Kategori: Film og tv

For mig var det en stor skuffelse at se P. T. Andersons nyeste film There Will Be Blood, som ellers alle steder hyldes som et sandt mesterværk, en ny klassiker, der endda af nogle sammenlignes med selveste Citizen Kane. For mig var det en fuldstændig død film, som jeg ikke vil tøve et øjeblik med at kalde dette årtusinds (hidtil) mest overvurderede film – men dette er jo en kedsommelig konstatering. Det interessante var, at da jeg begyndte at tænke lidt over filmen, gik det op for mig, at der var andre grunde til min kedsomhed, end jeg først troede. Vi har endnu engang at gøre med det vigtige fænomen: Det er modstanden, der skaber filmen. Og det er brandærgerligt, for There Will Be Blood kunne faktisk være blevet en rigtig god film. Den blev det bare ikke.

Det er altså ikke så meget filmens mondæne misantropi, der gør den dårlig. Mondæn misantropi er når kunst forsøger at være kunst alene ved at skildre ubehagelige følelser. There Will Be Blood har mondæn misantropi til overflod: Hovedpersonen er en afstumpet og kold sadist og hans eneste tydelige modstykke er en hyklerisk og hysterisk prædikant, der burde have tæsk hele vejen hjem, og heldigvis også får det til sidst. No one to root for, som man siger det i Hollywood, og sådan er det jo tit i “kunstneriske” film, der bekender sig til klicheen om den ulykkelige slutning. Men på den anden side kan man jo også skabe gode film ud af mondæn mistantropi, Robert Altman har fx skabt en hel, fremragende karriere ud af bitterheden og destruktionen, og ham ville jeg nødig undvære. Så nej, det er ikke misantropien, der gør det.

Et bedre bud kunne være forlæggets didaktiske vulgærsocialisme. Forfatteren Upton Sinclair, der i 1927 skrev romanen Oil!, der er forlægget til P. T. Andersons film, var først og fremmest venstrefløjsaktivist, og de ekstermt snævertsynede karikaturer af oliekapitalisten Plainview og folkeforføreren Sunday kan komme fra hans hånd (lidt ligesom når Hans Scherfig i Frydenholm fremstiller nazister og kapitalister som seksuelle afvigere og trusse-snusere). Men det er jo ikke nogen undskyldning for at videreføre forlæggets tåbeligheder i filmatiseringen, der tilsyneladende vælger at fremstille Ebenezer Scrooge som en troværdig psykologisk profil. Skærer man ikke også lidt ned på racismen i Onkel Toms Hytte, hvis man filmatiserer den i dag? På den anden side kan didaktiske belæringer jo godt være underholdende, men nogen Tintin i Congon er There Will Be Blood altså ikke blevet. Men selvom den er kedsommelig, er enøjetheden ikke grund nok. Kedsomheden stikker dybere.

Lad os gå let hen over Radiohead-koryfæet Johnny Greenwoods anstrengende underlægningsmusik, der forsøger at give olieørkenen en gang Bernard Hermann (det lykkes rigtig godt i en af filmens bedste scener, hvor olietårnet eksploderer, sønnen næsten omkommer og handlingen omsider og for en stund bliver en anelse spændende). Jo, musikken er irriterende, men det er alligevel ikke grund nok. Jeg er også lidt i tvivl om Daniel Day Lewis‘ præstation. Til tider er han fremragende, men jeg har også på fornemmelsen, at han overspiller temmelig voldsomt henimod slutningen, men igen kan det skyldes forsøget på at skabe en film om en karakter, der er lige så flad som Joakim von And.

Men nej, problemet ligger et andet og dybere sted, nemlig i historien og modstanden. Hvad handler There Will Be Blood grundlæggende om? Jo, den handler om en person, der hader mennesker, og som ønsker at tjene så mange penge, at han kan blive fri for dem. Projektet ekspliciteres direkte af Plainview, da han i et kort øjebliks kådhed betror sig til sin wanna-be bror. Han hader mennesker, og i tilgift vil han gerne ødelægge alle, der har succes, for han hader også konkurrence.

Det er jo ikke noget sympatisk mål, men det er fandeme et mål, der vil noget! Plainview er en ekstremt stærk karakter, og ud af sådan et mål kunne man virkelig strikke en god historie. For der er jo tusind ting, der kan gå galt, når man gerne vil være rig og fri for andre mennesker: Man kan blive forelsket, eller man kan blive fattig, man kan få børn eller komme i fængsel. Der kan ske mange vildt interessante ting. Problemet er bare, at de ikke sker for Plainview. De sker næsten – men de sker ikke, for de betyder ikke noget for ham.

I stedet gør There Will Be Blood en dyd ud af en så fatal fortællemæssig bommert, at man virkelig skal være kunstner for at tillade sig selv at gøre det: Filmen lader hovedpersonen få, hvad han vil have. Det er den største no-no overhovedet, det kan man bare ikke. Hvis du lader din hovedperson få, hvad han vil have, så har du ingen historie! “Plainview ville være gerne rig og fri for andre mennesker. Det blev han så. Godnat og sov godt.”

Hvad i alverden er det for en søvndyssende historie? Skal han ikke have noget modstand? Han har jo gods i sig til at klare selv de vildeste udfordringer – så giv dem dog til ham! I den første scene brækker han et ben i et minehul, men hiver sig selv op af hullet for at få kontrakt på olien. Det er modstand, det er stærkt. Men hvad sker der så? Ikke mere. Han får et plejebarn, som han ikke holder af. Det støder han så fra sig. Der er en antydning af kærlighed, men alligevel ikke rigtig noget (og plejebarnet vokser i øvrigt op og bliver helt naturlig og gift med en sød pige, så hvad er så omkostningen?). Der er en modspiller, præsten, der tilsyneladende nedkalder en bibelsk forbandelse over Plainview – men den går over, da Plainview hykler en omvendelse, som heller ikke rigtig betyder noget for ham. Og hvad så? Økonomien går strålende, han bliver rigere og rigere. Til sidst sidder han helt alene med sine millioner, har myrdet adskillige mennesker og har stødt sin søn fra sig. Og det var jo lige præcis det han ville. “Jeg er færdig” siger han. Dér var jeg allerede for længst færdig med ham.

Coen-brødrenes nyeste film No Country For Old Men løb med fire Oscar-statuetter i går. Det er også en ganske bemærkelsesværdig film, som undertegnede faktisk fik set for en måneds tid siden. Men alligevel var jeg ikke helt tilfreds med de fire statuetter.

Lad og starte med de to Oscars, der er helt helt fortjente: Instruktion og Bedste mandlige birolle.

Coen-brødrenes instruktion (begge brødrene er krediterede med instruktion for denne film) er som altid på et plan, hvor de fleste andre instruktører slet ikke kan være med. De har det, som folk som Scorsese og Coppola har mistet, og som ellers kun P. T. Anderson kan mestre i Hollywood lige nu: Evnen til at skabe fantastiske scener, der står helt for sig selv, og som ikke blot føles som endnu et led i fortællekæden. En ven sagde engang, at med Coen-brødrenes film er det de enkelte scener, man husker – ikke historien: “Nu kommer den fede scene hvor…”. “No Country For Old Men” består udelukkende af den slags scener. Hver eneste af dem sætter sig fast og dukker op igen og igen lang tid efter. Western landskaberne har her en dødbringende thriller-stemning, som man ellers ikke forbinder med genren. Her lykkes det umulige: At gøre en ørken klaustrofobisk.

Javier Bardem (der er mest kendt for sine roller for Pedro Almodovar) er den bedste filmskurk i de sidste ti år, mindst. Faktisk kan jeg ikke komme i tanker om andre end Robert Mitchum i Night of The Hunter, der kommer op på siden af ham i ren, vanvittig ondskab. Han er overnaturlig. Han vinder altid. Og i modsætning til i Charles Laughtons thriller er her ingen uskyld og godhed, der kan få ham til at bukke under. Her kommer politiet altid for sent. Bardem er fantastisk og alene for ham er filmen en must see.

Men der er også noget, der skurrer i “No Country For Old Men”, og det er – som så mange gange før i Coen brødrenes film – manuskriptet. Deres øre for dialog er perfekt, men jeg kan ikke lade være med at føle, at de her prøver en lille smule for hårdt på at drille tilskueren. Forventer man en ny “Fargo”, hvor den sorte humor og satiren løsner op for den blodige thriller, bliver man skuffet. “No Country For Old Men” er sort, kulsort, hele vejen igennem. Helt nådesløs. Det er som om, Coen brødrene har villet lave en ægte modernistisk film, hvor det hele bare går ned til sidst. Det er thrillergenrens L’Avventura, hvor fortællingen til sidst forsvinder i depression og ingenting. Coen-brødrene vil her tage livtag med den rene uforfalskede ondskab, som aldrig straffes, og som er et faktum i vores verden. Men jeg kan ikke lade være med at føle, at de snyder en smule og jeg kan faktisk ikke helt se pointen. Måske er jeg bare blevet for gammel, og har fået set mine modernistiske klassikere i Cinemateket. Nu vil jeg bare gerne se en god historie. Og det er “No Country For Old Men” faktisk kun en del af vejen.

Fortjener “No Country For Old Men” så statuetten for bedste film? Tjo, nu har jeg ikke set There Will Be Blood, men det er da helt klart en film med så meget personlighed, dristighed og uforfalsket filmkunst, som Hollywood overhovedet kan præstere. Det er på mange måder en fremragende film, men jeg ved egentlig ikke, om man kan kalde det en god oplevelse. Efter min opfattelse lykkes Coen-brødrenes store projekt kun 100% i én af deres film, nemlig Fargo, som så tilgengæld også er en af de bedste film, der er kommet ud af Hollywood siden … ja, nok engang siden 70’erne. “No Country For Old Men” er tæt på, men ikke helt deroppe. Men måske er jeg bare selv en af de gamle (sure) mænd, titlen omtaler?

For lige omkring 30 år siden optog den franske filminstruktør Claude Lelouch en berømt og berygtet lille film om en hastig biltur gennem Paris en tidlig morgen. Filmen varer kun 9 minutter og ender på ægte fransk manér med at chaufføren besøger en smuk pige (deraf titlen “C’etait un rendezvous”), men kortfilmen indeholder noget af det mest fartglade filmmateriale i filmhistorie, helt oppe på oktanhøjde med Bullit, French Connection og Dreyers danske De nåede færgen.

“C’etait un rendezvous” kan heldigvis nu ses på youtube, og den er værd at se i hele sin længde:

[youtube=http://www.youtube.com/watch?v=fLC3-BciWlk&rel=1]

De spændende diskussioner om baggrunden for filmen kan følges på imdb. Også bemærkelsesværdigt at se, hvor mange der føler noget befriende ved at mærke glæden ved ren fart, uden at skulle overveje om det nu også er sikkert og rigtigt at køre så stærkt. Vel er det ej sikkert, og gud hvor er det fedt.

Så er der dømt god, gammeldags science-fiction med et opbyggeligt budskab. Hele filmen ligger online på google video. Tjeck links, de fører til en veritabel skatkiste af gamle sci-fi film.

DR2 sender om mindre end en time klassikeren Midnight Cowboy med Dustin Hoffman og Jon Voight. Under den sleske X-ratede overflade er det en utroligt elegant og smuk venskabsfilm om wanna-be-gigolo’en ‘Joe Buck’ (Voight), der kommer til storbyen for at tjene penge på at gå i seng med rige enker på Manhattan. Hans naive cowboypersona rammer dog ikke rigtig i plet på andre end forhutlede homoseksuelle uden penge, og snart rammer Joe bunden i storbyen og finder en usandsynlig ven i den ynkelige hustler Rico “Ratso” Rizzo (Hoffman).

Waldo Salt skrev manuskriptet – der fik en oscar – fra James Leo Herlihys bog, og det er et af den slags nuancerede karakterstudier, der på en gang er vittigt, tragisk og sofistikeret opløftende på så mange planer, at Hollywood helt har opgivet at følge med i dag. Den er “varm” og “menneskelig” på en meget troværdig og uforceret måde, fordi alle hændelser er minutiøst bygget op gennem karaktererne. Skuespillet er eminent og studiet i Manhattan anno 1969, hvor de glade hippiedrømme om free love og det frie liv er ved at gå over i stoffer og misantropi, er meget præcist ramt. Rent dramaturgisk er det i øvrigt en af de bedst strukturerede amerikanske film i de sidste 40 år. Så hvis du lige sidder og ikke ved, hvad den sidste del af søndagen skal gå med, så er det bare om at tænde.

To af de vigtigste filminstruktører i europæisk film døde i går, mandag:

Ingmar Bergman markerede sig fra slutningen af 50’erne og langt ind i 70’erne som nordisk films mest markante instruktør siden Carl Th. Dreyer. Hans letgenkendelige stil og tematiske dvælen ved død og vanvid blev både efterlignet og parodieret af folk så forskellige som Woody Allen og Akira Kurosawa. Selv holder jeg meget af Det Syvende Segl, Ved Vejs Ende og Gøglernes Aften, mens jeg har et lidt mere anstrengt forhold til hans senere, mere modernistiske film, selvom jeg godt kan se det fantastiske i Persona. Robert McKee skriver et sted, at han regner Bergman for den bedste manuskriptforfatter i moderne film, men man skal også lægge mærke til hans brug af ansigter og nærbilleder.

Jeg er nok mere til neorealisme end modernisme – og langt mere til italiensk film end fransk – og derfor er det også smerteligt, at Michelangelo Antonioni gik bort samme dag som Bergman. Begge var stærkt inspirerede af den neorealistiske bevægelse, og den udvikling som den gennemgik via Fellinis mesterværker. Ingen film over og ingen ved siden af De elskendes eventyr, det skulle da lige være Viscontis Leoparden.

Sikke et tilfælde. To store tab for europæisk film. Ikke at man regnede med flere store værker fra de gamle mestre (Antonioni havde længe været svækket af sygdom, og Bergman var et godt stykke over 90), men deres bortgang understreger med al tydelighed europæisk films snart mangeårige krise. Hvem kan bære faklen fra de store generationer efter Krigen? Det er vel i virkeligheden ikke mange andre end Lars von Trier tilbage? Jeg ved godt, at der stadig laves gode film i Europa, men de fleste er voldsomt tilbageskuende tematisk og stilistisk, og ingen af dem formår at samle publikum og kritikere, som bl.a. Bergman gjorde.

Men i det mindste kan vi se frem til nogle gode retrospektive serier i Cinematektet. Hvilket for øvrigt minder mig om, at mit første møde med Filmmuseet (som det hed dengang) i 1992 var en serie med … Antonioni. Ja, måske var det endda De elskendes eventyr, der fascinerede i den lille sal på Christianshavn?

Et lille P.S.: Bergmans første ti film er kedsommelige stiløvelser. Det samme kan siges om fx John Ford eller til dels Fellini. Mestrene skal have tid til at blive gode. Men de fleste instruktører når i dag – på grund af den måde, branchen er skruet sammen – end ikke at lave ti film i løbet af hele deres karriere. Måske er det derfor, resultaterne ikke længere er så revolutionerende?