Kategori: Politik og etik

Til gavn for de sorte?

Kåre Bluitgen, manden der indirekte startede hele JP-Muhammed-affæren, bliver interviewet i Berlingske Tidende om sin nye bog om Muhammed, der udkommer senere i januar. Bluitgen har tidligere udtalt sig særdeles negativt om de mere totalitære strømninger i islam, fx i debatbogen Til gavn for de sorte (der rettede sig mod både islamiske fundamentalister og de ‘sorte’ præster i Danmark) og umiddelbart kunne den nye Muhammed-bog ses som en fortsættelse af kritikken. Og det er den måske også. Men måske ikke…

Bogen skildrer Muhammed og hans levned, sådan som muslimer selv ser profeten, og den får det hele med: etnisk udrensning, plyndring, mord, giftemål med 9-årige, belejlige profetier der kommer på rette tid, så Muhammed kan få sin vilje, og meget mere artigt stof, som vi nok i dag vil tage afstand fra, men som muslimer igennem historien har været stolte af og set som et smukt ideal. Umiddelbart kan en sådan skildring – der kun bruger muslimske kilder – ses som at kaste ved på bålet, men Bluitgen har en interessant vinkel: Han mener nemlig, at nutidens muslimer godt kan se igennem fingre med datidens idealer og tage afstand fra de ting, der skal tages afstand fra. Han svarer på spørgsmålet om hvor mange fundamentalister, der egentlig findes:

Det er næsten ikke til at svare på, men jeg vil da mene, at det helt overvældende flertal af muslimer er pragmatiske, fredelige og problemfri. Jeg morer mig, hver gang nogle muslimer stiller sig op i danske medier og hævder at repræsentere 1.1 eller 1.2 eller 1.3 milliarder muslimer i Jyllands-Posten-sagen. Mine muslimske venner griner af dem. De kan slet ikke tage alvorligt, at man rejser rundt i verden og pisker en stemning op. Men mine venner er selvfølgelig også kede af det, fordi de bliver slået i hartkorn med fundamentalisterne. I hele denne her overophedede debat er det en meget vigtig pointe, at der findes mange former for islam

Det er jo en forfriskende pointe, men det er jo nok værd at tage med, at en muslim tilsyneladende skal rykke lidt mere rundt på forestillingerne om profetens herlighed for at få ham til at passe ind i den moderne verden, end en kristen skal gøre i forhold til Jesus. Men det må de jo om. Manden der var med til at skabe hele Muhammed-affæren er i hvert fald overraskende fortrøstningsfuld. Og det er jo godt nyt, og slet ikke til gavn for de sorte – og værd at huske, når anti-islam-lobbyen kaster sig over de blodige historier og siger “se hvor slemme de er!”

EGO let’s go!

EGO – den ‘libertarianske aktionsgruppe – er kommet på Politikens netavis med deres Freeplay-kampagne, der er en kærkommen hyldest til sort arbejde. Skatteminister Kristian Jensen har åbenbart linket til Liberators link til Freeplay på sin hjemmeside. Freeplay-kampagnen er netop et gensvar på den vamle Fairplay-kampagne, Skatteministeriet har kørt. Det er dog vist nok en storm i et glas vand, for så vidt jeg kan se linker han blot til Liberator, der så tilfældigvis linker til Freeplay. Men fedt, at kampagnen er kommet fra start med en stor skandale-artikel på Politiken. Der kan man vist tale om løn som forskyldt for Kristian Jensen, der åbenbart ikke kan finde ud af hvilket ben han skal stå på – det liberale eller det kollektivistiske?

Der er for øvrigt en Freeplay-aktion i dag kl. 15 på Nørrebro Station, hvor man kan købe sort arbejde. Hvad arbejdet består i, melder historien dog ikke noget om. Måske kan man få pudset sko? Eller få pudset sit EGO?

Diskussionen kører naturligvis allerede hos LIberator.
Broggen har en passende kommentar.

De liberale blogs er over os

Liberatordrengene kravler ud af hullerne med lysets hast og blogger som gale:

Daniel Beattie har fået sig Forkullede Tanker om (og vi citerer): “libertarianisme, anarki, politik, økonomi, musik og Japan i særdeleshed og alt muligt andet i almindelighed”.

På Kritisk Presse blogger Lau Taarnskov og Rasmus Ole Hansen om danske mediers vinkling af nyhederne (et emne som også af og til optager mig).

Begge blogs er startet i december 2005, og går vi længere tilbage er der The Strikers, Retsstaten, Econotrix, The Hairpin-Bend og naturligvis Broggen.

Glemte? Nyankomne? Postér dem hér, så politiet har let ved en roundup, når det bliver ulovligt at ville nedbryde samfundets sammenhængskraft.

Lommepengesamfundet

I morges hørte jeg i radioavisen, at udenlandske fodboldspillere, der spiller for danske klubber, kun betaler 25 % i skat. Det er selvfølgelig dejligt for dem, men det som undrede mig var, at oplæseren vinklede nyheden som “danske skatteydere betaler en del af lønnen for fodboldstjerner”.

Det lyder mærkeligt. Er det således, at de penge du får i løn, som udgangspunkt tilhører skattetyderne, og de derefter tildeles dig som lommepenge? Det kunne lyde sådan ifølge DR. Men det er jo ikke rigtigt: Pengene tilhører som udgangspunkt dig, og herefter opkræver staten en større eller mindre del i skat. Om det er rimeligt kan man diskutere, men det kan aldrig blive sådan, at pengene som udgangspunkt tilører staten. Det er ikke staten eller politikerne eller fællesskabet, der skaber værdierne. Også selvom politikerne – og åbenbart også DR – gerne ville have at de danske borgere opfatter det sådan.

De er vanvittige

Nu vil 56 muslimske lande boykotte festivalen Images of the Middel East, som arrangeres af CKU. Det sker i protest imod Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten, for selvom festivalen ganske vist intet har at gøre med den pågældende avis, er man alligevel utilfredse med regeringens manglende indgreb overfor Jyllands-Posten. Eller som Kasem Ahmad, talsmand for Det Islamiske Trossamfund, udtaler på vegne af de forurettede til Ritzau:

hvis ytringsfrihed i Danmark går så langt, så vil jeg ikke være med til et kulturarrangement.

Der er kun én ting at sige: Nu må I simpelthen tage jer sammen, for den udmelding er direkte latterlig. Det giver jo ingen mening at boykotte en festival, der intet har med avisen at gøre. Det er som at slå Peter, fordi jeg har fået bank af Poul. En sådan holdning kan man kun have, når man – som Ulrik Høy skrev i Weekendavisen – har et totalitært syn på samfundet, og ikke evner at se forskellene mellem forskellige magtinstanser, fx tredelingen af magten. Jeg ønsker alt det bedste til de sekulære muslimer, der for nylig med Naser Khader i spidsen meldte fra overfor fundamentalisterne, og i øvrigt held og lykke: for hvis det er den generelle holdning blandt muslimer, så får de deres sag for.

Må vi i øvrigt ikke snart få at vide, hvorfor Jyllands-Posten er forpligtet på overholde religiøse bud fra en tro, som avisen ikke deler? Hvis jeg nu har en tro som hedder, at man ikke må tegne vejrtegninger, er Kasem Ahmad så forpligtet på ikke at tegne vejrtegninger? Krænker han mig, hvis han gør det? Er ytringsfriheden så gået for langt? Tag jer dog sammen, muslimer, I skader jeres sag mere end I aner. Hvis I vil leve i den moderne verden, bliver i nødt til at finde jer I, at folk gør ting I ikke bryder jer om. Det kaldes frihed.

Mere:
Muligvis har danske imamer spredt urigtige oplysninger i egyptisk presse. Jyllands-Postens leder.
Kulturfestivalen fortsætter. Læs deres pressemeddelelse (intet permalink).

Og så de positive sider…

Men før der går selsving i de negative vibrationer omkring shia-ekstremisters dominans i det irakiske parlament, så er der også stor grund til at glæde sig over valget i Irak. Fx det store fremmøde af almindelige irakere, som faktisk virkelig ser ud til at have taget tanken om demokrati og fredelig politisk afgørelse af konflikterne til sig. Vi håber det bedste for dem, og regner med, at dette er en bevægelse, der i sidste ende ikke lader sig stoppe, uanset hvor meget ayatollah-folkene vil ønske at lade denne afstemning blive den sidste (fordi det naturligvis kun er nødvendigt at vælge guds parti én gang). Tjeck i hvert fald Michael Yons blog med mange gode billeder, og husk også feststemningen i Bella Centret:

Brian Berg
(Foto af Brian Berg)
—
Til slut lige en bredside disrespekt til kommunisterne hos Kommiteen For Et Baath-kontrolleret Irak. Magen til menneskeforagt skal man lede længe efter.

Four More Years…

Mere om valget i Irak hos Talisman Gate:

The Shia community did not vote as a confident majority of the population: they followed the voting pattern of a ghettoized minority still scarred from many years of dictatorship. Rather than think for themselves and exercise their individual right to choose, they have abdicated this responsibility in favor of their behemoth communal shepherd: Grand Ayatollah Ali Sistani.

And the Iran-leaning Shia Islamists running on the United Iraqi Alliance list seized the day, and did some very irreligious things such as lying, cheating, bullying, stealing and probably violating a couple more commandments in their drive to grab the majority of seats in the new parliament just in case Sistani’s hint and wink didn’t do the trick.

(…)

Iran’s mullahs, who are increasingly getting belligerent across the board, pulled off a coup in Baghdad right under the very noses of the United States. But will Iraq’s triumphant mullahs, who fought tooth and nail to nail this vote, allow free and unfettered elections in four years? Will they be wise enough to realize that there is more to running a state than penning ringing sermons and folding a turban? Will they extend a hand to political rivals with the managerial wherewithal to do something about this mess of a government? Will the Sunni leaders deliver some compromises and actually lead their community to a civil peace, or will they cower in the face of brash Ba’athists who are still intoxicated by the prospects of returning to power through violence and may even be toying with civil war as a conduit? Will the Iranians come to their senses and realize that what doesn’t work for Iran will probably not work for a far more complicated and nuanced society like Iraq’s?

Om fire år kan vi se, hvordan det hele gik: katastrofe eller demokrati. Det er lang tid at vente for en blogger, der er vant til instant gratification.

Talisman Gate og dets søstersite (The Other) Talisman Gate er for øvrigt spændende læsning for enhver Irak-interesseret. Nibras Kazimi, der er iraker og forsker ved Hudson Institute bringer her sine klummer fra New York Sun og andre perspektiver og betragtninger.

Studehandler

Mere om valget i Irak: Iraq The Model rapporterer om en Bagdad-for-Kirkuk handel mellem kurdiske politikere og UIA. Kirkuk er en meget vigtig by på grænsen til Kurdistan, men byen er etnisk delt og det er centralt for kurderne at kunne hævde kontrollen over de nærliggende oliefelter, for at kunne skabe et selvstændigt Kurdistan. De kurdiske partier har da også fået de tilstrækkelige 51% af stemmerne i Kirkuk, bl.a. fordi de få dage før valget pludeslig kunne skrive 200.000 nye kurdere på listerne over stemmeberettigede. Stemmelisterne bygger som bekendt på de gamle rationeringskort og er derfor forældede, men et pludseligt boost på 200.000 virker nu alligevel påfaldende belejligt. Men den ene hånd vasker den anden, og brokker kurderne sig ikke over valget i Bagdad, der har givet uforholdsmæssigt høje stemmetal til UIA, så brokker shiaerne sig nok ikke over at Kirkuk går til kurderne.

Så here’s the deal ifølge Mohammed:

I’m afraid the Baghdad-for-Kirkuk deal is done now and there’s nothing I can think of to reverse the new reality which was forced via a democratic practice. Right now we’re in facing a big crisis that leaves us before two possibilities; either the Sunni agree to be part of the government and we get a parliament with 200 Islamist members (Sunni and She’at) in the face of 75 secular members, 50 of them are Kurds who won’t care much about this parliament or the rest of the country since they have their own parliament and government in Kurdistan (which is going to include Kirkuk in the near future of course).

Lyse fremtidsudsigter for Irak, det må man sige. Men bemærk, at UIA før valget ikke var projicerede til at få mere end 70-90 mandater, men har altså via en handel med kurderne (muligvis, dette er spekulation) tiltusket sig over halvdelen af de samlede pladser i parlamentet, primært på bekostning af de sekulære shia og sunni-partier.

Mohammed konkluderer:

All they wanted and all they knew they were able to get was 33% of the seats which can give them the veto right in the parliament but the Baghdad-for-Kirkuk deal with the Kurds allowed both of them to get the at least the 51% majority, each in his region of interest.

Sådan står resultatet, tilsyneladende. Men hvor meget er demokratiets vilkår, og hvor meget skyldes mere luskede procedurer?

Fejlciteret eller idiot?

Det starter godt for Evo Morales, Bolivias nyvalgte præsident. Første dag på jobbet siger han til Al-Jazeera: “Den eneste terrorist, jeg kender, er Bush”. Det bliver de sikkert glade for at høre i Washington, og det er lige det der skal til for at åbne for en god, konstruktiv dialog. Det var også Morales der i valgkampen gjode sig selv til eksponent for en god, demokratisk dialog ved simpelthen at nægte at debattere med sin modstander Quiroga, angiveligt fordi han var en ‘neoliberal‘, og sådan én behøver man naturligvis ikke veksle ord med.

En talsmand for Morales hævder dog, at han blev fejlciteret. Begge dele er lige sandsynlige hvis man kender Morales og Al-Jazeera.