Liberalisme hos Torben Sangild… med Torben Sangild.
Og – såmænd igen – liberalisme og indvandring hos Mr. Andersson, med bl.a. Frank Nielsen, Christian Lindhardt-Larsen, Letsindig m-fl, især en person der går under det efter min mening utroligt seje kaldenavn ‘Karbonaden’. Og de er godt sure!
Endelig er der nogen som tager bladet fra munden og siger tingene som det er: Hvis vi skal have flere i arbejde skal mindstelønnen sænkes.
Det er såmænd kulturminister Brian Mikkelsen, der melder ud, og jeg er helt enig med ham, bortset fra at jeg mener mindstelønnen skal fjernes helt. Og hvorfor nu det?
Vi må erkende at der er rigtig mange mennesker i det danske samfund, som sådan set fysisk og mentalt er fuldstændigt i stand til at besidde et arbejde, men som ikke gør det. Hvorfor ikke? Fordi de ikke har kvalifikationer til at besidde et job der skal producere værdier for over 90 kroner i timen, altså give arbejdsgiveren de penge ind igen, som hun giver i løn (faktisk er det jo væsentligt over, men det er jo en anden sag). I det mindste er der ikke jobs nok af den slags. Det traditionelle svar har været at forsøge at højne kvalifikationerne hos disse mennesker, men det er ikke gået godt, og kommer til at gå endnu dårligere i fremtiden, pga. den stadig større konkurrence på kvalificeret arbejdskraft fra udlandet. Desuden har man ikke ville se i øjnene, at der simpelthen er mennesker der ikke dur til andet end forskellige former for manuelt arbejde eller servicejobs. Der har været en illusion om at alle skulle kunne blive atomfysikere og nobelprismodtagere. Og i tilgift har man nedgjort de manuelle jobs. Men der er intet galt i at være skraldemand eller gadefejer eller ekspedient i McDonalds. Hvis man ellers passer sit arbejde bør et sådan job give fuldt ud samme respekt som at være malermester eller jurist.
Derfor: Sænk mindstelønnen og lad os få nogle flere lavt betalte servicejobs og manuelle jobs. Til gengæld skal man bruge det overskud der kommer ind på færre overførselsydelser til at fjerne momsen og sænke bundskatten. Dermed vil det blive meget lettere at klare sig for en lav løn. Det vil det i parentes bemærket også være for en forfatter-fattigrøv som mig (nej, jeg er ikke på dagpenge, men betaler selv for min kunst).
Enhver der er professionel tænker, som sidder i en prestigefyldt og velbetalt stilling – og som samtidig ikke synes, der er noget at tænke over – må selvfølgelig føle sig i en akavet position over for samfundet. Forpligtelsen til at fremme ligeberettigelse, udradere racisme, sexisme og elitisme (vort demokratiske samfunds specielle forbrydelser) – samt krig, er naturligvis påtrængende for et menneske, der ikke kan finde andet, der er værd at forsvare. At politikken i Tyskland [anno 1933, lhv.] var højreorienteret, mens den i USA [anno 1968, lhv.] lå til venstre, bør ikke forvirre os. Begge steder gav universiteterne op overfor massebevægelser, og det gjorde de især, fordi de troede at masserne besad en moralsk sandhed, universiteterne ikke kunne hamle op med. Engagement blev bedømt som dybere end videnskab, følelse end fornuft, historien end naturen, de unge end de gamle. Faktisk var den grundlæggende tanke, som jeg har hævdet, den samme. Amerikas nye venstre var et Nietzscheficeret-Heideggeriseret venstre. Det ubændige had til det “borgerlige samfund” var nøjagtig det samme. Det beviste en berømt professor i politisk videnskab, da han læste nogle taler højt for sine studerende om, hvad der måtte gøres. De var vildt begejstrede, indtil han afslørede, at det var Mussolinis taler.
[Allan Bloom: “Historien om vestens intellektuelle forfald”, da. udgave, Gyldendal 1992, p. 308]
“Che Guevara Deserved To Die”. Det står der på en t-shirt jeg har købt i dag. Websitet Liberator fik for et stykke tid siden fremstillet 50-stykker med et fint Che-hoved af den kendte slags og den ovenstående tekst. Grunden til at jeg har købt den? Jeg er rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig træt af at Che Guevara hele tiden skal fremstilles som en stor frihedshelt, der kæmpede for verdens undertrykte, når realiteten er at han var en stalinistisk massemorder.
Det startede egentlig da jeg skulle til Bolivia, for specielt i dét land (hvor Che som bekendt mødte sin skæbne) fremhæves han som en folkehelt. Det gjorde han nu ikke i 1967, hvor han døde, men det er kommet til siden, og de mange backpackere som kommer til landet gør deres for at udbrede kulten, fordi denne befolkningsgruppe jo – om nogen – er stærkt tiltrukket af El Che og hans fantastiske kamp for verdens undertrykte. Jeg blev irriteret, købte John Lee Andersons anerkendte biografi Che Guevara: A Revolutionary Life, som er både velskrevet og spændende, og selvom Anderson ikke helt kan skjule sin sympati for Señor Guevara, må jeg sige at jeg fik en fuldstændig entydig antipati, både for manden Che, hans ideer, og endnu mere: hans handlinger.
Lad gå med, at han gerne ville gøre noget for de fattige og undertrykte i Latinamerika. Guderne skal vide, at der både dengang og i dag er brug for det. Lad endda gå med at han så kommunismen som vejen til lykken; jeg mener han var jo ung, og mange blev forført af de kommunistiske ideer, der unægteligt også kan virke meget dragende og desuden tjener et udmærket formål som reserve-religion, hvis man både er ateist og et usikkert menneske. Det som jeg ikke kan acceptere er hans handlinger, især efter 1956, hvor han begyndte deltagelsen i den cubanske revolution.
Jeg plejer at bilde mig ind, at satire er et af de få emner, som jeg rent faktisk forstår mig på. Jeg mener: Jeg har trods alt den fine akademiske grad cand. mag., fordi jeg har skrevet et speciale om satire ved det hæderkronede Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet. Så jeg kender min satire, når jeg ser den. Kom ikke her.
Og nu er jeg sådan set snublet over et prima eksempel på veldisponeret, morsom og bidende politisk satire, lige i øjet. Bloggeren Thinking Meat, som jeg ikke kender i forvejen, men bestemt har tænkt mig at tjekke ud igen, skriver et åbent brev til Israel, hvor han giver gode råd til hvordan de kan forbedre deres dårlige stilling i verdensopinionen. Satiren her fremhæver de to fine fakta, som gør sig gældende for satire i al almindelighed, at 1) overdrivelse fremmer forståelsen, 2) hvis man ikke enig i satiren, vil man heller ikke synes den er morsom. Jeg er enig, jeg synes den er sjov. Hvad synes du?
Tak til Mr. Andersson.
Der er mange måder at udbrede sine budskaber på, men internettet er ikke den værste af dem. Når man så samtidigt kan kombinere ideologien med en god sang, så er pakken vist fuldkommen.
Amerikaneren Frank Looby leverer en god gang lo-fi punkmusik tilsat neo-konservative tekster. Som han selv skriver: “At last, guitar based patriotic music that has you stamping along, not falling asleep. Frank Looby’s Rock for Americans is for those who love rock and love America. This CD is NOT for you is [sic!] you are among the following: liberal, democrat, or a terrorist.” Så skulle det vist være sagt.
Du kan lytte til Loobys sange på sitet, og såmænd også bestille cd’en “Rock For Americans”. Åbningsnummeret “Hunt em Down” er ret forrygende, med omkvædet: “The only way to win is to hunt em down and killem” – altså terroristerne forstås. Sådan fortsætter det i samme dur, og selvom Loobys musikalske talent er noget nødtørftigt, så vinder han points for inderlighed. Hvis det da ikke er et fuldstændig gennemført satirisk nummer. Svært at gennemskue. Lyt selv.
Og når vi er ved kampsangene skal vi da også lige have Danmark med. Det er jo lidt sent nu, men op til EU-valget i juni fremstillede socialdemokraten Britta Thomsen en fængende sang, “Stem på Britta”, der skulle få hende valgt. Specielt omkvædets meget insistrende kor: “E-U!!!” er fantastisk. Jeg har desværre ikke kunnet finde ud af, om Britta selv synger, men bandet hedder muligvis CopyCatz. Og jo, Britta blev valgt ind i Europaparlamentet med 4.612 stemmer. Om det var sangen der gav bonus, vides ikke. Den letteste måde at lytte til sangen på er at kopiere følgende url ind i din Media Player: http://www.brittathomsen.dk/Stem%20-%20stem%20på%20Britta%20%200604.mp3
* Tak til Jesper Eising, der altid er god til at finde historier, men som desværre endnu ikke har sin egen weblog.
* Tak til Liberator.
[Opdatering: Jesper Eising hævder, at det er Britta der synger!]
På grund af de nyeste kidnapninger i Irak af seks indiske lastbilchauffører, og med baggrund i frigivelsen af det filipinske gidsel og det saudiske firmas indrømmelser overfor gidseltagningen af en af dets chauffører, mindede en kammerat mig om en scene fra slam-bang-action-filmen Air Force One.
Harrison Ford spiller den amerikanske præsident James Marshall (kan man finde et mere corny navn?), en Bill Clinton-agtig type (filmen er fra 1997), der udtaler sig negativt om terrorisme, og promte bliver han selv og hans familie taget som gidsler. Normalt bøjer den amerikanske præsident sig ikke for terrorister, men den onde Korshunov (Gary Oldman) truer hans egen datter kan han ikke holde det ud, og må give efter for afpresningen. Hvad sker der så? Korshunov beholder alligevel datteren, for nu har Marshall vist han er til at fohandle med: “You’ll compromise…like always.”
Og hvad kan man så lære af det? Ja, læren i disse dage skulle være slående. Den adfærd man belønner, får man mere af. Bøjer man sig for terror, så får man mere terror. Sådan er det. Når der sker en gidsel-tagning er det lose-lose lige meget hvad du gør. Sørg for at gidseltagerne også taber.
Så skulle det være ganske vist: Bolivianerne har med et stort flertal vedtaget at genoptage eksporten af naturgas fra landet. Det er et meget vigtigt resultat, ikke mindst fordi det endelig kan give ro i landet, der har været præget at uroligheder siden februar 2003, hvilket jeg også selv kom til at mærke, da jeg boede i Bolivia her i foråret.
Eksporten af naturgas har været krumtappen i den konflikt (som i Bolivia simpelthen bare har fået betegnelsen ‘El Evento’, ‘hændelsen’, og som betegner hele konflikten op til nu) mellem dele af befolkningen (hovedsageligt fagbevægelsen og socialistiske partier, støttet af det brede lag af fattige indianere, bønder og minearbejdere) og den tidligere præsident Gonzalo Sanchez de Lozada. Præsidenten havde stærke forbindelser til udenlandske olie- og naturgas-selskaber, og var for øvrigt selv (og er stadig) en af landets rigeste mineejere. Mistanken om at han brugte sin regeringsmagt til at berige sig selv, frem for at berige landet som helhed, lå derfor lige for, og det gjorde det næppe nemmere for ham at få sin politik igennem: en liberalisering af økonomien, og eksport af naturgas og olie gennem udenlandske – hovedsageligt nordamerikanske – selskaber, til Mexico og Californien. Mange mente at Bolivia blev berøvet sine naturressourcer, og med landets historie in mente var det måske heller ikke en helt urimelig antagelse. Desuden var mange utilfredse med, at gassen muligvis ville komme arvefjenden Chile til gode, for man har i Bolivia et uudslukkeligt had til Chile, som annekterede Bolivias adgang til Stillehavet i 1879. Det førte til et krav om en folkeafstemning om udnyttelsen af ressourcerne og uroligheder i både februar og oktober 2003.
I dag afholdes endelig den store afstemning om fremtidens udnyttelse af Bolivias enorme naturgasressourcer. Som dem der har læst min dagbog fra Bolivia vil vide, så har usikkerheder omkring brugen af Bolivias reserver af naturgas og olie skabt politisk ustabilitet i landet i flere år, og kampe mellem politi og demonstranter har kostet mange mennesker livet. Kort fortalt vil regeringen gerne sælge til udlandet, mens fagbevægelsen og flere socialistiske og indianske partier ikke vil det. I dag kom så endelig den ventede folkeafstemning, og exitpolls viser, at præsident Carlos Mesa har fået et ‘ja’ til alle punkterne, hvilket vil betyde fortsat eksport af naturgas. For mig at se er det særdeles gode nyheder for Bolivia, men lad os nu lige se hvad der sker de næste par dage.
Updates følger.
El Diario – Boliviansk avis
Så skal vi vel til det…Jeg har set Michael Moore’s Fahrenheit 9/11, og det er jo sådan set en film, man ikke rigtig kan komme uden om – derfor skal den naturligvis også omtales her. Den mest omtalte dokumentarfilm i år, muligvis filmen der kan vælte George Bush som USA’s præsident, osv., osv.
Lad mig starte med at sige, at jeg mener det er en meget forførende film. Det er både godt og skidt, for mens det naturligvis er en rar fornemmelse at blive forført (hvem vil ikke gerne det?), er det måske ikke ligefrem den bedste fornemmelse, når man ser en politisk dokumentar. Der vil jeg måske hellere have en anden fornemmelse – fx at blive oplyst eller få nogle vigtige emner forklaret – da fornemmelsen af at bliver forført hurtigt kan afløses af fornemmelsen af at blive røvrendt.
Ikke at jeg føler mig røvrendt af Michael Moore. Men det skyldes nu ikke, at han ikke forsøger på det, snarere at jeg nu mener jeg kender ham så godt, at jeg ikke lader mig røvrende af ham. “Fool me once, shame on you. Fool me twice, shame on me”, som et gammelt ordsprog lyder (i parentes bemærket et ordsprog som Bush i en af filmens ubetaleligt morsomme og superpinlige klip ikke kan huske: “Fool me once, shame on … … … (tiden går mens Bush forsøger at huske)… … … you. Fool me twice … … … … (tænker endnu mere) … won’t be fooled again!”
Og det er jo sådan set dét, som Fahrenheit 9/11 er bedst til: At få Bush til at se pinlig ud, og den allerbedste metode er jo tydeligvis at lade manden vrøvle for sig selv. Det virker. Jeg har svært ved at se, hvordan nogen amerikaner seriøst ville kunne forlade filmen og stadig mene, at man kan stemme på Bush, når man har set den slags klip, og mange andre fra samme skuffe. Sådan set tror jeg filmen ville nå sit formål endnu bedre, hvis der simpelthen var 2 timer med Bush-klip. Det ville være ubetaleligt morsomt og måske skabe en comedy-kult på linie med Monty Python.