Kategori: Økonomi

Søvndal hvisker i Obamas øre

Det her virker ikke helt gennemtænkt:

President Obama announced on Wednesday a salary cap of $500,000 for top executives at companies that receive the largest amounts of bailout money, calling the step an expression not only of fairness but of “basic common sense.”

Når topcheferne (og en lang række underchefer) i virksomheder som CitiGroup, Bank of America og Chrysler allerede tjener flere milloner dollars om året, er det svært at forestille sig, at en så voldsom nedgang i løn vil kunne tiltrække de nødvendige kapaciteter. Man skal huske, at de dygtigste topchefer er en ret begrænset gruppe af mennesker, der har en lang række tilbud at vælge imellem. Hvorfor skulle de vælge en uriaspost i et problemramt selskab, hvis de tjener måske 4-8 gange mindre, end de ville gøre i en velfungerende virksomhed?

For at tage et analogt eksempel: Jeg synes nogle gange, at de københavnske skraldemænd er nogle primadonnaer, som ikke gør deres arbejde ordentlig, brokker sig, når skraldespandene ikke er ideelt tilgængelige, og strejker for et godt ord. Men jeg er ikke så dum, at jeg forestiller mig, at en lønnedgang for skraldemænd vil få dem til at gøre arbejdet bedre. De vil bare holde op med at hente skraldet.

Omvendt forstår man selvfølgelig godt forargelsen, når virksomheder, der holdes oppe af skatteydernes penge, giver rekordbonuser til topchefer eller indkøber nye, smarte jetfly til ledelsen. Men det er måske et tegn på, at virksomhederne ikke har helt så meget brug for pengene, som de bilder os ind?

Atlas snublede

Jeg har en kommentar i Berlingske Tidende i dag, om Ayn Rand, Saxo Bank og finanskrisen. Den kan læses online her.

Et lille uddrag:

Tilstandene i finanssektoren de sidste par måneder minder i hvert fald slående om Rands dystropiske version: De dygtigt ledede virksomheder og de borgere, der ikke har taget hovedløse lån, straffes for deres fornuft ved at skulle betale for de uansvarliges tåbeligheder. Rands skrækvision er således kun et par skridt fra det samfund, vi har nu, hvor ansvaret og risikoen bliver stadig mere diffus og staten påtager sig stadig flere opgaver og forpligtelser og til gengæld påberåber sig retten til at bestemme alt.

Derfor er Atlas Shrugged en bog til tiden. For at advare mod de dystre langsigtede udsigter, hvis vi bliver ved med at frikende folk fra ansvar, selvom de burde vide bedre. Hvis vi bliver ved med at lægge bånd på de kreative og de dygtige og dynge forpligtelse på forpligtelse på dem – så holder de en dag op med at trække læsset. Og hvor er alle vi andre middelmådige skvadderhoveder så henne?

Men alligevel mangler der noget. Hvad med Atlas selv? Hvad med markedet selv? For selvom det er sandt, at krisen også har politiske årsager, og der ingen grund er til at tro, at politikerne kan løse den, så er de store aktører på finansmarkedet jo mindst lige så medskyldige. Den dårlige regulering og de lave rentesatser fra centralbankerne fik en særdeles villig medspiller fra en lang række banker, hvis smarte nye låneprodukter gjorde krisen til virkelighed. Det var en vanvittig lemmingemarch ud over afgrunden – og hvor alle endda godt vidste, hvor det bar hen. De kunne bare ikke modstå fristelsen.

Jeg undskylder i øvrigt her for fejlstavningen af dystopisk. Dystropisk hmmm….

Obama som Chicago-dreng

Man får jo helt lyst til at støtte Obama, når man har læst Naomi Kleins paranoide nonsens om hvilken slem, slem frimarkedsøkonom, han er:

He chose as his chief economic adviser Austan Goolsbee, a University of Chicago economist on the left side of a spectrum that stops at the center-right. Goolsbee, unlike his more Friedmanite colleagues, sees inequality as a problem. His primary solution, however, is more education–a line you can also get from Alan Greenspan. In their hometown, Goolsbee has been eager to link Obama to the Chicago School. “If you look at his platform, at his advisers, at his temperament, the guy’s got a healthy respect for markets,” he told Chicago magazine. “It’s in the ethos of the [University of Chicago], which is something different from saying he is laissez-faire.

Uha, respekt for markedet. Ja, det må man da håbe, hvis han vil almindelige mennesker det godt. Om en af Obamas “fans” (hvilken yderligere forbindelse han har til Obama, nævner hun ikke), kan hun bl.a. fortælle, at han blev gift på Versailles – og så må man jo automatisk være ond. Obama studerede jo også jura på University of Chicago, så mon ikke Friedman har fået hjernevasket ham allerede der? Hvor er den kvinde dog pinlig, utroligt at nogle kan tage hendes non sequiteurs alvorligt.

Til grin

Jeg fatter ikke, at det her ikke har fået mere opmærksomhed. Det er et af de mest groteske tyverier i den nyere danmarkshistorie. Her har i forvejen velbeslåede boligejere tjent tykt og fedt på flexlån i flere år – og når de så kommer i problemer, skal de reddes af staten. Tilmed af penge fra en social fond tiltænkt de almennyttige boliger. Kan det bliver mere klamt og ulækkert? Kære flexlånere, hvor i alverden er jeres værdighed?

Alle de her indgreb kommer til fuldstændigt at smadre incitamentssturkturen på lånemarkedet, der har det dårligt nok i forvejen. Det ender med endnu en boble. Det ender i kaos. Folk vil bare ikke indse, at de ikke kan blive ved med at leve det fede liv på lånt tid, sådan som de har gjort hidtil. Deprimerende.

Markeder og information

Man hører tit i debatten, at det frie marked er en umulighed, fordi det kræver perfekt information for alle markedets aktører. Forestillingen om Homo Economicus er en sædvanlig stråmand, man kan slå fortalere for et frit marked i hovedet med, for naturligvis eksisterer det fuldstændigt rationelle og fuldstændigt informerede menneske ikke nogen steder. Og hvis han ikke eksisterer, kan markedet åbenbart heller ikke fungere – uden statslig regulering, lyder påstanden. (At handle fuldt rationelt betyder i denne sammenhæng at handle som om man havde perfekt information – men det har man jo aldrig, og i sidste ende er ens egne preferencer ofte uigennemskuelige for en selv og for andre. Man kan også bruge ordet rationelt på en måde, hvor mennesker altid handler for at fremme deres preferencer ud fra en given viden – i den forstand handler alle altid apriori rationelt. Men det er ikke i denne betydning ordet rationelt bliver brugt her).

Det er forbavsende så ofte anklagerne mod Homo Economicus bliver bragt til torvs, på trods af, at kun abstrakte økonomiske modeller i dag benytter sig af begrebet. Han dukker blandt andet op på pinlig vis i en ellers udmærket bog af de ellers velinformerede Ole Thyssen og Henrik Dahl: Krigeren, Borgeren og Taberen, hvor man bruger et par sider på at verfe ham til side, for så har man lige “gjort op med liberalismen”. I blogs møder man ham tit, fx i denne diskussion eller her i en lidt ældre tråd.

Problemet med at tæve på Homo Economicus er selvfølgelig på den ene side, at han er en begrebsmæssig abstraktion, som kun er beregnet til matematiske modeller, mens de fleste økonomer forlængst har forladt begrebet, og tværtimod bygger deres forsvar på det frie marked netop på menneskers uigennemskuelighed for andre og på den tilstand af altid ufuldstændig information, der karakteriserer samfundet. På den anden side bider argumenterne mod Homo Economicus også sig selv i halen – for hvis det enkelte menneske hverken er fuldt rationelt eller besidder fuld information, hvorfor i alverden forestiller man sig så, at regulatorerne og de politikere der vedtager reguleringen, skulle besidde fuld information eller handle rationelt? Netop fordi individer altid besidder ufuldstændig information (uanset om de har fine computersystemer til deres hjælp) og fordi de aldrig handler fuldt rationelt, men altid ud fra deres egne preferencer, er det bedst at overlade langt de fleste økonomiske beslutninger – hvis ikke alle – til det frie markeds kollektive visdom. Således udnyttes bedst den mangfoldige viden, der er fordelt på mange enkeltindivider, og således begrænses omkostningerne ved fejltagelser.

En af de økonomiske filosoffer, der berører begge emner i et klassisk – og knastørt – essay er Friedrich Hayek. Her får vi ham råt for usødet om vigtigheden af den lokale information – den uudtalte viden om vores egne behov og de særlige omstændigheder, der hvor vi er:

Today it is almost heresy to suggest that scientific knowledge is not the sum of all knowledge. But a little reflection will show that there is beyond question a body of very important but unorganized knowledge which cannot possibly be called scientific in the sense of knowledge of general rules: the knowledge of the particular circumstances of time and place. It is with respect to this that practically every individual has some advantage over all others because he possesses unique information of which beneficial use might be made, but of which use can be made only if the decisions depending on it are left to him or are made with his active coöperation. We need to remember only how much we have to learn in any occupation after we have completed our theoretical training, how big a part of our working life we spend learning particular jobs, and how valuable an asset in all walks of life is knowledge of people, of local conditions, and of special circumstances.

Smukt i al sin komplekse enkelthed.

The Giant Pool of Money

For alle os, der er lidt forvirrede omkring, hvad den internationale finanskrise egentlig går ud på, kommer det fantastiske radioprogram This American Life til hjælp.

I programmet The Giant Pool of Money møder vi en lang række spillere i den store amerikanske pantebrevs-bonanza, fra Wall Street-hajen, der sammensætter top-ratede AAA gældspuljer ud af ekstremt dårlige boliglån, til ejendomsmægleren, der tjener millioner på at sælge huslån til folk, der ikke har “a pot to piss in”, og den enfoldige eks-marinesoldat, der har været godtroende – og grådig – nok til at låne 540.000 dollars til et hus, der svarer til 15 gange hans årsindkomst – før skat.

Det er spændede lytning, og fælles for de medvirkende er, at de egentlig godt vidste, at det ikke kunne passe. Marinesoldaten ville aldrig kunne betale lånet tilbage, og ville aldrig have lånt sig selv pengene, ejendomsmægleren vidste godt, at de fleste låntagere ville ende på tvangsauktion, og Wall Street-mæglerne vidste godt, at de lån, de solgte videre i store bundter i virkeligheden var junk. Men fælles for dem alle var også, at det så enormt godt ud på papiret – “the data was good” – fordi man baserede udregningerne på forældede erfaringer, der ikke tog højde for de nye ekstremt billige lån. Det var en slags hallucination, et selvbedrag – for alle de involverede – og så en god del løgnagtighed. Det fungerede så længe huspriserne blev ved med at stige og låneafdragene kunne afbetales med nye lån i friværdien.

Men en dag brast boblen, nærmest fra den ene dag til den anden. Lånene blev dyrere. Ejendomspriserne faldt. Lånene kunne ikke betales tilbage. Og så er vi, hvor vi er nu med en gigantisk kreditkrise.

Hvad var årsagen? Først og fremmest billige penge og store mængder risikovillig kapital. Udsendelsen omtaler “the giant pool of money”, som er den samlede mængde kapital, der er til rådighed i verden. Takket være den store indkomstfremgang i lande som Kina og Indien fordobledes “the giant pool of money” på få år fra 36 billioner dollars til 70 billioner dollars (det er 70.000 millarder). Pengene skulle have et sted at søge profit, og da den amerikanske centralbank samtidig havde sat renten ekstremt lavt, blev det attraktivt at tage store risikoer – og samtidig meget lidt attraktivt bare at lade pengene stå i banken eller opkøbe kedelige obligationer, der ingen rente gav.

Da bankerne samtidig begyndte at udvikle en række værktøjer til at sammenkøre risikoen ved boliglån i store puljer, var vejen åben til pantebrevs-bonanzaet, hvor man begyndte at tilbyde enorme lån til mennesker, der aldrig ville have en jordisk chance for at betale dem tilbage – fordi man kunne sælge de risikable lån videre på en måde, der virkede attraktiv. Så længe der var risikovillig kapital, renten var lav og huspriserne steg. En dag var huspriserne imidlertid steget så meget, at folk ikke engang kunne betale første afdrag på de store lån, og så vendte bøtten på ganske kort tid. Og de risikovillige investorer var ikke længere villige til at tage risikoen.

I programmet hører vi desværre ikke så meget om, hvordan den politiske regulering har spillet med i katastrofen – den urealistisk lave rente, fastsat af centralbanken, de lovmæssige krav til banker om at give lån til minoritetsgrupper, den statslige garanti til kreditgiganter som Fannie Mae og Freddie Mac, det politiske ønske om at give fattigere grupper eget hus, selvom de ikke havde råd, osv. Der var advarsler nok, bl.a. fra liberale økonomer som Greg Mankiw, der var økonomisk rådgiver for præsident Bush, men alligevel blev der ikke skredet ind.

Bankerne har investeret ufornuftigt og mod bedre vidende, og nu falder hammeren – hvis den ellers får lov. Politikerne har fremmet en politisk situation, hvor der var “kredit til alle”, også selvom man ikke havde råd – og her burde hammeren også falde. I stedet sker det modsatte. Bankerne reddes med en stor plan, der tørrer regningen for de idiotiske investeringer over på skatteborgerne, og politikerne får endnu flere redskaber til at regulere med. Selvom de i forvejen alt for rigelige reguleringsredskaber har været årsag til en del af krisen.

Opdatering: Andre nyere indlæg om finanskrisen: Mchangama saboterer myten om, at finanssektoren er ureguleret, mens Poul Høi Niels Krause-Kjær (sorry, Poul) lider af den misforståelse, at man forsvarer bankerne, hvis man påtaler reguleringens rolle.

Dagens, ugens, årets vigtigste nyhed?

Repræsentanternes hus nedstemmer den store, fiansielle redningsplan. Endda muligvis på grund af en svidende bemærkning fra Nancy Pelosi (men den slags teorier on the spot skal man nok tage med et gran salt).

Jeg ved ikke selv, hvad jeg skal mene om planen. På den ene side virker det som enormt mange penge smidt ud for at redde en række finansielle institutioner, der dybest set selv har været ude om det. På den anden side er The Economist for planen, og dem plejer jeg at rette mig efter, når jeg ikke selv har tid til at sætte mig ind i sagerne.

Vi lever i interessante tider. Fremtiden er uvis, for uden redningsplanen (og sandsynligvis også med), kommer der til at rulle endnu flere hoveder i den finansielle verden – og måske også i alle de andre verdener.

Men lad os nu se. Det er jo muligt, at planen vedtages i en let ændret form. Hvis ikke det hele er braset sammen inden da.

Nationalitet, værdier og økonomiske fejlslutninger

Det største problem er ikke, at folk ikke ved nok om økonomi, men at deres værdier står i vejen for fornuften. Det skriver i hvert fald Tyler Cowen, og supplerer, at værdierne oftest har noget med ens nationalitet og tilhørende sym- og antipatier at gøre:

Both Alex and I have blogged that nationality (or sometimes ethnicity or regional background) is often the best predictor of a person’s economic views and yes that includes among economists.  Given the diversity of economists’ views across nations, we are part of the problem too, thereby again illustrating the essential unity of mankind.

Still, I do believe in right and wrong and that means that the viewpoints of some nations (grossly construed) are better than others.  So the top economic misconception out there in the world is “unjustified dislike of the United States,” noting that there are also justifiable reasons to dislike many aspects of this country.

En ny tidsånd?

Borgerløns-lignende formuleringer om velfærdsstaten i Den Store Danske Encycklopædi skaber nu debat. Det er ikke længere indlysende, at man har ret til at få ydelser uden at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Endnu et skridt i den rigtige retning?

En skræmmende fodnote: Var det virkelig så indlysende for 10 år siden, at man havde ret til ydelser, uanset hvordan man opførte sig? Jeg tænker tilbage til dengang, jeg studerede på humaniora og regnede borgerløn for en interessant idé. “Der er jo penge nok”, som vi sagde dengang. Der er sikkert nogle stykker ude på KUA, der stadig tænker sådan. Men jeg har på fornemmelsen, at de bliver færre og færre.