Kategori: Politik og etik

Der siger meget om journalistisk vinkling:

Berlingske Tidende: Fredeligt valg i Irak
Al-Jazeera: Explosions as Iraqis vote

Hvilken er mest i overensstemmelse med virkeligheden, synes du selv?

Mere Paris, muslimer og velfærdsstat. Jacob Mchangama fra bloggen Retsstaten (og Punditokraterne) havde i går et langt læserbrev i Jyllands-Posten. Det er – som sædvanligt fra den kant – både fornuftigt, pragmatisk og konstruktivt. Et par citater:

Multikulturalisme via indvandring kan utvivlsomt forstærke allerede eksisterende sociale spændinger. Og kombineres masseindvandring med en velfærdsstat og et overbeskyttet arbejdsmarked, har man skabt en potentiel krudttønde.

Men vælger man en samfundsmodel med en høj grad af økonomisk frihed, hvor indvandrere er velkomne på den præmis, at de økonomisk klarer sig selv, vil man automatisk tiltrække mennesker, som er motiverede for at deltage aktivt i samfundslivet, og som derved bidrager positivt til deres nye land. I et sådant samfund er det tillige lettere for indvandrere at identificere sig med det nye land og dets borgere.

Det er jo i grunden meget simpelt, og fornuft for burhøns – og alligevel så svært at gennemføre i et Europa, der er panisk angst for at skære i velfærden.

Mandag den 28. november afslører Liberalisterne deres forslag til skattereform. Det foregår – naturligvis – i Børsbygningen i København, og kommer til at indeholde et forslag til en dramatisk omstilling af systemet til en lav, flad skat (40 % til at starte med) og højt personfradrag – hvilket indebærer både en skattelettelse og en voldsom forsinkling af det urimeligt snørklede skattesystem. Det lyder jo godt, og selvom jeg ikke selv har mulighed for at være til stede hepper jeg lidt fra venteværelset hos min allergilæge…

Opdatering: Reformforslaget er nu ude som pressemeddelelse. Kerneelementer:

• Indførelsen af en flad skat på 38 pct. på al lønindkomst.
• Personfradraget hæves til 70.000 kr.
• 25 pct. skat på al positiv og negativ kapitalindkomst.
• Selskabsskat på 20 pct.
• Registreringsafgiften på biler nedsættes med 1/3.

Det svarer reelt til en skattesænkning på 6,5 procentpoint, hvilket er noget der batter i stedet for de forkølede, indholdsløse løfter, AFR hostede op i weekenden.

Det bliver ofte hævdet, at selvom det frie marked kan være godt til nogle ting, så findes der en række offentlige goder, som ikke kan overlades til det frie marked: som kerneydelser nævnes forsvar, uddannelse og infrastruktur (og nogle gange – noget mere tvivlsomt – arbejdsløshedsforsikring). Der findes flere forskellige argumenter for hvorfor eksempelvis et privat uddannelsessystem skulle være en dårlig idé, men et af de mest brugte er free rider problematikken. Argumentet lyder meget kortfattet, at fx infrastruktur og uddannelse er offentlige goder, fordi de skaber eksterne fordele, også for dem som ikke betaler for dem. Hvis jeg køber en cd til mig selv, så er det kun mig selv, som har glæde af den (medmindre jeg spiller meget højt), men hvis jeg betaler for en vejstrækning, så har alle der kan køre på vejen glæde af den. Eller: hvis min nabo uddanner sig, så har jeg også glæde af hans højere kompetenceniveau, og kan forvente at han er mere fornuftig og fredeligt indstillet. Offentlig arbejdsløshedsforsikring kan dermed eksempelvis ses som at have den gode eksterne effekt, at den skaber ro og stabilitet i samfundet.
Læs mere Free Rider nix nix

Der findes både virkelig islamofobi, og så findes der “islamofobi” som prædikat og retorisk kneb, som en måde at stemple modstanderen som diskvalificeret – lidt ligesom at kalde ham racist eller nazist. Begge dele er problematiske og bør undgås i debatten, for nu at sige det lidt skolemesteragtigt. Et par eksempler til at krydre pædagogikken…

I forbindelse med Johan Norbergs artikel i Expressen, som jeg selv linkede til her, og som jeg kan se Raapil til min glæde har læst med stor interesse, er der i Sverige opstået en kontrovers om hvorvidt Norberg skulle være blevet ‘brun’, og hvorvidt hans artikel skulle være et eksempel på en stadig mere fascistisk neoliberal tendens. Det har naturligvis intet på sig, hvad enhver læser af Norbergs site også vil vide, idet manden eksempelvis går ind for fri indvandring. Men det er interessant at argumenter af en så hysterisk karat alligevel bliver bragt ind i debatten, også når de tydeligvis ingen relevans har. Læs fx denne postering af Ali Esbati, og se også kommentarerne (mere her).

Det virker decideret patetisk, at man i denne forbindelse skal spille fascisme-kortet, og Norberg gør også selv opmærksom på Godwins lov, hvorved en diskussion øjeblikkeligt tabes af den part, som bringer Adolf Hitler eller nazismen på banen som en del af sit argument. Norberg har en tese om, at panikken simpelthen skyldes, at venstrefløjen godt er klar over, at netop udstødelsen af indvandrere og andre svage lavtlønsgrupper kan være den rambuk, der nedbryder velfærdsstatens ideologiske mur, simpelthen fordi den bliver nødt til at vedstå sig en stor del af ansvaret for de utilsigtede konsekvenser af høje mindstelønninger og skatter, og i Frankrig/Tyskland de groteskt stramme regler for fyringer og ansættelser.

Naturligvis gælder panikken ikke alle velfærdstilhængere, og det er fx glædeligt at en ellers erklæret socialliberal som Raapil har fået øjnene op for de negative konsekvenser af positive rettigheder på arbejdsmarkedet (du må godt blive sur nu, Raapil ;-)), så dette er sådan set bare en lille opsang om hverken at lade som om, at islam slet ikke spiller nogen rolle for optøjerne i Paris (selvom de ikke har noget med islams ‘essens’ at gøre efter min mening, da jeg ikke mener en sådan eksisterer), eller at påstå, at islam skulle være hovedårsagen. Muslimer fungerer fint og bidrager til samfundet i lande hvor de får lov af ‘systemet’, og de er gode til at drage nytte af de mere liberale strukturer i USA og Canada. I Paris er kombinationen af islam og social udstødelser på den anden side blevet særdeles giftig, og vil kun blive det endnu mere i fremtiden, i det de radikale (ingen lighed med det danske parti af samme navn i øvrigt) imamer vil bruge urolighederne til at sikre sig endnu mere magt over de ramte bydele – endda med officiel sanktion, som de eneste der kan ‘repræsentere’ og sikre ‘ro og orden’. Det er i hvert fald mit bud.

På den anden side skal man også passe på med at slå for stort islam-brød op over optøjerne, og jeg tror at et udtryk som Paris’ intifada er mere misvisende end hvad godt er (det er i hvert fald mit fromme håb). Bøllerne har lært mindst lige så meget af antiglobaliseringsaktivister, som af stenkastende palæstinensere – men bør da i øvrigt slås ned med hård hånd og ikke forhandles med. Jeg fik i hvert fald bekræftet på weekendens af Jyllands-Posten arrangerede konference om Ytringsfrihed og islam (der går for øvrigt rygter om at man kan se mit billede i avisen!), at nogle debattører er alt for villige til at komme med generelle konklusioner på meget specifikke eksempler – ingen nævnt ingen glemt. Man fortaber sig på den ene side i detaljer og mister det generelle billede, og på den anden side lader man detaljer udviske sig i en generel halvparanoid skyggeboksning med et spøgelsesagtigt Eurabia. Virkeligheden er for kompleks til at blive planlagt, det har altid været mit motto, og jeg har svært ved at se den store eurabiske masterplan bag de ellers nok så problematiske bilafbrændinger…

Tag et kig på The Ultimatum Game og den spændende diskussion.

Gæsteindlæg af Caroline Nellemann, stud.scient.soc.

ENDNU engang sidder jeg tilbage med en følelse af frustration over den kvælende enighedskultur, jeg konstant møder i den akademiske verden.

Som studerende tog jeg forventningsfuld af sted til konferencen New Media in the Middle East på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet den 31. oktober til 1. november. Jeg håbede der ventede mig en fordomsfri og pluralistisk debat om medierne i Mellemøsten, men blev slemt skuffet.

Der manglede ikke interessante oplæg, men der var en klar tendens til at oplægsholderne og deltagerne var rystende enige om, at USAs og Israels politik generelt er imperialistisk, at Irak-krigen var en stor fejl og at globaliseringens strømninger fra Vesten kun fører til McDonaldisering og pornoficering af samfundet, tab af moral og oprindelig identitet.

Som studerende på et dansk universitet kom disse fordomme – desværre – ikke som en overraskelse. For det er faktisk alt hvad jeg har lært gennem min studietid: Det er altid Vestens (især USA og Israel) og »den nye regerings« skyld. Jeg blev på konferencen blandt andet præsenteret for udtalelser om Præsident Bush som »stupid« fra en amerikansk oplægsholder efterfulgt af latter og positive tilkendegivelser fra forsamlingen. For hvem ville dog anfægte dét udsagn?

Til konferencen havde arrangørerne inviteret Mirjam Gläser fra den uafhængige organisationen, The Middle East Media Research Institute (MEMRI), der har til formål at oversætte en række medier i Mellemøsten, hvorefter materialet er tilgængeligt på deres hjemmeside.

Gläser belyste ud fra en række eksempler på, hvordan arabiske medier spiller på offermentalitet og antisemitisme. Så snart oplægget sluttede og spørgerunden begyndte, var der en oprørt, emotionel stemning i salen. Destruktive kommentarer regnede ned over Gläser, og antydede blandt andet, at hun havde skjulte motiver eller interesser.

På et tidspunkt måtte ordstyreren Mehmet Ümit Necef gribe ind og sige fra overfor flere personlige angreb fra forsamlingen. En stor del af kritikken gik ikke på substansen i oplægget, men på terminologiske ligegyldigheder som »semitismes« betydning som en samlet betegnelse for de semitiske sprog, der således også inkluderer arabisktalende.

Derfor blev antisemitisme med reference til jøder sammenholdt med antizionisme, og der blev derved sat lighedstegn mellem jøde og zionist – og er du zionist er du i mod os.

Der blev sat tvivl ved sagligheden ved Gläsers metodiske tilgang: Var det overhovedet muligt at udlede noget som helst ud fra en så selektiv metode? Repræsenterede de valgte eksempler ikke blot en ubetydelig del af det samlede mediebillede? Og i øvrigt havde israelske og vestlige medier ikke racistiske udtalelser og illustrationer af arabere?

Det interessante er imidlertid, at Jakob Feldt fra Center fra Mellemøststudier tidligere havde holdt et lige så sagligt oplæg om israelsk identitetskonstruktion ud fra en enkelt dokumentarserie fra israelsk tv. Ikke en eneste fra forsamlingen stillede spørgsmålstegn ved Feldts metodiske tilgang som var identisk med Gläsers.

Det er åbenbart i orden at forholde sig selektivt til israelske medier, men ikke at gøre det samme i en arabisk kontekst. Alt i alt en beskæmmende oplevelse, hvor følelser og forudindtagede meninger trådte i stedet en frugtbar, akademisk dialog om de arabiske mediers rolle for den arabiske identitet.

Oplevelsen har desværre endnu engang bevist, at jeg er studerende i et meget ensidigt, konsensussøgende, akademisk miljø med en forfærdelig masse rygklapperi, hvor der ikke er plads til meninger ud over, hvad der per definition er politisk korrekt.

Problemet er at det bliver taget for givet, at alle har den samme holdning. Ikke blot er det ufrugtbart, men også farligt idet det isolerer en hel gruppe vigtige forskere, undervisere, studerende og mediefolk i et forum, hvor stemmer der har en modsat holdning ikke er velkomne.

Der er ikke plads til dem der støttede krigen i Irak, stemmer til højre for midten eller på anden måde træder uden for den kvælende enighed. Velkommen til den danske akademiske virkelighed.

[Også bragt i Weekendavisen, 11. november 2005]