Min USA-klumme handler denne tirsdag om integration. Den findes online her. Uddrag fra klummen:
Det er nemt at blive amerikaner, og kriterierne er tydelige: Hvis du kan klare dig selv og lade være med at blande dig i andres liv, er du allerede godt på vej. Kriterierne i Danmark er derimod skjulte og underforståede, og til vores kulturelle skændsel giver vi ikke længere så meget for at klare sig selv.
Bemærkninger:
Indvandring er et vigtigt og komplekst område, som også er svært at få styr på. Jeg kunne i hvert fald slet ikke få plads til alle de historier, jeg gerne ville have med. Her er et par bidder af billedet:
I 2006 offentliggjorde den svenske forsker Benny Carlson et studie af somaliere i hhv. Malmø og Minneapolis, Minnesota, hvor ca. 25.000 somaliere bor. Igen var der (ligesom med iranerne) tale om fuldt sammenlignelige grupper: Somalierne i både Sverige og USA var kommet til i begyndelsen af 90’erne, hvor borgerkrigen hærgede i Somalia. Benny Carlson ønskede at undersøge, hvordan somalierne havde klaret sig i hhv. den trygge, svenske velfærdsstat og det barske, kapitalistiske USA uden socialt sikkerhedsnet.
Resultaterne var øjenåbnende, for på alle relevante parametre havde somalierne i Minnesota klaret sig markant bedre end deres svenske skæbnefæller. Hvor kun 30% af somalierne i Sverige var i arbejde var tallet næsten det dobbelte i Minneapolis. Og endnu mere afgørende var en meget stor del af somalierne i Minnesota entreprenører. I 2005 var der ca. 800 somalisk-ejede virksomheder i Minneapolis, mens der i hele Sverige var 30 (i 2003).
Somalierne i Minneapolis var ikke en velhavende gruppe, men de klarede sig, og fordi de klarede sig selv, fik de også stadig større respekt fra lokalsamfundet og de andre i Minnesota (der sjovt nok overvejende har svensk/skandinavisk baggrund). Somalierne var kort sagt godt på vej til at gøre iranerne tricket efter: Integrere sig, blive velhavende, blive til amerikanere. Samtidig behøver vi næppe gå ind i, hvor problematisk synet er blevet på somaliere i Malmø – eller i Danmark.
Somalierne og iranerne – og mexicanerne og kineserne – er i gang med at gentage en lang amerikansk immigrationstradition, som alle andre amerikanere har deltaget i før dem, faktisk helt tilbage fra da de første englændere og skotter ankom: De første år er rigtig, rigtig hårde, og man er helt afhængig af venner og familie, men i Amerika er der muligheder og hårdt arbejde betaler sig – og efterhånden skaber man et liv for sig selv. Man kommer som outsider men bliver efterhånden til en del af traditionen og kulturen. Sådan er det gået også for irerne, italienerne, polakkerne, jøderne, armenerne, puerto ricanerne, ghaneserne – for slet ikke at tale om alle de succesfulde skandinaver, der er draget vestpå.
Man skal selvfølgelig heller ikke overdrive den store integration og harmoni. Den store amerikanske smeltedigle er måske mere en multikulturel mosaik, hvor man lever livet i mange forskellige parallelsamfund, og der stadig eksisterer fordomme og racisme. Naturligvis kender man bedst sine egne, sådan vil det altid være, og det er da ikke uden grund, at nogle amerikanere er bekymrede for den enorme latinamerikanske indvandring, der truer med at vende op og ned på de sydvestlige stater. Boston blev også engang i tidernes morgen overrendt af katolikker og byen blev aldrig den samme igen efter puritanernes fordrivelse. Men sådan er det, og det kan man leve med i USA.
Alligevel er det slående, hvor stor forskel der er på succesen i USA og fiaskoen i Europa – især med muslimsk indvandring. Hvad er grunden? Den kulturelle forklaring holder kun delvist, for også iranere og somaliere kommer fra en muslimsk baggrund, men alligevel klarer de sig godt, ligesom de mange irakere i Dearborn, Michigan. Naturligvis er der problemer, og den politiske korrekthed skygger nogen gange for en fornugtig konfrontation med religiøse galninge som major Nidal Malik Hasan, der 5. november dræbte 13 mennesker på Fort Hood i Texas. Hvis han havde været en tatoveret, galtbarberet redneck fra West Virginia, havde militæret nok langt tidligere konfronteret faresignalerne. (Der har også været andre terrorsager, og det skal også siges, at USA ikke har set en så koncentreret muslimsk indvandring, som nogle europæiske lande har set.) Men USA har intet set til de massive uroligheder eller ghettodannelser, der hærger europæiske storbyer.
