Tag: USA

Obama Motors

Min USA-klumme i Berlingske Tidende går tirsdag handlede om den amerikanske regerings overtagelse af bilproducenten General Motors. Klummen er ikke online, så jeg tillader mig at lægge den op her i fuld længde, sådan som jeg har indsendt den til redaktionen.

Obama Motors

Af Lars Hvidberg

Den konkurs-truede bilproducent General Motors er tilbage på rekordtid efter en pinefuld betalingsstandsning. Det er godt for firmaet – og dårligt for den amerikanske skatteborger, der skal betale regningen for præsident Barack Obamas fikse idé om en ”grøn økonomi”.

General Motors er en af de ”tre store”, kriseramte bilproducenter i Detroit. Ford klarer sig stadig, mens Chrysler har måttet rive hårdt i nødbremsen. General Motors har kun klaret skærene gennem massiv hjælp fra Washington og den føderale regering ejer nu 60 % af firmaet. GM har hurtigt fået tilnavnet Government Motors eller Obama Motors, for GM er simpelthen blevet nationaliseret ad bagdøren.

Egentlig er overtagelsen i strid med forfatningen. Allerede de penge, George W. Bush gav til GM, kom fra den såkaldte TARP-fond, der var beregnet til finansielle virksomheder. Det besluttede Bush sig for at blæse højt og flot på, og han gav i december GM et milliardlån for at holde ulvene fra døren, på trods af at den juridiske forklaring var mere end søgt. Obama har udvidet støtteordningen og har tilmed bedt staten om at stå inde for alle GMs bilgarantier, igen i strid med forfatningens ord om, at kun Kongressen kan godkende nye udgifter. Obama gør åbenbart kun op med de af Bush’ forfatningsbrud, som han politisk er imod. Resten er fine nok.

For Obama er General Motors et alt for godt tilbud. Han har sat sin politiske kapital ind på at vise, at den ”grønne økonomi” kan svare sig, og General Motors skal være forsøgskanin. Fabrikken skal til at masseproducere energibesparende biler, og Obama vil gennem skatter og reguleringer sikre, at de er profitable. Eller sagt på en anden måde: skatteyderne kommer til at betale højere benzinafgifter for at gøre deres eget bilfirma rentabelt. Det svarer til, at jeg får overskud på min pensionsopsparing ved at betale med min kassekredit: ”Ih hvor har jeg sparet meget op!”

Officielt er begrundelsen for overtagelsen af GM, at man vil ”redde den amerikanske bilindustri” og ”beskytte amerikanske jobs”. Begge argumenter er tynde. Den statslige beskyttelse bærer en del af ansvaret for, at bilindustrien står i stampe. Mange danskere tror, at amerikanerne kører i store, benzinslugende pickup-trucks, fordi de er lige glade med miljøet. En del af grunden er imidlertid, at staten i 70’erne af ”miljøgrunde” indførte strikse bestemmelser for benzinforbrug i udenlandske personbiler – men friholdte små lastbiler og fritidskøretøjer for at beskytte den hjemlige industri. Det gav en kæmpe konkurrencefordel til Detroit og ændrede afgørende forbrugsmønstret imod store, forurenende biler. Fordelen blev senere til en sovepude.

Desuden er der masser af bilindustri i USA, bare ikke i Detroit. Udenlandske bilmærker som Honda Accord og den populære Toyota Camry bliver produceret på profitable fabrikker i Indiana, Mississippi og Kentucky af vellønnede, amerikanske arbejdere. Alene Toyota beskæftiger 40.000. Disse gode, amerikanske jobs vil Obama nu udsætte for konkurrence fra GMs middelmådige biler og statens bundløse pengepung.

Arbejderne på Toyotas og Fords fabrikker skal med andre ord betale skat for at gøre sig selv arbejdsløse. Obama hævder at være den almindelige arbejders beskytter, men han har glemt almindelig fairness.

Hvorfor gik det galt for Hillary Clinton?

Hun var den fødte præsidentkandidat, og ville være den første kvindelige præsident. Storfavorit med støtte i det meste af partiet. Alligevel gik det galt for Hillary Clinton, og hun tabte til Barack Obama. Men hvorfor fejlede favoritten? Joshua Green her fra en lidt ældre artikel i The Atlantic: The Front-Runner’s Fall

Clinton ran on the basis of managerial competence—on her capacity, as she liked to put it, to “do the job from Day One.” In fact, she never behaved like a chief executive, and her own staff proved to be her Achilles’ heel. What is clear from the internal documents is that Clinton’s loss derived not from any specific decision she made but rather from the preponderance of the many she did not make. Her hesitancy and habit of avoiding hard choices exacted a price that eventually sank her chances at the presidency. What follows is the inside account of how the campaign for the seemingly unstoppable Democratic nominee came into being, and then came apart.

Obamas nødvendige reform

Jeg har i dag en kronik i Berlingske Tidende om et emne, der optager mig meget, nemig det amerikanske skolesystem: Kronik: Obamas nødvendige reform

Børnene i demonstrationen var modtagere af det såkaldte D.C.
Opportunity Scholarship Program – et såkaldt »school voucher« program, hvor en række fattige familier modtager en årlig »skole-check«, de kan bruge til en privatskole af eget valg. Washington DC har notorisk ringe offentlige skoler, hvor det ikke bare er kedeligt, men decideret livsfarligt at gå. Tilskudsprogrammet har siden 2004 givet ca. 1.700 elever muligheden for at komme i en god privatskole, og for de heldige har det gjort en kæmpe forskel. Men nu bliver programmet lukket, og de børn, der er indrulleret i privatskolerne, skal tilbage til de offentlige skoler, de er flygtet fra.

Grunden er ikke, at programmet ikke virker, men at det virker alt for godt. Det private programs succes er et eklatant eksempel på de offentlige skolers fallit i socialt svage områder – og programmet viser også, at der kan skabes meget markante faglige fremskridt for børn fra »vanskelige kår«, hvis forældrene frit får lov at vælge skole, og skolerne får lov til at tjene penge på børnene.

Gude-kongen fra Amerika

USA I DAG klummen blev flyttet til mandag, og jeg blev bedt om at lave en hurtig udgave. Det var en lidt ældre idé, jeg fik for nogle måneder siden. Et udsnit fra Gude-kongen fra Amerika

Med Barack Obama er det gået helt over gevind. Gadekunstneren Shepard Faireys kendte malede portræt – der spiller på både Che Guevara og Jesus-ikoner – er det mindste af det. I boghandlerne er særlige afdelinger afsat til Obama-bras – dukker, klistermærker, pegebøger til de små. Selv på mit metrokort er der et billede af Obama. Særligt én børnebog fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Obamas liv og gerninger blev med smukke tegninger skildret som en helgenhistorie lige ud af Vagttårnet. Man så halvt Obama som spæd komme sejlende ned ad Nilen i en sivkurv som en anden Moses. Her sammenblandes to verdener, som intet burde have med hinanden at gøre.

Klummen blev vist for øvrigt omtalt i Politikens “Godt sagt”-kolonne med udklip fra debatten i andre aviser. Det er da dejligt, men jeg har ikke set citatet.

Update: Jeg har nu set udklippet fra Politiken 9. juni. Det er sjovt at blive citeret – men lidt ærgerligt, at Rasmus Bech staver mig Hvidbjerg! Men hvad, enhver berømmelse har jo sin pris.

USA I DAG – Obama og fremtiden

Helle Dales USA-klumme i tirsdags: USA i dag Obama er ikke fremtidssikret

Men det er vigtigt at holde perspektivet. Præsident Obama fik jo trods alt kun 52 procent af stemmerne i november, en sikker valgsejr, men ikke ligefrem et politisk jordskælv. Og selv blandt amerikanere, der støtter ham personligt, er der ifølge meningsmålingerne mange, som ikke støtter hans ideer og politik. Det er især tilfældet, når det gælder udvidelsen af det offentliges rolle og magt og det enorme
budgetunderskud, som er konsekvensen af hans økonomiske stimulus og 2010-budget. Underskuddet er nu 12 procent af nationalbudgettet, mere end dobbelt så meget som under George Bush.

The Maryland Toleration Act

According to Paul Johnson’s A History of the American People (p. 59-60), The Maryland Toleration Act from 1649

not only laid down the principle of the free practice of religion, but also made it an offence to use hostile language about the religions of others, ‘such as Heretick, Schismatic, Idolator, Puritan, Independent, Presbytarian, Popish Priest, Jesuite, Jesuited Papist, Rounhead, Separatist and the like.’

Freedom within certain limits. The road to political correct tyranny, or reasonable limits to ensure the harmony of the free society?

Full text of the Toleration Act here.

Den amerikanske drøms fremtid

Altid morsomme Mark Steyn om, hvad der sker, når reel vækst bliver afløst af bureaukrater, der administrerer andre bureaukrater, der skal administrere “stimuleringer”:

The bad news is our children will not enjoy the American Dream. The good news is they’ll be able to apply for an American Dream Readiness Assistance Coordination Grantwriter Program. May the Funds be with you!

New York: Kampen om byens rum

USA I DAG klummen har fået en gæsteskribent. Folketingsmedlem Ida Auken er på besøg i USA i nogle måneder, og hun vil skrive om miljø og energi og lignende emner. Her er et udklip fra den første klumme, jeg har set fra hendes hånd (hun har muligvis skrevet en klumme før, men den har jeg ikke set online).

Der er selvfølgelig altid meget ballade, når der bliver lavet om i bybilledet. Derfor skal det gå hurtigt, når en omlægning er besluttet, forklarede Sadik-Khan mig. Så snart folk kan se pointen med at inddrage noget vejareal, forsvinder en stor del af vreden. I dette tilfælde vil en omlægning tilmed lette livet for bilisterne, da en del lyskryds forsvinder, og ventetiden bliver bragt ned med en tredjedel. Modstanderne af udviklingen ynder at fremstille Sadik-Khan som en bilhadende kvinde fra overklassen, der ikke lytter til folket. Men omdannelsen af gadebilledet er i virkeligheden et demokratisk projekt, der handler om at skabe et byrum, hvor også de, der ikke har mulighed for at køre i bil, kan bevæge sig. Og så handler det om at skabe et attraktivt byrum, som folk gerne vil opholde sig i. Enhver turist ved, at man gerne vil opholde sig i den del af byen, hvor der er plads til at gå og cykle. Det er en af grundene til, at København flere gange er blevet kåret til verdens mest attraktive by.

Interessant vinkel. New York som frilandsmuseum med en vækstrate og kreativitet på linje med København – eller bare nye menneskevenlige toner? Vi får se. New York er på mange måder en grim og rodet og larmende by, men er det ikke bare et resultat af dens dynamiske puls? Dyttende taxaer på Times Square og alt det der? På den anden side er der jo ikke noget ved pulsen, hvis man ikke kan komme nogen vegne. De fleste tager i forvejen undergrundsbanen, så det skader nok ikke så meget at gøre livet lidt surere for de får bilejere.

Problemet for New Yorks politik kan måske være, at amerikanerene er meget mobile og hurtigt tager andre steder hen for at lave forretning (der er mange andre attraktive storbyer i USA). Københavnerne, derimod, bliver tilsyneladende i byen uanset hvor godt eller dårligt, den styres. Vi har ikke så mange alternativer (bortset fra Frederiksberg). Men der er selvfølgelig også et marked for New York i at være global legeplads for den kreative klasse, der elsker grønne byrum og ikke bryder sig om biler (bortset fra deres egen). Og det gør det nok til en mere attraktiv by at besøge – eller hvad? Jeg ved egentlig ikke. Hvis New York blev mere som København, tror jeg ikke jeg ville have så megen grund til at tage dertil.

Hykleriske Obama og Krigen mod Terror

Man får jo næsten lyst til at slå en højlydt “Hvad sagde jeg”-latter op, når man læser Glenn Greenwalds kommentar om præsident Barack Obamas udmeldinger om Guantanamo-fangerne og tilfangetagnes rettigheder generelt. Men det ville selvfølgelig være upassende.

Jeg vil ikke her tage stilling til, om Obamas uldne retoriske udmeldinger er berettigede, men bare konstatere, at Idealet Obama er hastigt i gang med at møde en lille ting, vi kalder for Virkeligheden. Når man er i opposition, så er det nemt at gøre alle de “rigtige” ting, og alle der ikke gør det rigtige, er onde og skumle. Når man så selv får magten, så er problemerne pludselig mere komplekse.

Greenwald konstaterer:

Ultimately, what I find most harmful about his embrace of things like preventive detention, concealment of torture evidence, opposition to investigations and the like is that these policies are now no longer just right-wing dogma but also the ideas that defenders of his — Democrats, liberals, progressives — will defend as well. The more Obama embraces core Bush terrorism policies and assumptions — we’re fighting a “war on terror”; Presidents have the power to indefinitely and “preventatively” imprison people with no charges; we can create new due-process-abridging tribunals when it suits us; the “Battlefield” is everywhere; we should conceal evidence when it will make us look bad — the more those premises are transformed from right-wing dogma into the prongs of bipartisan consensus, no longer just advocated by Bush followers but by many Obama defenders as well. The fact that it’s all wrapped up in eloquent rhetoric about the rule of law, our Constitution and our “timeless values” — and his understanding of those values is more evident than his predecessors’ — only heightens the concern.

Folkebevægelsen mod ekspropriering

Min kronik om ekspropriering er nu online.

Tilføjelser:

Bogen Little Pink House kan købes hos Amazon. Den er let læst og meget spændende. Den er indsigtsfuld uden at fortabe sig i jura, det er først og fremmest en journalistisk bog. Nogle af passagerne er meget gribende. Susette Kelos skæbne er meget voldsommere, end jeg havde plads til at beskrive i kronikken. Passagen, hvor hun næsten bliver slået ihjel af en af kommunens gravkøer er nok højdepunktet, men de personlige katastrofer, der rammer hendes liv, samtidig med balladen med huset gør historien meget bittersød og vedkommende.

Her er Cato Institutes lille film om historien:

Her fortæller Susette Kelo sin historie i egne ord.

Her er nogle passager om, hvordan det hele endte, men som jeg blev nødt til at tage ud:

Dybest set har historien været en tragedie for alle de involverede. For beboerne i Fort Trumbull-kvarteret, var de mange trusler og den lange ventetid forfærdeligt stressende og psykisk nedbrydende. Flere af de ældre beboere, der havde boet i kvarteret hele deres liv, blev simpelthen syge og døde blandt andet som følge af konflikten med bystyret. Susette Kelo selv overlevede, men blev selv ramt af en tragedie da hendes (nye) samlever kom ud for en frygtelig trafikulykke umiddelbart før sagen gik i retten. Alligevel gav hun ikke op, men kæmpede videre – ikke længere for sig selv, men for principperne.

Susette Kelos hus er ganske vist blevet fjernet. Men som et kompromis med New London er det kun flyttet til en anden grund i nærheden med smuk udsigt over Thames-floden. Det står tilbage som et symbol for kampen i Fort Trumbull og andre steder i USA. Hun selv er dog flyttet et andet sted hen, hvor hun passer sin invaliderede mand, samtidig med at hun passer sit job som sygeplejerske.

Det virkeligt tragiske er, at det slet ikke havde behøvet at komme så vidt. Der var arkitektoniske bud på en byggeløsning, der ville inkorporere de gamle huse. De beboede områder, som hele konflikten handlede om, udgjorde mindre end 2 % af de samlede areal for byudviklingen. Når det alligevel kom så vidt, skyldes det i følge Scott Bullock først og fremmest stolthed og stædighed fra bystyrets side: De kunne simpelthen ikke finde sig i, at de ikke havde ret til at planlægge byen, som de ville. De mente, at de havde retten på deres side. Og de fik også retten på deres side, men de glemte én ting: nemlig at loven ikke bare er ord, men skal afspejle, hvad folk finder ret og rimeligt.

Opdatering: Jacob Mchangama byder ind i debatten med et godt blogindlæg. Hvorfor ikke indføre den samme skelnen mellem offentlige og private formål, som mange amerikanske delstater har indført?