Kategori: Politik og etik

The Giant Pool of Money

For alle os, der er lidt forvirrede omkring, hvad den internationale finanskrise egentlig går ud på, kommer det fantastiske radioprogram This American Life til hjælp.

I programmet The Giant Pool of Money møder vi en lang række spillere i den store amerikanske pantebrevs-bonanza, fra Wall Street-hajen, der sammensætter top-ratede AAA gældspuljer ud af ekstremt dårlige boliglån, til ejendomsmægleren, der tjener millioner på at sælge huslån til folk, der ikke har “a pot to piss in”, og den enfoldige eks-marinesoldat, der har været godtroende – og grådig – nok til at låne 540.000 dollars til et hus, der svarer til 15 gange hans årsindkomst – før skat.

Det er spændede lytning, og fælles for de medvirkende er, at de egentlig godt vidste, at det ikke kunne passe. Marinesoldaten ville aldrig kunne betale lånet tilbage, og ville aldrig have lånt sig selv pengene, ejendomsmægleren vidste godt, at de fleste låntagere ville ende på tvangsauktion, og Wall Street-mæglerne vidste godt, at de lån, de solgte videre i store bundter i virkeligheden var junk. Men fælles for dem alle var også, at det så enormt godt ud på papiret – “the data was good” – fordi man baserede udregningerne på forældede erfaringer, der ikke tog højde for de nye ekstremt billige lån. Det var en slags hallucination, et selvbedrag – for alle de involverede – og så en god del løgnagtighed. Det fungerede så længe huspriserne blev ved med at stige og låneafdragene kunne afbetales med nye lån i friværdien.

Men en dag brast boblen, nærmest fra den ene dag til den anden. Lånene blev dyrere. Ejendomspriserne faldt. Lånene kunne ikke betales tilbage. Og så er vi, hvor vi er nu med en gigantisk kreditkrise.

Hvad var årsagen? Først og fremmest billige penge og store mængder risikovillig kapital. Udsendelsen omtaler “the giant pool of money”, som er den samlede mængde kapital, der er til rådighed i verden. Takket være den store indkomstfremgang i lande som Kina og Indien fordobledes “the giant pool of money” på få år fra 36 billioner dollars til 70 billioner dollars (det er 70.000 millarder). Pengene skulle have et sted at søge profit, og da den amerikanske centralbank samtidig havde sat renten ekstremt lavt, blev det attraktivt at tage store risikoer – og samtidig meget lidt attraktivt bare at lade pengene stå i banken eller opkøbe kedelige obligationer, der ingen rente gav.

Da bankerne samtidig begyndte at udvikle en række værktøjer til at sammenkøre risikoen ved boliglån i store puljer, var vejen åben til pantebrevs-bonanzaet, hvor man begyndte at tilbyde enorme lån til mennesker, der aldrig ville have en jordisk chance for at betale dem tilbage – fordi man kunne sælge de risikable lån videre på en måde, der virkede attraktiv. Så længe der var risikovillig kapital, renten var lav og huspriserne steg. En dag var huspriserne imidlertid steget så meget, at folk ikke engang kunne betale første afdrag på de store lån, og så vendte bøtten på ganske kort tid. Og de risikovillige investorer var ikke længere villige til at tage risikoen.

I programmet hører vi desværre ikke så meget om, hvordan den politiske regulering har spillet med i katastrofen – den urealistisk lave rente, fastsat af centralbanken, de lovmæssige krav til banker om at give lån til minoritetsgrupper, den statslige garanti til kreditgiganter som Fannie Mae og Freddie Mac, det politiske ønske om at give fattigere grupper eget hus, selvom de ikke havde råd, osv. Der var advarsler nok, bl.a. fra liberale økonomer som Greg Mankiw, der var økonomisk rådgiver for præsident Bush, men alligevel blev der ikke skredet ind.

Bankerne har investeret ufornuftigt og mod bedre vidende, og nu falder hammeren – hvis den ellers får lov. Politikerne har fremmet en politisk situation, hvor der var “kredit til alle”, også selvom man ikke havde råd – og her burde hammeren også falde. I stedet sker det modsatte. Bankerne reddes med en stor plan, der tørrer regningen for de idiotiske investeringer over på skatteborgerne, og politikerne får endnu flere redskaber til at regulere med. Selvom de i forvejen alt for rigelige reguleringsredskaber har været årsag til en del af krisen.

Opdatering: Andre nyere indlæg om finanskrisen: Mchangama saboterer myten om, at finanssektoren er ureguleret, mens Poul Høi Niels Krause-Kjær (sorry, Poul) lider af den misforståelse, at man forsvarer bankerne, hvis man påtaler reguleringens rolle.

Nationalitet, værdier og økonomiske fejlslutninger

Det største problem er ikke, at folk ikke ved nok om økonomi, men at deres værdier står i vejen for fornuften. Det skriver i hvert fald Tyler Cowen, og supplerer, at værdierne oftest har noget med ens nationalitet og tilhørende sym- og antipatier at gøre:

Both Alex and I have blogged that nationality (or sometimes ethnicity or regional background) is often the best predictor of a person’s economic views and yes that includes among economists.  Given the diversity of economists’ views across nations, we are part of the problem too, thereby again illustrating the essential unity of mankind.

Still, I do believe in right and wrong and that means that the viewpoints of some nations (grossly construed) are better than others.  So the top economic misconception out there in the world is “unjustified dislike of the United States,” noting that there are also justifiable reasons to dislike many aspects of this country.

Tid er den vigtigste ressource

I går hørte jeg en debat mellem Thomas Adelskov (S) og Sophie Løde (V) om socialdemokraternes forslag om at sætte dagpengebeløbet op til gengæld for at forkorte perioden. Formålet med forslaget skal være at få flere til at melde sig ind i A-kasserne, der i løbet af de sidste år har mistet 100.000 medlemmer.

Et modargument er selvfølgelig, at en forhøjelse af dagpengebeløbet ikke bare vil gøre det mere attraktivt at være i en A-kasse, men også at være ledig. Her leverede Adelskov argumentet om, at dagpengene stadig vil være lavere end lønnen, og det derfor “altid vil kunne betale sig at arbejde”.

Men er det nu også rigtigt? Glemmer Adelskov ikke, at arbejdet har en pris i sig selv, nemlig tabet af fri tid (evt. fritid). Jeg får måske 1000 kroner mere om måneden ved at tage et arbejde, men så får jeg også ansvar og skal tidligt op om morgenen. Det er ikke nødvendigvis en god handel. Penge er jo ikke et gode i sig selv, men kun noget værd som et middel til andre ting. Tid er den egentlige begrænsede ressource, og et tab af tid kræver en betragtelig kompensation. Penge er en sådan kompensation, men tid kan jo også bruges til mange andre gode ting end at arbejde, fx hygge sig med sin familie, spille computer, skabe kunst eller lave nyttigt frivilligt arbejde.

Dette er blandt andet et godt argument for, at det er vigtigt at “stresse” de arbejdsløse og faktisk sætte dem på kurser og til at skrive ansøgninger, selvom det for mange umiddelbart virker nytteløst. For så har de faktisk ikke nogen “fri tid” i stedet for at arbejde, og kompensationsspørgsmålet bliver derfor ikke så stort.

Apropos: Lederen i 180grader i dag.

Opdatering: En artikel i Weekendavisen fik også andre op i det røde felt.

Utroligt

Man bliver ofte forbløffet over mildheden ved de danske domstole, men den her er alligevel skrap:

Den 16-årige tiltalte i drabssagen fra Aalborg blev fredag morgen fundet skyldig i vold med døden til følge – men ikke i drab.

Den 16-årige tævede uprovokeret en tilfældig 48-årig mand til døde og slæbte derpå sit offer hen til en lygtepæl af hensyn til lyset for at filme den døende mand med sin mobiltelefon.

Den unge mand pralede også med optagelserne overfor sine venner, men ok, han vidste selvfølgelig ikke, at man slår et menneske ihjel, hvis hopper op og ned på dets knasende kranie. Hvor skulle han også kunne vide det fra?

På grund af sin alder kan den unge mand højst idømmes seks års fængsel. Han får nok betydeligt mindre, men det kan jo også være hårdt, hvis man er vant til at gå til fest og tage stoffer og have det rigtig sjovt. Heldigvis har han en masse gode, støttende venner.

Man forbløffes, forvirres og fortvivles gang på gang. Som forfatter søger man ofte efter grunde til, hvorfor folk gør som de gør – især hvis de foretager onde gerninger. Men måske er konklusionen bare, at vold og ondskab mod andre mennesker for nogles vedkommende er helt naturligt, sjovt og fedt. Man udøver magt, og magt er dejligt.

Bare tilbyd dem en uniform, og så står bødlerne i kø for at komme til.

Harddisken om Global Voices

Et lidt forsinket link til Harddiskens to indslag om Global Voices konferencen. Det er Dan Larsen, der har optaget og redigeret indslagene. Af danskere interviewes Kim Elmose fra Politiken, men også Ethan Zuckerman, grundlæggeren af Global Voices, bliver interviewet.

Til sammenligning er her Antony Lowensteins interview til BBC.

Vred ung and

Fredag blev jeg inviteret med til at se Anders Matthesens nye stand-up-show “Anden vender tilbage” på Østre Gasværk. Jeg kender ikke så meget til stand-up og har ikke det store sammenligningsgrundlag, men jeg var ret imponeret over Andens tour-de-force gennem Danmarks dårligdomme. Jesper Eising fra Berlingske Tidende skriver det bedre, end jeg kan, i sin glimrende anmeldelse:

Omdrejningspunktet i showet er de regler, der styrer og regulerer vores samfund og sociale sameksistens, og som Matthesen med komisk, kirurgisk skarphed splitter ad og stiller til skue.

I passager fremstår han nærmest som en libertarianer, der med humoren, sarkasmen og satiren som våben piller vor velfærdsstatslige konformitet fra hinanden og prædiker færre regler, færre apostle, som skal styre vort liv og bestemme, hvad der er godt og skidt, mere frihed under ansvar, større tiltro til, at vi godt selv kan finde ud af at leve under samme tag, og frem for alt et diktum om, at det enkelte menneske selv kan gennemskue konsekvenserne af sine egne handlinger.

Stærkest virker samfundssatiren næsten, da han i løbet af aftenen tager en enkelt rekvisit i brug – hvilken skal ikke røbes her – og overraskende bryder med det ellers enkle én mand, én mikrofon-setup.

Fik jeg i øvrigt nævnt, at det er meget morsomt?

Notes on Rising Voices and Ushahidi

Here’s an article by Danish journalist and editor of blogs at daily newspaper www.politiken.dk, Kim Elmose. The article focuses on the admirable Rising Voices project,  especially Cristina Quisberts blog Bolivia Indigena. The Rising Voices project gives money and support to various blogging and web-community projects in the developing world, and some of them were presented with great succes at the summit meeting. “Feel good” (in a good sense) trailer here.

The Rising Voices projects have shown impressive results at a very low cost, but lets not forget that there’s more to social and economic development than giving “a voice to the voiceless”. Communication is important, but so is better property rights, non-discriminatory rule of law and entrepreneurish funding schemes like mirco-credit.

Another impressive link:  During the election crises and the following “media blackout” in Kenya this spring, a group of Citizen Journalists and bloggers put together the site Ushahidi, which used mash-ups of Google Maps to report live on violence and other important events. One of the organisers, Juliana Rotich, gave a great presentation and talked about the possibility of making a downloadable tool, which could be used by bloggers in any crisis situation. I think this project shows great promise, as it gives us a new way of seeing the hundreds of fragments posted online by bloggers and photographers. This could be an aggregator for seeing “the whole picture” – or whatever the editors decide should be the whole picture.

Dårlige dage for FARC

Lakker det mod enden for den kommunistiske terrorgruppe FARC? To af deres chefer døde på kort tid, vigtige dokumenter og pinlige sager afsløret, og nu er Ingrid Betancourt befriet efter 6 år fangenskab. De står nu med så dårlige kort på hånden, at selv deres gamle allierede Hugo Chavez er begyndt at slå hånden af dem.

Det skortede ellers ikke på kritik, da præsident Uribe igangsatte en hårdt-mod-hårdt politik overfor FARC, men den har tydeligvis været ekstremt succesfuld. Samtidig har Uribe taget handsken af overfor de højreorienterede guerillaer, der har bekæmpet FARC med bl.a. dødsgrupper, drab på fagforeningsfolk med videre. Der er dog stadig meget at rydde op i, også i Uribes egne rækker.