En bombastisk udmelding: Jeg har gået og spekuleret lidt på, hvad det egentlig er der er gået galt med Velfærdsstaten, som fremlagt i Taberfabrikken, og jeg er kommet frem til, at problemet grundlæggende handler om to forskellige opfattelser af begrebet “lighed”.
Det danske samfund har siden grundlovens vedtagelse fundamentalt set handlet om lighed, men betydningen af begrebet har til gengæld forskudt sig voldsomt. Indtil for måske 50 år siden handlede lighedsbegrebet hovedsageligt om “lighed for loven”, som er en opfattelse, der egentlig dækker over 2 principper: Det første er “retsstatsprincippet”, hvor man behandles ens uanset om man er mand eller kvinde, rig eller fattig, bonde eller adelig. Det andet kunne man kalde for “fortjensteprincippet” (meritokrati med et fint ord), hvorefter mennesker skal behandles efter deres individuelle evner og fortjeneste. Man er ikke et finere menneske, fordi man er født adelig og man er ikke dømt til at være bonde resten af sit liv, fordi man er født bonde. I disse to principper ligger opgøret med det gamle lagdelte feudalsamfund, og de er en integreret del af det liberale tankegods.
Det første lighedsbegreb giver sig også udslag i, hvordan man forholder sig til sine medmennesker. Man ser ikke længere (ideelt set) på deres sociale baggrund, skønhed, hudfarve, religion osv., men behandler dem som individer, der kan vise sig både fremragende eller usle. Men en nødvendig følgeslutning er tanken om det individuelle ansvar. Fordi man ikke længere ser mennesker som et produkt af deres baggrund (den feudale tanke) er det også nødvendigt, at man tager konsekvensen af deres handlinger og den måde de opfører sig på. Begrebet om selvforskyldt og uforskyldt ulykke er absolut afgørende i denne sammenhæng. Mennesker skal hjælpes, hvis de havner i uforskyldt ulykke, men havner de i selvforskyldt ulykke, må de selv bære konsekvensen. Det er netop at behandle dem ligeligt – dvs. efter fortjeneste.
Dette første lighedsbregeb kan man kalde det liberale lighedbegreb. Det blev i løbet af 20erne og 30erne i intellektuelle kredse og derefter ud i store dele af samfundet erstattet af et andet lighedsbregeb, som man i mangel af bedre kan kalde det “socialistiske” lighedsbegreb, eller egalitaristiske. Det afgørende omdrejningspunkt er her omfanget af personligt ansvar. I hvor høj grad kan individets ulykke og lykke siges at afhænge af individets handlinger, og hvor meget er samfundsskabt, dvs. skabt af de materielle betingelser eller (i den mere moderne, socialkonstruktivistiske tanke) skabt af den måde, det omgivende samfund ser på individet, eller helt moderne: hvor meget er skabt af genernes deterministike kodning.
Prototypen (og den ekstreme version) er naturligvis den marxistiske tanke om, at de materielle forhold skaber individet, men i en vis forstand er der også noget tillokkende i tanken: Man er jo ikke selv herre over, hvor man bliver født, hvilken race man tilhører eller hvilke gavnlige eller skadelige gener man får med fra sine forældre.
Ændringen i lighedsbregebet havde en lang række konsekvenser, men lad os holde os til holdningen til de mennesker, som ikke klarer sig så godt, dvs. folk der falder udenfor det normale samfund og begynder at ligge det til last, ved at blive arbejdsløse, drankere osv.
Her skete der en voldsom forskydning igennem sidste århundrede, ikke mindst blandt de mennesker, der arbejdede i den sociale sektor (socialrådgiverne), og som dermed havde den direkte kontakt til de mennesker, der af den ene eller den anden grund ikke kunne klare sig selv. Forskydningen kulminerer lige omkring 1969, og kan ifølge Ole Birk Olesen tydeligt ses i socialrådgivernes fagblad: Fra at fokusere på individets evner til at hjælpe sig selv, kommer fokus nu på det omgivende samfunds ansvar for den ulykkelige situation, og som følge deraf opstår et ønske om at ændre samfundet for at fjerne ulykken (det går også endnu videre en overgang, hvor socialrådgivere mere eller mindre direkte slår til lyd for, at den asociale adfærd er et revolutionært potentiale, som man skal tilslutte sig).
Det er ikke længere individet, der bærer hovedansvaret, men derimod samfundets indretning som helhed, og det giver sig også drastiske udslag i lovgivningen. Det er dog ikke i første omgang den egentlige marxistiske drejning, der her er tale om (som hos socialrådgiverne), men i højere grad en tidlig version af tanken om, at det vigtigste er, hvordan det omgivende samfund ser på individet. Her er det vigtige (fra reformerne omkring 1960 med “indkomstbortfaldsprincippet”), at individet ikke kommer til at føle sig som taber, uanset om det bliver arbejdsløst eller lignende. Det vil nemlig forværre derouten, fordi det vil se sig selv stigmatiseret, lyder tanken. Hvis man derimod hjælper individet med at beholde (næsten) den indkomt det havde, før det blev arbejdsløst, vil det kunne oppebære et værdigt liv og dermed straks kunne finde et nyt arbejde. Begrebet om værdighed er her afgørende: Man skal kunne føle sig værdig og leve et normalt liv, uanset om man faktisk opfører sig sådan. Man kunne kalde det “værdighedsprincippet”. Grundlæggerne af velfærdsstaten forestillede sig faktisk, at gennem oprettelsen af dette værdige samfund, ville de sociale problemer forsvinde. Det skulle som bekendt komme til at gå helt anderledes. Et hurtigt common sense eksempel: hvorfor overhovedet finde sig et nyt arbejde, hvis man kan oppebære samme livsstil og samtidig få masser af fritid på overførselsindkomst – og uden at blive stigmatiseret af det omgivende samfund?
Hvor det marxistiske princip har været på retur i mange år, lever værdighedsprincippet stadig videre, og et særdeles godt eksempel er flere socialrådgiveres udmelding om, at bankrøvere skal have ret til en bankkonto i den bank, de har røvet. Ellers har de jo ikke noget sted, de kan få deres kontanthjælp. På den ene side kan man jo godt se det sympatiske i tanken, på den anden side er det jo helt hen i vejret: Dels at det ingen konsekvenser har i forhold til banken, at man har røvet den, og på den anden side at man kommer direkte ud på kontanthjælp efter at have været i fængsel. I 40’erne og 50’erne skulle man derimod have et arbejde, før man kunne blive prøveløsladt, og det hjalp en række private foreninger med at finde. Man ser her den voldsomme forskyldning, der har været fra fortjenstprincippet til værdighedsprincippet.
Og hvad er så problemet med forskydningen? Jamen, problemet er naturligvis, at selvom det muligvis er sandt, at vi i høj grad skabes af det omgivende samfund (og vores gener), så oplever vi det ikke selv sådan. Vi (de fleste af os) oplever derimod tydeligt, at vi selv har en fri vilje, der har afgørende indflydelse på vores skæbne, og denne oplevelse af den frie vilje spiller en afgørende betydning for vores selvværd og vores selvopfattelse og vores muligheder for at handle i fremtiden. Hvis denne selvopfattelse gøres til skamme, fx ved at vi kan gå ned i den bank, vi lige har røvet og få en bankkonto, så har det voldsomme konsekvenser for selvopfattelsen og vores værdighed. Så føler vi ikke, at vi bliver taget alvorligt eller behandlet efter fortjeneste. Så bliver det hele jo ligegyldigt. Det samme sker, hvis det er sådan, at man har samme indkomst uanset om man arbejder eller om man ligger andre til last: Så angribes man igen på selvopfattelen og får den idé, at det hverken gør fra eller til, hvad man foretager sig (eller som en bekendt sagde om de arbejdsløse, han havde fået tilbudt af kommunen til sit rengøringsfirma: “de aner jo ikke hvad et vækkeur er”). Og den selvopfattelse er jo i grunden det meste skadelige for individets værdighed.
Paradokset ligger dermed i, at det første lighedsberegb (princippet om retmæssig fortjeneste) fører til mennesker med lighed i værdighed, mens det andet lighedsbegreb (princippet om værdig behandling uanset hvad) fører til mennesker med ulighed i værdighed. Værdighedssamfundet deler nemlig (uden at ville det) folk op i dem, der har gjort sig fortjent til værdigheden, og dem, der får den foræret. Vi lader ganske vist som om, at du er god nok, som du er, men vi ved godt, at det dybest set ikke er sandt. For du kan ikke komme uden om den frie vilje, lige gyldigt hvor meget du forsøger at teoretisere den væk. Den er der stadig, lige for næsen af dig.
