Kategori: Artikler

Sådan tager du pis på en kommunist

Lørdag har jeg en Kultur-kronik i Berlingske Tidende om den cubanske punkmusiker Gorki Águila og hans band Porno Para Ricardo. Kronikken kan læses online her:

Gorki Águila er en rigtig punker. Ikke bare spiller han klassisk punkmusik, som The Clash og Sex Pistols, men han bliver også politisk forfulgt for sin musik. Han må ikke spille offentligt, han har siddet i fængsel flere gange, og politiet er altid i hælene på ham. Han lever kort sagt et rigtigt punkerliv, som enhver wanna-be-anarkist kun kan misunde ham – i rigtig konflikt med autoriteterne med en virkelig trussel om repressalier, fængselsstraf og tæv.

Gorki Águila – blandt venner bare kaldet Gorki – er punker på Cuba. Det er derfor, han er forfulgt, og derfor er han en af ø-diktaturets modigste mænd. Det musikglade Cuba er en facade, en potemkinkulisse, der skal få vestlige turister til at aflevere de nødvendige dollars. Virkeligheden er undertrykkelse af alle former for musik, der ikke er godkendt i kulturministeriet.

Her er Reason.tvs interview med Gorki, der blev optaget samme aften, som jeg mødte ham. Der er uddrag fra en del af musikken.

Der er en film på vej om den cubanske rockscene. Porno Para Ricardo medvirker, og en promo kan ses her:

Ronnie-Boy!

Klummen er ikke online, så jeg tillader mig at publicere mit USA-bidrag fra tirsdagens Berlingske Tidende. Det er en (delvis) hyldest til Ronald Reagan, som afspejler den amerikanske opfattelse af præsidenten – og den skal nok få nogle danske kulturradikale til at fare op fra Arne Jacobsen-stolen.

Bemærkning: Det ærger mig, at jeg ikke fik plads til at skrive om Reagans veldokumenterede had til atomvåben og hans drøm om en atomvåbenfri verden. Det lyder måske bizart, når man tænker på den danske Reagan-dækning, men hans drøm var faktisk at få fjernet alle atomvåben – og midlet var at tvinge Sovjetunionen i knæ. Projektet lykkedes jo mildest talt ikke. Resultatet af Sovjetunionens sammenbrud blev endnu mere ballade om atomvåben!

Ronnie-Boy!

Af Lars Hvidberg

Var der noget mere modbydeligt i 80’erne end den amerikanske præsident, Ronald Reagan? Hans slikkede hår, hans skæve tandpastasmil, de forlorne vitser. Og så var han jo ond: USA var kapitalismens højborg, som undertrykte alle de noble mennesker i den tredje verden, der længtes efter socialisme og kalashnikov-rifler. Reagan var en person, man godt måtte hade.

Læs mere Ronnie-Boy!

Det Noble Håb

I går havde jeg igen en USA-klumme i Berlingskes Tidende. Det var lidt en kommentar til Obamas fredspris, men også en generel kommentar om forskellen på den politiske kultur i Danmark og Europa; håbets og entusiasmens rolle, troen på forandringen. Klummen ligger online her. Et lille udpluk fra klummen:

Amerikanerne har en både dynamisk og farlig drøm om, at man kan opnå det perfekte. I USA lanceres storslåede politiske planer oftest med en besværgelse om, at »hvis vi kan sætte en mand på Månen, så kan vi også X« – hvor X er et eller andet ønskeligt, som at afskaffe fattigdom, nedbringe antallet af teenagegraviditeter eller indføre demokrati i Mellemøsten. Følelsen er uafhængig af målet, hvilket er grunden til de mange skuffelser: At sætte en mand på Månen kræver ressourcer og ingeniører, men er i øvrigt en så simpel opgave, at selv Sovjetunionen kunne gøre det, givet uendelig tid. At indrette et sundhedssystem, så »alle« får »den bedste« dækning til »en god pris«, er så komplekst, at det giver selv de mest ambitiøse planøkonomer grå hår på deres pletskaldede hoveder.

Racekrig og tudekiks

Det kniber for Berlingske Tidende med at få opdateret kommentarsektionen, så derfor er jeg så fræk at lægge tirsdagens USA I DAG klumme op i sin helhed her. Jeg forsøgte at ændre titlen i sidste øjeblik fra “Racekort og tudekiks” til det mere fængende “Racekrig og tudekiks”, men jeg ved ikke, om ændringen kom med i avisen (jeg fumlede lidt med word-dokumenterne). Men her er den under alle omstændigheder:

Racekrig og tudekiks

Hvis man har fulgt mediedækningen af den usædvanligt skingre amerikanske debat om sundhedsreformen, er man igen og igen blevet konfronteret med en journalistisk kliché: at den amerikanske højrefløj er fyldt med skabsracister, hvis hemmelige drøm er at nagle den sorte præsident til et brændende kors. Læs mere Racekrig og tudekiks

USA I DAG: Den dumme dansker

Jeg har i dag en ny USA-klumme i Berlingske Tidende: “Den dumme dansker” om danskeres fordomme om amerikansk tv, og mine egne oplevelser med at se amerikanske tv-serier (ofte på dvd i øvrigt). Udpluk fra klummen:

Hvorfor se genudsendelser af Gøg & Gokke, når der hvert år kommer nye afsnit af fremragende komedier som »Arrested Development«, »30 Rock« eller »Curb Your Enthusiasm« (hvor Frank Hvam og Casper Christensen har tyvstjålet konceptet til »Klovn«)? Og hvorfor fedte med »Twin Peaks«, når man kan lade sig rive med af den langt bedre gangster-serie »Sopranos«, hvis afsluttende episode i 2007 ryddede avisforsiderne?

Kommentarerne til artiklen viser i øvrigt endnu engang, hvorfor kommentarer på nettet desværre kan være en tvivlsom affære. Jeg har sikkert også gjort det selv af og til, men det er alligevel forbløffende, hvor mange mennesker, der synes de skal dømme en på en enkelt artikel, som de tydeligvis heller ikke har læst ordentligt:

En person synes jeg er nedladende overfor amerikanerne, selvom jeg jo netop hylder deres mangfoldige kultur, en anden kommenterer på noget helt andet end artiklen handler om (om der findes en “typisk amerikaner”) og en tredje efterlyser “pragmatiske og egentlige kulturelle forskelle i jeres beskrivelse af ydre oplevelser” – selvom det da netop er en ret stor (pragmatisk) forskel, hvilke kulturelle referencer, man har at trække på. Ingen af dem byder på noget konstruktivt til diskussionen, men det er jo desværre ikke usædvanligt.

USA I DAG: Fuldkornskapitalisten

Tirsdag den 1. september 2009 er ikke kun 70-års dagen for Tysklands angreb på Polen og dermed starten på 2. verdenskrig, det er også dagen, hvor min USA I DAG klumme hedder “Fuldkornskapitalisten”. Den kan læses online her.

Et udpluk fra klummen, der handler om en speget sag, hvor direktøren for økologi-kæden Whole Foods er kommet i klemme, fordi han har udtalt sig kritisk om Obamas sundhedsreform:

At shoppe i Whole Foods er en fantastisk oplevelse: Store, smukke, træbeklædte lokaler med hyldemeter efter hyldemeter af sund kvalitetsmad i alle korrekte afarter – økologisk, fair trade, vegetarisk, lokalt dyrket eller hvad de politisk kræsne smagsløg nu måtte begære. Navnet spiller på ’whole grain’ – fuldkorn – for her får man kun det bedste af det bedste. Prisen er lige så høj som idealerne og har resulteret i øgenavnet »Whole Paycheck« – hele månedslønnen. Whole Foods får på alle måder Irma til at ligne en Netto i Nordvest.

John Mackeys oprindelige WSJ indlæg kan ses her. Hans udvidede blog-svar inklusive over 3.900 kommentarer i skrivende stund kan ses her. En interessant debat om Corporate Social Responsibility mellem Mackey og Milton Friedman kan læses her: Tjener virksomheder bedst samfundet ved at skabe profit, eller er der også andre kriterier?

USA I DAG: Uden forsikring?

Min USA I DAG klumme for 11. august er allerede nu online. Den forsøger at tage livtag med en lille del af det ekstremt komplicerede amerikanske sundhedssystem, antallet af amerikanere uden sygeforsikring:

Antallet af permanent fattigdomsramte, uforsikrede amerikanere er derfor langt lavere end de 45-50 millioner, der normalt bringes til torvs. En undersøgelse fra det almennyttige forsikringsselskab BlueCross BlueShield anslog i 2003, at antallet af uforsikrede var helt nede på 8,2 millioner. Bestemt et problem, men nok til at begrunde en reform til 1 billion dollars?

Det er et omfattende område, og jeg kunne slet ikke få plads til alle de ting, der er værd at berette. Det er dog værd at tilføje, at de reformer, der i øjeblikket diskuteres på Kongressen, kun delvist vil komme problemet med de uforsikrede amerikanere (eller udlændinge) til livs. Sundhed er et simpelthen katastrofalt politikområde, der truer med at ruinere USA.

Læs mere USA I DAG: Uden forsikring?

Smart socialisme

Torsdag har jeg min tredje og sidste Tendens-klumme i Berlingske Tidende. Den hedder “Smart Socialisme” og handler om, hvorfor de unge er røde, og hvad de får ud af det. Udpluk fra klummen:

Som ung skal man ikke for alvor tage ansvar for andre end sig selv, og man har travlt med at smage på verden – og på andre unge. Hvem er jeg, hvordan fungerer det hele? Alt er ét stort, kaotisk eksperiment med mig selv i centrum.Men egoisme og narcissisme er tabuiserede egenskaber i vores samfund. Findes der noget mere irriterende end folk, der kun interesserer sig for sig selv? Derfor overkompenserer de unge ved at kaste sig over socialismen, hvor man altruistisk bekymrer sig om »hele verden«. Den smarte socialisme tjener dermed et velafprøvet, sociologisk formål – at signalere gode værdier, mens man plejer sine egne interesser. Hånden på hjertet, hvornår har en rød studerende sidst doneret sin SU til en nødlidende afrikaner? Nej, vel?

Update:
Der ser ud til at have været lidt rod med Berlingskes servere. På et tidspunkt var der to versioner af klummen online – sådan at den ene version havde 25 kommentarer og den anden 9 kommentarer. Lige nu kan jeg godt nok kun finde den version med 25 kommentarer online, men hvis en læser har et link til den anden version, må de gerne linke her.

Der er i øvrigt kommet mange sjove – og kritiske – kommentarer. Det viser da, at man har fat i et eller andet.

“Frigiv nu den hash!”

Torsdag har jeg en ny Tendens-klumme i Berlingske Tidende, med endnu et for mig vigtigt emne: Legalisering af hash. Vi spilder vigtige ressourcer, kriminaliserer almindelige borgere og forærer guld til kriminelle. Fra Frigiv nu den hash!:

Hvis vi vil stoppe bandekrigen, skal vi frigive hashen. Lyder det mærkeligt? Belønner vi narkosælgerne – Sjakalerne og Vortesvinene – ved at frede deres tuskhandler? Næh, tværtimod: Vi ruinerer dem.

Berlingske har også startet en diskussion om emnet.

Tilføjelser: En note, jeg også skrev til en kommentator på Facebook:

“Jeg er lidt ked af, at diskussionen igen bliver afsporet over i, om hash nu er farligt eller ej. Det er ikke det, som diskussionen handler om. Hash er farligt, og for nogle mennesker muligvis mere farligt end alkohol – for andre mindre. Det som er afgørende er, hvad vi vinder ved at gøre det ulovligt. Du kan _stadig_ få hash alle steder, uanset om det er lovligt eller ej, den eneste forskel er, hvorvidt du samtidig giver kriminelle en masse penge, som de så bruger til krig om deres karteldannelser og narkoområder.

Fordi noget er lovligt, betyder det ikke nødvendigvis, at man som forældre behøver at støtte op om det. Det er også lovligt at blive stripper eller champagnepige, men det er næppe en vej, man ønsker for sit barn. Du kan også komme til skade ved at køre på ski, og dermed blive mærket for livet. Der er en risiko ved stort set alting. Med lovvliggørelse ville der sikkert komme konkurrence i at skabe nogle hash-former, der _ikke_ gav eftervirkninger.”

Links:
Her er omtale af Portugal-rapporten, her er selve rapporten.

Tendens Klumme: Stille-kupéen Danmark

Hermed torsdagens klumme – allerede online: Tendens: Stille-kupéen Danmark

En smagsprøve fra den lille anekdote, der bliver til en allegori:

Danskerne opfører sig – ligesom de gråhårede damer i stille-kupéen – som børn i skolegården, der håber på, at gårdvagten griber ind, når der er ballade. Alle råber på »myndighederne« og nægter at tage et ansvar. Man kigger den anden vej og håber på det bedste. Men myndighederne er jo dybest set os selv, og politiet har travlt med at jage narkomaner eller bevogte Al Gore.