Interesting article by Hamid Tehrani, who also presented at the GlobalVoices Summit.
In recent years, Iranian president and Holocaust denier Mahmoud Ahmadinejad has organized cartoons on the Holocaust in Iran and invited notorious international revisionists to a conference to Tehran, surprising the world. Reading these blogs will help us to explore anti-Semitism in Iran as an old and dynamic “ideology.” Ahmadinejad’s comments and actions are just one visible and official part of it.
Gee, what a great summit! And what great people! And what a great city – with cheap beer.
Back again from Budapest. Here’s a list of fresh links from the GV Summit. To be updated.
Pictures: GV has a great strategy of pointing out a common tag to be used for all pictures, posts etc. For this summit the tag is gvsummit08. Flickr pictures can be found here (I might add my own later). 986 and counting…
Task for web 3.0 (the aggregated web): Creating common tags out of pictures/posts with no common tags. How could we make a program automatically tag a picture ‘gvsummit08’ even if the author doesn’t tag it? Coordination of tagging must be one of the next web-hurdles.
Videos of the presentations: Some found here. Confusing clips, not too good sound. More might be added.
Liveblog archive found here.
Man kaster vel ikke sin fagforening ud i en langvarig strejke blot for at opnå sammenhold og skabe profilering.
Siger arbejdsmarkedsforsker Jesper Due til Jyllands-Posten som reaktion på beregningerne af, at strejkegælden for sygeplejerskernes vedkommende først er betalt af om 12 år, hvis man alene skal regne med ekstragevinsten for strejken.
Men er det ikke lidt naivt at forestille sig – specielt for en arbejdsmarkedsforsker – at fagforeningerne automatisk har sammenfaldende interesser med medlemmerne? Deres største interesse er vel, at medlemmerne bliver i fagforeningen, uanset om det er en fordel for medlemmerne eller ej. Man kan jo skabe sammenhold på mange måder, og når fagforeningerne har det svært med at begrunde deres eksistens gennem faktiske resultater, så er det jo altid en fordel at kunne pege på en ydre fjende og kalde på solidaritet. Her er det regeringens manglende vilje til at bryde med den danske model, der er skurken. Ikke sygeplejerskernes manglende vilje til at forhandle sig frem til et mere fleksibelt lønsystem. Der er vel ikke noget stærkere og mere bedøvende for de rationelle argumenter, end at piske op til en strejke og finde fanerne frem?
Et misbrugt og forhadt begreb, ikke mindst på venstrefløjen – men folk ved sjældent ret meget om, hvad begerebet indeholder. Niels Westy sætter tingene på plads hos Professorvældet.
Der har været meget opmærksomhed om den danske udgave af Naomi Klein’s Chokdoktrinen: Katastrofekapitalismens opkomst, der er et forsøg op at sammenkæde Milton Friedman og Chicagoskolens økonomiske teorier med en aggressiv amerikansk udenrigspolitik i særdeleshed og alskens ulykker, diktaturer og undertrykkelse i almindelighed. Jeg omtalte selv bogen i efteråret, men nu er der grund til lige at runde emnet igen, ikke mindst på grund af Kleins betydelige indflydelse i den offentlige debat.
Klein har fået en kongelig modtagelse i Danmark med offentlige optrædender og mikrofonholderinterviews, og kun Weekendavisens Christopher Arzrouni har været negativ. Desværre viste store dele af hans anmeldelse at være direkte planket fra Johan Norbergs kritik af bogen i et notat fra Cato.
Polemikken omkring Arzrounis tåbelige fejltrin har desværre afledt opmærksomheden fra de mange velbegrundede kritikpunkter overfor bogen: Nemlig at 1) den groft forvansker den nyligt afdøde Friedmans synspunkter, så den milde økonom fremstilles som tilhænger af både tortur og (metaforisk) elektrochok i samfundet, 2) Ikke kender forskel på Friedmansk Chicago-skole, IMF-style neoliberalisme, libertariansk ‘østrigsk’ økonomi og den langt mere statsglade neokonservative bevægelse (hvis indflydelse for øvrigt kraftigt overdrives), 3) Kun leverer meget sporadiske empiriske beviser for sine påstande om, at kapitalisme og undertrykkelse hører sammen – og ‘overser’ de bjerge af empiri, der modsiger tesen. Faktisk er de økonomisk frieste lande også statistisk set de politisk frieste lande, og befolkninger verden over støtter over en bred kam op om markedsøkonomien. Der er derfor ingen grund til at skabe katastrofer for at gennemtvinge frimarkedsreformer, da de kommer alle i befolkningen til gode og skaber større politisk frihed.
I denne sammenhæng er Norbergs ovenstående notat simpelthen sønderlemmende. Han sammenligner grundigt Kleins fremstilling med fakta – både om Friedmans teori, men også om de historiske fakta, Klein skriver om (Chile, Storbritannien, Kina). Klein fremstår som forfatter som enten katastrofalt uvidende eller decideret løgnagtig – og mit bud er, at hun er lidt af begge dele. Men andet kan man vel ikke forvente af et kvindemenneske, der støtter op om Castro, Chavez og Hizbollah.
Kritikken betyder dog ikke, at Klein ikke har nogle berettigede pointer om, hvor galt det kan gå, når statsmagten allierer sig med våbenindustrien eller andre magtfulde grupper. Der er rigtig meget at kritisere i den amerikanske indsats i Irak, hvilket ifølge Norberg virker som Kleins egentlige ærinde. Hendes problem er imidlertid, at Friedman og andre frimarkeds-økonomer altid har advaret mod sammenblandingen af statsmagt og industriinteresser (og bl.a. derfor gik de ind for en begrænset stat) og desuden var Friedman en modstander af både den første og anden Irak-krig. Hun er sådan set ‘barking up the wrong tree’, når hun i stedet kunne finde betydelig støtte for sine anklager mod Bush-administrationen hos netop liberale økonomer. Men det ville nok kræve for stor intellektuel fleksibilitet fra en begrænset begavelse som Klein. Hun skriver godt. Men det hun skriver er dårligt.
Som Norberg afslutter:
So in the absence of serious arguments against the consequences of free markets, we are left with Klein’s reasonable critique of torture, dictatorships, government corruption, and corporate welfare. In the final analysis, The Shock Doctrine boils down to the curious claim that Milton Friedman and free markets are bad because governments are incompetent, corrupt, and cruel. It is probably not a coincidence that there are blurbs from four fiction writers on the back of the book.
Læs også den store diskussion på Informations side om Kleins CBS-besøg. Den er fuld af de typiske Erasmus Montanus agtige argumenter, som Kleins bog er så afhængig af. Groft skåret: 1) Milton Friedman har engang skrevet noget om chock som vejen til reformer, 2) CIA brugte elektrochok i 50’erne, 3) Ergo går Milton Friedman ind for elektrochok.
Christian Bjørnskov om det absurde danske skattesystem, hvor man ikke kan få lov til at betale mere end 40.000 i retsskat på én gang – resten SKAL betales i rater over længere tid med 7 % i rente. Også selvom man har pengene klar.
Jeg har lært, at skattevæsenet går ud fra som en selvfølge, at helt almindelige mennesker har en revisor, og altså at de regner med, at skat er – og skal være – så uigennemskueligt, at vi andre med en baggrund udenfor revisorstanden ikke kan regne vores egen skat ud. En anden ting, jeg har lært af torsdagens øvelse i det danske regelunivers, er, at det første, man bør gøre, hvis man har nogen form for indtægt, eller ens situation ændrer sig, er at spørge sig selv, hvordan det påvirker ens skattemæssige situation, og hvor meget man “skylder” staten – det er det absolut vigtigste. Sidst, men ikke mindst, har jeg lært, at det eneste sikre at antage er, at skattevæsenets regler unddrager sig jordisk fornuft og – må man forvente – også jordisk kritik eller tilsyn. Det må være den eneste institution i Danmark, der kan tvinge folk til at låne penge af den og oven i købet tage sig betalt for det.
Jeg har selv oplevet noget lignende, da jeg sidste år havde et meget stort beløb i restskat for forskellige freelanceopgaver. Jeg har ikke opgjort, hvor meget ekstra det har kostet mig i skat, men det er sikkert flere tusind kroner. Også selvom jeg HAVDE lagt pengene til side for at kunne betale med det samme.
Skattevæsenet vil nok beskrive rentepåskrivningen som en slags “straf” for, at man ikke bruger forskudsopgøelsen til med det samme at lade sig rippe i skat, endnu inden man har tjent pengene. Men man kan jo ikke altid vide, hvor meget man kommer til at tjene – og så skal man pludselig til at betale med sin egen kassekredit for de penge, man dermed “låner” skat.
Problemets rod bunder i indførelsen af kildeskatten i 1970, hvor man i stedet for selv at skulle betale skatten efter årsopgørelsen, i stedet får trukket pengene af arbejdsgiveren før man får lønnen udbetalt. Det er et genialt system for staten (for øvrigt udtænkt af Milton Friedman!), fordi den enkelte borger taber bevidstheden om, hvor meget de betaler i skat, fordi de aldrig har alle pengene i hånden. For nogle lønmodtagere giver det sikkert tryghed at vide, at man ikke får et skattesmæk året efter – men for selvstændige, der tvinges til at betale en slags kildeskat gennem forskudsopgørelsen – er det uden tvivl en voldsom underskudsforretning. Nasty.
Man må næsten håbe, at det er falsk reklame, når politiet lokker med begreber som Empati, Tolerance og Udrykning. Kampagnen er åbenbart et par år gammel, men jeg faldt først over den forleden og blev temmelig forbavset. Det var naturligvis de to første begreber, der sprang i øjnene – og ikke det sidste, der bare virker mærkeligt fejlplaceret (“udrykning” wtf?). Jeg er ikke meget for den mere social-konservative borgerligheds begreber om kulturforfald og feminisering, men det her var alligevel skrap kost. Er det virkelig begreber som empati og tolerance, der er centrale til at beskrive, hvad en politibetjent gør?
Det er da selvfølgelig udmærket at have empati og tolerance, og politiet udfører naturligvis også en vis portion “socialt arbejde”, men den slags kampagner peger i sidste ende på et meget stort kulturelt selvbedrag, som jeg først så beskrevet i Henrik Dahls Den kronologiske uskyld: Nemlig magten, der nægter at vedstå, at den er magt. Dahl beskriver især “Børnehavegenerationens” problemer med at gøre oprør mod stadig mere moderlige og forstående magtinstanser som pædagoger, skolelærere og politikere, der jo kun vil os vores eget bedste og derfor fleksibelt og bøjeligt hele tiden vil forstå og hjælpe os – og som alligevel på en eller anden måde altid ender med at få deres vilje. Der er jo ikke noget mere besværligt end at stå fast imod en magt, der bare siger “Hvad synes du selv?”
Taktikken virker måske i skolen, men at kerneinstanser som politiet nu også skal være definerede ved empati og tolerance er måske at gå for vidt. Hvis det er det selvbillede, politiet har, er det i hvert fald åbenlyst, hvorfor de har ekstremt svært ved at opretholde loven når venstreekstremister, indvandrerbander eller pusherbøller går amok og smadrer alt omkring sig. Empati er jo en fin ting, når man skal irettesætte søde gymnasiepiger (som i et af videoeksemplerne i kampagnen), men når voldsomme optøjer truer selve retsstatens opretholdelse, er det altså på tide at tage staven i den anden hånd.
Guantánamo, krigen mod terror og krigen mod narkotika er bare én side af sagen. De amerikanske myndigheders magt er blevet stadigt udvidet på stort set alle områder gennem de sidste år, også ned i det helt små:
The American legal system also seems to have lost any sense of proportion. Christopher Ratte, a professor of archaeology, recently tried to buy his seven-year-old son a bottle of lemonade at a baseball game. He was handed a bottle of Mike’s Hard Lemonade, an alcoholic drink, by mistake. Officials noticed the boy sipping the drink and immediately whisked him off to hospital. He was fine. But the family was condemned to legal hell: the police at first put the seven-year-old into a foster home and a judge ruled that he could go home only if his father moved out. It took several days of legal wrangling to reunite the family.
Dette er fra The Economists omtale af Freedomhouses nye rapport om frihed i Amerika. Konklusionen er, at Freedomhouse om noget er for optimistisk med henblik på systemets evne til at rette sig selv. En kort opsummering af rapporten kan læses her.
Lotte Noer har her en fornuftig klumme om debatten-der-ikke-vil-dø: rimeligheden i at give venstreekstremisterne bag Ungdomshuset et nyt gratis hus på skatteborgernes regning.
Der er mange spændende kommentarer, men det mest fornuftige bliver faktisk sagt af Hans Erik Knudsen til allersidst (gengivet her med slåfejl):
Interessant debat. De autonome ER virkelig så dårlige til at argumente som det påstås. Deres påstande er grebet ud af den blå luft, der er hverken hovede eller hale på det, og logikken er slet ikke til stede. Havde de brugt lidt mere tid på skolen end på navlebeskuende mandagsmøder, havde de måske fået lidt udsyn og en horisont der ikke kun begrænsede sig til ren egoisme og xenofobi – angst for alt fremmed.
Fat det, i har ALDRIG ejet det hus. I havde et bevaringsværdigt hus til låns, og i smadrede det totalt, så der kun var nedrivning som mulighed da i blev sat ud ved fogedens og politiets hjælp, ligesom enhver anden der befinder sig uklovligt i en andens ejendom. En enig beslutning taget i alle instanser der har med den slags at gøre.
Gør det slet ikke indtryk at ingen vil have jer som naboer, eller er det bare alle andre der er dumme? Når alle andre er dumme, er det på tide at opsøge et spejl
Hvis man i øvrigt ønsker at følge udviklingen i Nordvest lige nu, hvor borgerne kæmper imod et nyt Ungdomshus på Dortheavej, kan man klikke ind på Expressum.
Almindelige mennesker har ikke råd til at bo i byen, og derfor skal de rige svins ejerlejligheder beskattes, så der kan bygges boliger til almindelige mennesker. Det er essensen af Den Røde Skoles nye ideer.
Nu regner undertegnede sig bestemt som et almindeligt menneske med en årsindkomst omkring en almindelig LO-arbejder, og det er ikke helt klart, hvorfor min lejlighed skal beskattes ekstra, for at en person der tjener mindst lige så meget som mig, kan få en lejlighed stillet til rådighed betalt til dels af mine penge. Men det er selvfølgelig et bagstræberisk spørgsmål at stille. For det er dyrt at bo i byen, hovedsageligt fordi der er mange, der gerne vil bo her.
Men når man ser lidt på omkostningerne ved at købe sig en lejlighed i byen – som “ingen almindelige mennesker” åbenbart har råd til – så er der nogle meget voldsomme udgifter, som ingen taler om – nemlig ejendomsskatten og ejendomsværdiskatten. Boligejere betaler allerede i dag en betydelig del af ejendommens værdi i skat hvert eneste år, og var skatten ikke fastfrosset takket være skattestoppet, ville omkostningerne nu være så høje, at mange måtte gå fra hus og hjem.
Fx udgør ejendomsskatter og ejendsomværdiskat på en fredelig nybygget 3-værelses på Holmen 31.473 kroner om året, eller 2622 kroner om måneden. Ud af en nettokomkostning på 21.920 kroner om måneden (med et ret dyrt lån, et flexlån kan gøre det 5000 kroner billigere) er det altså omkring 12 % af omkostningerne, der er skatter. Selv betaler jeg omkring 1000 kroner om måneden i skatter (der dog bliver opvejet af renteafdraget). Og det er naturligvis ud over alle de andre skatter, der rammer almindelige mennesker. Kunne man måske overveje, at Den Røde Skole arbejdede for at få ejendomsskatterne lidt ned, så almindelige mennesker ville få mere luft i regnskabet, når de skal købe bolig?