen som en anden kujon.
Så mange var ordene. Husk, at jeg intet ved om den danske debat og alt her derfor er fiktion. Jeg har nemlig været i udlandet og set Danmark udefra.