Kategori: Politik og etik

En rimelig bekymring

Mens jeg mener, at hædermandens Kurt Westergaard hurtigst muligt skal slås til ridder for sin stålsatte (og gnavpotteagtige) vilje til ikke at lade sig kue, så mener jeg faktisk også, at det er en rimelig bekymring, Birthe Hornbech kommer med her.

Kan man virkelig udvise folk, uden de er kommet for en dommer? Det åbner for ganske ubehagelige muligheder, der er i strid med retssikkerheden. Det kan vi altså ikke være tjent med i Danmark.

Meld dig i øvrigt ind i Kurt Westergaards støttegruppe på Facebook.

Update:

Retssikkerhedsdebatten kører hos Punditokraterne, og Liberalisternes formand har en kommentar.

22. februar

Jacob Mchangama har god klumme på 180grader.

Lenin-apologeterne pibler frem

Jeg må sige, at jeg virkelig sætter pris på at læse historikeren og debattøren Mikael Jalvings blogindlæg på Berlingske Tidende. De er både informative, velskrevne og rettidigt perfide, selvom Jalving ofte kredser om de samme emner, venstrefløjens skyld og skam taget over en bred kam.

Det virkeligt interessante ved Jalvings blog er imidlertid ikke så meget selve indlæggende, som de mange frådende kommentarer fra helt ekstremt aggressive personer, der ikke bryder sig om Jalving. Han må få flere kommentarer end resten af Berlingskes bloggere taget til sammen, og kommentarerne er overvejende flammende angreb på Jalving som person og hans politiske ‘oplysningsprojekt’ som helhed (anklager ala den “sorte Bermuda-trekant” som også David Trads harcellerede over). Man kan kalde det en slags omvendt Røde Lejesvende-teori.

Helt vildt bliver kommentarfeltet til tirsdagens blogindlæg om Lenin på Enghavevej, hvor Jalving fremhæver en ny Lenin-biografi, der ikke lægger fingrene imellem – i modsætning til historikeren Kristian Hvidts mærkelige Lenin-tolkninger, der førte til en heftig debat med Adam Holm sidste år.

Jalving gennemgår en række bloddryppende Lenin-citater, der med alt tydelighed viser, at Sovjet-dikaturet og terroren bestemt ikke først startede med Stalin, der “forrådte” revolutionen, sådan som mange ellers tror. Citaterne er overbevisende og lige i plet – og det får simpelthen kommentarfeltet til at gå amok: “Lenin var bare et produkt af sin tid”, “Lenin var bare et menneske, fejlbarlig som alle andre”, osv. osv. med “historiske” indvendinger, der taget i enhver anden kontekst (fx Hitler) ville være den rene hvidvaskning. Og så kommer trumfen – selvfølgelig – “USA har også gjort slemme ting, og hvad med Pinochet?”. Så fordi USA har bombet vietnamesiske byer (noget jeg i øvrigt aldrig har hørt Jalving billige) kan man ikke diskutere, hvad Lenin sagde og gjorde – og hvordan hans handlinger bliver fortolket af danskere i dag?

Vorherrebevares.

Hatten af for møgungerne

Jeg synes brugerne fra ungdomshuset er skideirriterende. Faktisk synes jeg, at de er en flok rødfascister, der skulle have bank hele vejen hjem i stedet for at få et nyt hus foræret til gengæld for vold og ballade.

Alligevel: det her er godt nok cool. Modkraft.dk har i samarbejde med Dansk Folkemindesamling (! Hvad i alverden laver de i det selskab?) skabt en platform – et mash-up af Google Maps – hvor forskellige deltagere i demonstrationen den 6. oktober opdaterede live fra begivenheden med tekstbeskeder og billeder. Et unikt eksperiment på dansk grund, så vidt jeg er orienteret og vanvittigt kreativt.

Set på Luftskibet. Mere her.

En opfordring

Noget om Che? En læser opfordrede mig til at skrive noget i anledning af mandens 40’års dødsdag og et angiveligt forrygende dårligt og tendentiøst indslag i tv-avisen søndag aften. Det tror jeg gerne. Der kommer sikkert endnu mere forlorent vrøvl ud om alle teenageres (og ikke så få mennesker, der burde vide bedres) yndlingsstalinist i anledning af mandens død i den bolivianske jungle i 1967. Den store helt, der kæmpede for de undertrykte. Idealisten, der bød magten trods, osv. Vi kender remsen, og den har naturligvis betydeligt mere med Che-elskernes ønskeforestillinger at gøre end med virkeligheden.

Men jeg synes allerede jeg har skrevet rigeligt om Che (en gammel post her og min kronik her), og hele affæren om mandens groteske berømmelse gør mig ærligt talt utroligt deprimeret. Så der kommer ikke mere fra min hånd. Kun dette:

Én ting er, at forvirrede teenagere tager en t-shirt med Che på, fordi de synes han ser sej ud og vistnok står for noget oprør. Det er jo sørgeligt, at man tager sig idoler, man dybest set intet aner om, men sikkert meget naturligt ikke mindst i en overfladisk tid. Det er langt værre, at alle dem der faktisk har sat sig ind i, hvad manden gik og lavede, bliver ved med at sympatisere med hans hensigter og undskylde hans gerninger, fordi han rent faktisk “gjorde noget”.

Nu tager vi den én gang til: Che Guevara var fanatisk stalinist, der ikke skyede noget middel i kampen mod sine fjender, heller ikke når de var overvundet på kamppladsen. Han bekæmpede aktivt fremkomsten af demokrati og frihed på Cuba og var en af hovedaktørerne bag at gøre det cubanske samfund til et af de fattigste og mest sørgelige steder at bo i verden. Han tilsluttede sig fuldstændigt bevidst og helt uden forbehold en ideologi, der taget i sin konsekvens er den absolutte ondskab. Han gjorde det – som alle blodtørstige ideologer – naturligvis for at gøre verden et bedre sted. Og han havde sin liste over, hvem der skulle dø, før paradis kunne komme.

Så husk det, når du kniber en tåre over stakkels Che i morgen: Han fik den samme behandling, som han gav sine fjender, og forventede vel heller ikke andet. Ingen grund til at græde snot over ham.

Kleins chokerende (dårlige) nye bog

Den canadiske journalist Naomi Klein har en ny bog på markedet, The Shock Doctrine: The Rise of Disaster Capitalism, og den ser ud til at være en endnu mere langt ude konspirationsteoretisk omgang, end hendes forrige hit No Logo. Jeg læste “No Logo”, da bogen kom ud i 2000, og det var en af de bøger, der satte mig i gang på min lange rejse til at blive tilhænger af et uhindret frit marked og et liberalt samfund. Det var ikke fordi bogen som sådan var dårlig. Den var både velskrevet og havde et flot grafisk layout, der virkede forførende. Den hang bare ikke sammen, argumenterne var forvrøvlede, og Klein virkede til at se konspirationer overalt. Hun virker til basalt set at have et problem med sammenhængen mellem årsag og virkning, og at dømme efter omtalerne af hendes nye bog, er det kun blevet værre.

Klein har senere antydet, at angrebet på de globale varemærker i “No Logo” egentlig blot var et startsted for en bredere kapitalismekritik, og nu kommer så næste skridt i kampen for … ja i kampen for hvad i grunden? Problemet med Klein og hendes slags er, at de bruger lang tid på at fortælle os hvad de er imod, men ikke ret lang tid på at argumentere for, hvordan alternativet vil virke. Klein går vel nærmest ind for en slags socialisme, men da socialismen ikke lige har den bedste track record, er det vel på sin vis en meget fornuftig strategi at række tunge af alt det, man ikke kan lide, i stedet for at melde klart ud.

Kleins nye bog virker om muligt endnu mere langt ude på overdrevet end “No Logo”. Tesen er kort fortalt, at verden domineres af kapitalistiske manipulatorer, der bruger alle midler for at trække den onde kapitalisme ned over hovederne på os stakkels alimindelige mennesker, der per instinkt naturligvis hader frie markeder. For Naomi Klein var Pinochets kup i Chile planlagt og støttet af Milton Friedman, der citeres for at have opfordret til uro og katastrofer, fordi kun katastrofer får folk til at hoppe med på frimarkedsvognen. Og siden da har disse kapitalistiske blæksprutter styret verden ind i den ene katastrofe efter den anden for at gennemføre kapitalisme gennem tortur og umenneskelighed.

Tesen er naturligvis helt til rotterne, og den får følgende skud fra boven i økonomen Tyler Cowens anmeldelse i New York Sun:

Rarely are the simplest facts, many of which complicate Ms. Klein’s presentation, given their proper due. First, the reach of government has been growing in virtually every developed nation in the world, including in America, and it hardly seems that a far-reaching free market conspiracy controls much of anything in the wealthy nations. Second, Friedman and most other free market economists have consistently called for limits on state power, including the power to torture. Third, the reach of government has been shrinking in India and China, to the indisputable benefit of billions. Fourth, it is the New Deal — the greatest restriction on capitalism in 20th century America and presumably beloved by Ms. Klein — that was imposed in a time of crisis. Fifth, many of the crises of the 20th century resulted from anti-capitalistic policies, rather than from capitalism: China was falling apart because of the murderous and tyrannical policies of Chairman Mao, which then led to bottom-up demands for capitalistic reforms; New Zealand and Chile abandoned socialistic policies for freer markets because the former weren’t working well and induced economic crises.

Diskussion her. Jeg tror dog selv, at jeg springer bogen over.

Update: Her er en meget negativ omtale fra én, der i øvrigt er kapitalismekritisk. Og her er The Economists klassiske afklapsning: Naomi Klein needs to grow up.

Gore vs. Lomborg

Over weekenden fik jeg læst to vigtige bøger i klima-debatten, Al Gore’s An Inconvenient Truth (der også er en oscar-belønnet dokumentarfilm) og Bjørn Lomborgs Cool It: The Skeptical Environmentalists Guide To Global Warming, der kan ses som et direkte gensvar til Gore’s bog. Jeg skriver muligvis mere senere, men her kommer lige en kort note.

Jeg har ikke set Gores film (som en ven har beskrevet som verdens bedste power-point præsentation), men jeg må indrømme, at jeg var meget skuffet over bogen. Jeg er i forvejen mildt skeptisk overfor hele klima-hurlumhejet, og Gore fik mig ikke ligefrem omvendt. Tværtimod bekræftede han mine fordomme: Gore er rig på retorisk fylde og emotionelle udgydelser, men ekstremt svag på argumenter. De egentlige informationer i bogen kan fylde en A4 side, resten er anekdoter fra Gores personlige liv (der sådan set er interessante, men ikke har noget som helst med klimaet at gøre), og eksempler på “hvor galt det kan gå”, hvis vi ikke “gør noget”. Men her er ingen forslag til prioritering af de gigantiske udfordringer, Gore sætter op. Det vigtigste for ham er tydeligvis den moralske følelse af at have et projekt.

Lomborgs bog er helt anderledes tør og faktuel og repræsenterer efter min mening den eneste saglige tilgang til klimasagen. Lomborg tager IPCC rapporterne på ordet, erklærer at kloden opvarmes af menneskelig aktivitet og ser det som et problem. Men det er naturligvis et problem, der skal vurderes på linje med alle mulige andre udfordringer, vi står overfor, fx AIDS i Afrika, manglen på rent drikkevand, sult, fattigdom osv. Ydermere viser han, at en politik der satser på vækst frem for CO2-nedskæringer faktisk vil være bedre til at møde klimaudfordringerne, fordi klimaproblemerne forstærkes mangefold af fattigdom. Det er et meget overbevisende argument, og Lomborgs Cool It bør være tvungen læsning for enhver, der beskæftiger sig med klimapolitik eller med global politik i det hele taget.

Det vil i praksis sige, at alle bør læse bogen, for politikerne er allerede nu ved at vedtage klimaaftaler der 1) Er enormt dyre, og 2) ikke gør nogen forskel. Det er kort sagt spild af penge, der kunne være brugt meget bedre andre steder. Tak for bogen, Lomborg, og tak fordi du tør sige noget, der går imod den offentlige mening.

Men hvorfor smadrer I så deres biler og butikker?

Mystisk citat fra “Sander” fra ballademagernes pressegruppe:

»En masse beboere er meget sure, og folk skal have ret til at have deres mening. Men kampen er ikke rettet mod dem,«

Wtf? Ret til at have deres mening? “Jeg har ret til at kaste med brosten, og du har ret til at have din mening om det”. Endnu en grund til at melde sig ind i gruppen Fuck 69! (der dog var sjovere, da den turde skrive “lorteunger”).

Iraks deling

Fra det altid interessante Niqash-site, om en ny tysk rapport om Iraks tilstand:

In the study, Steinberg argues that the era of a centralized Iraqi state is over and that today the goal can only be to avoid that its parts will split into separate countries. To accept a tripartite division of Iraq into Shi’ite, Kurdish, and Sunni parts, however, brings too many risks, since it would intensify the civil war and lead to intervention by neighboring states. According to him, the only realistic strategy is to implement a far-reaching decentralization of state functions and institutions.

Even though this path – in Iraq subsumed under the term “federalism” – is not free of risks, the development of Iraq to a federal state is, at this point, inevitable.

Hele rapporten kan hentes i pdf her.

Er det i grunden så slemt, kan man spørge? Har det ikke været den oplagte løsning hele tiden. Måske skulle man have slået ind på føderalismens vej med det samme, i stedet for så krampagtigt at holde fast i drømmen om et samlet, demokratisk Irak, hvor alle kommer overens igennem samtale og fælles forståelse. Det kommer ikke til at ske. Så er det bedre at deles.

Kun ét problem: Hvem skal kontrollere olien i syd og nord? Eller rettere: Hvad skal sunnierne have for at lade de andre få olien?

Bendtsens borgerlige bortforklaringer

Regeringen lancerer en kæmpe plan frem til 2015, hvor et såkaldt “råderum” på 51 mia. kroner skal bruges på forskelligt halløj. Heraf reklameres der med, at hele 3 mia. går til “skattelettelser”. Det er dog lettelser, der bliver opvejet af afgiftforhøjelser. Der er altså ingen skattelettelser, men derimod en væst i de offentlige udgifter på 51. mia. Man har et overskud på budgettet, der svarer til, at danskerne betaler for meget i skat. I stedet for at give pengene tilbage beslutter man sig imidlertid til at forhøje udgifterne.

Personligt mener jeg, at prioriteringen er tåbelig og skadelig for Danmark. Vi har brug for at få sat skatten på arbejde ned meget, meget kraftigt, lige nu. Og det kan slet ikke gå hurtigt nok. De ekstra bevillinger til det offentlige vil under alle omstændigheder forsvinde i den store offentlige suppe, ligesom alle de andre millardinvesteringer igennem årene. Der er aldrig nok, lige meget hvad man gør. Groft sagt er der tale om et spild på 51. mia, der kunne være brugt til at konsolidere Danmarks økonomi i fremtiden. I stedet pålægger vi fremtidige generationer et endnu større, ufleksibelt offentligt forbrug.

Det virkeligt pinlige ved aftalen er dog Bendtsens bortforklaring af, at aftalen ikke er et brud på regeringsgrundlaget, og endnu et tilbagetog for De Konservative. I regeringsgrundlaget står der som bekendt, at der skal arbejdes på at skabe et råderum til skattelettelser. Råderum betyder overskud på budgettet. Det overskud har vi nu: 51. mia kroner. Men de går ikke til skattelettelser, derimod til det stik modsatte. Alligevel synes Bendtsen, at det er flot.

Det eneste flotte er, at han kan holde masken.